Læsetid: 10 min.

Arkitekturgryde a la socialisme

Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn. Bland det hele godt samme, byg tæt og lavt i store klynger og du har skabt det socialistiske paradis, som de fleste kender som problembarnet Albertslund. Og en af de kommuner, hvor SF netop har haft sin største fremgang ved kommunalvalget
I Albertslund fik Socialistisk Folkeparti næsten hver fjerde stemme til kommunalvalget. For Albertslund er ægte SF-land med rødder tilbage til 60'erne og 70'erne, hvor der flyttede 25.000 nye beboere til byen: arbejdere, skolelærere , pædagoger og akademikere, der alle stemte langt til venstre for midten. Og sådan er det  stadigvæk.

I Albertslund fik Socialistisk Folkeparti næsten hver fjerde stemme til kommunalvalget. For Albertslund er ægte SF-land med rødder tilbage til 60'erne og 70'erne, hvor der flyttede 25.000 nye beboere til byen: arbejdere, skolelærere , pædagoger og akademikere, der alle stemte langt til venstre for midten. Og sådan er det stadigvæk.

Kristine Kiilerich

28. november 2009

Jeg står i hjertet. I ægte SF-land her i det labyrintiske Galgebakken som set oppefra ligner en stor omgang Plus Plus klodser spredt ud over gulvet på et børneværelse.

Det er her, næsten hver fjerde stemme ved det netop overståede kommunalvalg gik til Socialistisk Folkeparti. En stigning på knapt 25 procent siden sidst og dermed en af de kommuner i Danmark, hvor SF kunne fejre sin største fremgang. Er det et resultat af Villy-effekten? Eller har det bare altid været sådan?

Svaret ligger i Galgebakkens labyrinter. For bevæger man sig ind i den socialistiske labyrint af uforståelige betegnelser som Sten, Sønder, Mark og Skrænt, forstår man hurtigt, hvor betegnende det er. Det er bygget til børn. Familier med børn. Det er trygt og vedkommende, som det fremstår plastret til med træer, buske, legepladser og fodboldbaner. Alt er bygget op omkring gangstier, hvor husene ligger helt tæt i såkaldte stræder, hvor man kan komme hinanden ved. Folk hilser på hinanden, når de lufter deres hund eller henter deres post. Befolkningssammensætning er derefter: pædagoger og skolelærere; socialdemokrater og SFere.

»Åh nej, kommer I nu også her?«

Britta Rindom er ikke ligefrem begejstret for at se mig. Den 64-årige keramiske formgiver, der underviser på ældrehøjskolen mener, at hun op til flere gange har forklaret, at hun har brug for en pause fra Information. Information er da god nok, men det kan også blive lidt for meget. Lidt mere snakkesalig er husets anden SFer tidligere kommunist og socialpædagog Lisbeth Ebdrup på 65 år. De to kvinder deler, sammen med en ung pige, de fem rum i huset i Galgebakken, samt de mellem 11-12.000 kroner, de betaler i leje hver måned.

»Hvorfor vi er så røde? Jamen, det har da været meget mere rødt, end det er nu. Dengang i 70erne, da valget stod mellem kommunisterne og VS,« siger Lisbeth Ebdrup inden Britta Rindom blander sig:

»Hold kæft, nogle diskussioner, vi havde dengang. Det var jo i virkeligheden et meget forskelligt udgangspunkt, man havde,« siger Britta Rindom eftertænksomt.

Jeg fortæller, at Albertslund stadig er ganske rød. Den røde blok fik således over 70 procent af stemmerne ved det netop overståede kommunalvalg og har uafbrudt siden 60erne siddet tungt på magten. Lisbeth Ebdrup er ikke imponeret.

»SF glider jo af på ideologien og er blevet så grødet. Politik i dag er som fusionsmusik. Det er ikke at forstå, hvad det handler om,« siger Lisbeth Ebdrup inden hun sammen med Lisbeth Ebdrup cykler sin vej.

Jeg haster videre inde i labyrinten efter svar på, hvorfor man er så venstreorienteret netop her. Danmark ud af EF, står der på en el-boks, som om det var skrevet i går, Ingen fucking reklamer, tak og knus homofober på en dør. Havenisserne lever side om side med drømmefangere foran et andet hus. Ved købmanden hænger et opslag, der pointerer, at det nu er vigtigt, at alle gør en indsats, hvis man skal bekæmpe den kriminalitet, der har plaget Vester på det seneste.

Fodbold med røv

Fremme ved fritids- og ungdomsklubben Bakkens hjerte, spiller et par unger fodbold.

»Ikke med røv, ikke med røv,« plager den mindste.

Men der er ingen nåde. Der bliver spillet med røv, bestemmer den største af drengene. Inden for i klubben ligger et inferno af jakker, der er smidt, som kun børn kan smide deres tøj og midt i det hele står klubleder Marianne Klausen. Hun er 59, har boet i Albertslund i 25 år og er selvfølgelig SFer. Hun henviser til arkitekturen som altafgørende og dernæst antallet af venstrefløjskendisser, der har boet eller stadig bor i Galgebakken.

»Nyrup, Lykketoft, Vibeke Storm og så Gert Nielsen han bor stadig lige her nede,« siger Marianne Klausen og peger.

Dertil kommer selvfølgelig Villy-effekten, samt at Albertslund altid har haft fokus på økologi og klima 30 år før det blev moderne og fik sit eget ministerium. Der er derudover rigtig mange delebiler i Albertslund, forsikrer hun mig. Og så flytter børnene efter en smuttur til København, nu hvor de selv får børn i stor stil tilbage til deres barndoms stræder. Der er dog ved at komme lidt malurt i bægeret gennem en lille fremgang til Dansk Folkeparti og nogle nye typer i Galgebakken: »Der er begyndt at komme nogle lidt kedelige kriminelle typer med kamphunde og sådan,« siger Marianne Klausen.

Udenfor er den mindste af drengenes værste anelser gået i opfyldelse. Han står med hovedet mellem benene i midten af målet, mens den store dreng fra midten af banen hårdt og præcis placerer den tunge læderbold, så den mindre bliver nødt til at tag et skridt frem for ikke at vælte.

Stadig i vildrede omkring hvordan et sted, hvor over hver andet hus er alment boligbyggeri, og hvor man har landets højeste kommunale udgiftsbehov på det sociale område kan skabe så uniformt et politisk billede, ringer jeg til Socialdemokraternes nyvalgte borgmester, Steen Christiansen. Han indrømmer da også hurtigt, at man har snydt.

»Det er jo historik fra 1965-1975 flyttede der 25.000 mennesker til byen, langt størstedelen af dem var optændt af den politiske ild. Det er sådan set det, der stadig gør sig gældende,« siger Steen Christiansen.

Således 10-doblede man altså indbyggertallet i Albertslund. Oven i det tilbød man boliger til skolelærere og pædagoger, der tog arbejde i Albertslund. Og så tilbød man boliger til mange af de arbejdere, der i 60erne oplevede, at deres boliger skulle rives ned på Vesterbro og Nørrebro. Langt størstedelen flyttede ind i fællesskabsinvolverende arkitektur som eksempelvis Galgebakken.

»Alt i alt et ganske godt udgangspunkt for et arbejderparti,« siger Steen Christensen med slet skjult tilfredshed.

Blindgyde

Men kan det virkelige passe, at man har fundet opskriften på socialisme i Albertslund? Jeg ringer videre. Både tidligere spidskandidat for SF og Galgebakke-beboer Anette Pedersen og fra socialdemokraternes Mogens Lykketoft, lyder samme svar: Det er blandingen af byrenovering i København, arkitektur og tilflyttende hippier, der har skabt dette mærkelige politiske helle.

»Ungdomsoprøret har sat lange, lange spor i Albertslund. Det er den rødeste kommune i landet, her hvor venstrefløjen lever i sin mest rene form,« siger Mogens Lykketoft.

Jeg prøver med et sidste skud. Den 90-årige Gerda Brinkmann, nr. 13 på SFs liste ved det netop overstående kommunalvalg. Er der ikke brug for at sætte hårdt mod hårdt over for bøller, lømler og ballademagere?

»Vi stemmer ens, fordi vi bor ens. Og hvis folk har brug for hjælp, så får de hjælp. De problemer bliver jo løst helt stille og fredeligt. Sådan skal det gøres,« siger Gerda Brinkmann.

Jeg må gribe det anderledes an, for det er da kun i langmodige tv-serier fra DR, at folk stadig seriøst går med islandssweater. Der må da fra 70'erne og frem være kommet nye kræfter til voksne mennesker, der stemmer konservativt. Jeg bevæger mig derfor mod det helt nyanlagte bofællesskab Lange Eng. Det lyder godt nok ikke som en konservativ højborg, men det er altså tilflyttere i ejerboliger til tre millioner for 115 kvadratmeter tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter. Det er folk i midten af 30erne. De burde vide bedre.

Katrine Dahl Clements åbner døren i bare tæer. Jeg skal også tage skoene af. Vi går ind i fællesrummet, hvor godt 100 voksne og børn spiser sammen hver evig eneste dag. Vi ser gymnastiksalen, biografen Vest for Paradis og krea-rummet. Hun snakker om efterfødselsgymnastik, yoga, babyrytmik, kor, strikkeklub, Capoeira, og løbeklubben Lange ben.

»Det er en fed ting, ingen penge,« siger Katrine, mens vi går forbi et par overdimensionerede rislamper på vej opad trappen til barselsgruppen.

Karrierehjælp

Her mødes Katrine Dahl Clements med tre andre kvinder på barsel fra Lange Eng. På bordet står der frugt, nødder, hjemmebagte boller og økosmør. Babyalarmen brummer om kap med vandkogeren, mens kvinderne snakker. Ved en computer sidder it-mand Kasper, der er jobsøgende, han synes det er så hyggeligt med barselsgruppen.

Men jeg vil ikke hygge mig, jeg vil vide, hvorfor de insisterer på at leve i 70erne.

»Det, jeg tror, mange misforstår ved fællesskabet er, at det jo er en hjælp, det er en måde at gøre livet lettere på det kan godt drukne lidt i folks fordomme,« siger Katrine Dahl Clements og bliver hurtigt suppleret af kommunikationschef Vivi Nør Jacobsen:

»Før brugte vi i vores familie 1,27 timer om dagen på at købe ind, lave mad osv. Nu bruger vi 9-10 timer hver 6. uge, fordi der er fællesspisning, hvor nogle få laver mad til alle. Så er der også tid til både karriere og samvær.«

Og så snakker de. Om større forståelse, om det gode ved at børn også forstår, at der er mennesker i Danmark, der har ondt i livet, om forskellighed, det involverende fællesskab, om at hæfte solidarisk for udgifter og så videre, og så videre. Det er alt sammen meget godt afbryder jeg, men hvis de er så meget til forskellighed, så må der jo bo alle mulige mennesker i Lange Eng, også nogle der ikke er venstreorienterede?

Katrine Dahl Clements laver pruttelyde med munden. Hvorefter der endelig bliver stille.

»Vi er sgu ret ens. Der er ikke rigtig nogle fraskilte politifolk her ude,« indrømmer hun.

Og nu kommer det. De har lavet et prøvevalg i bofællesskabet der tydeligt viste, at Enhedslisten og SF nemt kunne lave regering alene, hvis det stod til Lange Eng. De er fuldstændigt lige så venstredrejede som den gamle garde ovre i Galgebakken. De taler videre, om huse der energimæssigt går i nul, om madpakkeordning i institutionerne og om Albertslund som økologisk kommune uden antydning af sprækker i SF-lakken, før Anita Bonderup lader bomben springe:

»Jeg stemte til højre!«

Vivi Nør Jacobsen holder vejret og holde op med at vugge sit barn i babyslyngen. Alle ser hen imod hende.

»Ja, jeg stemte faktisk S, den her gang,« siger Anita Bonderup. Vivi Nør Jacobsens vejrtrækning bliver igen normal, mens Kasper Krag sætter den sidste mavepuster ind.

»Jeg stemte ikke, fordi jeg skulle passe børn ... men jeg havde nok stemt på Enhedslisten,« siger Kasper, inden jeg flygter ned ad trappen.

Stay away

Lettere opgivende griber jeg igen telefonen for at ringe til Kim Fupz Aakeson, der har trådt sine barnesko i Albertslund. Han husker det som hujende socialdemokratisk og nærmest med et krav om, at man havde børn. Hvorfor beboerne fra dengang stadig bor i Albertslund og stadig stemmer som de gjorde i de gode gamle dage, har han dog svært ved at give et bud på.

»Det er jo en soveby fyldt med skolelærere og pædagoger. Man forsøgte at skabe en anden kultur, men uden at det rigtigt lykkedes. Albertslund er og bliver et mærkeligt sted. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, når man f.eks. hører om Ørestaden. Det er bare: stay away!« siger Kim Fupz Aakeson.

Endelig lidt modspil til idyllen. Jeg ringer hastigt videre til Emil Simonsen fra Selvmord/ Suspekt. Drengene herfra har ikke været blege for at fremhæve Albertslund som det hårdeste hårde samfundslaget som du ikke vil erkende eksisterer. Og Simonsen giver da også Aakeson ret i, at Albertslund lander mellem to stole: »Det var i en forstand et fordrejet billede af virkeligheden en ø hvorfra man kunne stå og råbe ad verden fra. Men det var også et hårdt miljø at være barn i, fordi ikke alle havde lige meget overskud, og der også var en del fortabte hippiebørn, der røg lidt for meget hash eller røg på flasken og gav på munden,« siger Emil Simonsen.

Men samtidig med, at der var mennesker, der levede deres deroute ud i Albertslund med dertilhørende slagsmål og druk, så levede tolerancen og idéen omkring fællesskabet videre i en nærmest kontrafaktisk parallelvirkelighed. Hvilket ifølge Emil Simonsen tit skabte, hvad han betegner som en skæv fest.

»Det var en lukket verden af tossede hippier. Man så underlige ting som andre børn ikke så. En mand der jagtede en anden med en økse eller én med baghaven fyldt med hamp, eller beboerhuset, hvor tosserne kom og drak sig stive og kom op og slås. Samtidig sad en eller anden hippie med en guitar og skrålede kvinde min for fuld hals,« siger Emil Simonsen.

Alligevel kan han ikke helt undsige sig den patriotisme og fællesskabsfølelse som Albertslund har givet ham. Hans pladeselskab Tabu Records bliver stadig omtalt som Albertslunds ambassade, og han er stadig pavestolt af at komme derfra. Det var problemerne til trods en oase. En oase som resten af Danmark har overhalet for længst, men som mærkeligt nok stadig lever i bedste velgående, selvom Land og Folk og Information nogle steder er skiftet ud med Politiken og Berlingske Tidende. Det gælder også for ham selv.

»Man kan ikke rigtigt tage ånden fra Albertslund ud af os, den bliver ved at være der,« siger Emil Simonsen.

Før der går for meget i-kan-ikke-slå-os-ihjel i den, får piben heldigvis hurtig en anden lyd, da jeg nævner den populære arkitekturforklaring:

De huse er ikke tre potter pis værd med deres mugvægge. Der er sgu da skimmelsvamp over det hele jeg gad godt se, hvordan mine lunger ser ud.«

Og tilbage i Galgebakken, hvor Emil Simonsen er vokset op, finder jeg faktisk én, der vil give ham ret.

»Det er jo en slagmark, alt er i forfald det er jo det rene Christiania, det her,« vrisser kantineassistent Mette Ibsen, der er træt af at betale 8.000 kroner om måneden for det pilrådne skur.

»Hvorfor vi stemmer rødt? Ja, det er et godt spørgsmål. Det er vel fordi, at de alle sammen er skolelærere og pædagoger. Selv stemmer jeg på Dansk Folkeparti,« skræpper Mette Ibsen videre.

Jeg bliver stående lidt og glor, mens hun med sin datter og hund går tilbage til sit hus. Tjek om hun virkelig bor der, skriver jeg på min blok.

Serie

Seneste artikler

  • Kammerater, tænk på kulturen i kommunen

    18. december 2009
    Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højt
  • 'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'

    20. november 2009
    Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden
  • 'Nu skal det ku' mærkes, at SF er blevet et stort parti'

    20. november 2009
    SF's valgsejr gav plads til et kuld af nye, unge kandidater rundt om i landets byråd. De betegner sig selv som ambitiøse idealister, der arbejder for at udbrede 'det røde budskab' - også gerne fra en borgmestertaburet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu