Læsetid: 4 min.

Nej'ets politik

Det eneste gode ved den europæiske præsident, Herman van Rompuy, skulle være, at man ikke kan være imod ham
Europas præsident. Det, der for en folkevalgt ville være et problem, blev for van Rompuy til en kvalitet: Han var usynlig og lovede at blive ved med at være det.

Europas præsident. Det, der for en folkevalgt ville være et problem, blev for van Rompuy til en kvalitet: Han var usynlig og lovede at blive ved med at være det.

Thierry Roge

21. november 2009

Det hele handler om nej. Nogen siger nej til mere Europa og mere union. Og de regerende politikere siger nej til deres nej. Alle er tilhængere af demokrati: Men for nogen betyder demokrati, at borgerne deltager. For andre betyder demokrati, at de folkevalgte på alles vegne træffer de rigtige beslutninger. Kritikerne kræver folkeafstemninger, mens lederne henviser til det repræsentative demokratis natur: Magten er jo allerede givet fra vælgerne til de valgte.

Kampen mellem kritikernes nej og administratorernes nej til deres nej er en rigtig demokratisk konflikt; det er ikke en kamp mod demokratiet eller for demokratiet. Og akkurat denne kamp definerer det politiske Europas problem i dag. Det ene nej er dramatisk: Det er nejet ved folkeafstemninger, som påberåber sig folket. Det andet nej er køligt: Det er nejet til det lidenskabelige nej. Det er det nej, som sætter fælles problemløsning, effektivitet og administrativ kompetence højest. Det gælder om gøre det rigtige, og det skal det lidenskabelige nej ikke forstyrre.

Det blev i denne uge tydeligt, hvordan det positive europæiske integrationsprojekt er endt i denne negativitet: Valget af den nye europæiske præsident blev begrundet med, at ingen var imod ham. Ingen havde sagt nej til den belgiske premierminister, Herman van Rompuy. Han er ikke typen, som skaber lidenskaber og demokratisk drama. »Europa har ikke brug for en visionær leder,« sagde en samfundsforsker fra Bruxelles til den franske avis Libération: »Europa har brug for en kompetent bestyrer«.

Afstemning som dannelse

Og Europa fik en kompetent forvalter. Herman van Rompuy er godt nok kendt som forfatter til bogen Kristendommen, en moderne tanke, og han skulle have udtalt følgende som forsvar for sin egen tro: »Alle mennesker har valget mellem det absurde og mysteriet. Jeg har valgt mysteriet«. Den slags katolske bekendelser skulle nok mobilisere modstand. Men som politiker er han hverken særligt katolsk eller mystisk. Han beskrives som diskret, kynisk, målrettet og umådeligt optaget af økonomisk balance. En belgisk kollega sagde til den franske avis Le Monde, at van Rompuy var så hård en forhandler, at man efter møder med ham blev nødt til at tage brusebad. Selv lovede van Rompuy fredag, at han ikke ville fylde meget i medierne, og han forsikrede, at han ikke havde ønsket sig jobbet. Tilhængere slog fast, at det ikke var en skønhedskonkurrence, og at han jo ikke skulle være præsident for Europas Forenede Stater.

Det, der for en folkevalgt ville være et problem, blev for van Rompuy til en kvalitet: Han var usynlig og lovede at blive ved med at være det.

Der er langt fra løfterne i starten af århundredet til realiteterne i dag. Den forhenværende franske præsident Giscard dEstaing lovede i 2002 en forfatning, som skulle gøre EUs institutioner mere demokratiske, effektive og forståelige. Han stolede på, at demokratisk deltagelse og effektivitet kunne mødes i en højere enhed. Forfatningen skulle skabe rammer for en europæisk demokratisk kultur. Det ville have været godt for konstruktionen af det europæiske demokrati, hvis alle lande på samme dag havde stemt om forfatningen. Men det kunne have mobiliseret negative lidenskaber gennem hele Europa. Dette demokratiske engagement er nødvendigt for det politiske Europa, men hvis deltagelse ender i afvisning, bliver det, der skulle være vejen frem, pludselig til vejen tilbage. Var det ikke det, som skete i Frankrig i 2005? Folkeafstemningen om den europæiske forfatning udløste en enestående debat, hvor argumenter og interesser mødtes i engageret offentlig di-skussion. Flere hundrede tusinder franskmænd havde læst hele forfatningen. Men det demokratiske momentum omkring den europæiske union endte i et demokratisk problem. For det blev et nej. Og det nej var for nogen et nej til det nyliberalistiske Europa, for andre et nej til det politiske Europa, og for atter andre et nej til de nationale ledere, som var advokater for forfatningen. Det eneste, der samlede disse nejer, var den kategoriske afvisning. Det var demokratisk deltagelse, som ikke kunne omsættes til positivt politisk projekt. Set fra det demokratiske projekts perspektiv gjorde de alt det rigtige i Frankrig, men de endte med det forkerte resultat. Og efter yderligere nej i Holland og Irland sagde Luxembourgs præsident Juncker: »Europa lader ikke længere folk drømme. Det Europa, som vi kender i dag, elsker man ikke, og derfor bliver det Europa, som forfatningen repræsenterer, afvist.«

Nejets politik

Det er let at udlægge den drømmeløse og usynlige Union som symptom på et forfærdeligt forfald. Men pointen er, at Den Europæiske Union ikke kommer fra en demokratisk idealtilstand til en krise for folkestyret. Unionen er og bliver et demokratisk eksperiment, som udforsker, hvad der er politisk muligt for et samarbejde mellem 27 lande. Det nationalstatslige demokrati kan ikke fungere som forbillede. Snarere kan man tænke EU som en miniaturemodel for et globalt demokrati. Og der er løfter om nye deltagelsesformer i det, der først var en politisk forfatning, men nu er endt som juridisk traktat: Eksempelvis kan en million europæiske borgere nu kræve et lovforslag fremsat i EU. Og der skabes stadig forbløffende mange kompromisser mellem forskellige nationer og interesser i EU.

Men det, som nejets politik, én gang for alle slår fast, er konflikten mellem folkestyre og administration: Mellem dem, der skal bestemmes over, og dem, der skal bestemme. Det er et interessant problem, som ikke handler om ideologiske trusler mod demokratiet, og heller ikke kommer af, at folk er blevet ligeglade. Det, man kunne kalde en krise, viser sig i, at politisk deltagelse ender i politisk protest. Man deltager i spillet med et nej til spillet. Man kan i den forstand også se de evindelige markedsløsninger som et nej til politiske løsninger. Eller med den franske forsker Pierre Rosanvallons formulering af demokratiets problem: Når borgerne engagerer sig i politik, fører det ofte til ikke-politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

I odysseen kommer Odysseus til kyklopernes ø, og bliver fanget i den enøjede menneskespisende kæmpe Polyfemos´ klippehule. Odysseus har bragt vin med, i håb om at kunne udveksle lidt gæstegaver med øens beboere.

Han får brug for det. Polyfemos tager for sig af hans mænd, som er lukket inde i hans hule og giver kun Odysseus en grusom spøg til gengæld for vinen, der omtåger hans minimale forstand med det noget endimensionelle perspektiv på tilværelsen, som hans ene øje symboliserer. Odysseus når at kalde sig ved navnet ”Ingen”, og kæmpen når lige at afgive sin gæstegave som modydelse for vinen lige før vinen indhyller kæmpen i alkoholens søvn dvs. et løfte om at ”Ingen” vil blive ædt som den sidste af de tilfangetagne mennesker i grotten.

Odysseus stikker øjet ud på kæmpen i hans søvn, hvilket får ham til at brøle af smerte, så øens kykloper kommer løbende til undsætning. Men da de spørger ham, hvem der gør ham ondt, svarer han: ”Ingen gør mig ondt.” Og kykloperne går hver til sit, da de jo forstår budskabet om at ingen har gjort Polyfemos noget.

Artiklen her over har ingen afsender og omtaler ”Ingen”. Ingen kan være imod det europæiske monsters leder. Ingen vil lægge navn til budskabet om, at Ingen har noget imod noget som helst.

Skal det forstås som kulminationen på den lille modstandsavis´ vej mod sin egen selvudslettelse?

Steen Rasmussen

Min kommentar er skrevet på et tidspunkt, hvor der ikke stod navn under artiklen. Jeg vil gerne bede redaktionen om at slette min kommentar!
Mvh. Steen