Læsetid: 5 min.

Sga man ku stave for at ha det gåt?

Måske kan maskinerne klare det, måske kan kollegaerne klare det, måske kan en korrekturlæser klare det, men hvordan kan det være, at det ikke længere i nær så høj grad er hin enkelte, der klarer lige dette, at stave rigtigt?
Kamp. Det handler som altid om, hvor meget af det gamle der skal tages med, for at det nye kan gro - og hvor meget struktur, der skal bevares, for at vi har brikker nok at flytte med.

Kamp. Det handler som altid om, hvor meget af det gamle der skal tages med, for at det nye kan gro - og hvor meget struktur, der skal bevares, for at vi har brikker nok at flytte med.

Lars Wittrock

9. oktober 2009

Lad mig straks erklære, at jeg ikke her er ude i noget småmoralsk ærinde om, at ungdommen er depraveret, at der burde strammes op, eller at det hele går ad helvede til, fordi det går ad helvede med, hvordan folk staver. Eller med det utal af anglicismer, der sniger sig ind på det danske sprog, når det nu for længst er gået af mode med germanismer. Det må folk sku selv om, som jeg forleden så det gode danske bandeord 'sgu' stavet. Hvis der nogen sinde var blasfemi i denne sværgen, er Gud fra forkortelsen 'Så Gud' helt forsvundet ud. Tilbage står det lille magiske ord 'sku' som en strittende pind. Helt alene, uden store magter bag, som ligesom kunne få det til at tordne. Hvor længe holder det mon så ?

Men tordnes gør der altid, når det går ad helvede til med sproget. Dengang jeg lærte at stave, fandtes der stadig nostalgikere på navneord med stort begyndelsesbogstav, og forestil jer unge mennesker, så skulle man vide, noget var et navneord, for ikke at skrive forkert. Hvilken lettelse var det ikke, at det pjat blev afskaffet, så navneord omsider kom til at tage sig ud som alle de andre. Læser man en tidlig udgave af Karen Blixen, er det jo som om, de nærmest står og Råber, de der substantiver. Blixen hørte til dem, der værnede om sproget og syntes, at den slags ikke skulle forandres.

Og sådan nogen er der altid nogen af. Dem, der vil bevare sproget og måden at skrive det på, på samme måde som det altid har været. Der er også altid nogen, der vil det modsatte: Lade sproget udvikle sig med lyden, brugen, logikken, med hvordan det tales på gaden, i tv eller i forstæderne og så putte forandringen langt ind i aviserne, tv-aviserne, ordbøgerne og akademierne, så de ikke alle er tabt, men er med på tidens vogn.

Hægtet af fremtiden

Sprog har altid en tendens til at udvikle sig lige hen, hvor fanden de vil, sku. Sprog har aldrig været, hvad de var engang. Hvis noget er forandret de 50 år ud i fremtiden, vor avis drømte om i forleden, er det nok det sprog, den virkelige fremtid vil blive beskrevet i. Pludselig vil de fremsynede journalisters artikler, på trods af helt sande forudsigelser, være hægtet af i en parallelvirkelighed af udviklet lyd og form, der gør alle os nutidige til hattedamer. Findes hattedamer for resten overhovedet mere?

I Frankrig har diskussionen om forenkling af ortografien kørt for hundrede og syttende gang her i efteråret, da essayisten og tv-kronikøren François de Closets med bogen Zero Faute, (Ingen fejl), beskrev, hvorledes denne særlige franske passion først og fremmest resulterer i social reproduktion, hvor eliten i en kæmpe, nærmest hemmelig konkurrence klækkes ud som de, der kan stave og skrive grammatisk korrekt. Alle, der ikke har overskuddet eller de sociale rygmarvsreflekser til at småproppe kommentarer om complément d'objet indirect ind med tv-dinnerens optøede fritter, ender på samfundets bund. Helt uafvendeligt. Closets forslag er så, i det mindste, at forenkle de franske stavemåder, der i følge ham er fuldkommen tilfældige, for at begrænse mandefaldet en smule.

I Danmark er diskussionen også jævnligt oppe at vende. I denne uge kørte den i blandt andet på DR's hjemmesider om brugen af sprog i denne offentlige institution. DR's ledelse har fået dansk sprognævn til at foretage en undersøgelse, og det står skidt til. 2, 7 engelske gloser pr. minut, utallige sprog-, komma- og stavefejl på tekst-tv.

Når læserne får nok

Og intet kan forarge visse mennesker så meget som sprogets forfald - især i offentlige institutioner. Det ved man også på en avis som Information, hvor man som journalist kan have beskrevet noget, man selv synes var ekstremt vigtigt - afsløring af trafficking, verden truet af CO2 eller mishandling af børn. Man får en reaktion fra sin læser den dag, man har stavet noget forkert. Måske forståeligt nok: Når selv de, der tjener penge på at skrive eller tale, gør det forkert, er det som om, der er noget, der står for fald. Det er ganske simpelt for truende.

Det var så på den anden side meget belærende - for ikke at sige forrygende sjovt - at følge debatten på dr.dk. Næsten hver eneste gang en nyt debatbidrag forarget rettede stavefejl i et tidligere bidrag, opstod der en ny stavefejl. Alle kaster rundt med sten, selvom de tydeligvis selv bor i glashuse. Nogle gange kan man være tvunget til at finde ud af, at man bor i et glashus: Hvor mange har ikke, når de skriver til en avis, været nødt til at opdage om sig selv, at de rent faktisk begår fejl? En højst mærkelig oplevelse, for følelsen af at skrive er jo selvfølgelig, at man skriver korrekt. Der opstår næsten en lille fornærmet dobbeltfølelse, når man rettes. Hvilket måske også forklarer mysteriet om, hvorfor folk ikke bare systematisk underkaster deres tekster computerens retteprogram eller en kollegas skarpe blik. Det gør sku lidt ondt.

Men det, der gør ondt her, er netop, at der ligesom er noget i verdensbilledet, der rokker. De, der står for konservatismen inden for sprogbevaring, er ganske klar over dette. De ved noget om den erindring om alt muligt, der er indkapslet i sproget. Som Gud i sgu, der bliver væk i sku. Eller en viden om de forskellige sprogelementers distinkte funktioner, der blev væk, da Blixen mistede sit store begyndelsesbogstav.

Hvor meget skal vi have med?

Og det er her, et stort slagsmål kan tages, et sted mellem bevaring og forandring. For selvfølgelig kan alle børn da lære fuldkommen korrekt grammatik og stavemåde, hvis de formår at underlægge sig den autoritet, sproget i helt eminent grad er i sig selv. Børn kan lære alting - når man ser, hvor hurtigt der kan sms'es, twittes og skrives i helt nye sprog på no time, så drop den med at tro, det er et personligt ressourceproblem.

Derfor handler det, nu som altid om, hvor meget der skal gives videre af det gamle, for at det nye kan gro. Hvor meget fast struktur skal der forblive, for at folk har tilstrækkeligt mange brikker at flytte med? Danmark er et land, der med utrolig stor hast forandrer sit sprog, som led i den homogenisering, der i det hele taget kendetegner os. Vi er gode til at institutionalisere forandringen, og bliver derfor foranderlige. Hvor langt mon vi kan gå, hvor hurtigt kan det gå, før det bliver virkelig uhyggeligt for hin enkelte?

www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2009/10/05/102249.htm?rss=true

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Problemet med stavefejl i aviser og på tv er, at det forplumrer budskabet i den viste tekst. Udover det jeg undres jeg over, at personer, der lever af at skrive og formidle nyheder og anden information, ikke kan stave, det skulle jeg da mene var et elementært krav, især når man åbenbart ikke læser korrektur på tekster i vore dage. Det håber jeg i hver fald, at man ikke gør, ellers er det da helt til grin. En anden ting, som også irriterer mig er, når undertekster nogle gange er oversat af folk, der ikke har nok viden om det land og det sprog de oversætter fra, nogle gange helt fordrejer de oversatte replikker...

Inger Sundsvald

For mig er sprog interessant, men har absolut ikke noget med ”personligt ressourceproblem” at gøre. Man kan naturligvis være ordblind i et eller andet omfang, men det skal ikke forhindre nogen i at udtrykke sig. Så længe det er forståeligt må det være muligt at se bort fra det.

Det gælder altså om at være lidt overbærende, også mod sig selv, så man ikke farer til at rette en slåfejl eller en forkert endelse, når meningen ellers fremgår tydeligt.

Der hvor jeg selv kan være fristet til at reagere. Er f.eks. i avisens overskrifter, som godt kan kalde på smilet. Jeg husker f.eks. en overskrift:
”Forskellen på kvinder og mænds bagdele”
Det burde være muligt at se forskel ;-)

Man kan også købe små bakker med ”Katrine og Alfreds tomater”.

Det der ejefalds ”s” i første led, er næsten helt luget væk.

Et andet sted er, når journalister og folk der sætter en ære i at skrive korrekt dansk, går over gevind i bestræbelserne på at tale og skrive et ”kultiveret” sprog. Det er der et enkelt (meget passende) tilfælde af i denne artikel:

”hvor eliten i en kæmpe, nærmest hemmelig konkurrence klækkes ud som de, der kan stave og skrive grammatisk korrekt”.
Her er det ”der kan”, der er grundled og udsagnsled.
=>
”hvor eliten i en kæmpe, nærmest hemmelig konkurrence, klækkes ud som dem, der kan stave og skrive grammatisk korrekt”.

Derimod er der ikke noget forkert i denne sætning, hvor udsagnsleddet ”gør” har sit grundled i ”de”:

”Når selv de, der tjener penge på at skrive eller tale, gør det forkert, er det som om, der er noget, der står for fald.”

Som et sidste eksempel på ”eliten” kammer over, er når ordet ”mig” af al magt søges undgået.

Dette er et billede at min veninde og jeg (forkert)
Dette er et billede af min veninde og mig (rigtigt)

Af en eller anden grund er det ikke rigtig ”kultiveret” at sige ’mig’. Men enhver må da kunne sige sig selv at det ikke hedder: - Det er et billede af jeg.

Og så er der selvfølgelig også:
Ligge er en tilstand.
Lægge er en handling.

Jeg lægger en bog på natbordet, og så ligger den dér.

Med forbehold for fejl ;-)
I al venlighed
Inger Sundsvald

Jeg kan da godt forholde mig til Tine Byckels kommentar om, at man måske ikke har lyst til at overlade sit dokument til en kollegas kritik, men at have forbehold overfor at bruge stavekontrol, den fatter jeg bare ikke.

Jeg har den ikke slået til fast, men skal jeg skrive et seriøst dokument, så bruger jeg da altid stavekontrollen til sidst, - lidt ligesom jeg (næsten altid) lige skimmer et indlæg i et debatforum som dette, før jeg trykker send.

(at der tit mangler et mellemrum eller to, skyldes at mit tastatur er ret hærget, og det er ikke altid at jeg gider at rette den slags ;-)

At stavekontrollen så ikke er så god til orddeling, er selvfølgelig et handicap. Nu kan jeg ikke lige komme i tanker om nogle af de rigtigt gode, men de fleste kender vel "træ-kvinden" og "ko-parret" ;-)

Inger Sundsvald

Jeg tør slet ikke tænke på hvordan mine indlæg ville se ud, hvis jeg ikke brugte stavekontrol. Den snupper de fleste sjuskefejl, slåfejl og dobbeltord, men gør sågu’ ikke opmærksom på de manglende ord :).

Og apropos stavekontrol: man kan godt være lidt misundelig på engelsktalende, som ikke bare har stave- men også syntaks- og ordvalgs- kontrol ... trist at vi er for lille et sprogområde til at have en ballet ;-)

Intelligent er ikke at stave korrekt, intelligent er at kunne fortolke den meddelelse man beskuer.

En computer ville bryde sammen, hvis ikke alle regler var overholdt til punkt og prikke, hvorimod et menneske kan korrigere for fejl....

Det sgu' smart.

PS
Ordblinde blandt ingeniører, er forholdsvis hyppigt forkommende.

Hvorfor nu det ?

Matematik, derfor.
Faktorenes orden er ligegyldig.

Der findes store IQ'er gemt blandt de ordblinde.....

hmmm, - uden at afvise at der findes ordblinde genier, vil jeg alligevel nok stille mig tvivlende overfor teorien om at matematisk begavelse skulle kunne være medvirkende til ordblindhed.

Derimod har jeg oplevet en udbredt tendens til sproglig ligegyldighed (for ikke at sige arrogant sjusk) hos naturvidenskabelige og medicinske akademikere. At der ikke har været tale om ordblindhed var nemt at konstatere, for når det f.eks. drejede sig om faglige forkortelser, var det meget sjældent at de blev stavet forkert.

Hans Jørgen Lassen

Hvis en tømrer kun får slået et søm 3/4 i, og derefter banker det til siden, ja så er det altså gedigent sjusk.

Adskillige anglicismer for øvrigt udtryk for en og skær uvidenhed.

Man kan jævnligt høre i radioen, at en eller kunstner på sin tourné "rammer" f.eks. Århus.

For "hit" betyder jo "ramme" på engelsk/amerikansk, ikke sandt?

Men "ramme" på dansk betyder altså ikke "når til" eller "ankommer til".

Man kan ikke undgå at sende en besked afsted uden fejl, da tanken forlængst har godkendt indholdet.

Forøvrigt er perfektion "dødens pølse."

Svend Erik Sokkelund

Jo bedre man kender sproget, jo mere ka' man ekstemporere & lege mæ' det...
Å' jo mer' nuanceret ka' man da udtrykke sig.
Et rigt sprog er guld værd, og til det hører s'føli også levende dialekter og talemåder.

Inger Sundsvald

Min stavekontrol accepterer ”fandeme”, men ikke ”fuck”. Og sidstnævnte bliver heller ikke tilføjet. Men i øvrigt mener jeg, at hvis man skal bande på skrift, så må man stave det rigtigt, selvom jeg godt kan se at der er en slags mening i at skrive ”sq”, så er det lydskrift, uden at blande Gud ind i det.

Men jeg vil tro, at hvis alle der har sendt et indlæg skulle rette eller rettes af andre for forskellige fejl, så ville trådene blive mere end dobbelt så lange. Det gælder om at være lidt overbærende med sig selv og andre. Jeg gør mig selv umage med at forstå meningen og ”ånden” i andres indlæg og kæmper selv imod perfektionismen
;-)

Inger Sundsvald

Som 8-årigt (ferie)barn i Nordjylland var jeg med i skole. Kaj blev af læreren bedt om at stave til ”a”, og helt naturligt sagde han j-e-g.

Da jeg kom hjem, sagde jeg til min mor:

A tøs do hå foræjer de sån, a ka nææsten en tjeje de ijen.

Men der havde jeg gjort regning uden vært, for hun var oprindeligt fra Thisted, og svarede: Du har også forandret dig, jeg kan næsten heller ikke kende dig. Hun nægtede at sige noget på jysk, for det havde kostet at lære at tale københavnsk.

At udtrykke sig sprogligt nuanceret - måske ovenikøbet sofistikeret - på skrift, er vel stadig noget der er forbeholdt mindretallet, på trods af befolkningens stadig stigende niveau i boglig uddannelse.

Og så er min konklusion, at det må være fordi det ikke siger flertallet noget at lege med ord, og det er da helt ok. Det er vel bare det samme som at jeg ikke gider at sætte mig ind i de finere detaljer i vinsmagning, men bare nyder min vin som den kommer.

Men når jeg hører folk (ofte politikere) prøve at tale "kancellisprog" uden at kunne håndtere denne svære disciplin, så kan jeg altså ikke lade være med at grine.

Inger Sundsvald

Per Vadmand:
”Det er ingen skam ikke at kunne stave - men hvis man ved, man ikke kan, er det en skam ikke at spørge en, der kan.”

Det skulle lige mangle, at man skulle spørge en der kan stave, hver gang man skriver et indlæg, eller at man ikke kan lukke munden op, uden at have konsulteret en sprogkonsulent.

Inger, så kan man vist ikke misforstå et indlæg mere grundigt.

Hvis man er interesseret i at kommunikere på skrift, bør man sørge for så vidt overhovedet muligt ikke at forplumre budskabet med stave- og sprogfejl. Og som et minimum bruge stavekontrol.

Når ord som "hieraki" jævnligt forekommer i Informations spalter, skyldes det foragt for læserne.

Inger Sundsvald

Kancellisprog er svært for ”almindelige” mennesker, og folketingsmedlemmerne bør kunne udtale sig uden. Men jeg tror det er svært at komme ind i jargonen for uøvede. Det første de skal lære er, at sige hr. og fru., men efter kort tid kommer det som regel på plads, og så kan de udtrykke sig mere frit og finder ud af at være sig selv.

I øvrigt er Tine Byckel ikke en bycykel, men kunne, ligesom os andre, godt trænge til et eftersyn. Ikke fra stavekontrol, men rent grammatisk. Naturligvis kan et debatbidrag ikke ”forarget rettede stavefejl”.

Man behøver ikke at være en ”Einstein” for at forstå, at der er forskel på et debatindlæg og et menneske. Det er her overbærenheden træder ind. Jeg vil påstå, at der ikke er en eneste artikel uden stave- eller grammatiske fejl. Og fri mig vel for at skulle dedikere mit liv til at finde dem.
;-)

Inger Sundsvald

Per Vadmand

Jeg tror der er forskel på hvad mennesker opfatter som ”foragt". Jeg kan f.eks. ikke se at det at skrive hiera[r]ki er udtryk for foragt for læseren. Det er en gemen stavefejl. Men jeg opfatter det som en form for foragt, at skrive at ”så kan man vist ikke misforstå et indlæg mere grundigt”.

Her er det jo ikke en stavefærdighed der kritiseres, men en andens opfattelsesevne, der drages i tvivl.

Men lige netop du, får lidt ”kredit” hos mig.

Og så er det officielt og videnskabeligt bevist, at dansk er et svært sprog - eller ihvertfald sværere end svensk.

Hørte idag i P2, at forskere har fundet ud af, at danskere taler 25-40% hurtigere end svenskere (målt på et eller andet med antal ord eller ordstammer udtalt i minuttet), og at dette bl.a. hænger sammen med vores udfladning af konsonanter i ordafslutninger (svenskeresiger faktisk "læ-re-re", mens danskere sigere "læreee"), og at andre undersøgelser viste at danske børn lærte at tale senere end svenske børn.

Så deeeet ....!

Inger Sundsvald

Her føler jeg trang til, for en sjælden gangs skyld, at rose hr. Lassen.
Hvad angår stavning og grammatik er han i ”sværvægterklassen”.
Derfor kan det også i den grad tale til min humoristiske sans, at han, netop i denne tråd, må bide i græsset og rette hele to fejl.
Hans Jørgen Lassen, du er en uforbederlig pedant og perfektionist!
;-)
Og jeg aner ikke hvordan du udtaler ordene.

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
" han, netop i denne tråd, må bide i græsset og rette hele to fejl."

Der er faktisk tre fejl - der mangler et ord: "anden" ;-)

Ikke at jeg fortjener at have lov til at korrigere andres sprogfærdigheden. Desværre er jeg en af de debattører der laver uforholdsmæssigt mange sprogfejl, bl.a. pga. manglende omhyggelighed. Måske ville de gå bedre, hvis jeg anvendte stavekontrol, eller blot var lidt mere omhyggelig med at tjekke det skrevne? De første er dog lidt for omstændeligt, og det andet forsøges, men lykkes langt altid. Beklager.

Inger Sundsvald

Hvem tæller Heinrich R.? (burde nok skrives på engelsk:). Du behøver ikke at beklage.
….
Hans Jørgen Lassen
Uanset hvad du tror, så respekterer jeg din viden og dine holdninger, selvom jeg ikke fatter sidstnævnte.

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Du behøver ikke at beklage."

Det ærgrer mig, og må være en kilde til irritation for andre. Hvis jeg blot formåede noget mere end en letkøbt beklagelse af tingenes tilstand, så...

Der er forskel på, hvad der løber i tastaturet i et hurtigt debatindlæg på nettet, hvor ordene ikke vejes på guldvægt, og det spontane kan have sin egen værdi - og så en avisartikel, kronik eller anden trykt kommentar. I sidste tilfælde mener jeg faktisk, det er foragt for læseren ikke at udvise blot det minimum af omhu, det er at slå stavekontrollen til.
Jeg ville aldrig kritisere en lægmand eller meddebattør for sproglige fejl eller slåfejl (medmindre da indlægget handlede om netop dette), men en professionel skribent skal pinedød i hvert fald forsøge at beherske sit værktøj, sproget, optimalt.

Bente Simonsen

"Det skulle lige mangle, at man skulle spørge en der kan stave, hver gang man skriver et indlæg, eller at man ikke kan lukke munden op, uden at have konsulteret en sprogkonsulent."

Tak, for det. Blev helt svedig.
Efter elleve år i udlændighed svigter sproget, eller så er det dementia præcox, som kommer snigende, og uden Information ville det stå endnu værre til. Pinsamt, når man har arbejdet i bogbranchen og har været ret god til at stave - engang. Har desværre ikke dansk stavekontrol.

Karin Bennedsen

Almindeligvis er det dårlig debatstil at gøre opmærksom på andres stave- og grammatikfejl, hvis ellers indholdet i en kommentar er forståeligt.

Man vil jo også nødig afsløre sin egne småtskårne karakter, ved ikke at se stort på sådanne petitesser.

Men jeg må indrømme, at i de tilfælde, hvor jeg oplever en af de debattører, der gerne vil tage patent på danskheden, og som staver som en brækket arm, da er fristelsen til at rette stavefejl stor.

Karin Bennedsen, det var bl.a. det, jeg tænkte på, da jeg omtalte tilfælde, hvor jeg ville korrekse en "menig" debattør.
Men igen: Man kan tillade sig at kræve tilnærmelsesvis perfekt sprogbeherskelse af en professionel skribent, ikke af enhver, der tager ordet.

Karin Bennedsen

@Per Vadmand

Det er jo, gudskelov, de færreste af os amatører, der er så velformulerende og perfekte til stavning og grammatik, at vi ikke laver fejl, men jeg er enig med dig i, at det må være et minimumskrav til professionelle skribenter, som f.eks. journalister, at de behersker og behandler det danske sprog på en ordentlig måde.

Jeg mener, at det for år tilbage var et krav til journalister og studieværter i DR, at de beherskede dansk 'perfekt' i skrift og tale, men den regel er man tilsyneladende helt gået væk fra, for der kommer desværre mange floverter ud af munden på mange af 'skærmtroldene'.

Heinrich R. Jørgensen

Karin Bennedsen:
"der kommer desværre mange floverter ud af munden på mange af ‘skærmtroldene’."

I de fleste lande er man meget opmærksomme på både det "opdragende" element ved god sprogbeherskelse, og forståeligheden af det sagte, på nationalt TV. I Kina udvælges studieværter svjv målrettet pba. deres evne til korrekt og præcis udtale, hvilket primært skyldes ønsket om forståelig i et land hvor mange ikke behersker hovedsproget.

Min personlige favorit er Trevor McDonald (nu: Sir Trevor McDonald OBE), tidligere studievært for BBC's News at Ten.

Problemet med nogle af de danske studieværter er dog ikke primært deres sprogbrug, f.eks. deres mange kiksede anglicismer - det er snarere indholdet der er et problem. Tydeligvis antages det, at seerne er uvidende og overfladiske - hvilket måske kan forklare, at de spises at med en hyggelig vært, der i mange tilfælde måske ville have været bedre eget til at lave børneudsendelser?

Hans Jørgen Lassen

Tak for rosen, Inger.

Jeg har nu også øvet mig i mange, mange år. Oversat 17 bøger (fra engelsk/amerikansk, bortset fra en, som var norsk), og gennem 20 år skrevet en ugentlig spalte i Weekendavisen (indtil jeg blev fyret - ikke for islamofobi, men for antisemitisme)..

Juridiske dokumenter, referater fra retslige møder , og oversættelser fra samme, skal være perfekte.

Her kunne - som eksempel - den fejl med de berømte endelses "R'er," afstedkomme følgende scene :

Dommeren :

" Hr. Jørgen Karlslofte, det forekommer - ifølge dette dokument - at deres klient stadig er aktiv ?"

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

helt enig. Det åndelige/menneskelige niveau blandt studieværter er simpelt hen for lavt - det er hovedproblemet. Men der er måske en sammenhæng med det sproglige her? Manglende omtanke, manglende opmærksomhed eller bevidsthed, både med hensyn til sproget og mange andre ting.

Jeg glemmer aldrig en gang, hvor fruen og jeg oplevede en ganske køn kvindelig speaker fortælle os om den nye kanon - med tryk på sidste stavelse! Vi var ved at falde ned af sofaen af grin.

Den pågældende er stadig ansat, men jeg nænner ikke at røbe navnet. At hun er blondine, tør jeg dog godt afsløre.

Man kan sgu ikke have folk ansat, der i embeds medfør taler til en stor del af Danmarks befolkning, men som ikke kan kende forskel på en kanon og en kanon.

Siden har jeg ikke set TV-avis.

Hans Jørgen Lassen

Gert,

det hænder, og vist ikke så sjældent, at juridiske dokumenter oversættes forkert. Domme fra EF-domstolen skal oversættes til alle medlemslandes sprog, så det er en større industri.

I en dom stod der f.eks. på dansk "kaskoforsikring", hvilket overhovedet ikke gav mening. Jeg kontrollerede 7-8 af de andre oversættelser, og i alle de andre stod der, på det respektive sprog, "ansvarsforsikring".

Den danske oversætter har tydeligvis ikke brugt hovedet, eller også har han/hun aldrig haft bil. I hvert fald anede vedkommende, som alt for mange journalister, intet om emnet, intet som helst.

PS. Det mest pinlige i sagen var, at den danske oversættelse ukritisk blev lagt til grund i den lærebog i EU-ret, som anvendes på Århus Universitet. Lærebogsforfatteren burde dog have opdaget bommerten.

Heinrich R. Jørgensen

For nyligt var Ivar Gjørup, manden bag den på mere end én måde guddommelige tegneserie Egoland, i Deadline, til et længere interview. Studieværten omtalte flere gange hovedkarakteren som "Divius Madsen", hvilken fik Gjørup til at skifte at skifte forfatter-kasketten ud med gymnasie-lærer kasketten for åben skærm. Tænk at den fredelige mand kunne blive så fyldt med berettiget harme...

Det er ikke nødvendigvis pinligt ikke at kunne latin (det kan jeg heller ikke), men det er pinligt at forsøge at lægge op til et 10-minutters interview om Egoland og Gjørups forfattterskab, og tydeligvis har researchet alt, alt for lidt.

@Hans Jørgen Lassen

I yderste konsekvens, kan stavefejl udmønte "justitsmord."

Så ingen pardon, med hensyn til tolke, journalister, og "pianister" i den "tonekunst."

Inger Sundsvald

Per Vadmand
Så er jeg mere rolig ;-)

Heinrich R.
Det er det rene koketteri, når du spiller ”ydmyg”. Du ved vist godt selv, at du hører til en den bedre halvdel hvad angår sprog og stavning. - Og i øvrigt skriver med vedkommende indhold, uanset om man/jeg er enig eller uenig – hvilket forekommer. Det er ikke nødvendigt at undervurdere læserne og sende rettelser, men du er jo nok, som de fleste af os andre, en uforbederlig perfektionist.
;-)

Men hvis det endelig skal være, så er det acceptabelt at skrive ”fyldt med” i denne sammenhæng, idet studieværten gjorde sig skyldig i den ”handling”, at fylde ham med harme. ”Fuld af” er også ok, idet denne ”tilstand” var en følge af at blive fyldt med harme af/over studieværtens sjusk, og ingen vil vist forveksle fuld med beruset her ;-).

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"du er jo nok, som de fleste af os andre, en uforbederlig perfektionist"

En gang havde jeg en langt mere bogholder-agtig tilgangsvinkel til hvad jeg skrev. Der betød langt færre fejl, men også langt mindre tekst. Korrekt sprog, korte sætninger, letforståeligt, men kedeligt at læse.

Jeg ved ikke om det er mange års fravær fra det danske sprog eller den tilegnede flersprogethed, der har ødelagt min evne til at få øje på egne fejl? Vel nok samme symptomer som Ben Simon nævner? Pedanteriet synes afløst af en mere holistisk tilgang til sproget, og en vis blindhed for hvad der er sproglig korrekt.

Måske er det meget almindeligt og naturligt hos flersprogede?

Det er vel OK, at jeg ærgrer mig over, at mine kommentarer ofte er vanskelige, hvis ikke ligefrem nær umulige, at afkode, pga. sproglige fejl, som jeg af besynderlige grunde ikke selv kunne få øje på, før det blev trykket på "send". De mange fejl, skyldes ikke, at jeg undlader at læse det grundigt før jeg trykker på knappen, men sker på trods af en vis omhyggelighed.

Som bekendt, skal man hverken lade sig begrænse af handicaps eller overdreven selvkritik.

Heinrich R. Jørgensen

Og ved en ekstra gennemlæsning af kommentaren efter den er blevet sendt, springer flere fejl straks i øjnene. Hvad har jeg dog gjort, for at fortjene en sådan forbandelse? ;-)

Inger Sundsvald

Som regel er man ikke god til at læse korrektur på noget man selv har skrevet (men det hjælper hvis man læser det bagfra, hvis det er vigtigt:).

I ”gamle dage” fangede typograferne (de skulle bestå en prøve) de fleste fejl fra journalisterne, som ikke behøvede at kunne stave, og korrekturen rettede sproglige fejl. I dag står journalisterne selv med ansvaret, og det kan man jo godt beklage.

Det lyder dog ikke så godt, hvis de af ren forfængelighed eller selvovervurdering ikke kan få sig selv til at bruge stavekontrollen. Det lyder mærkeligt. Jeg er dog selv med årene blevet mere ”tolerant” overfor den slags petitesser, hvis bare indholdet er i orden.

Errata: "Tine Byckel" rettes til Tine Byrckel.

Tråden er et glimrende eksempel på at hvis fejlen forbliver urettet, gentager den sig hele vejen ned i geleddet. "Tine Byckel er ikke en bycykel". Nej det er Tine Byrckel så vidt vides heller ikke:-)

Jeg kigger forundret på følgende sætning af Byrckel:

"Alle, der ikke har overskuddet eller de sociale rygmarvsreflekser til at småproppe kommentarer om complément d’objet indirect ind med tv-dinnerens optøede fritter, ender på samfundets bund."

En ubehjælpsom og klodset konstruktion. Den overordnede betydning overlever kun lige med nød og næppe. "småproppe kommentarer om" (sic!)

Jeg håber at Byrckels ganske og aldeles uvidenskabelige artikel følges op af artikler som tager sprogvidenskaben alvorligt.

Sider