Læsetid: 5 min.

Finanskrisens ydmyge svagpissere

Al statistik og historie viser tydeligt, at en helhjertet kampagne i UEFA Cupen nu Europaligaen, kompromitterer den hjemlige succes, så det forslår. Vind europæisk, tab britisk. Og det er lige netop, hvad Liverpool har planer om
Liverpools David Ngog sørgede for slutcifrene 0-1 på udebane mod ungarske Debreceni VSC, alligevel er Liverpool ude af Champions League.

Liverpools David Ngog sørgede for slutcifrene 0-1 på udebane mod ungarske Debreceni VSC, alligevel er Liverpool ude af Champions League.

Carl Recine

28. november 2009

Hvem skulle have troet det? Tirsdag aften klokken 22.30 blev det afgjort. Selv om den enlige offensiv David Ngog sørgede for slut- cifrene 0-1 på udebane mod ungarske Debreceni VSC, var det ikke nok for Liverpool FC, der er ude af årets Champions League. Samme aften spillede Fiorentina nemlig hjemme mod Lyon, og den match endte 1-0. Italienerne og franskmændene er videre til ottendedelsfinalerne. Jo, det virker helt surrealistisk i lyset af de senere års massive, britiske dominans i verdens mest prestigefyldte fodboldturnering. Nu forestår katastrofeminimeringen. Kynisk betragtet er det en øvelse for træner Rafael Benitez & Co. i at bedrive retorik med lige dele oprejst pande og indbyggede undskyldninger. Nu skal der analyseres og findes en mening i kaos. Ja, en mening med livet sgu, hvis man er Liverpool-fan. Og hvor går Merseyside-klubben, der i årtier har været synonymt med sejrrig europæisk fodbold, hen?

Kampen mod Debreceni var et studie i koncentration. Som mange kommentatorer har bemærket i slipstrømmen på Liverpools exit, lå det lige for at gi fanden i ære og kampgejst, når nu Fiorentina under alle omstændigheder kunne ordne verdenssituationen i Italien. Hvorfor så ikke bare daske lidt til bolden og lade eksistenserne flagre på grønsværen? Nej, her går der, som fansene vil sige, Liverpool i den. Allerede efter fire minutter bar den intense jagt på chancer som jo var et hidsigt forsøg på at tage skæbnen i egne hænder frugt, da et lynhurtigt kombinationsspil mellem Fabio Aurelio og Jamie Carragher nåede David Ngog, der endelig kunne nette fra kort afstand. Professionalisme fornægter sig ikke, også selv om den i passionens hede til forveksling ligner brændende håb.

Hvordan redder man miseren over for den globale fanskare? Med økonomiske beregninger? Hell no! Hør bare, hvad sportsdirektøren Christian Purslow sagde, da engelske reportere forhørte sig om fremtiden for the Reds:

»Vi budgetterer med en forsigtig grad af succes, som fans sikkert ikke vil bryde sig om.«

Oversat til fansprog, altså til tankebobler, som produceres af hjertet snarere end hjernen, bliver det til: Jo, finanskrisen har lært os at være ydmyge svagpissere. Og Purslow fortsatte:

»Hvis vi fra nu af har tre hjemmekampe i Europa-ligaen, så svarer det til, hvad vi økonomisk kalkulerer med i Champions League.«

Følelsesfuld fankultur

I det 21. århundrede gælder det om at balancere mellem en følelsesfuld fankultur, der gerne dyster om kirsebær med de allerstørste for ingen verdens penge, og et nyt publikum, som godt kan forstå det moderne miks af business og bold. Purslows udsagn udstiller den kløft og er på en gang en torn i øjet på hjerteklubbens mest ærgerrige supportere og en forvisning til de mange neutrale observatører om, at her går det sådan set meget godt. Vi klarer os. Problemet er bare, når fremtidens kamp om selvidentitet skal vindes på en sammenligning med det næstbedste. Og husk på, at Liverpool er et såret dyr i disse dage. Er Europa League lige så lukrativ som storebror Champions League? For Liverpool måske. Især når de spænder buen slapt. Er Europa League lige så motiverende som Champions League? Hell no! Og Purslow blev ved: »Vi er selvfølgelig meget skuffede. Jeg ynder at tænke på, at vi nu medbringer 40 eller 50.000 fans til Hamburg i maj, og hvis vi bare lykkes halvt med det, vil vi skrabe mere i kassen end udkommet af én runde i Champions League. Budgettér fornuftigt, og du vil ikke opleve de negative overraskelser, når fodbolden ikke rigtig arter sig.«

Lige nu sætter rigtige fans deres lid til Premier League. Den nylige match mod Manchester City blev vittigt beskrevet som kampen om fjerdepladsen, hvilket ikke blot understreger Liverpools drøje besvær med at bide sig fast i haserne på United, Arsenal og Chelsea, men også cementerer den patos, der stråler fra den bedste britiske række. Fuck Europa-ligaen. Det handler om engelsk ære og udtagelse til næste års Champions League. Hvis det er rigtigt, som Purslow indikerer, at Merseyside vil redde både mammon og mandsmod ved at tage the next best thing alvorligt, så er det ud fra en ren sportsmæssig prognose dybt forkert. Al statistik og al historie viser tydeligt, at en helhjertet kampagne i UEFA Cupen (nu Europa-ligaen) kompromitterer den hjemlige succes, så det forslår. Vind europæisk, tab britisk.

Sådan bør eventyr ikke slutte. Hvad der startede som cool forsøg på katastrofeforvaltning endte som realiseringen af de værste skrækscenarier: Liverpool får en pose penge. Fedt nok, men de rasler ned i Premier League, kommer ikke med i Champions League næste år, løber tør for undskyldninger, og Fernando Torres bliver irriteret og flygter til udlandet. I England går der sågar rygter om konspiration. Liverpool har med vilje spillet sig ud af knockoutrunden, fordi man på forhånd har renonceret på muligheden for at slå muskelbundtet Chelsea, udmanøvrere et æstetisk formfuldendt Barcelona-mandskab og konkurrere om galaktiske stjerner med Real Madrid. Så hellere bruge et års tid på at tilse tropperne, reparere sår og spille lidt citat Purslow: lukrativ hyggebold imens.

Regneark og klubkomplekser

Den slags snak vil altid være en del af fodboldens væsen, i hvert fald så længe den ikke blot handler om resultater og penge, men en helvedes masse om selvidentitet. Men den bør også give anledning til ransagelse i egne rækker. For hvad skyldes den der italesættelse i mange retninger lige nu i Liverpool? Sandheden handler ikke om regneark, klubkomplekser eller konspirationsteoretiske tilbøjeligheder (eller aktuelt skadesplagede spaniere), men snarere om den larmende inkonsistens, der har præget Benitez spillere. Måske er det netop en myte, men Bill Shankly, Bob Paisley, Joe Fagan og Kenny Dalglish behøvede ikke at mande sig op og nærmest spille på trods, som efterhånden er blevet kendemærket for Benitez i nyere tid. De er kommet spektakulært igen mod United, Real Madrid og Milan, og endda på en facon, som vækker al den lidenskab, som supportkulturen næres ved. Men i det lange perspektiv er det næppe nok at spille godt og vinde, fordi man vil modbevise, at man spillede dårligt for lidt siden. Det er derfor, Chelsea vinder det hele i år. Og det er derfor, Liverpool er et langt mere interessant og blodrigt mandskab. Hånden på hjertet. Jeg vil savne dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu