Interview
Læsetid: 6 min.

Lighed handler om rettigheder - ikke om fordeling

Vi må holde op med at stille lighed og frihed op over for hinanden, siger den tyske sociologiprofessor Rainer Paris. Istedet må vi arbejde på at kombinere de to værdier. Lighedspropagandaen dækker alt for ofte over skjulte egeninteresser og genererer i stedet ulighed
Lige chancer. Lighed skal i følge Rainer Paris ses som lige muligheder, lige chancer. Lighed gennem omfordeling fører derimod til uretfærdighed og ulighed, siger han og bruger de udskældte tyske socialhjælpsreform som eksempel.

Lige chancer. Lighed skal i følge Rainer Paris ses som lige muligheder, lige chancer. Lighed gennem omfordeling fører derimod til uretfærdighed og ulighed, siger han og bruger de udskældte tyske socialhjælpsreform som eksempel.

Moderne Tider
14. november 2009

Den store tyske sociolog Georg Simmel fortæller i Rosen. Eine soziale Hypothese (1897) et eventyr om en idyllisk landsby, hvor indbyggerne lever fredfyldt side om side i ensartede små rækkehuse med tilhørende haver. Nogle af indbyggerne benytter deres haver til at dyrke roser, mens andre står uplejede hen. Efter et stykke tid vokser uenighederne om haverne, og en agitator vinder tilslutning ved at hævde, at roser er en menneskeret. To partier, for og imod roser, kaster sig ind i en politisk kamp på liv og død, der ender med det progressive Rosepartis fuldstændige sejr. Fra nu skal alle landsbyens haver prydes af roser.

Landsbyens nyetablerede harmoni forstyrres dog snart af nye forskelle. Nogle roser vokser bedre end andre. Visse roser har en skønnere duft. Og disse nyopståede forskelle mellem indbyggerne udmønter sig i misundelse og politisk mobilisering og fører til sidst til et nyt politisk opgør, hvis grusomhed ikke viger tilbage for den oprindelige rosekrig.

Under lighedens fane

Simmels eventyr handler om menneskenes lighedsforestillinger og deres indbyggede begrænsninger. Landsbyboernes problemer viser, at det ikke så meget er den materielle fordeling af ressourcer som selve menneskets trang til at sammenligne sig selv med sin nabo, der er ulighedens rod. Og netop den pointe er blevet glemt af moderne lighedstilhængere, siger en af Simmels moderne arvtagere, den tyske sociolog Rainer Paris, professor ved universitet i Magdeburg, til Information.

»Lighed giver mennesker mulighed for at udnytte deres frihed på forskellige måder, og det fører så til ulige strukturer i samfundet. Egentlig burde man ophøre med at stille disse to værdier abstrakt op over for hinanden, i stedet burde man forsøge at kombinere dem.«

Rainer Paris er sociolog og har gennem sin akademiske karriere gentagne gange blandet sig i den ophedede diskussion om lighed som politisk ideal, der har taget fart siden Muren faldt og gjorde velfærdsstaten til politisk mainstream på det europæiske kontinent. I et essay i det tyske intellektuelle tidsskrift Merkur advarede Paris for nylig mod lighedsidealernes indbyggede tendens til at slå om i ulighed. Ifølge Paris overser lighedstilhængere ofte, at lighed som normativt politisk ideal gemmer på et »ødelæggende og ofte selvødelæggende potentiale«.

- Men er det ikke statens traditionelle opgave at skabe lighed ved omfordeling? Har De ingen tiltro til statens rolle som lighedsgarant?

»Håbet om, at staten kan skabe positiv retfærdighed er illusorisk. Statens fornemste opgave er at garantere en principiel retslighed, som mennesker kan gøre forskellig brug af. Rettigheder er i grunden altid frihedsrettigheder, der muliggør, at man udfolder sit talent og bruger det på forskellige måder.«

Paris tygger lidt på sine ord og tilføjer:

»Man kan måske udtrykke det på den måde, at staten på den ene side har til opgave at garantere en grundlæggende lighed af chancer. På den anden må staten samtidig forhindre, at den ulighed, der opstår som et resultat den forskellige brug af frihed, ikke ender med at true den oprindelige lighed.«

Lighedspropaganda

Et af Paris' yndlingseksempler på lighed, der bliver til ulighed, er opstandelsen omkring de berygtede arbejdsmarkedsreformer, som Schröders rød-grønne regering indførte under navnet Hartz IV. De sociale ydelser skulle herefter udregnes efter det såkaldte varekurvs-princip: Ud fra statistiske beregninger modtog de trængende, hvad de har brug for for at opholde et vist minimum af levestandard. Reformerne udløste en forbitret samfundsdebat i Tyskland, fordi der var tale om forskellige Hartz-IV satser i Øst- og Vesttyskland.

»Forskellen var ikke stor«, understreger Paris.

»Det drejede som om fire procent af det samlede beløb, fordi leveomkostningerne i Østtyskland lige præcis er fire procent lavere. Alligevel udbrød der vild bestyrtelse og beskyldninger om åben diskrimination. I Øst krævede man det samme beløb for alle og fik også temmelig hurtigt politisk medvind. Lighedspropagandaen sejrede, da det samme grundbeløb blev gennemført som målestok. Samtidig lukkede man ørerne for argumentet om de lavere leveomkostninger. Resultatet er, at den østtyske Hartz IV-modtager er bedre stillet end sin vesttyske lidelsesfælle. På den måde kan privilegier gennemtrumfes under lighedens fane.«

Netop den type forvirring om målestokke for lighed anskuer Paris som en af de mere grundlæggende årsager til det tyske socialdemokratis rekordlave folkelige opbakning. Stamklientellet af arbejdere kan ikke tilgive SPD, at en arbejdsløs specialarbejder sidestilles med en socialhjælpsmodtager, der aldrig har haft et arbejde.

»Socialdemokraterne optræder meget ofte som forsvarer for en retfærdig politik, og retfærdighed fortolkes som omfordeling. Og hermed kan de kun fejle. For omfordeling, selv når det lykkes, formår ikke at bortviske følelsen af uretfærdighed. Her vil jeg betegne Hartz-IV som den store udligner, fordi det ikke har betydning for en arbejdsløs' sats, hvor længe han tidligere har arbejdet, om han har en uddannelse eller om han altid har været afhængig af socialhjælp. Den materielle nivellering har fået fagforeningsmedlemmer til at vende sig bort og har dermed skadet socialdemokratiet. »

Konstant sammenligning

Som modgift til politisk misbrug af lighedens fane vil Paris fastholde en skelnen mellem et lighedsbegreb, der er baseret på lige rettigheder, og et begreb om lighed, der baserer sig på udligning af fordele og ulemper. I det første tilfælde er mennesker lige, hvis de deler de samme rettigheder og kan gøre uindskrænket brug af dem. I det andet tilfælde kan uligheden gradbøjes, og det kan altid diskuteres, hvem der har fordel eller ej.

Disse typer af lighed må ifølge Paris holdes ud fra hinanden, fordi de også bygger på forskellige måder at sammenligne sig. Rettighedshaverne sammenligner ikke sig selv med hinanden, men med de rettighedsløse og omvendt.

Anderledes er det med den slags lighedsforestillinger, der er indrettet med henblik på udligning af fordele og ulemper. Der må man konstant sammenligne sig i alle retninger og frem for alt fastlægge målestokke, der tillader den enkelte at fastslå definitivt, hvornår lighed er opnået. Og det er naturligvis en invitation til manipulation, en indirekte opfordring til på forhånd at søge at grundlægge de synsmåder og målestokke for lighed, der begunstiger en selv.

Paris understreger, at kampen om den type lighed er principielt uendelig:

»Mennesker er tvunget til konstant at sammenligne sig selv. Kampen om lighed tvinger mennesket til at sammenligne sig med sine artsfæller med stor mistro. Og kampen hører aldrig op, fordi forholdet mellem fordele og ulemper og fordelingen af ressourcer hele tiden genindrettes på ny. Den, der vil fremstille definitiv fordelingslighed, må permanent sammenligne sig selv og opregne minutiøse forskelle.«

Misundelsens skole

Et sted hvor minutiøse forskelle har værdi er reklamernes verden, hvor vi spejler os selv i egne og omverdenens forventninger og sammenligner os selv med andre. Information spørger Paris om forbrugssamfundet i særlig grad medvirker til at eskalere sociale individers indbyrdes sammenligning.

Professoren mener, at der kan være noget om snakken, men mener samtidig, at sammenligninger er lige så afgørende i såkaldt mangelsamfund.

»En kollega berettede engang om den misundelse, der herskede blandt de tilstræbt lige i det tidligere DDR. I et vist omfang var DDR en misundelsens skole. Man sammenligner sig med de nærmeste, der ligner en selv. Den type sammenligning kendetegner samfund, der først for nylig er blevet kastet ind i vare- og forbrugersamfundet. I mangelsamfund, hvor der kun findes et standardiseret vareudbud, udvikler mennesker strategier til at adskille sig fra hinanden. I 90'erne kunne alle østtyske kvinder stadig sy, fordi de ikke ønskede at møde en kvinde med den samme trøje på gaden. I særlig grad udvikler mennesker i samfund med stor lighed en trang til at skille sig ud fra mængden.«

- Har markedet tværtimod kunne skabe den lighed, som staten må give afkald på at kunne indføre?

»Markedet er en institution, der giver alle en lige mulighed for at erhverve sig bestemte varer, hvis de altså kan betale for dem. Man kan altså sige, at ligheden mellem menneker som potentielle kunder, lader forskellen mellem de, der har, og de, der ikke har, træde frem. I DDR-tiden havde folk penge, men kunne ikke købe bestemte attråede varer. I dag kan man købe alt, men langt fra alle har råd.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Loke Bisbjerg Nielsen

Rainer Paris kan selvfølgelig have ret i, at der kan være problemer med vores opfattelse af lighed, men i denne artikel synes det som om, at han overser, at der også er et sammenhæng imellem materielt grundlag og rettigheder. Folk kan formelt set sagtens have lige rettigheder, mens folk reelt set behandles forskelligt pga materielle omstændigheder (køn, race, økonomi osv.).

Søren Kristensen

Det sjove ved kvinder er at hvis de alle sammen blev klædt ens ville de stadig se meget forskellige ud - set med alle andre øjne end deres egne. Og sådan er det måske også med naboer eller kollegaer, som vi selv tror vi ligner?

Søren Kristensen

Ups, der skulle have stået: "naboer, kollegaer eller popstjerner". ..

Inger Sundsvald

”I 90’erne kunne alle østtyske kvinder stadig sy, fordi de ikke ønskede at møde en kvinde med den samme trøje på gaden.”

Det er dog den mest idiotiske forklaring jeg nogensinde har hørt om hvorfor kvinder kan sy.

Troels Ken Pedersen

Paris mener at det er fint og godt, at ossierne skulle have mindre understøttelse, fordi Østtyskland jo er et fattigt sted. Det siger ligesom det meste.

Ligheden mellem et barn af direktører og departementschefer, og et barn af arbejdsløse bumser, er vist en hel del sjovere for førnævnte end for sidstnævnte. Det er jo netop den lyserøde elefant i rummet, som Paris overser, at der ikke i praksis er noget startpunkt, hvori vi er lige. Folk som ham giver mig ikke ligefrem lyst til at råbe højt op om at jeg er liberal.

Jeg kan ikke andet end være fuldstændig enig i at debatten om lighed har fået et helt forkert udgangspunkt i Danmark. Lige muligheder, ja! Men lige i alle livets henseender, nej!

At mene at økonomisk lighed betyder at vi alle skal have samme beløb til rådighed hver måned synes for mig fuldstændigt absurdt. Derimod skal vi alle have samme muligheder. Her er Danmark desværre på vej i den forkerte retning efter i en årrække at have været forgangsland når det kommer til at sikre alle folk samme muligheder i forhold til uddannelse, sundhed osv. At et barn af direktører har samme økonomiske mulighed for at tilegne sig en længerevarende videregående uddannelse som et 'barn af en arbejdsløs bums' som Troels Ken Pedersen så hårdt formulerer det ER da noget helt unikt!

Hvis økonomisk lighed betyder at alle skal have samme beløb til rådighed, betyder lighed i andre henseender så at alle skal have samme mængde kærlighed? Alle skal have samme antal venner? Alle skal være lige oplyst og tilfredsstillet spirituelt? Og skal personer der er meget udadvendte og har mange bekendskaber så afgive nogle af disse til de 'dårligere' stillede i lighedens navn?

Jeg siger dermed ikke at alle er lige som det er nu. Men det må være de lige muligheder der skal efterstræbes, og ikke en 'lige' verden hvor alle er ens - der skal være plads til forskellighed, også når det kommer til økonomi.

Troels Ken Pedersen

Det er da en fantastisk udligning, at unge mennesker fra uformuende baggrund kan tage længerevarende uddannelser uden at skulle sælge deres sjæl eller gældsætte sig mere end almindelig dybt. Men, men, men:

Et barn fra en familie af alkoholiserede arbejdsløse med syv børn har IKKE samme "mulighed" for at klare sig i livet som et enebarn af formuende forældre med masser af personligt overskud. Sidstnævnte har fået både hjælp og bekræftelse hjemmefra, hvor førstnævnte meget vel kan have fået mindre end ingenting, og sidstnævnte får undervejs formentlig økonomisk hjælp hjemmefra, og kan i alt fald regne med støtte, hvis ting skulle gå galt.

Fuldstændig lige muligheder er en teoretisk størrelse, ikke en praktisk størrelse. Jeg tror ikke at folk behøver at bekymre sig over ulighedens afskaffelse. Uligheden skal nok klare sig.

Nu er der mange ting man fra centralt hold kan gå ind og ændre på. Men der er godt nok også mange ting man ikke kan. Specielt familiære forhold er utroligt svært at gå ind at regulere - og heldigvis for det! Derfor er der selvfølgelig ikke samme muligheder i livet for en person fra en 'rig' familie, hvad enten denne er rig i økonomisk forstand eller rig på mere bløde værdier og en person fra en fattig "alkoholiseret og arbejdsløshedsramt" familie.

Men i forhold til de økonomiske muligheder må man sige at med gratis uddannelse, tilmed på universitetsniveau, og tilmed 'løn' undervejs i uddannelsen er der skabt utroligt gunstige økonomiske forhold i bestræbelserne på at skabe et lige samfund.

Dermed ikke sagt at der ikke kan gøres mere! Men dette arbejde mener jeg i høj grad skal være i forsøget på at skabe de lige muligheder - dvs. ved at tilbyde ekstra hjælp og støtte til personer med en mindre stærk støtte i ryggen. At gå over til en model hvor alle skal være sikret et vist beløb om måneden ser jeg som en praktisk såvel som teoretisk umulighed.