Læsetid: 8 min.

'Hvornår skal vi begynde at blive bekymrede?'

Kriminalitet blandt børn og unge og rekruttering til bander skal stoppes med en tidlig indsats, mener blandt andre justitsminister Brian Mikkelsen. Men hvordan virker det i praksis? Information besøgte den forebyggende indsats fortrop i et belastet kvarter i København, der på det seneste har oplevet drenge ned til femårsalderen løbe rundt på gaden om aftenen
Kontakt. Det er vigtigt at have kontakten med de unge, inden der bliver problemer, siger klubleder Ayhan Demir. Mister klubbens medarbejdere kontakten til dem, kan skaden være sket. Bare de har været væk to til tre måneder, er man ikke rigtig tryg ved at have dem i lokalerne længere, fortæller han.

Kontakt. Det er vigtigt at have kontakten med de unge, inden der bliver problemer, siger klubleder Ayhan Demir. Mister klubbens medarbejdere kontakten til dem, kan skaden være sket. Bare de har været væk to til tre måneder, er man ikke rigtig tryg ved at have dem i lokalerne længere, fortæller han.

Kristine Kiilerich

27. november 2009

Blebanden. Det er sådan et navn, man griner lidt af i kvarteret. Som om den gruppe småbørn, de yngste helt ned til fem-seks år, der i længere tid har rendt rundt om aftenen i det københavnske nordvestkvarter Bispebjerg, er potentielle prospects til AK81 og kommende kanonføde i den verserende bandekrig.

Og så alligevel. Det var ganske vist noget, en pædagog kaldte gruppen på 10-15 drenge for sjov, efter at man var begyndt at lægge mærke til dem. Men småbørn i den alder skal jo ligge i deres senge om aftenen. Ikke spille foldbold efter klokken 21 og hænge ud med de større drenge ude på Frederiksborgvej, den store gade, der som en ud af tre veje omkranser de gule etageblokke, som udgør det almennyttige boligbyggeri Bispeparken.

At små børn skal have deres nattesøvn, så de kan være friske og udhvilede næste dag, hvor nogle af dem faktisk skal i skole, mener i hvert fald flere socialarbejdere med tilknytning til området. Og landets justitsminister Brian Mikkelsen. Han vil have mere forebyggelse og en tidligere indsats i forhold til småkriminalitet; der skal fokus på forholdene i hjemmet og børn, der forsømmer skolen, for at stoppe ungdomskriminalitet og rekruttering til banderne.

Men hvordan realiserer man en tidlig indsats, og omsætter regeringens målsætning på gadeplan? »Hvornår skal man begynde at bekymre sig,« som klubleder på Bispebjerg, Ayhan Demir, formulerer det.

»Drengene laver jo ikke noget kriminelt. Men det er en glidebane. De er sammen med de store, seje drenge, får ikke sovet og er ikke udhvilede i skolen. Måske er mor slet ikke stået op, når de skal i skole. De får ikke morgenmad, men møder med lavt blodsukker og kan ikke følge med i undervisningen. Så ryger de videre på en muslimsk privatskole, men den kan jo ikke opveje års manglende undervisning. Så tilbage i folkeskolen. Nederlaget er indkasseret, og hvor kan man så få respekt. På gaden,« >opremser Margrethe Wivel den for hende alt for klassiske historie.

Margrethe Wivel er leder af Indvandrer-kvindecentret på Fælledvej ikke langt fra Bispebjerg, hvor hun blandt andet arbejder med enlige minoritetsmødre med belastet baggrund og sidder desuden som socialordfører for de radikale i Københavns Borgerrepræsentation.

Men da hun havde punktet om »en helhedsplan for børn og unge med bekymrende adfærd« på dagordenen i kommunens socialudvalg for nylig, var reaktionen blandt andet en mild hovedrysten og skepsis over for, om det overhovedet var et problem. For hvem havde ikke selv løbet på gaden som knægt på jagt efter nogle store drenge at se op til?

Og hvad stiller man op i en belastet bydel, hvor et hvert nyt problem, der dukker op, kan komme til at koste dyrt i kommunekassen?

»Vi kunne fylde avisen med den slags sager,« >som Henriette Sø, journalist på det lokale Nørrebro-Nordvestbladet, siger.

Døren bliver smækket i

Det er sidst på eftermiddagen på en sidevej i 2400 NV, postnummeret som Bispebjerg hører under. Der er ikke mange villaveje heromkring, kun to for at være præcis. Resten er lave boligblokke, hvor kommunen har en del lejligheder med anvisningsret, og hvor områdets beboere ifølge en sundhedsprofil, Region Hovedstaden har lavet af området, fortrinsvist består af pensionister, kontanthjælpsmodtagere og indvandrerfamilier.

Uden for ungdomsklubben Klokkergården sidder et par karseklippede drenge og ryger på trappen ned til lokalerne i kælderen. Det er sådan et sted, hvor journalistens cykel ender i en hæk med lygterne afmonteret, men hvor småsludren ved computerne og tøsesnak i baren giver de ellers lave og små kælderrum et imødekommende præg.

Man kunne også kalde det her Brian Mikkelsens fremskudte, forebyggende indsats. For det er, hvad leder Ayhan Demir og de fire klubber i området, han har overordnet ansvar for, er. Ayhan Demir er ildsjælen, der kender sine piger og drenge. Han har sammen med daglig leder Pernille Seeberg netop fået projektet Plads til alle op at stå. Man havde problemer med en gruppe utilpassede 10-16 årige unge, der igennem længere tid havde lavet ballade på nogle nærliggende veje. I stedet har de nu fået et sted at være, hvor de kan få hjælp til at finde et job eller noget at interessere sig for i fritiden i stedet for at blive opdraget på gaden. Ayhan Demir forsøger at gribe ind, før det er for sent. Selvom det måske ikke altid bliver vel modtaget, at man bekymrer sig.

Der er ifølge lokalbladet blevet taget hånd om smådrengene fra Bispeparken efter et møde i Børne- og Ungdomsforvaltningen Distrikt Bispebjerg, og der er afsat en medarbejder under Ayhan Demir til at tage sig dem, få dem ind i klubben eller fulgt hjem til deres forældre. For Ayhan Demir kender alt for godt kvarterets glidebane:

»Når vi åbner hernede ved middagstid, er der ofte en fem-seks unge, der allerede står her. Når vi spørger om, hvorfor de ikke er i skole, så har de alle mulige dødssyge undskyldninger. Og hvor meget fravær skal man have i skolen, før der skal gribes ind? Vi kontakter ofte skolen og siger, nu har den og den ikke været i skole i tre-fire dage. Er I opmærksomme på det? Hvad laver de børn ellers? Det er de første tegn,« siger Ayhan Demir. Men klublederen, der er kommet i klubben, Danmarks ældste i øvrigt, siden han var 18, ryster også på hovedet over, at han skulle være selve spydspidsen i den tidlige indsats.

»Der bliver snakket meget om forebyggende indsats og bekæmpelse af bandekriminalitet. Om at vi skal fange børn og unge meget tidligere, end vi hidtil har gjort. Men det er svært at få til at give mening, når vi for eksempel har fået besked på, at forsøget med gratis adgang til vores klubber for de 14-18-årige skal nedlægges,« siger han med henvisning til, at forsøget på Nørrebro og Bispebjerg har givet en medlemsfremgang på cirka 250 unge.

Selv om kontingentet kun er på 59 kroner småpenge på Ayhan Demirs budget, siger han så er det nok til, at de unge falder fra. De er meget mobile, og hvis der skal stå en dørmand og kræve penge, så skrider de unge bare videre, mener Ayhan Demir. Mister klubbens medarbejdere kontakten til de unge, kan skaden være sket. Bare de har været væk to til tre måneder fra klubben, er man ikke rigtig tryg ved at have dem i lokalerne længere, forklarer klublederen.

»De her børn og unge, hvor mange har anden etnisk baggrund end dansk, har ikke tradition for, at man tager en gruppe kammerater med hjem på værelset. Måske er det kun en lille toværelseslejlighed, og måske, hvis det er børn med dansk baggrund, er der et socialt problem, der gør, at de ikke kan være hjemme. Det vigtige er, at de kommer her, for så har vi også en mulighed for at komme i kontakt med forældrene. Vi vil ikke bare være dem, der kommer hver gang, der er problemer, for så bliver døren smækket lige i hovedet på os. Vi skal også være dem, der fortæller om de gode oplevelser, når vi har været på tur eller lavet en turnering,« >siger Ayhan Demir om de forældre, der, selvom de ønsker at være noget godt deres børn, overhovedet ikke magter det.

Forventninger

Kernen i den tidlige indsats er, at det skal gå hurtigt, mener klublederen. Men de redskaber, man har, når der ikke er tid til en udredning af barnet en såkaldt paragraf 50, der ofte kan tage et halvt til et helt år og hvor der måske ikke skal så gennemgribende ting til, er få. Her kræver det, at Ayhan Demir og hans folk farer med lempe i form af uformel kontakt og et fintmasket net af voksne på skoler, i klubber og så videre til at gribe ind.

Men det er også her, det kan blive dyrt. For den såkaldte tidlige indsats over for forældre, der ikke selv magter opgaven, er ikke gjort med en ekstra klubmedarbejder i nogle timer hver aften, mener Margrethe Wivel.

»Jeg har endnu ikke mødt en mor, der ikke vil sine børn det bedste. Men jeg har mødt en del, der ikke helt kan overskue hvor mange rammer og klare forventninger, der er til et børneliv i Danmark,« siger hun og understreger, at det også gælder for familier med dansk baggrund.

»Men en klubmedarbejder er en lappeløsning,« mener Margrethe Wivel.

Hun har derfor fremlagt et forslag i kommunens socialudvalg om familiecoaches, der skal tilbydes udsatte familier.

Det handler ikke bare om at følge barnet op ad nogle trapper og hjem til forældrene. Man skal træde skridtet længere tilbage, påpeger Margrethe Wivel. København har fattigdomsproblemer og immigrantkvinder, der bliver plantet om fra en kultur til en anden og derfor har svært ved at få hånd om deres eget liv. De er måske ene om at stå for omsorgen, fordi manden enten er væk eller i hvert fald ikke deltager.

»Så bliver der slukket for el og vand, der kommer inkasso, og børnene bliver skubbet allernederst i det bekymringshierarki,« siger Margrethe Wivel.

Hun erkender dog også, at det er en diskussion om, hvor stort net, kommunen skal kaste ud.

»Men vi kan jo se de tosprogede 9. klassesdrenge i Købehavn. De klarer sig markant dårligere. Og selvom man nok ikke kan lave en cost-benefit analyse af et forsøg med familecoaches, så skal man have med, at budgettet for anbringelser uden for hjemmet er meget hårdt belastet. Det koster mellem en halv og en hel million at fjerne et barn fra hjemmet. Så må man kunne måle indsatsen på, om der bliver lavet flere lektier, om familien bliver mere ansvarlig for skolegangen, om der kommer mere styr på økonomien,« siger hun.

På fritidsklubben Drivhuset i udkanten af bydelen ryster man imidlertid også på hovedet af al den snak om tidlig indsats. Her har klubbens personale udsendt et bekymringsbrev til forældrene via klubbens hjemmeside om et nyligt knivoverfald på en 19-årig mand, der foregik uden for på parkeringspladsen og blev begået af børn og unge fra området og andre bydele. Afdelingsleder Per Andersen kalder det en forråelse af børne-ungdomskulturen i et ellers roligt område.

»Der er meget langt fra det politiske niveaus snak om forebyggelse til den virkelighed, vi oplever her i klubberne. Når man opgiver det gratis tilbud til de unge, hvad begynder de så at lave på gaden om aftenen,« >siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Med risiko for at omtale en sag jeg selv har fingrene lidt i vover jeg alligevel pelsen. Jeg kender familien jeg har haft en storesøster til den dreng det drejer sig om. Familien er er fra Afrikas Horn moderen skilt og gift igen. Hun har arbejde som sosu-assistent, er arbejdsom og har et vindende væsen. I hjemmet er der 5 børn og ny mand der ikke laver ret meget og når moderen er på arbejde kommer ungerne ofte ikke op til tiden og en pjækkekultur opstår. Børnene jeg kender er kvikke men naturligvis bagud med med masser af fag, da deres skolegang har været og er sporadisk. Skolen har afholdt utallige møder, lavet aftaler, har ringet hver morgen til hjemmet, tigget og bedt og naturligvis også truet med de sociale myndigheder.
I drengens tilfælde er det således at han for over et år siden blev indberrettet til de sociale myndigheder fordi hans fremmøde på skolen i en lang perode var under 30%. I hele dette forår var han slet ikke i skole. De sociale myndigheder trækker tiden og siger vedvarende, at der ikke er en sag, fordi de indberetninger de har fået ikke er alvorlige nok. Desperationen breder sig
naturligvis, men sagsbehandlingen er så langsom og ineffektiv at den pågældende dreng nu i halvandet år næppe har været på skole mere end godt 10% af tiden. Han er 14 år og vil uden nogen som helst tvivl ende endnu mere kriminel end han allerede nu har udviklet sig til. Tidlig indsats er et mantra, men desværre kun det. De sociale myndigheder har enten ikke evnen eller viljen til at træde til, når et barn åbenlyst er på vej ned i skidtet.
Lærerne står den ene gang efter den anden som frustrerede indberettere til de sociale myndigheder, fordi ingenting sker. Den megaindsats det kræver at få disse børn ind i et ordentligt livsmønster hjælpes næppe af den nuværende regering, men den hjælpes heller ikke af de rigtige meninger, der sætter deres børn i den rare privatskole og kalder de andre racister. Artiklen er et smukt eksempel på hvor hårdt og hvor frustrerende arbejdet med socialt belastede børn er. Som der står så inviterer man ikke kammeraterne med ind. Det kunne måske blive resultatet hvis overskudsfamilierne undtagelsesvis påtog sig et socialt ansvar og mødtes med de barske familier og ikke kun købte grøntsager og parallelimporteret danskvand hos Ali.

Rigtig god artikel og kommentar.

Med risiko for at hænge mig selv ud...

Jeg har lige opdaget at min meget travle og dedikerede karrieresvigersøn har afholdt lektiecafe 2*2 timer om ugen igennem de sidste par år i den lokale ungdomsordning...

Hatten af…