Læsetid: 12 min.

Østbørnene bliver stadig hentet som de sidste

I DDR var kvinden en arbejdskraft, i Vesttyskland var hun primært mor, og da Muren faldt for 20 år siden, måtte erhvervskvinderne integrere sig i en stat af husmødre. Det gjorde de bare ikke helt
Baggrund i Øst. For Silke Adamek, der er født som DDR-borger, har det aldrig været på tale, at hun skulle gå hjemme med datteren Emma. Og det er helt i tråd med holdningen fra DDR-tiden, hvor kvinder var en nødvendig arbejdskraft, og pasningsmulighederne derfor var gode.

Baggrund i Øst. For Silke Adamek, der er født som DDR-borger, har det aldrig været på tale, at hun skulle gå hjemme med datteren Emma. Og det er helt i tråd med holdningen fra DDR-tiden, hvor kvinder var en nødvendig arbejdskraft, og pasningsmulighederne derfor var gode.

Kristine Kiilerich

6. november 2009

Prenzlauer Berg i Berlin må have den højeste fødselsrate i Tyskland. Sådan ser det i hvert fald ud her i det gamle arbejderkvarter, der engang tilhørte DDR, og som nu er blevet de veluddannedes og kreatives legeplads. For her er ikke andet end børn. På caféer, restauranter, i butikker, de er overalt. På legepladsen i Weinbergpark er der kø til trampolinen. Klokken er 16, og mange af forældrene har netop hentet deres børn i institutionen og tager et stop her på legepladsen på vej hjem fra arbejdet.

Men det er ikke nogen selvfølge for kvinder i Tyskland, at de overhovedet har et arbejde. I hvert fald ikke i det gamle Vesttyskland, hvor det stadig er normalt, at kvinder dropper jobbet, når de får børn.

Min kusine fra Osnabrück for eksempel. Hun var farmaceut, i hvert fald lige indtil børnene kom. Først det ene, så det andet, så det tredje og så var der gået 15 år. Nu arbejder hun somme tider et par timer som vikar i et apotek om lørdagen. Imens har børnene travlt, de er i skole, til sport og snart flyttet hjemmefra, mens manden arbejder over i sin lægepraksis. Og sådan er det gået næsten dem alle sammen: De har gode uddannelser og havde engang gode job, indtil de fik deres første barn.

'De små kommunister'

Deres historier er typiske. Godt halvdelen af alle tyske kvinder går derhjemme, mens manden tjener pengene. Måske er det derfor, Tyskland har så store problemer med fødselsraten. Pr. 1.000 tyskere er der kun 8,2 fødsler, det laveste antal i hele EU, og kurven går stadigt nedad. Især de veluddannede kvinder børnestrejker: 26 procent af alle kvinder mellem 40 og 75 med en høj uddannelse i Vesttyskland har valgt børnene fra. En karriere udelukker et familieliv. Sådan er det i det gamle Vesttyskland.

Men sådan er det ikke her i Prenzlauer Berg. I det gamle Østtyskland arbejder kvinderne - eller i hvert fald mange af dem. Det er et levn fra DDR, hvor 92 procent af alle kvinder gik på arbejde og fik passet deres børn ude. Nogle børn blev endda passet på ugentlig basis og var kun hjemme i weekenderne. Som en ven til østtyske Silke Adamek. Vennens mor var ingeniør og arbejdede konstant. Det varede lige indtil sønnen en dag sagde 'moster' til hende.

»For mig har det altid været naturligt at arbejde,« siger Silke Adamek, der i dag selv prøver at forene sin lederstilling med sin familie. Hun kender ikke til andet, og at hun skulle gå derhjemme med treårige Emma har aldrig været på tale. Hun har brug for udfordringer, siger hun. Silkes egen mor gik godt nok derhjemme med børnene i nogle år, men det var usædvanligt i DDR. Så usædvanligt, at folk mente, der måtte stikke noget under.

Det var det, vesttyskerne kaldte 'unormal arbejdstrang' blandt de østtyske kvinder.

»De så institutionerne som en måde at socialisere børnene ind i systemet på. De mente, at børnene her blev opdraget til små kommunister. Noget af den vesttyske angst for institutioner rækker stadig tilbage til nazitiden, det er en angst for, at børnene bliver politisk infiltreret. Det er derfor, man satser så hårdt på familien i dagens Tyskland, det er der flere sociologer, der har peget på,« siger Eike Ostendorf-Servissoglou, der er talskvinde for foreningen arbejdende mødre.

Samtidig havde man brug for kvinderne som arbejdskraft i DDR. For kvinderne betød det, at de ikke behøvede at vælge mellem familie eller arbejde, de kunne få begge dele, siger Gislinde Schwarz, der er journalist og forfatter til bogen Von Muttis und Emanzen.

En nation af ravnemødre

Alligevel betød det ikke, at kvinderne var ligestillede. For det var stadig kvinden, der tog sig af husarbejdet, det var hende, der fik omsorgsdagene, det var hende, der hentede børnene fra institutionen. Det var hende, der fik den så kaldte 'husholdningsdag', og for mange kvinder var dobbeltarbejdet en enorm belastning, mener Gislinde Schwarz.

Men alligevel. Hun havde mulighed for at gå, og det gjorde hun. I DDR var skilsmisseraten høj, og i 18 procent af alle familier var der kun en forælder, et procenttal, der langt oversteg Vesttysklands.

Men så faldt Berlinmuren. En nation af erhvervsarbejdere måtte integrere sig i en nation af husmødre. Østkvinderne måtte tilpasse sig de vesttyske kønsroller - som var nogle af de mest traditionelle i Europa - og institutionerne blev afviklet. For Vesttyskland mente, at hvis blot østkvinderne fik mulighed for at blive hjemme, ville de smide jobbet med det samme og skifte det ud med et forklæde. Arbejdende kvinder var jo en unaturlighed, påpeger professor Hildegard Nickel, der er sociolog på Humboldt-universitetet i Berlin og forsker i kvinder og ligestilling.

»I DDR var kvinder i høj grad økonomisk uafhængige, og selv om de manglede i det øverste politiske lag, og det var en form for ligestilling fra oven, fordi kvinderne ikke valgte den selv, var kvinderne langt mere synlige inden for videnskab, teknik og naturvidenskab end i vest. Men efter Murens fald mistede de østtyske kvinder deres positioner, selv om mange kvinder krampagtigt forsøgte at holde fast ved deres ret til at arbejde,« siger Hildegard Nickel og peger på sit eget felt på universitetet.

»Der er 17 professorater, kun et af dem er besat af en kvinde fra øst, og det er mit.«

Resultatet af Murens fald var et dramatisk fald i fødselsraten i det tidligere DDR. Fra 1990 til 1995 blev den halveret.

»Det skyldtes en enorm usikkerhed på den nye situation, de var bange for fremtiden,« lyder forfatter Gislinde Schwarzes forklaring.

Men i de senere år er fødselsraten i øst begyndt at stige igen. Og selv om børnehaver og vuggestuer blev afviklet i årene efter Murens fald, er der stadig langt bedre muligheder for at forene familie- og arbejdsliv i øst end i vest.

Det ligger stadig i kulturen, det hænger stadig ved os, siger østtyske Jana Hensel, der er forfatter, har en søn på to og har skrevet en bog om ligestilling i Tyskland.

»Det er lidt sjovt, det er altid mig og en anden østtysk mor, der henter sidst på dagen. Det er de eneste to børn tilbage i institutionen. I vest var vi blevet kaldt ravnemødre, men det er anderledes i Berlin,« siger hun.

Hvad laver du her?

Ja, det er anderledes i Berlin. Meget anderledes, mener både Silke Adamek fra det tidligere Østtyskland og Eva Mühlbauer fra det tidligere Vesttyskland. De er begge i 30'erne, begge har stiftet familie og begge har en karriere, som de nægter at opgive, fordi de har fået et barn. Noget, der næsten ikke var gået vestpå, mener de begge.

Når Eva Mühlbauers veninder fra München kommer på besøg, er de forundrede og samtidig en smule fascinerede over, at hun allerede er tilbage på job efter sin barselsorlov med ni måneder gamle Greta. Selv går veninderne derhjemme, nogle er på deltid, og nogle af dem har gået derhjemme i flere år, for daginstitutioner kan næsten ikke opdrives til børn under tre i Vesttyskland. Det betyder, at mange kvinder i hvert fald holder tre års pause, hvorefter de oftest vender tilbage på deltid. På 10 år er antallet af kvinder på deltid steget fra 16 til 69 procent. Regeringen har lovet en pasningsgaranti for alle tyske børn under tre inden 2013. Men når børnene så kommer i børnehave er der middagslukket. Og når de så kommer i skole, er der ingen fritidshjem. Så igennem hele barnets barndom kræver det en person derhjemme - eller på deltid. Resultatet er, at kvinder i snit tjener 23 procent mindre end mænd - i visse delstater er det endda 33 procent. Kun i Estland og Cypern er der større forskel på mænd og kvinders indtægter i Europa. Desuden er kun en tredjedel af mellemlederstillingerne i Tyskland besat af kvinder.

Men det er også klart, at kvinderne vælger at blive hjemme, mener Eva Mühlbauer, der er landskabsarkitekt. I Tyskland er der skattefordele for de familier, hvor en af parterne - oftest kvinden, for hun tjener mindst - går derhjemme.

»Vi får præcist 100 euro ud af, at jeg går på arbejde. Eller hvis man vender den om, så ville vi miste 100 euro på, at jeg gik derhjemme i stedet for at arbejde. Men jeg kunne ikke forestille mig kun at gå derhjemme. Det er simpelthen for kedeligt, jeg har jo også nogle ambitioner,« siger Eva Mühlbauer om de tyske skatteregler, der beskatter familiernes samlede indtægter.

'Det er synd for barnet'

Efter sin barselsorlov er Eva Mühlbauer gået på nedsat tid, og hun arbejder nu 30 timer om ugen, fordi hun gerne vil have mere tid med Greta. Hendes kæreste tager orlov de næste seks måneder, hvorefter han også går ned på 30 timer om ugen.

»Mit job er jo lige så vigtigt som hans, og 30 timer er et minimum, hvis man stadig vil have et spændende job. Jeg er projektleder, og på mindre end 30 timer kan man ikke køre et projekt, så ville man få alle de kedelige opgaver, og det vil hverken jeg eller min kæreste. Derfor deles vi om det,« siger Eva Mühlbauer, der har måttet lægge øre til en hel del kommentarer, især fra mandlige kolleger.

Da hun kom på arbejde den første dag efter orloven, spurgte en af de mandlige kolleger hende da også, hvad i alverden hun allerede lavede der. Hvis han havde været kvinde, sagde han, så ville han da synes, det var alt, alt for tidligt. Det var synd for barnet.

»Det havde han aldrig sagt, hvis han havde været fra øst, de var jo selv vant til, at deres mødre arbejdede. Og sjovt nok skal det komme fra en mand, der selv har børn, men de fleste mænd på mit job arbejder, som om de ikke havde nogen. Der er da også kun mænd ansat og én anden kvinde ud over mig, og hun har ikke børn,« siger Eva Mühlbauer, der ofte har hørt på, at det er synd for barnet, at det skal i vuggestue, og at hun går glip af barnets bedste år. Mor er åbenbart stadig vigtigere end far.

»Selv min chef har spurgt mig, hvordan jeg forestiller mig, at det skal gå. Det havde han aldrig gjort, hvis jeg havde været en mand. I min virksomhed arbejder vi mange timer, og før vi fik Greta, arbejdede jeg omkring de 50 timer om ugen. Folk ser da lidt mærkelige ud i ansigtet, når jeg tager jakken på for at gå klokken 16.«

Chefpost efter chefpost

At kvinderne holder så lange pauser på grund af børnene, gør det næsten umuligt for dem at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, siger Eike Ostendorf-Servissoglou fra foreningen Arbejdende Mødre. Det er det, der skaber den store ulighed mellem kønnene.

»Det er kun i nogle år, siger kvinderne til os. Men det går hurtigt - et år bliver til tre år - og da er det vores erfaring, at videnstabet bliver så stort, at kvinderne ikke længere er interessante for virksomhederne, forståeligt nok. De finder så måder at komme af med kvinderne på, eksempelvis ved at omstrukturere virksomhederne. Derfor siger vi til kvinderne: 'Lad være. Tag maksimalt et år'. For de færreste kvinder får kun et barn, og efter seks år kan de godt glemme det,« siger Eike Ostendorf-Servissoglou, der påpeger, at det kræver, at kvinderne organiserer det privat. Staten kan man ikke regne med, når det gælder kvinders jobmuligheder.

»På den ene side siger man, at man gerne vil have kvinder på arbejdsmarkedet. Og på den anden side er der så stærke konservative kræfter, der eksempelvis står bag en ny beslutning om, at man kan få penge for at passe sit barn derhjemme. Hvis man vil arbejde, må man ordne det selv,« siger hun.

Det var også derfor, østtyske Silke Adamek i lang tid ikke ville have børn. Hun kørte karriere i Karstadt, en af Tysklands største stormagasinkæder, der også ejer hendes nuværende arbejdsplads, KaDeWe, det eksklusive varehus Kaufhaus des Westens ved Kurfürstendam i midten af Vestberlin.

Op igennem 20'erne steg hun i graderne, den ene chefstilling afløste den anden, og hun flyttede rundt i landet. Fra Magdeburg til Dessau til Berlin til Karlsruhe, for det gør man inden for koncernen. Her var der ikke plads til børn, tænkte hun, for hun vidste, at det ikke var muligt at forene sit arbejde og sine cheftitler med en familie. Sådan var det jo i Vesttyskland.

»Hvis jeg fik et barn, vidste jeg, at jobbet var væk. Var det det værd, spurgte jeg mig selv. Derfor ventede og ventede jeg,« fortæller Silke Adamek.

Men da hun var først i 30'erne blev hun gravid. Det var det, tænkte hun og besluttede sig for at gå på nedsat tid. En bevidst beslutning til gavn for Emma, hendes datter på tre, kalder hun det. For hendes mand, der kommer fra vest, har en langt mere traditionel holdning til arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder, end hun selv har.

»På den måde præger min baggrund mig stadigvæk. Det har altid været vigtigt for mine forældre, at jeg var uafhængig, at jeg selv kunne bestemme over mit liv, at jeg hele tiden var i bevægelse. På den måde var ligestillingen større i øst end i vest. Kvinder kunne gå, hvis de ville. Det er en bevidsthed, jeg har haft med mig, selv om min mor var mere hjemme end min far og egentlig opdragede os liberalt, dvs. de forherligede ikke DDR-systemet,« siger Silke Adamek, der alligevel ikke ville byde et barn 10 timer i en daginstitution.

»Min mand arbejder 12-16 timer om dagen, så vi kunne jo ikke køre arbejdet på den måde begge to. Dengang arbejdede han lige som jeg inden for handel, og vi var sjældent hjemme før klokken ni om aftenen. At det ikke kunne forenes med et barn var helt klart,« siger hun.

Det gør man ikke i øst

Men det kunne det så alligevel. For selv om Silke Adamek nu kun arbejder 25 timer om ugen, har hun beholdt en lederstilling. Nu er hun chef for human-ressource-området og underviser inden for SAP-computersystemer.

»Pudsigt nok har jeg fået indfriet alle mine krav på arbejdet, så det kan lade sig gøre. Jeg er blevet mere effektiv, det jeg tidligere brugte otte timer på, løser jeg nu på fem, men der er da også sjældent tid til snak ved kaffemaskinen. Men hvis jeg ikke løste mit arbejde ordentligt, ville det ikke gå. Hvis de 1.600 mennesker på arbejdet, som jeg er ansvarlig for, begyndte at blive utilfredse, og hvis cheferne begyndte at murre i krogene, så måtte jeg finde en anden løsning,« siger Silke Adamek, der ofte har hørt gamle veninder fra øst undre sig over, at hun er gået på nedsat tid. For det gjorde man bare ikke dengang. Og det gør man ikke nu, i hvert fald ikke i øst.

Men øst og vest kommer til at tilpasse sig hinanden med tiden, mener Gislinde Schwarz. I vest bygger man op, og i øst bygger man ned. Og sådan kommer de lige så stille til at ligne hinanden mere og mere.

Men det går langsomt, mener Eike Ostendorff fra Arbejdende Mødre. Alt for langsomt: »Det er meget stærkt forankret i Tyskland, også blandt kvinderne selv. For vi ser stadig masser af højt uddannede kvinder, der helst vil gå derhjemme.«

Serie

Seneste artikler

  • Hvert tiende minut tager en østtysker flugten

    23. oktober 2009
    Når Corinna Werner tager til Vestberlin fra sin forstad i Østberlin, har hun det mærkeligt. Som om folk kigger på hende, som om de kan se, hvor hun kommer fra. Her 20 år efter Murens fald er Tyskland stadig et delt land, både politisk, økonomisk og mentalt. Og østtyskerne er stadig bare anderledes
  • DDR's nederlag var også Krenz' nederlag

    12. oktober 2009
    Egon Krenz har aldrig affundet sig med livet i den tyske Forbunds-republik, og han begræder stadig DDR's undergang. Information har mødt en tidligere østeuropæisk diktator
  • Den dag, DDR blev væltet af en kirkebøn

    10. oktober 2009
    I dag er det 20 år siden, 70.000 mennesker gik på gaden i Leipzig i demonstration mod DDR-styret. Det begyndte år forinden med mandagsbøn i Nikolaikirche. Information har mødt præsten bag
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu