Læsetid: 8 min.

'Hvornår skal vi begynde at blive bekymrede?'

Kriminalitet blandt børn og unge og rekruttering til bander skal stoppes med en tidlig indsats, mener blandt andre justitsminister Brian Mikkelsen. Men hvordan virker det i praksis? Information besøgte den forebyggende indsats fortrop i et belastet kvarter i København, der på det seneste har oplevet drenge ned til femårsalderen løbe rundt på gaden om aftenen
Kontakt. Det er vigtigt at have kontakten med de unge, inden der bliver problemer, siger klubleder Ayhan Demir. Mister klubbens medarbejdere kontakten til dem, kan skaden være sket. Bare de har været væk to til tre måneder, er man ikke rigtig tryg ved at have dem i lokalerne længere, fortæller han.

Kontakt. Det er vigtigt at have kontakten med de unge, inden der bliver problemer, siger klubleder Ayhan Demir. Mister klubbens medarbejdere kontakten til dem, kan skaden være sket. Bare de har været væk to til tre måneder, er man ikke rigtig tryg ved at have dem i lokalerne længere, fortæller han.

Kristine Kiilerich

27. november 2009

Blebanden. Det er sådan et navn, man griner lidt af i kvarteret. Som om den gruppe småbørn, de yngste helt ned til fem-seks år, der i længere tid har rendt rundt om aftenen i det københavnske nordvestkvarter Bispebjerg, er potentielle prospects til AK81 og kommende kanonføde i den verserende bandekrig.

Og så alligevel. Det var ganske vist noget, en pædagog kaldte gruppen på 10-15 drenge for sjov, efter at man var begyndt at lægge mærke til dem. Men småbørn i den alder skal jo ligge i deres senge om aftenen. Ikke spille foldbold efter klokken 21 og hænge ud med de større drenge ude på Frederiksborgvej, den store gade, der som en ud af tre veje omkranser de gule etageblokke, som udgør det almennyttige boligbyggeri Bispeparken.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Med risiko for at omtale en sag jeg selv har fingrene lidt i vover jeg alligevel pelsen. Jeg kender familien jeg har haft en storesøster til den dreng det drejer sig om. Familien er er fra Afrikas Horn moderen skilt og gift igen. Hun har arbejde som sosu-assistent, er arbejdsom og har et vindende væsen. I hjemmet er der 5 børn og ny mand der ikke laver ret meget og når moderen er på arbejde kommer ungerne ofte ikke op til tiden og en pjækkekultur opstår. Børnene jeg kender er kvikke men naturligvis bagud med med masser af fag, da deres skolegang har været og er sporadisk. Skolen har afholdt utallige møder, lavet aftaler, har ringet hver morgen til hjemmet, tigget og bedt og naturligvis også truet med de sociale myndigheder.
I drengens tilfælde er det således at han for over et år siden blev indberrettet til de sociale myndigheder fordi hans fremmøde på skolen i en lang perode var under 30%. I hele dette forår var han slet ikke i skole. De sociale myndigheder trækker tiden og siger vedvarende, at der ikke er en sag, fordi de indberetninger de har fået ikke er alvorlige nok. Desperationen breder sig
naturligvis, men sagsbehandlingen er så langsom og ineffektiv at den pågældende dreng nu i halvandet år næppe har været på skole mere end godt 10% af tiden. Han er 14 år og vil uden nogen som helst tvivl ende endnu mere kriminel end han allerede nu har udviklet sig til. Tidlig indsats er et mantra, men desværre kun det. De sociale myndigheder har enten ikke evnen eller viljen til at træde til, når et barn åbenlyst er på vej ned i skidtet.
Lærerne står den ene gang efter den anden som frustrerede indberettere til de sociale myndigheder, fordi ingenting sker. Den megaindsats det kræver at få disse børn ind i et ordentligt livsmønster hjælpes næppe af den nuværende regering, men den hjælpes heller ikke af de rigtige meninger, der sætter deres børn i den rare privatskole og kalder de andre racister. Artiklen er et smukt eksempel på hvor hårdt og hvor frustrerende arbejdet med socialt belastede børn er. Som der står så inviterer man ikke kammeraterne med ind. Det kunne måske blive resultatet hvis overskudsfamilierne undtagelsesvis påtog sig et socialt ansvar og mødtes med de barske familier og ikke kun købte grøntsager og parallelimporteret danskvand hos Ali.

Rigtig god artikel og kommentar.

Med risiko for at hænge mig selv ud...

Jeg har lige opdaget at min meget travle og dedikerede karrieresvigersøn har afholdt lektiecafe 2*2 timer om ugen igennem de sidste par år i den lokale ungdomsordning...

Hatten af…