Læsetid: 4 min.

Pokaler eller skønhed

Premier League. Spørgsmålet, som hærger de engelske medier, er: Er det nok at spille gudefodbold, hvis man ikke vinder titler?
Arsenal spiller smukt, og klarer sig såmænd udmærket i Premier League, men de stryger aldrig helt til tops. For er det nok at spille smukt? Skal der ikke også guld på bordet?

Arsenal spiller smukt, og klarer sig såmænd udmærket i Premier League, men de stryger aldrig helt til tops. For er det nok at spille smukt? Skal der ikke også guld på bordet?

Tony O

21. november 2009

Hvis fodboldklubben Arsenal ikke fandtes, burde man opfinde den. I eftermiddag rejser holdet, som blev grundlagt af en flok arbejdere fra en våbenfabrik, til Sunderlands stadion med det messianske navn Stadium of Light. Inden matchen ligger Arsenal nummer to i Premier League med 25 point, kun overgået af fysisk stærke Chelsea, der har 30. Til gengæld har The Gunners spillet én kamp færre end de blå rivaler fra London, og de har også den bedste målscore. Spørgsmålet, som hærger de engelske medier, er bare: Er det nok at spille gudefodbold, hvis man ikke vinder titler?

Tirsdag aften blev venstrebacken Kieran Gibbs skadet i en U21-landskamp mod Litauen. Han er nummer 12 i rækken af aktuelt ukampdygtige på Arsenals team. For Gibbs selv kan skaden blive dyr. Han havde ellers gode muligheder for at komme på det engelske landshold som en slags væbner for Ashley Cole - og foran Manchester Citys Wayne Bridge, som landstræner Fabio Capello p.t. ikke har den store fidus til. And so it goes. Et målløst opgør tidligere på måneden mellem Italien og Holland sendte den offensive komet, Robin van Persie, til tælling. Arsenals træner, Arsene Wengers førstevalg på venstre back-pladsen, Gaël Clichy, er ude med rygproblemer. Nicklas Bendtner er ikke med, og det er Denilson, Abou Diaby og Johan Djourou heller ikke. Og Jack Wilshere, Lukasz Fabianski, Theo Walcott, Armand Traoré og Carlos Vela, som alle har lidt under nylige skader, mangler stadig at træne med i fuldt omfang.

Platonisme for fodboldfreaks

I kølvandet på Arsenals smukke 4-1-sejr over AZ Alkmaar i årets Champions League virkede Wenger med rette ustoppelig. »Har jeg måske nogensinde haft så mange muligheder for at spille kreativt? Absolut ikke,« erklærede han. Avisen The Independent smurte spandevis af patos ud over siderne og omtalte Arsenal-folkets smækre dybdeløb som 'flydende og poetisk'. Wengers real-time-filosofi var, skrev de, som »en flod, der risler om morgenen«, og konklusionen blev, at pokaler reelt set kunne være flintrende ligegyldige, så længe det smukke spil bestod, og så længe den engelske hovedstadsklub havde nosserne til at inkarnere det.

Og så huskede skribenten med tårer i øjnene - underforstået, i hvert fald - tilbage på den famøse match i 1958, hvor Arsenal tabte 4-3 til Manchester United, men hvor begge lejre hyldede hinandens kombattanter, og ingen tænkte på cifre, målscore og dén slags. Det var platonisme for fodboldfreaks: Skide være med fænomenernes rige (det er kun Chelsea, City og andre nyrige idioter, der interesserer sig for skygger og kopier), når man kan danse på ideernes grønsvær. Wenger er, for nu at blive i metaforen, Akademiets mand. Hvad står der på franskmandens taktiktavle? Godhed, sandhed og skønhed.

Ikke desto mindre er Wengers kreative linjer blevet skåret midt over. I fraværet af tre regulære angribere - van Persie, Bendtner og Vela - handler det om alternative måder at få den offensive og stærkt roterende midtbane kørt i stilling. Hvis det lykkes, er det ikke et mirakel, men snarere et naturligt resultat af en minutiøs taktik. I indeværende sæson har Arsenal nettet 55 gange i 19 kampe, og 17 forskellige spillere har stået for målene. Andrey Arshavin, Tomas Rosicky, Samir Nasri, Walcott - og til dels Emmanuel Aboué - løber ind og ud mellem hinanden, opererer på fløjene eller angriber centralt. Selv Bendtner agerede hængende kantspiller og dansepartner til van Persie, inden han blev skadet. Der findes næppe noget hold i verden, der lige nu stiller med så mange '10'ere' som The Gunners.

Men er smukke pasninger og roterende fløjspil altings facit? Skal der ikke sølvtøj på menuen? Det virker paradoksalt at kritisere Wenger for at dyrke en romantisk offensiv - dyderne er hurtighed, intelligens, mod og ungdom - på bekostning af en defensiv og kynisk stereoid-kultur, der lukrerer på fysisk styrke, men fornægter fodboldens poetiske væsen.

For uden Wenger var der slet ingen professionalisme i den engelske gren af sporten. Når Wenger kan 'anklages' for at romantisere den lille runde og bedrive lyrik, hvor storebror Chelsea skriver grov prosa, skyldes det, at Wenger allerede har skabt fundamentet for fodbolden anno 2009. Det har han gjort gennem mange års massiv operationalisering af alt dét, briterne manglede før ham: taktisk vedholdenhed, ordentlige diæter, medicinsk akkuratesse og tålmodig ungdomspleje. Og så kan man diskutere, om det er nok at blive nummer fire i ligaen og spille med om finalepladserne i Champions League, sæson efter sæson, men uden at stryge helt til tops.

Handler det om skønhed?

Spørgsmålet er ikke, hvem der vinder, og hvem der har ret. Er pokaler saliggørende? Eller handler det om skønhed? Det interessante - her nær sagt gode, sande og skønne - er snarere, om fodboldkulturen også fremover vil rumme dén spænding. Fortalere for Wengers påståede æstetisering af spillet vil mæske sig med fakta fra Spanien. For helvede, siger de, kig bare på FC Barcelonas treble i sidste sæson, som jo var en homage til det kunstnerisk sublime. Det samme gælder det spanske landshold, der vader fra sejr til sejr. Og dét endda orkestreret fra en boldbesiddende midtbane, hvor gennemsnitshøjden er 170 cm.

Det fik en engelsk læser til at spekulere, at hvis Arsenal ikke fandtes, burde man opfinde den. Chelsea har brug for Arsenal, og Arsenal har brug for Chelsea. Fodbold lever af stigmatiseringer, der navngiver, hvad de andre står for, og hvad man selv materialiserer. Læst således er 'Arsenal' en aktuel skadesliste - en alvorlig én - et 4-3-3-system med roterende bredde og udskiftelige strikers og en usynlig idé, som forener fodboldfans i al deres polarisering. Nogle ønsker pokaler, og andre drømmer om skønhed. Men det er næppe fodboldens indbyggede mytologiseringer, Bendtner går op i lige nu. Han vil bare være fit for fight.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu