Læsetid: 9 min.

Nettet er for alvor blevet protestens motorvej

YouTube, Twitter og Facebook. For mange er de sociale medier ikke meget andet end narcissistisk iscenesættelse og voyeuristiske tendenser. I Iran er det muligheden for at have en stemme, der punkterer regimets forsøg på at styre tanke og handling
Oprør. Nettet er ikke mere end, hvad brugerne gør det til. I Iran har vi det seneste år set, hvordan det er blevet mediet for en stor del af oprøret, siger Arash Karmangia (tv) og Omid Habibinia.

Oprør. Nettet er ikke mere end, hvad brugerne gør det til. I Iran har vi det seneste år set, hvordan det er blevet mediet for en stor del af oprøret, siger Arash Karmangia (tv) og Omid Habibinia.

Kristine Kiilerich

28. november 2009

Nettet er skabt til ikke at kunne kontrolleres. Oprindeligt med militære formål.

Men netop mediets ukontrollerbare egenskaber, har gjort det til en afgørende faktor i udviklingen af den civile protestbevægelse, der opstod i Iran i kølvandet på sommerens præsidentvalg. I Iran er gader, aviser og caféer et usikkert sted for den fri debat. Men på nettet må regimets lange arm nøjes med at famle i næsten blinde i forsøgene på at blokere og censurere de informationer, der strømmer gennem kablerne.

»De har pengene, vi har tallene,« siger iranske blogger Arash Karmangia og knytter sin hånd: »Indtil videre har tallene vundet.«

Information har mødt ham og den iranske journalist Omid Habibinia til en samtale om, hvilken betydning de nye sociale medier har haft for den protestbevægelse, som især efter valget juni i år er blevet synlig også i Vesten. Karmangia og Habibinia er i Danmark i forbindelse med den nyligt overståede dokumentarfilmfestival CPH: DOX, en festival, der med mange aflysninger fra iranske filminstruktører blandt andet på grund af inddragede pas tydelig viser, at det frie ord ikke er velset i den islamiske republik. Hverken inden for eller uden for landets grænser. Alligevel tror hverken Habibinia eller Karmangia, at styret kan spole tiden tilbage til dengang, man kunne styre og kontrollere den folkelige samtale.

»Store dele af den iranske befolkning har nu fået det i hænderne, som før lå hos nogle få. Og med ca. tre millioner blogs, 25-27 millioner netbrugere og 45 millioner mobiltelefoner har staten mistet kontrollen med kommunikationen for altid,« siger Omid Habibinia.

Og det var ifølge Habibinia den formodede valgsvindel, der for alvor satte skub i en bevægelse. Pludselig begyndte almindelige mennesker at agere civile journalister i et forsøg på at forstå den virkelighed, de stod midt i.

»Valget skabte en bevægelse fremad i brugen af internet og mobiltelefoner. Folk indså, at det var hér gennem udvekslingen af informationer at sandheden lå, og man begyndte således at videreformidle og analysere betydningen af den politiske udvikling og skabte således en mere aktiv og politisk brug af nettet,« siger Omid Habibinia.

En kat i et træ og et mord

Men nettet er ikke protestbevægelsen. Arash Karmangia understreger, at nettet ikke er noget i sig selv, men kun et produkt af de mennesker, der bruger det.

I Canada, hvor han har boet de sidste fem år, er virkeligheden en anden, derfor er brugen af medier herunder de sociale også en anden.

»I Canada er topnyheden måske noget med en kat i et træ, der bliver hjulpet ned af nogle brandmænd; i Iran bliver nogen, man er i familie med, måske dræbt. Det har selvfølgelig en vis afsmitning på den måde, man bruger medierne på,« siger Arash Karmangia.

Omid Habibinia ser dog stadig en usædvanlig brug af nettet blandt de iranske indbyggere. Han har i et forsøg sammenlignet 10 iranske brugere uden for Iran med 10 inden for Iran i forhold til deres brug af nettet. De Iranere, der levede uden for Iran, uploadede hver anden eller tredje uge et billede af sig selv eller et billede fra en fest, de havde været til. Mens dem i Iran måske sendte 20-30 artikler, kommentarer, videoklip eller blogs om dagen primært omkring den politiske situation. Og det med masser af efterfølgende kommentarer og udveksling imellem brugerne.

»Det er helt usammenligneligt den måde man bruger det på i og uden for Iran,« siger Omid Habibinia.

En forskel han også har set andre steder, f.eks. i Schweiz, hvor han bor i øjeblikket, eller i Sverige, hvor han tidligere har studeret. I Iran er Facebook tæt på at være et velopdateret nyhedsmedie, hvor man kan følge med i aktuelle begivenheder og deltage aktivt i debat og kritik. I Vesten er der ifølge Habibinia ikke samme kultur for, at almindelige mennesker involverer sig og går aktivt ind i de begivenheder, der foregår omkring dem.

»Folk lever på Facebook i Iran,« siger Omid Habibinia.

Det gør man blandt andet fordi, det ikke som i f.eks. Danmark er muligt at gå på en café eller en bar og diskutere politik, man bliver nødt til at have et lukket rum, hvor staten ikke kan overvåge ens samtaler. Folk føler, at de har den tryghed på nettet.

Problemet med kaos

Meget godt kan altså siges om de nye mediers indtog i Iran, men det at, at alle kan komme til orde, skaber også problemer. For den frihed, der ligger i nettet, skaber også et uoverskueligt hav af enten misinformation eller bare information, der er meget svær at verificere.

Et eksempel er de billeder, der gik verden rundt af den unge kvinde Nadia Sultan, der blev skudt på åben gade. Hun blev symbolet på en bevægelse og mange bar hendes billede rundt til demonstrationer. Det var i flere tilfælde blot det forkerte billede, hvilket skabte forvirring og mistro, eftersom kvinden på billedet levede i bedste velgående. Et andet eksempel, der også skabte vrede, var et billede af et lille barn, der angiveligt var blevet meget slemt tilredt under demonstrationerne. Billedet stammede i virkeligheden fra Gaza.

»Hurtigheden i nettet er et problem, fordi man hurtigt kan reagere på historier og videregive dem med den effekt, at de til sidst virker troværdige, fordi det findes tilstrækkeligt mange steder. I virkeligheden er det bare re-twitts, copy-paste og misforståelser,« siger Habibinia.

Og når først en historie er ude i offentligheden, er det meget svært at stoppe den bevægelse, den skaber.

»Jeg gik hen til en mand i Toronto, der demonstrerede med billedet fra Gaza på et skilt for at sige, at det var et falsum. Så blev jeg pludselig anklaget for at stå bag regimets propaganda. Sådan kan ting hurtigt drukne, eller blive vendt 180 grader,« siger Arash Karmangia.

Også de store medier har ifølge Omid Habibinia svært ved at finde op og ned i begivenhederne. Al-Jazeera har således ifølge Habibinia lavet rigtig mange fejl. Nogle mindre vigtige, andre meget vigtige. Der skal altså en ganske grundigt re-search til for at kunne vurdere informationerne ordentligt.

Karmangia og Habibinia tager derfor heller ikke meget for gode varer uden at tjekke det grundigt først. Der researches grundigt og længe for at få så mange uafhængige kilder som muligt til at bekræfte en given historie. Karmangia fremhæver brugerkommentarerne som væsentlige i den sammenhæng.

»Det er tit via brugerkommentarerne, at en forkert historie bliver inddæmmet. De fleste, der læser og måske selv skriver blogs, laver en god portion research i forhold til både andres og egne indlæg. Og tit kan en falsk historie derfor stoppes meget hurtigt, fordi alle brugere i sagen natur er forbundet på nettet. Der er altid en, der har været tæt på eller har viden om, det, der skulle være sket,« siger Arash Karmangia.

Åbn øjnene op

Både oppositionen og regimet, samt folk, der bare gerne vil skabe sig et navn og derfor strammer deres indlæg mere end de kan holde til, forplumrer altså den folkelige samtale. Dertil kommer, at styret, der først bare ignorerede trafikken på internettet har indset, at det er et vigtigt værktøj for protestbevægelsen.

»I starten slog man det bare hen som noget pjat, som det ikke var vigtigt at tage stilling til. Langsomt fik man så øjnene op for, at temmelig meget information hver dag foregik på nettet, og man nedsatte derfor en særlig enhed for at monitorere og kontrollere trafikken på nettet. Først angreb man pornoen, som man fjernede adgangen til. Senere gik man så ind i den politiske diskussion,« siger Arash Karmangia.

Oveni den øgede overvågning og forsøg på kontrol, bruger styret nu også nettet aktivt. Regimet lægger således billeder af demonstranter ud, for at få folk til at afsløre deres identitet. Det opretter falske Facebook-profiler, lancerer misinformation og propaganda.

»Det viser på alle mulige måde sin magt. Men det kan ikke påvirke eller stoppe strømmen af informationer, fordi folk på nettet altid finder en måde at komme udenom de barrierer, der bliver sat op. Samtidig kan det ikke lukke nettet ned, fordi det selv er afhængig af det så man kan ikke bare stoppe det. Hver gang, de lapper et hul, bliver der skabt et nyt,« siger Arash Karmangia.

Samtidig er det ifølge Omid Habibinia ikke altid de kvikkeste hjerner, der står bag misinformationen. Ofte er den så amatøragtig, at folk end ikke gider at bruge tid på at falsificere det. På samme måde havde det statslige tvs transmition af tilståelser fra demonstranterne ifølge Arash Karmangia ofte den modsatte effekt: I tiden efter tilståelserne begyndte folk i stor stil som en joke således at tilstå alt og ingenting på Facebook og Twitter.

»Man kunne på tv-optagelserne se, at nogle af dem, der tilstod, virkede som om, de var på stoffer, når de f.eks. tiggede om at få lov at tilstå. Andre afslørede, at de havde fået slået tænderne ud. Så tilståelserne var sådan set mere et bevis på den formodede tortur, end så meget andet,« siger Arash Karmangia.

Hold jer væk

Med de billeder, man har kunnet se på YouTube, de twitts, man har kunnet modtage, og de blogs, man har kunnet læse, har man i Vesten for første gange fået et direkte billede af situationen i Iran. Spørgsmålet er, hvordan man i Vesten skal reagere på det, man ser.

Omid Habibinia kalder vigtigt, at man opretholder holder et diplomatisk pres på Den islamiske republik, men ser det som direkte farligt, hvis man går ind og støtter bestemte grupper, som f.eks. kvinderne.

»Vestens fokus burde være på menneskerettigheder. Som det er nu, får atomvåbenspørgsmålet lov at overskygge det. Mange bliver torteret og dræbt, men Vesten vil hellere snakke om våben,« siger Omid Habibinia.

Karmangia mener ligeledes, at det er vigtigt, at støtten holder distance, og accepterer den iranske stats ansvar for selv at løse sine interne problemer.

»Ahmadinejad hungrer efter aggression fra Vesten. Og en støtte til en bestemt gruppe som f.eks. feministerne ville give Ahmadinejad en lejlighed til at gå efter dem og sætte dem i fængsel. Men Vesten må samtidig ikke gå på kompromis med Ahmadinejad på grund af atomvåbenspørgsmålet. Han skal ikke have en udvej. Han skal ikke anerkendes eller til forhandlingsbordet, før han har fået styr på sit folk. Det skal være budskabet,« siger Arash Karmangia.

Han mener således ikke, at man skal være bange for, at et passivt Vesten vil øge muligheden for et diktatur i Iran, hvilket andre med kendskab til Iran ellers har været inde på.

»Det er selvfølgelig et problem, at der er så meget censur. Men staten har >som det er nu ikke succes med det. Et diktatur? Jeg tror simpelthen ikke, det er muligt. Der er for mange magtfulde centre i Iran lige nu, til at det ville kunne lade sig gøre. Ahmadinejad er ingen Saddam Hussein,« siger Arash Karmangia.

I stedet må man lade det iranske folk kæmpe sine egne kampe. En del af den kamp foregår på mediefronten, hvor de nye medier stille og roligt piller den virkelighed, de traditionelle statsejede medier sætter op, fra hinanden.

»Nettet er ideelt til at dyrke uoverensstemmelser og manglende logik. Derfor fører protestbevægelsen også i troværdighedskrigen, fordi man forstår at bruge nettet bedre,« siger Omid Habibinia.

Karmangia er enig i, at de mange millioner af netbrugere bliver en slags civile journalister. Brugerne bliver hurtigt besat af at finde fejl og reagerer meget dømmende, når de bliver fundet. Kommer man én gang med forkerte informationer, er man ifølge Arash Karmangia færdig med at tiltrække læsere.

»Der er en særlig indgang i nettets opbygning, der lægger op til, at man tjekker hinanden. Det er nærmest en sport at prøve at finde fejl hos andre derfor er statslig kontrol også blevet en umulighed,« siger Arash Karmangia.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu