Læsetid: 8 min.

Kald mig moralist, og jeg siger dig tak

Det en hæder at blive kaldt moralist. Ikke siden 70’erne har en hel generation af kunstnere, meningsdannere, popstjerner og forfattere været så klare i mælet: Noget er ravruskende galt med den måde, vi lever på, og nu kan det være nok. En generation siger fra
Det en hæder at blive kaldt moralist. Ikke siden 70’erne har en hel generation af kunstnere, meningsdannere, popstjerner og forfattere været så klare i mælet
28. november 2009

»Du stemmer på rød, men betaler sort,« messer Danmarks største rockgruppe Nephew indledningsvist på deres seneste album og rimer videre på jysk: »Du si’r tolerance er en dyd, men din egen lunte er kort.«

For Nephew er med Simon Kvamm i spidsen »Decideret Træt Af Pis«, som nummeret hedder. Træt af folk, der kræver mere dokumentar i tv, men kun ser Glamour. Træt af folk, der siger ét, men gør noget andet. Det er sikkert også derfor, vi mest ser Simon Kvamm uden for landets spillesteder og for det meste hører ham tale om andet end rockmusik. Han dukker op i anti-prostitutionskampangner som Tag Stilling Mand, spiller til ’klimakoncerter’, er med i støttekredsen for de afviste irakere, der boede i Brorsons Kirken og i talkshows på tv og i radio taler han om politik og danskernes moral. Om, at vi ikke bare skal sidde på hænderne og brokke os, men komme op af sofaen. Simon Kvamm nøjes ikke med at være rockmusiker eller gøgler. Han tager stilling til verden, blander sig og vil gøre en forskel.

Simon Kvamm havde været et særsyn, hvis han havde været på toppen for 10 år siden, men i dag er han blot en del af en hel generation af offentlige personer, der tilsyneladende er decideret træt af pis. 3.000 mere eller mindre kendte skrev under på Forbyd sexkøb nu-kampagnen, næsten 100 mere kendte danskere stod bag støttegruppen til irakerne mens 34 forfattere protesterede mod udvisningerne ved en oplæsningsmaraton. Jens Unmack, Isam B, Mikael Simpson, Tina Dickow, Thure Lindhard og kokken Nikolaj Kirk. Anders Morgenthaler, Trentemøller, Tue West, Kira Skov, Ataf, Kristian Leth, Djuna Barnes, Morten Albæk, Lone Hørslev og Husk Mit Navn. De gør det klart, hvad vi bør mene om integrationsproblemerne, hvad vi skal gøre med klimaproblemerne, hvad vi skal spise, hvem vi skal stemme på og hvordan vi bør behandle hinanden. De tager stilling.

»For mig handler det om, ikke at lade være med at sige, hvad jeg mener,« siger Kristian Leth, der er pladeselskabsdirektør, musiker og forfatter. Med sit band The William Blakes har han gang på gang tematisere krig, klima, religion og den politiske dagsorden og for nylig dedikerede nummeret Like a Dream til de afviste asylansøgere fra Brorsons Kirke.
»Der har været en hel generation før os, der udmærkede sig ved ikke at mene noget som helst. Alt var relativt, og det værste, man kunne være, var moralsk. I min generation gider vi ikke det der mere. Vi har fået nok af ironien uden et ståsted.«

Den rene fornuft

Selv om de markante stemmer ikke nødvendigvis er enige i, hvad man skal mene, er de enige om, at man gerne må mene noget. Det er ikke længere forbudt at være moralist, og sådan bør det heller ikke være fastslår Morten Albæk – samfundsdebattør, forfatter og moralist.

»Det handler om fornuft,« fortæller han.

»Hvis du er et reflekterende menneske, så er det svært at overse, at noget er ravruskende galt i det her land. Problemet ligger ikke læn­gere i nogle statslige strukturer, men findes i en mangel på moralsk og værdimæssig bevidsthed hos den enkelte og i særdeleshed hos de privilegerede ressourcestærke borgere.«

Albæk mener, at vi op gennem 80’erne og 90’erne helt mistede evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert. Til, som han siger »at se, hvad der er etisk forsvarligt, næstekærligt og solidarisk, for i sidste ende at stå her i hensynsløsheden. Det er der, vi havnet, og derfor oplever vi nu en moraliseringsbølge blandt meningsdannere. Og i det hele taget,« pointerer Morten Albæk.

»Det ville være helt intetsigende og decideret fladpandet at mene, at man ikke skal moralisere. Alt handler vel om moral. Alt handler vel om rigtigt og forkert, og hvad meningen er med livet.«

Tegner og filminstruktøren Anders Morgenthaler er noget mere forsigtig med at udråbe sig selv til moralist, men indrømmer gerne, at han siger sin mening om verden ved hver given lejlighed. Han brød for alvor igennem som filminstruktør i 2006 med filmen Princess, der problematiserede pornobranchen, og lige som Simon Kvamm var han med i Forbyd-sexkøb-kampagnen. I hans nye familiefilm,Æblet og Ormen, ligger et klokkeklart moralsk standpunkt om, hvordan vi bør behandle hinanden, og som sideprodukt til filmen har han sammen med Coop lanceret et frugtunivers, der skal give bedre madvaner til børn.
»For mig er det spild af tid at lave kunst og underholdning, hvis jeg ikke samtidig tager stilling til den verden, der omgiver mig,« siger Anders Morgenthaler
»Helt basalt arbejder jeg ud fra at bidrage til verden på en måde, så den bliver bedre eller i hvert fald anderledes.«

Moralist eller ej

Morgenthaler opfatter ikke sig selv som moralist, men erkender, at mange andre ser ham sådan. Måske på grund af hans holdning til prostitution eller hans meget direkte forsøg på at få børn til at spise andet end slik eller måske fordi så utrolig få filminstruktører har en offentlig holdning til noget som helst, som han siger.

»I min branche er det ikke fint, at tage stilling til noget – det er ikke nuanceret nok, og det er muligvis også sandt, men i virkeligheden tror jeg, det handler om, at vi har oplevet en generation i 70’erne, der var meget moralske, men måske også meget dobbeltmoralske. Og så hænger det sammen med, at de kulturradikales relativisme har spillet total fallit – der er jo ingen, der gider at høre på dem mere, og så er det de kaster sig over en film som Princess, der tillader sig at problematisere pornoindustrien. Og jeg tror, at vores generation måske er ved at finde tilbage til den oprindelige kulturradikalisme, som den så ud med PH, hvor man i den grad stillede sig frem og turde sige sin mening om tingene og udfordre tidens moral.«
Og Anders Morgenthaler er ikke bange for at fortælle verden om et rigtigt og et forkert.

»Nej, det er jeg ikke. Det bliver man nødt til.«

Morten Albæk kan heller ikke forstå, hvorfor det skulle være så farligt at være moralist, og han bliver ikke ked af det, hvis nogen skulle give ham det prædikat.

»Der værste, man har kunnet anklage en dansker for, er, at være bedrevidende og moralist – men for mig er begge dele adelsmærker. Man skal jo ikke undskylde for at være bedrevidende. Det skal man takke for og så bede vedkommende om at holde sin kæft og lytte godt efter, hvad man siger. Der er jo viden, der er bedre end anden. Al god politik, al kunst, al filosofi, al musik er et spørgsmål om at reflektere og formidle den gode og bæredygtige moral.«

– Så jeg må gerne kalde dig moralist?

»Ja, jeg siger tusind tak.«

– Hvordan kan det være, at så mange er bange for at få det mærke?

»Det handler om, at vi ikke må føle os bedre end andre. Man må ikke underkende, hvad det for et land, vi er rundet af.«

– Jantelovens land?

»Ja, en jantelov, der kommer til udtryk på en helt ny måde, fordi den ikke er materiel. Den intellektuelle og eksperten må ikke fremstå bedre end andre. Jeg tillader mig at mene på udvalgte områder, at jeg ved bedre.«

– Så du mener godt, du kan tillade dig at fortælle os andre, hvordan vi skal leve vores liv?

»Jeg er ikke videnskabsmand. Jeg er tænker og filosof – i værste fald vågner jeg op en dag og opdager, at jeg er lommefilosof – så det, jeg har at tilbyde, er ikke bare information eller empiri. Det er en holdning, der er båret af en opfattelse af, at jeg ved bedre end andre, og det kan jeg ikke forstå kan være så bemærkelsesværdigt.«

Morten Albæk tager meget klart afstand fra den moralisme, der fandt sted i 60’erne og 70’erne. Ifølge ham har vi slet og ret nået et højere erkendelsesniveau siden.

»I slut-60’erne og frem til start-80’erne havde vi nogle naivistiske moralister, der énøjet og næsten religiøst fremførte en moral. Som en naturlig konsekvens af det har vi slet ingen moral haft i 80’erne og 90’erne – det var det rene ironi. Og nu kommer der en ny moralsk diskurs, der er fornuftsbaseret. Jeg tror på, at rationaliteten vil vinde over emotionaliteten i det årti vi går ind i. I stedet for naivister får vi fornuftister.«

Moralismens ubehag

Der er imidlertid stadig en række kommentatorer og meningsdannere, der ikke er så vilde med den moraliserende tendens. For nyligt kastede journalisten Martin Krasnik sig ud i et frontalangreb på de knap 100 kulturpersoner, der støttede de afviste irakere i Brorsons kirken, og som bad alle danskere om at åbne deres hjem for et menneske på flugt. Krasnik fik en følelse af ubehag, da han så kampagnen og erklærede sig i DR2’s Deadline »Allergisk overfor den moraliserende tendens, der er kommet, hvor man lægger en moralsk overbygning på et politisk argument.«

Det synspunkt deler han med den borgerlige kulturkritiker og litteraturforsker Kasper Støvring, der finder den moraliserende tendens direkte utidig.

»Jeg mener ikke, kunstnere eller nogen andre har en mere privilegeret adkomst til moralsk stillingtagen end andre mennesker,« siger Kasper Støvring.

»Kunstnere har en selvforståelse af, at de skulle have en særlig form for sensibilitet, der simpelthen skulle gøre dem bedre i stand til at leve sig ind i andre menneskers liv og derfor også har en bedre moralsk forståelse, men det, mener jeg, er en fatal fejlslutning.«

Kunsten taber voldsomt i værdi i det øjeblik, den kobles med ideologi, mener Kasper Støvring og påpeger, at der i øvrigt er tale om et ganske bestemt moralsk kodeks, nemlig en særlig dansk kobling mellem en progressiv humanisme og modernisme, der er et biprodukt af velfærdsstaten.

Kristian Leth er sådan set enig i, at selve kunsten mister en værdi, hvis den bliver spændt for en ideologisk vogn, men det skal ikke forhindre ham i at udtale sig om den verden han ser, når han bliver spurgt om det.

»Der er forskel på det, du udtrykker i din kunst, og så det, du som person udtaler dig om, og rent æstetisk og kunstnerisk håber jeg ikke jeg er moralist. Men det hindrer mig jo ikke i at tage stilling til verden som privatperson og så udtale mig om det, når jeg bliver spurgt. Jeg tror, min generation søger efter at være til stede i verden og forholde sig til den. Det har været svært de seneste årtier, men det er blevet lettere og lettere, fordi der er flere og flere, der gør det – både i kunsten og musikken,« siger Kristian Leth.

»Jeg kan se det meget i generationen, og jeg ser det i ligeså høj grad som et udtryk for en inderlighed, der er vendt tilbage. Det er en vilje til at bruge af sig selv som kunstner, men også et behov for at udtale sig. Vi vil gerne gøre op med den overfladiske relativisme, der herskede i 80’erne og 90’erne. Du ser det også i formen. Alt det der form uden indhold og genreblanding er ikke rigtig på dagsordenen i min generation. Der er en helt anden følelse af nødvendighed i dag. Det betyder noget, modsat hele den her Damien Hirst-kunstbølge med den rene konceptkunst, der også havde sit indtog i musikken. Den er passé.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Det er jo omkostningsfrit her i 6. time nu at kalde sig "moralist" over for det Dansk Folkeparti og dets vælgere og udtalte støtter står for.

For hvor er og har samfundskritikken været ? Hvor er den direkte konfrontation mod VK regeringen som lever fedt af Dansk Folkeparti? Er der overhovedet noget "mod" i det.

Vel er det ikke Henrik Dahl det her - men det lugter ikke destomindre fra den retning.

Moralisme er at helliggøre sig selv på andres bekostning.

Med andre ord en vederstyggelighed i den lutherske tradition.

Moralisme er således ifølge Luther djævelens værk.

Sorry.

Moralisme er også et spørgsmål om metode, tilbud eller forbud, vejledning eller straf, valgmulighed eller diktat o.s.v.

Problemet er at kampangnemoralisme ofter bliver fundamentalistisk, hvis kampangerne ikke fænger...

Det er åndsvagt, at dele verden op i moralister og ikke-moralister. Til syvende og sidst forholder alle sig etisk og moralsk til verdenen og deres medmennesker.
Det er man faktisk nødt til for overhovedet, at kunne legitimere, at man i forholdet til andre mennesker har de rettigheder man har.
En grundlæggende ting som demokrati og de gængse frihedsrettighder er også baseret på en speciel etik og selv folk, der opfører sig såkaldt "umoralsk" vil søge, at legitimere deres opførsel i forhold til et højere etisk og moralsk mål. Så det er ikke særligt interessant, at diskutere hvorvidt nogle er moralske eller ej og udnævne nogle til moralister, mens andre åbenbart er renset for etik og moral.
Det er mere interessant, at diskutere hvad den fremherskende etik og moral har af konkrete konsekvenser for de enkelte mennesker, der bebor et givent samfund.
Det virker også lidt åndsvagt, at gøre den her diskussion til et generationsspørgsmål, hvor den foregående generation åbenbart var mindre moralsk.
Der er nok ikke nogen generation der har været mindre etisk og moralsk reflekterende end den foregående, men der er muligvis nogle forskelle på, hvordan man har legitimeret det moralsk rigtige og i forlængelse af det, hvilken opførsel man har defineret som værende den moralsk rigtige.

Inger Sundsvald

Søren Rehhoff

Hvad ligner det at bringe tid og sted, verden og generationernes skiften ind i debatten?

Det er vel ”alment kendt”, at moral/etik IKKE retter sig efter de givne omstændigheder i verden. - Eller hvad?

Er der en universal og indiskutabel opfattelse af hvad moral/etik er? - Eller hvad?

Er det måske ikke i ”vores tid”, ”alment kendt” at verden er delt op i de onde og de gode, de etiske og moralske og de uetiske og umoralske?

Har vi mon endelig og én gang for alle fået styr på verden i sort/hvid?

Er De forvirret?

For ikke at nogen skal være i tvivl, så kan jeg tilslutte mig dette:

”Så det er ikke særligt interessant, at diskutere hvorvidt nogle er moralske eller ej og udnævne nogle til moralister, mens andre åbenbart er renset for etik og moral.”

Nu er det jo heller ikke de folk der udtaler sig som selv har fundet på at kalde sig moralister. Det er nogen andre, som er irriterede over at de udtaler sig, som forsøger at få dem til at holde mund ved at kalde dem det.
At sige 'tak' er bare en anden måde at signalere på, at jeg har ikke nogen magt over at du forsøger at sætte mig i bås, men jeg har ikke tænkt mig at kere mig om det, eller holde mund i håb om at blive 'taget til nåde'.
Det er naturligvis en meget truende holdning at indtage overfor den danske Jantelovsmentalitet, hvis grundpræmis jo netop er 'søg-stammens-accept-for-enhver-pris'.

At der er nogen der har en anden opfattelse end stammen og ikke vil give køb på deres integritet for at tækkes bemeldte stamme synes jeg ikke er specielt dobbeltmoralsk. Sådan har jeg det også selv, men fordi jeg ikke er kunstner eller kendt, får jeg sjovt nok ikke læst og påskrevet i samme grad.
Måske fordi jeg derfor ikke er så 'farlig' i forhold til meningsdannelse?

Eller som Niels Hausgaard udtrykte det for nylig (parafraseret af mig): når man nu står i den situation at man oplever at folk lytter når man siger noget, så har man da pligt til at forsøge at påvirke den demokratiske debat. Og det kan man i sagens natur kun gøre efter sin egen samvittighed.

... At der bliver langet hårdt ud efter kunstnere og kendte skyldes for mig at se det rimelig indlysende at den magt de har til at påvirke den offentlige debat er en trussel mod det etablerede officielle magtapparat. Hvilket også er en af grundene til at man altid kan genkende et styres grad af demokrati på, hvor meget det søger at kontrollere sine kunstnere og akademikere (jfr. for eksempel det gamle Sovjetunionen).
At danske kunstnere, kendte osv. derfor skal have så mange hug siger derfor intet om dem, men en del om det danske demokratis tilstand.