Læsetid: 7 min.

I de halvtamme kelteres land

Wales. Wales er af en eller grund ikke særligt besøgt af danske rejsende. Og det er en fejl. Landet byder på venlige menesker, historie, selvstændigt sprog, en spillevende keltisk kultur - og et betagendetagende landskab, skriver Mårten Breum, der har genset området efter 29 år
På toppen. Der er trængsel på toppen af Snowdon, Wales' højeste bjerg 1.040 meter over havet. Både waliserne og englænderne har bjergbestigning som deres 2. nationalsport - og for waliserne er der tale om en pilgrimsvandring.

På toppen. Der er trængsel på toppen af Snowdon, Wales' højeste bjerg 1.040 meter over havet. Både waliserne og englænderne har bjergbestigning som deres 2. nationalsport - og for waliserne er der tale om en pilgrimsvandring.

Mårten Breum

Moderne Tider
6. november 2009

»Vil du have varm morgenmad,« spørger min værtinde Connie da jeg kommer ind i et spiserum, der dufter af stegt bacon, æg, bønner, pølser og svampe. Spørgsmålet indikerer, at jeg er i det, man kalder den angelsaksiske verden. Men det er en fejl, at tro at Wales er en del af angelsaksernes lande - nej, det er et land for sig selv.

Wales er ikke et sted, mange danskere kommer. Det er en stor fejl for landet har, foruden storslåede bjerglandskaber, og smukke, grønne dale - en venlig befolkning, en rolig rytme i forhold til det stressede England og masser af kulturelt spændende oplevelser fra barde-kongresser, mandskor og harpemusik til pubkultur med folkemusik og selvfølgelig vandreture i de smukke bjerge eller langs de smukke, bakkede kyster. Waliserne har deres eget sprog, deres egen kultur og historie. Og de er lige som skotter, irere, cornere, galicere og bretoner stolte af deres keltiske ophav - og oprørske over for de nationer, som i middelalderen underlagde sig deres lande.

Aberystwyth

Turen fra Stanstead lufthavn - hvor jeg kom til med et billigt Ryanairfly fra Tirstrup - til Birmingham med tog tager tre timer, og det midtengelske landskab er kedeligt og består mest af høstede eller pløjede marker (jorden er god der, hvor angelsakserne og vikingerne erobrede land) og stationsbyer med endeløse villa- og industrikvarterer.

Birmingham eller Brom, som den kaldes af brommierne, er en katastrofe af en ucharmerende industristorby. Stationen, hvor jeg redder mig over i Arrivatoget til Aberystwyth (Margaret Thatcher privatiserede British Rail, så al togdrift består af mindre, private baner i et uforståeligt virvar), er den mest hæslige, stressede station, jeg har været på i mine 40 år som rejsende. Men vi kommer afsted, og så snart man er nået til Shrewsbury, dukker bjergene op.

Resten af turen - igen tre timer uden en smøg! - er en fornøjelse, og mens toget snor sig gennem dalene mellem de skovdækkede bjerge, hører man flere og flere af de nye passagerer tale walisisk.

Der er en hyggelig, provinsiel tone og en afslappet stemning i toget - i modsætning til de stressede, tillukkede englændere på den første del af turen. Til sidst ser vi havet, hvor bjergene stejlt møder det grønne, irske hav, og snart er vi i Aberystwyth. Her er ro og fred. Det er lidt stressende den første dag, man er på de britiske øer - og det er livsfarligt - hvis man ikke hele tiden husker på venstrekørslen. Men trafikken er rolig i de små, grå gader i Aber, som indbyggernes kælenavn til byen lyder.

Ungdom og strandliv

Aberystwyth er en halvstor, grå provinsby ved det irske hav midt på Wales' vestkyst. Jeg var her som ung rygsækturist for 29 år siden - og det går op for mig, at jeg ikke kan huske meget om den lille universitetsby. Bortset fra, at det er en lomme i midtwales, hvor walisisk sprog og kultur florerer.

Det første, jeg lægger mærke til i byen, er de mange unge, som præger bybilledet. Der er unge af alle farver og nationaliteter, der kommer til Aber for at studere. Og der er af samme grund mange pub'er og diskoteker i byen. Den første nat i mit pensionat Llwynygog (Gøgekrattet), har jeg åbnet vinduet for at få frisk luft ind i mit lille værelse. Klokken tre om natten vækkes jeg af et heftigt skænderi mellem en gruppe overrislede unge (det er mandag aften!) nede på gaden. Men det må man tage med i de unges by!

Gadeskiltene er både på walisisk og engelsk. Min gade fører ned til den kilometerlange strandpromenade. Aber har været (og er vist stadig) en yndet badeby for englændere og walisere. Broen med forlystelserne, som på britisk vis er bygget ud i havet, fortæller om en fortid hvor herrer med bowler og damer med fjer i hatten promenerede, viste sig frem og mødte bekendte på Abers strandpromenade.

Nu er vi uden for sæsonen. Jeg tager en lille bjergbane op på en kystklippe nord for byen og nyder udsigten fra 200 meters højde. Det blæser temmelig meget, og skyer dækker himlen. Men, som man kunne forvente her, hvor golfstrømmens vande rammer Europa, er her mildt. Regn slipper jeg for. Det er ellers en af grundene til de britiske øers ringe popularitet hos danskerne - men rygtet er vildt overdrevet.

En kulturbastion

Henne om hjørnet ligger en gammel kirke, der er lavet om til børneteater. Den hedder Aran Gogh (den røde plov) og har et bredt repertoire af stykker - først og fremmest på walisisk. Hver aften lyser det gult ud af vinduerne, og der kommer folk og ser teater med deres børn. Om dagen træner skuespillere og elever i den store sal, som tidligere har været kirkeskib.

Det lykkes mig at få en aftale med direktøren, Jeremy Turner. På hans kontor bliver jeg i en time klædt på vedrørende hele den walisiske kulturs moderne historie.

Jeremy er nationalist på den kloge måde. For ham hører sprog og kultur uløseligt sammen. Og som han siger, når vi snakker om de andre keltiske folk, misunder han irerne deres selvstændighed. Men de misunder waliserne, at deres sprog er levende og tales til hverdag af over 20 procent af Wales' befolkning på 3,5 millioner.

Jeremy har været barn i en mineby i dalene mod syd. Han var 25 år gammel, da Thatcher-regeringen lukkede hele den britiske kulminedrift, men da var han for længst fløjet fra reden. Der blev ikke talt walisisk i hans barndomshjem. Jeremy taler om »de tabte generationer,« der ikke fik lært deres modersmål. Til gengæld var der stor interesse for sproget blandt 60'ernes unge. Det er dem og de efterfølgende generationer, som ikke blot har lært sig sproget og taler det - men også har kæmpet politisk for det.

I dag er der et hjemmestyreparlament i Wales. Deres fornemmeste opgave er at støtte walisisk kultur. Regeringen består af Labour og Plaid Cymru, som er nationalistpartiet (de konservative har aldrig haft megen støtte i Wales). De har gennemført et princip om alles ret til sproget, adgang til undervisning o.s.v. Og Jeremy siger, at initiativer som Aran Gogh, der har kostet 16 millioner kroner at indrette, er med til at spejle en særlig walisisk identitet. Et liv på walisisk. Og Jeremy glæder sig over, at kulturlivet bærer faklen videre bredt. Der laves popmusik, poesi (meget populært og meget sælgende), litteratur, teater, film og fjernsyn på sproget. Kulturen er levende - og peger helt tilbage til kong Arthur - og helt ind i fremtiden.

Jeremy ville helst have selvstændighed for Wales. Men selvstyre som en region i EU er også godt. Han har travlt. Et hold skuespillere venter på instruktion, og han følger mig ned til døren, hvor solen nu skinner over gaden.

Pilgrimme på Snowdon

Samme dag sætter jeg mig og min bagage i en bus og kører tre timers kørsel gennem et landskab af dale og bjerge, som bliver mere og mere vildt og betagende, jo længere vi kommer ind i Snowdonia, den mest kendte walisiske nationalpark. Mit mål er Snowdon på 1.040 meter over havet - og et nationalt symbol, hvor kong Arthur hviler, indtil der bliver brug for ham igen.

På vandrerhjem i det høje pas 'Pen y Pass' må jeg nøjes med sovesalsovernatning, for der er trængsel på Snowdon! Større og mindre selskaber af engelsk- eller walisisktalende bjergvandrere forlader i en lind strøm parkeringspladsen ved vandrerhjemmet - og kæmper sig op mod de spidse tinder. Der er sundhedsfremme og hep-hep i deres ansigter. Turen tager mange timer, og nogle gange stiger stien op ad fjeldsider med flere hundrede meters fald til den ene side - uden rækværk.

Jeg tager tung og magelig tandhjulsbanen, der i slutningen af 1800-tallet blev bygget fra byen i dalen og helt til toppen med Schweizisk teknologi. Jeg kører med et walisisk kor, en engelsk familie - og to midaldrende engelske brødre, der har smalsporsbaner som hobby og kører med denne bane for første gang. Der er ikke megen plads i toget. Men det er behageligt at køre op - og mange vælger at stå af på toppen og gå de to timers gang ned gennem bjerglandskaberne. Stierne på bjerget er fyldt med mennesker denne solrige lørdag, hvor det lille tog lunter på sine tandhjul op ad banen. Stien på bjergryggen er ikke så stejl. Der er plads til børn og gamle mennesker blandt de horder, der langsomt går op mod toppen. Vi kører forbi små stationer, hvor damplokomotiverne får vand på. Og vi kører langs en dyb dal, 'hattedalen', som har fået sit øgenavn i den tid, da damernes hatte blæste af dem fra de åbne vogne på dette sted. Det siges ligefrem, at dalens beboere havde en ekstraindtægt på at sælge damehatte med dyre fjer!

Da vi når stationen på Snowdons top, træder jeg ud i et menneskemylder. Det er utroligt, at de ikke tit kommer til at skubbe hinanden i afgrunden, de hundredvis af folk, der trænges om toppen! Og trods de mange mennesker føler jeg mig på toppen, da jeg står og kigger dybt ned i dalene. De grønne dale, som jeg snart vil besøge igen. Der skal ikke gå 29 år næste gang!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her