Læsetid: 8 min.

Her er han herligt fri for at være metroseksuel

Det er tabermanden, der råber ’bøsse’ på grønsværen. Han har tabt sine magtbastioner og skal nu finde ud af, hvad den rigtige mand er – det eneste han ved med sikkerhed er, at han i hvert fald ikke er bøsse
Det er tabermanden, der råber ’bøsse’ på grønsværen. Han har tabt sine magtbastioner og skal nu finde ud af, hvad den rigtige mand er – det eneste han ved med sikkerhed er, at han i hvert fald ikke er bøsse
14. november 2009

Fodbold blev skabt i en tid, da en mand var en mand, og en bøsse noget, man gik på jagt med.

- Tidligere fodboldlandstræner Richard Møller Nielsen

Når ’svans’ og ’bøssekarl’ gjalder over grønsværen, er det ikke mandigheden, der lufter sin overlegenhed. Det er en plaget mand, der desperat leder efter en modpol at spejle sig i. En mand under pres. Fra kvinder, der tiltager sig en status, der tidligere var hans; fra et arbejdsmarked, der ikke længere værdsætter hans råstyrke; og fra et kønsunivers, hvor han ikke længere bare er nummer ét.

På grønsværen og i omklædningsrummet har han et helle. Her har han lov at glemme alt om metroseksualitet, kønsforvirring og ligestilling. Her er plads til at skrige, hvad han i hvert fald ikke er: Bøsse. Så får han luft.

Men hans forvirring bliver næppe mindre. Kønnet som kilde til forvirring har han nemlig fået til fælles med kvinden, siger Anders K. Sørensen, chefkonsulent i LEAD Agency og forfatter til bogen Hankøn.

»Det moderne videnssamfund har fanget visse mænd mellem de skiftende mandeidealer, og de kæmper lige nu for at forstå deres egen rolle. Og nu hvor kvinderne ikke længere ’har brug for os’, bruger man så bøsserne som en måde at definere sin maskulinitet på,« siger Anders K. Sørensen.

Der er ikke længere en automatik i at være mand. Derfor begynder vi med at definere, hvad vi i hvert fald ikke er. En tendens, den nu tidligere
FC-Midtjyllandsmålmand Arek Onyszko i sin bog Fucking Polak giver gode eksempler på, når han beskriver bøsser som klamme og kvindagtige.

Men det er ifølge Anders K. Sørensen kun et lille spjæt fra en døende kultur – den traditionelle mandekultur. En kultur, der i stigende grad dyrkes som ’et frirum’, som ’noget vi leger’ f.eks. gennem sport eller som PlayStation-spillende drengerøv – noget vi får lov til af vores koner. Den eksisterer ikke længere i sin egen ret.

Mænd må derfor flygte over i sportens eller fantasiens verden, hvis de skal dyrke deres maskulinitet i rendyrket form. Her kan de så hævde sig ved at kalde hinanden ’svans’ og ’bøsserøv’ for at booste deres ego og fornemmelse af at være mænd. En jargon, de dyrker, selvom de ved bedre, og selvom de aldrig ville stå ved det i anden sammenhæng.

»Det gælder også de intellektuelle og kulturelt orienterede. I drengeuniverset må man godt hvæse ’bøsserøv’ og ’svans’. Her kan vi udleve vores behov for klare grænser for vores seksualitet,« siger Anders K. Sørensen.

Muddermand

Kenneth Reinicke, ph.d. og cand.scient.soc. fra Netværk for Forskning om mænd og maskulinitet ved Roskilde Universitet, genkender ligeledes den udvikling.

Hvor den traditionelle mand ikke spurgte nogen om lov til noget og fik 90 procent af sin identitet gennem sin offentlige status, er det i dag kun engang imellem, de får lov til at udleve deres gammelmaskuline tendenser.

»Så kan vi lege med mudder eller fægte, som en form for mandligt frirum, eller måske få en pokeraften, hvor man kan sidde med vest på og ryge og drikker whisky. Det bliver tit noget fysisk, fordi der her i forvejen er den vedtagne adskillelse af kønnene,« siger Kenneth Reinicke.

Anders K. Sørensen ser sporten, som et frirum fra de forfængelighedsritualer om tøj, soldyrkning og skønhedsbehandling, som mange mænd nu dyrker i stor stil, men som tidligere blev anset for at være kvindelig og bøsset adfærd.

Ordet ’bøsse’ har således – også godt hjulpet af, at bøsserne selv har taget det til sig – miste noget af sin kraft som skældsord. Det er blevet mere udvandet og giver ikke længere meget mening uden for sportens verden, som andet end en beskrivelse af seksuel orientering.

Man kan således i dag se bøsser i den mest karikerede form – næsten bar overkrop med tilhørende butterfly – i primetime-programmet Dagens mand på TV2, ligesom man flere steder kan se bøsser blive taget under kærlig behandling af diverse komikere. Bøsser er blevet ’mainstream’ på en måde, andre minoriteter – f.eks. muslimer – ikke har oplevet.

Modreaktion

»Det er svært at se Nick og Jay eller to fra Paradise Hotel blive uvenner og kalde hinanden for bøsserøve, mens de står med barberede kønsdele, voks i håret og dinglende perlekæder. Det spil er mere eller mindre kørt,« siger Anders K. Sørensen.

Derfor skal Arek Onyszkos omfavnelse af Hells Angels’ oldnordiske machoidealer også mere ses som en reaktion fra en kultur under pres end som så meget andet. Man føler behov for at trække linjerne skarpt op, fordi spillerummet hurtigt formindskes. Man holder ekstra godt fast, fordi man nu også inden for sportens verden – med typer som Beckham og Ronaldo – bliver udfordret af mænd, der ikke er bøsser, men som alligevel bringer en vis kvindelighed gennem deres selvpleje ind i omklædningsrummet.

»En ronkedor som Ony­szko er ude og skide. Der er ikke meget tilbage at holde fast i. Så han må ty til rockermiljøet, hvor der stadig er klare grænser. Når man er til rockertræf i Snoldelev er det trods alt stadig ikke comme il faut at råbe ’jeg er til mænd’ helt vildt højt,« siger Anders K. Sørensen.

Kenneth Reinicke er enig i, at man har set en revolution inden for både kvinders seksuelle frigørelse og mænds homoseksualitet. Men påpeger, at homofobi ikke af den grund er død. Nedgørelsen og angsten for en anderledes seksualitet, har blot flyttet sig ud i de private universer.

»Selv om vi som god underholdning i tv kan se, hvordan ’De fantastiske fem’ gør grin med alle os hængerøvsdanskere, hersker den hegemoniske maskulinitet stadig mand og mand imellem. Her er idealet stadig den hvide heteroseksuelle middelklassemand, som man gør grin med i tv,« siger Kenneth Reinicke.

Far out Games

Jan Toftegaard Støckel, cand.scient. og ph.d. ved Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU, ser også sporten som et af de steder, hvor homofobi potentielt stadig kan have et liv, fordi heteroseksuelle bruger sporten som en ventil for en ellers undertrykt maskulinitet.

Han vil derfor som en del af en større undersøgelse af danske idrætsudøveres trivsel, se på, om homofobi kan være trivselsnedsættende for idrætsudøvere. Han er nemlig ikke overbevist om, at Ony­szko er en enlig svale i idrættens verden.

»Onyszko er en markør for, hvordan homoseksualitet i sportsverden kan være indlejret som noget negativt. Det væsentlige ved Onyszko er sådan set bare, at han er så ekstrem, og at han ikke kunne holde sin kæft,« siger Jan Toftegaard Støckel.

En anden indikator på, at sporten kunne være et homofobisk frirum, ser han i, at DBU’s kommunikationschef Lars Berendt påstår, at han ikke kender til eksempler på diskrimination. Berendt påpeger derudover, at det er minoriteten – de homoseksuelle – der skal tage hensyn til majoriteten ved ikke at afsløre deres seksualitet.

»Den udtalelse kan i sig selv blive opfattet som homofobisk, og man skal altså ikke have været særlig tæt på en idrætsklub for at vide, at ’bøsse’ ikke er et plusord,« siger Jan Toftegaard Støckel.

Og det skaber problemer for de bøsser, der gerne vil ind i idrætslivet, men det er også problematisk i forhold til de unge, som møder et meget traditionelt syn på køn igennem idrætten. Trænerne bliver med deres autoritet rollemodeller, der sammen med børnene står for en masse positive oplevelser.

Problemet opstår, hvis det bliver koblet med en negativ indstilling over for homoseksuelle. Det gælder også selvom, det i virkeligheden ’bare’ er en del af en mandehørm – en måde for de heteroseksuelle at forstærke deres følelse af køn på.

»Det er sikkert rigtigt, at folk, der siger ’fucking svans’, ikke nødvendigvis tæver bøsser i weekenden, men det sender alligevel et signal til bøsserne – som man jo måske ikke ved, hvem er – der kan virke intimiderende eller ligefrem krænkende,« siger Jan Tofte­gaard Støckel.

Købmandslogik

Han mener, at man, for at pleje den forretning idræt nu engang er, danser rundt om den varme grød, når man bare afviser homofobi som en del af f.eks. fodbold. I virkeligheden er der et behov for en grundig undersøgelse af, hvilke sociale værdier vi giver videre gennem idrætten, samt hvor godt trænerne håndterer sig selv i den sammenhæng. I stedet har man – i tilfældet med Onyszko – valgt en ’SuperBest-løsning’:

»Først benægter man problemet, og når det ikke går, foregiver man, at Onyszko er et engangstilfælde. Noget, jeg med mit kendskab til idrætten har svært ved at tro på,« siger Jan Toftegaard Støckel.

I stedet forslår Støckel, at man mere aktivt går ind og ser på, om idrætten kan have et problem med hensyn til at overføre gammeldags forestillinger om køn. Forestillinger, vi i det offentlige rum aldrig ville acceptere, men som i idrætten – som den mest ­køns­opdelte del af samfundet – potentielt kan overleve.

Også Kenneth Reinicke mener, at man ikke skal tro, at den offentlige accept nødvendigvis gør sig gældende inden for sporten. Man kan nok fra officielt hold have en klar politik over for diskriminering, men spørgsmålet er, hvor meget den gør sig gældende i praksis.

»Ligesom vi måske bare skruer op for musikken, når nabokonen får tæv, er vi måske heller ikke altid de bedste til at sige fra, hvis tonen på f.eks. fodboldbanen bliver lige kras nok og går fra at være ’sprog’ til at være diskrimination,« siger Kenneth Reinicke. Netop derfor mener Jan Toftegaard Støckel også, at en undersøgelse er vigtig.

»Det afgørende er, hvordan det kan påvirke børn og voksne, hvis seksualitet måske ikke er så firkantet som den gængse? Jeg ved ikke, om der er et reelt problem, eller hvor stort det er, men jeg synes, det er værd at finde ud af i stedet for bare at ignorere det,« Jan Toftegaard Støckel.

Og en netop lanceret pin-up kalender fra rugbyklubben Copenhagen Wolfes er da også sendt på gaden for at pege på, at seksualitet ikke nødvendigvis er så firkantet eller måske så farlig, som Lars Berendt og Arek Onyszko åbenbart synes. I den ellers notorisk maskuline sport rugby kan både heteroseksuelle og homoseksuelle hos Copenhagen Wolfes således godt bade sammen uden at deres pik bliver hverken større eller mindre af den grund.

Herfra lyder derfor et opråb i forhold til, at man gemmer homofobien væk også i sportens verden og finder en bedre måde at forstå sig selv som mand på end via kunstigt opstillede ydre modpoler.

anre@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu