En almindelig opfattelse er, at de fleste ambitiøse restauranter bliver bedre med alderen; de skal lige vige uden om de første bugter og lære at navigere den forfængelighed, der ofte styrer mod en dårlig dømmekraft. Men helt sådan forholder det sig ikke. Ofte er det i starten af restauranternes levetid, at standarden er højest og mest disciplineret.
Når en restaurant rigger sejlene til, står slagterne på lur. Det er os alle sammen; forbrugerne, bloggerne, anmelderne. Vi dissekerer restauranternes babyskridt. Vi danner mening med vores medmennesker om, hvad vi mener om dét og dét. Det er os, der bestemmer, om de første måneders skrøbelige færden skal knækkes eller have succes.
Belle Epoque er netop åbnet, og vi træder ind på deres anden åbningslørdag. En lille restaurant i Malmös Möllevangskvarter. En halv time i Øresundstoget; derefter, følg horden af danske strategiske shoppere ned af Malmös strøg. De har luret det. Den svenske krone er rekordlav. Et sving til venstre ved Hotel Hilton vil lede dig ned ad de mindre polerede gader. De kortere afstande mellem sharwarmabiksene og halalslagterne minder om vores helt eget Nørrebro i miniatureformat.
Hyggelige hjørner
En frisk og tidløs nerve møder os, når vi træder ind på det lille funklende sted. Nogle gæster er placeret i de hjemligt indrettede hjørner. Hjørner, der bærer på en godkendelse af noget ægte og afslappende. Andre gæster nyder de mere polerede hjørner under de små glasperlelamper. Konceptet indbyder til et blandet klientel. De unge og ældre gæster skaber et dynamisk og levende sted, når den ene ende af lokalet sender vibrationer til den anden. Kl. 22 transformeres stedet til en lounge med musik i diverse stilarter.
Hver middag på Belle Epoque starter med en forret, der serveres på husets regning. Denne aften; en luftig og lækker torskecreme, toppet med glaserede skozonerrødder, et drys af minutiøse croutoner af ristet sirupsbrød samt purløg. En dressing på agurk og let syrnet creme fraice skaber et friskt bidrag til det fede.
Et sprødt og mørt efterår bæres ind på min kærestes tallerken. Hovedretten består af klassisk mørt oksespidsbryst, peberrodscreme, syltede agurker og rødbeder (140 svenske kroner, 98 danske). Konsistensen i cremen er en anelse tynd, vi savner både den grove struktur og det skarpe bid fra peberroden. Men der er en velsmagende sødme og syrlighed over retten. De al dente-kogte rødbeder og den falmede grønne fra de marinerede agurker emmer af årstidens farver.
Smøret tager bitterheden
Undertegnedes hovedret; smørstegt makrel med rosenkål, æggecreme og löjrom (160 svenske kroner). Rosenkål er bitre, men efter en tur i kogegryden og en flabet omgang med smørret på panden, har bitterheden aftaget og efterlader kun en anelse fortørnelse. Små sirlige toppe af löjrom, er omgivet af æggecreme, der snor lidt mat sødme og portvin omkring den fede og perfekt stegte fisk.
Vi vælger en rød australsk vin til retterne. Basilisk 2007. Særdeles blød og lækker vin. Men en knastør hvid, havde nok gået bedre til makrellen. Vinen, der primært er på shirazdrue (druen tilsat en anelse mouvedre), har en dybde af pepper, eg og solbær. Perfekt til oksekødet. Desserter med pistage, marengs, og chokolade vandrer forbi vores borde. De ser fabelagtige ud, men mætheden har gjort sit indtog.
Vi oplever et disciplineret køkken, og stedets drivkraft er indbydende. Men hvad sker der efter den første periode? Det er altid interessant. Der sker som regel et skift til forskellige grader af niveauer. Når restauranter opnår en vis modenhed forekommer der ofte et tab af drivkraft. Derfor bliver det vigtigt for de nye steder at implementere plads til fornyelse og dynamik i deres koncepter, hvis drivkraften ikke skal ryge ud med skraldet efter det første halve år. Og det er der skabt plads til her. På Belle Epoque genfødes menuen næsten hver aften, og ejerne er unge, sultne og udistraherede i deres stræben efter evig fornyelse.
Belle Epoque, Södra Skolgaten 43, Malmö. Booking: +46 40 97 39 90 Åbent ons-lør kl. 18-01
