Læsetid: 6 min.

Idealismen er svær at insistere på

Der er gået politik i krigsforbryderdomstolen i Haag, siger filminstruktøren Hans-Christian Schmid, hvis nye film, 'Hannahs valg', handler om en af domstolens anklagere, der ser sig udnyttet i et politisk spil
Minefelt. Den vanskeligste beslutning, vi måtte tage, var, hvilken nationalitet krigsforbryderen skulle have, siger Hans-Christian Schmid om det minefelt, han bevægede sig ind i, da han begyndte at arbejde med filmen.

Minefelt. Den vanskeligste beslutning, vi måtte tage, var, hvilken nationalitet krigsforbryderen skulle have, siger Hans-Christian Schmid om det minefelt, han bevægede sig ind i, da han begyndte at arbejde med filmen.

Sigrid Nygaard

13. november 2009

Politik og samfundskritik fylder meget i den tyske filminstruktør Hans-Christian Schmids film - Lichter og Requiem. Men det vigtige i hans film er de mennesker, som oplever konsekvenserne af måden, samfundet og det politiske system fungerer på. I Schmids nye film, Hannahs valg, træder hovedpersonen, Hannah, der er anklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag, helt ind på den politiske arena. Under retssagen mod en bosnisk-serbisk krigsforbryder finder hun ud af, at Republika Srpskas indtræden i EU betyder mere end hensynet til sagens kronvidne, Mira, et af krigsforbryderens ofre.

Information mødte den 44-årige Hans-Christian Schmid, da han for en uge siden besøgte København for at tale om sin film, der er koproduceret af Zentropas tyske afdeling og har to danske skuespillere, Bent Mejding og Jesper Christensen, på rollelisten.

Integritet i fare

- Alle dine film er politiske. Men dette er den mest åbenlyst politiske.

»Det er sandt, at politik er endnu mere en del af hovedpersonens verden i skikkelse af hendes ven, Jonas. I Tyskland blev der før Requiem udgivet en roman, som handlede om international lovgivning. Min manuskriptforfatter, Bernd Lange, og jeg prøvede at skrive en film baseret på den, men det gik ikke. Efter Requiem satte vi os så ned for at skrive en ny film. Vi var begge interesserede i thrillergenren, den politiske thriller i stil med New Hollywood-filmene fra 1960'erne. Der er ikke nogen lang tradition for den slags film i Tyskland, men på et tidspunkt læste vi en artikel om krigsforbryderdomstolen og en af anklagerne ved domstolen. Vi besluttede os for at besøge hende i Haag, og det var efter at have talt med hende, at vi tog beslutningen om at gøre hende til hovedpersonen, og at filmens tema kunne være noget i retning af integritet: 'Kan jeg holde fast i min idealisme?'«

»Hun fortalte os om de 10 år, hun havde arbejdet med domstolen, og hvor svært det var at holde fokus, og hvor stort presset var fra FN. Det var interessant. Hun var en 55-årig kvinde, som dag efter dag havde med krigsforbrydere at gøre i et lillebitte kontor fyldt med papirer.«

Balance i tingene

Og fordi historien skulle handle om en anklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag, blev politik en naturlig del af hendes historie.

»Man kan ikke fortælle en historie om krigsforbryderdomstolen i Haag uden at komme ind på politik. De to ting er forbundet. Det burde de ikke være, men det er de. Man er nødt til at komme med en udmelding om, hvordan politikere - i FN's eller EU's interesse - påvirker domstolen. Det bliver for didaktisk, hvis man placerer det i centrum af sin historie. Men vi havde hele tiden fokus på Hannah som hovedperson og menneskene omkring hende, som har andre holdninger.«

- Hannahs og Miras skæbner fletter sig ind i hinanden. Hvordan fandt du frem til den eksakte sag, du gerne ville fortælle i filmen?

»Det havde meget at gøre med artiklen om den kvindelige, tyske anklager. Ud af 15 eller 16 anklagere var hun den eneste kvinde. Hun fortalte os om sin første store sag. Den handlede om voldtægter og var grunden til, at voldtægt blev anerkendt som en krigsforbrydelse. Hun satte os på det rette spor, og vi fandt det interessant at fortælle historien om to kvinder, der står over for forskellige beslutninger, og begge befinder sig på afgørende tidspunkter i deres liv. Der er endnu mere på spil for Mira end for Hannah. Men der er en balance i tingene, og man føler stadig, at Hannah er hovedpersonen.«

Muslimer og serbere

- Filmen handler om krigsforbrydelser i det, der i dag er Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien. Du er meget åbenhjertig omkring republikkens uvillighed til at samarbejde med domstolen og det manglende opgør med fortiden. Var du nervøs for, hvordan serberne ville reagere?

»Fordi så ville serberne begynde at kritisere mig?«

- Eller noget, der er værre. Du må have tænkt over, at du bevægede dig i et minefelt.

»Det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg var nu ikke bange. Den vanskeligste beslutning, vi måtte tage, var, hvilken nationalitet krigsforbryderen skulle have. Grunden til, at filmen på tysk hedder Sturm (Storm, red.), er, at vi i den første udgave af manuskriptet henviste til den kroatiske Operation Oluja, Storm, og vores krigsforbryder var kroat. Vi ville ikke tage en serber som en kliché på en krigsforbryder. Men så besøgte vi Zagreb i Kroatien, talte med en masse mennesker og fandt ud af, at de var bekymrede for helt andre ting end krigen.«

»Vi vidste også, at vi skulle bruge en politisk modstander til vores hovedperson, og Kroatien arbejder sammen med krigsforbryderdomstolen i Haag. Altså måtte vi finde en nation, som modsætter sig samarbejde med krigsforbryderdomstolen, og ved at læse om emnet og gennemgå statistikker - vi prøvede at være objektive - erfarede vi, at de fleste ofre var muslimer, mens de fleste krigsforbrydere, som har stået anklaget, har været serbere eller bosniske serbere. Derfor valgte vi den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska, og endte med en krigsforbryder, der er bosnisk serber.«

Kompliceret situation

- Hvordan reagerede Republika Srpska og serberne, da I gik i gang med forarbejdet til filmen?

»Vi lavede en del research i Republika Srpska. Vi tog til Banja Luka (hovedstaden i den serbiske del, red.) og mødte der udenrigsministeren, som har med EU at gøre. Han er mere eller mindre inspirationen for den ene politiker, som Hannah og hendes kollega Jonas i filmen møder i Banja Luka. Han sagde hele tiden, 'hør nu, vi udgør den pro-europæiske bevægelse i landet. Vi er sluppet af med det nationalistiske parti, så hvad er problemet? Vi vil være med i EU. Stol på os.'«

»Vi gik på gågaden i Banja Luka, og det er der, Jonas' replik er taget fra: 'Der er en masse unge i landet, som også vil have en del af kagen.' De vil have et godt liv, et vestligt liv. De vil være en del af EU. Situationen er virkelig kompliceret. Politikeren, vi talte med, sagde også, at 'om to dage skriver vi under på vores politireform. Det er ikke os, der blokerer for den.' Jeg kommer til Berlin og åbner avisen, og igen har serberne i Republika Srpska truet med at erklære sig uafhængige. Sådan har det været i årevis.«

Problem uden løsning

- Har du været bange for, at filmen skulle blive brugt i politisk sammenhæng?

»Hannahs valg handler så indlysende om en anklager i Haag og hendes problemer. Den handler ikke om at få folk til at tro, at serberne er de onde, mens kroaterne og muslimerne er de gode. Det er ikke emnet for filmen, men det bedste og mest pålidelige kriterium, jeg kunne finde, var at sige, 'vis mig tallene.' Det er ikke en fejl at lade krigsforbryderen være en bosnisk serber. Man kunne også bruge filmen til at sige, 'se, hvad FN gør. Det er ikke det værd for verdenssamfundet at støtte domstolen.'«

Hannahs valg er kritisk over for et system, som på mange måder fungerer og har tjent sit formål, men som også har nogle svagheder og kan påvirkes politisk.

»Domstolen er langt fra perfekt. Men den er en værdifuld instans. Serberne siger, og det kan jeg godt forstå, 'hvad med NATO-soldaterne - hvor er deres domstol?' Og den findes ikke.«

- Hvad var det mest overraskende eller chokerende, du i arbejdet med filmen fandt ud af om krigen og domstolen?

»Det jeg fandt ud af, mens vi lavede filmen, og som jeg ikke vidste på forhånd, er, at ofrene har visse behov, og domstolen har visse behov. Og de to ting harmonerer sjældent. Et offer har efter 15 år, hvis hun indvilger i at tale om det, der skete, behov for et stille møde på tomandshånd, hvor der er masser af tid, gerne hjemme hos hende selv. Det, hun får, er en domstol i en by, hvor hun formentlig aldrig har været før, 20 mennesker i en retssal, som stirrer på hende, en af dem er gerningsmanden, og så en eller anden, som siger, 'vil De venligst koncentrere Dem om den lille del af Deres historie, fordi resten interesserer os ikke rigtig.' Det er hårdt, og der er ikke rigtig nogen løsning på det problem.«

Hannahs valg har premiere i dag. Anmeldelse her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu