Interview
Læsetid: 6 min.

'Jeg stikker gerne unge elskende en skarpladt pistol'

Hvordan kan man vide, at man elsker nogen, hvis man ikke er parat til at slå dem og sig selv ihjel, siger Simon Staho, hvis nye film 'Kærlighedens krigere', som han selv oplever som en feel good-film
Kunst. Jeg oplever overhovedet ikke mig selv som kunstner, og heller ikke særlig talentfuld. Jeg undrer mig over et eller andet, og så gør jeg noget ved det. 'Kunst' er for mig et meget beskidt ord, siger Simon Staho.

Kunst. Jeg oplever overhovedet ikke mig selv som kunstner, og heller ikke særlig talentfuld. Jeg undrer mig over et eller andet, og så gør jeg noget ved det. 'Kunst' er for mig et meget beskidt ord, siger Simon Staho.

Kristine Kiilerich

Moderne Tider
27. november 2009

For to år siden udtalte Simon Staho til filmmagasinet EKKO, at han holder af at lægge gåder og spørgsmål ud til sit publikum. Den mission lykkedes til fulde den dag, jeg skulle se Stahos sjette spillefilm, Kærlighedens krigere, der handler om to unge svenske piger, som elsker hinanden, og er rede til at begå både mord og selvmord i kærlighedens navn.

I pressematerialet proklamerer den 37-årige instruktør bl.a., at han har lavet en film om »kærlighed, der løber forvirret rundt i fordrukken galskab og ligger i rendestenen med en kniv i hjertet.«

Dét, jeg fik at se, var dog hverken vildt eller blodigt. Faktisk lignede det mere en klinisk og minimalistisk stiløvelse. Med en enkelt undtagelse - filmens uden sidestykke bedste scene, som involverer en monolog om det, man i starten tror, er en trold - var jeg på intet tidspunkt i affekt.

Ej heller var jeg sikker på, om det var instruktørens intention, at jeg skulle være det. Da jeg forlod biografsalen, følte jeg mig med andre ord godt og grundigt mystificeret og satte derfor et interview med Staho i stand.

Så vigtig som Biblen

- For vist nok første gang i min tid som anmelder fik jeg den fornemmelse, at her er en film, som slet ikke ønsker at række ud mod et publikum. At du - lidt som Jean-Luc Godard i sin tid - søger mod et filmisk nulpunkt af en art?

»Filmen er henvendt til alle dem, der ikke ved, hvad kærlighed er. Det vil sige alle voksne i Danmark. Så på den måde rækker den ud. Den er en invitation til dans. For mig er filmen det modsatte af et nulpunkt. For mig er den ligeså vigtig som Biblen, fordi den indeholder alt, man bør vide om kærligheden. Jeg ønsker at vise folk, hvordan de skal elske, fordi de ikke aner noget om det.«

- Er det ikke en lidt arrogant holdning?

»Det er en film, som er født ud af en stor smerte. Jeg synes, at det ville være smukt, hvis Tredje Verdenskrig blev startet på grund af kærlighed. Kærligheden betyder jo alt for de to piger, men hvornår har man set en krig, som blev startet på grund af kærlighed? Det, vi kalder kærlighed, er kærlighed på dåse. Kærlighed uden knive og skudsår.«

- Du skriver, at du har lavet en film om 'kærlighed, der løber forvirret rundt i fordrukken galskab og ligger i rendestenen med en kniv i hjertet.'

»Ja, netop, og det der er jo ikke ironisk ment, men derimod helt ærligt. Jeg forstår, hvad du mener med det arrogante, men filmen er tværtimod lavet ud fra en dyb ydmyghed over for spørgsmålet om, hvor kærligheden er forsvundet hen. Og den findes for mig at se kun hos de to unge piger i filmen. Den dag jeg ser avisernes overskrifter være fulde af historier om unge, der har taget livet af sig på grund af dyb forelskelse, den dag tror jeg på kærligheden.«

Morbid feelgood

- For halvandet år siden sagde du her i avisen, at 'kærligheden ikke eksisterer.' Men i pressematerialet til denne film erklærer du 'krig mod dem, der forkaster kærligheden.' Hvad har ændret sig siden sidst?

»For mig hænger udtalelserne sammen: Kærligheden eksisterer ikke, så derfor var det min pligt at vise, at det, folk kalder kærlighed, intet har med kærlighed at gøre. Kærlighed er mord. Hvordan kan man vide, at man elsker nogen, hvis man ikke er parat til at slå dem og sig selv ihjel? Fordi Kærlighedens krigere viser den ægte kærlighed, er den for mig at se en feelgood-film.«

- Er den slags ikke noget, man må håbe holder sig inden for en fiktiv ramme? Ellers ville blodet jo flyde i gaderne.

»For mig er det ikke teori, men praksis. Jeg vil med glæde svømme i det blod, som er udgydt på grund af kærlighed. Jeg står gerne ved indgangen til biografen med en skarpladt pistol til unge forelskede mennesker, som ønsker at dø, mens de er på livets højdepunkt, og dermed ikke oplever, at kærligheden krakelerer. For det ville være lykken for mig.«

- Er det, fordi det moderne liv for dig at se rummer et uundgåeligt antiklimaks?

»Jeg mener slet ikke, at det er uundgåeligt. Vi træffer vores egne valg, men vores middelmådighed og dovenskab gør, at vi ikke gider elske.«

- Kan du forstå, at jeg opfattede filmen som klinisk?

»Det er, fordi kærligheden for mig er hellig og derfor fortjener at blive behandlet med renhed. Det, du måske opfatter som klinisk, opfatter jeg som rent. Jeg ønskede, at skønheden i de to pigers følelser skulle komme så stærkt frem som muligt. Derfor er der ingen strygere, ingen marcipan.«

Selvhad som brændstof

- Er det tanken, at man skal bringes i affekt af din film?

»Nej, så ville jeg have valgt andre virkemidler. Jeg kunne eksempelvis have slået en hundehvalp oven i hovedet med en hammer.«

- Er det overhovedet værd at leve i en verden, hvor ingen mennesker har fundet ind til kærligheden?

»Det er så den byrde, jeg må bære (han griner, red.). Hvis jeg på mit dødsleje kan sige, at jeg fandt kærligheden, og viste den til dem, der ikke kunne finde den, så er jeg meget tilfreds.«

- Det lyder som om du har et noget romantisk og gammeldags syn på dig selv som kunstner.

»Jeg oplever overhovedet ikke mig selv som kunstner, og heller ikke særlig talentfuld. Jeg skriver bare noget ned, placerer nogle folk foran et kamera, fortæller dem, hvad de skal gøre, og til sidst klipper jeg det sammen. Det er noget meget praktisk, en slags billedfabrik. Jeg undrer mig over et eller andet, og så gør jeg noget ved det. 'Kunst' er for mig et meget beskidt ord.«

- Tror du så, at flere ville lave film som dine, hvis de besad mere mod og klarsyn?

»Det har ikke noget med det at gøre. Forudsætningen for at lave film er et stort selvhad.«

- Så du føler et stort selvhad?

»Absolut, og det er jeg meget taknemmelig for. Det er det samme med skuespillere: Når skuespillere dør, kommer de ikke i himlen - de laver romantiske komedier. Jo mere inderligt, skuespillere hader sig selv og instruktøren, jo bedre er de.«

- Er der navnlig en skuespiller, du her tænker på?

»Sådan en som Mikael Persbrandt (der har medvirket i fire af Stahos værker, red.) har jeg altid haft fornemmelsen af, kunne finde på at skyde mig - i en højpotent blanding af selvhad og kærlighed. Og det må man være parat til at gøre. Jeg bliver fornærmet, hvis en skuespiller ikke vil lade sig korsfæste eller give mig en million for at få en rolle. Og jeg skal være enig med mine skuespillere om, at vi skal gå hele vejen. Det er jo ikke sådan, at vi har det sjovt under optagelserne, og jeg vil nødig føle mig som den eneste indlagte på galehuset.«

Farlig forfængelighed

- Så du er ikke stolt af noget af det, du har lavet?

»Jamen, jeg er ikke stolt af mig selv som menneske, så hvordan skulle jeg kunne være stolt af mine film? Jeg gør det så godt, jeg overhovedet kan. Jeg vil gå til verdens ende for mine film. Men den dag, man bilder sig selv ind, at man er god, så er løbet kørt. Så er man blevet ramt af den meget udbredte sygdom, som hedder forfængelighed. Og forfængelighed stiller sig ofte i vejen for renheden, den gør, at det ikke bliver så godt, som det kunne være blevet.«

- Fortjener du selv kærligheden? Det får jeg ikke indtryk af, at du selv synes.

»Her er stilheden det eneste svar.«

- Hvilke følelser eller tanker - om nogen - vækker det i dig, at dine film sælger så få billetter herhjemme?

»Hvad vækker det af tanker ...? Man kan sige, at min regel nummer et er, at underholdning er Satan.«

- Hvorfor er lidt eskapistisk underholdning så slemt?

»Hvorfor er det slemt, at en ægtemand lyver for sin hustru? Der er ikke noget underholdende i, at nogen lyver overfor én. Man må bidrage med mere end det. Hvis det eneste, man har at byde på, er løgn og falsknerier, så rangerer man jo langt under en prostitueret, hvad hæderlighed angår.«

- Tror du, at det opråb, som 'Kærlighedens krigere' er tænkt som, har mulighed for at lykkes?

»Det kan kun lykkes. Hvem vil ikke spise af det sukker, ægte kærlighed er?«

- Så du forventer, at dette bliver dit folkelige gennembrud?

»Det kan det kun blive.«

Kærlighedens krigere anmeldes her på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man må da håbe, den unge mand snart kommer ud af puberteten. Von Trier fremstår jo som et orgie af modenhed ved siden af den gang studentikos selvhøjtidelighed - en film, jeg afgjort IKKE skal se!

En forvirret yngre mand, med psykopatiske træk!?

@Vadmand

Begå nu ikke den klassiske fejl at sætte et kunstværk lig med dets ophavsmands udtalelser OMKRING værket.

Staho er en seriøs og kompromisløs filminstruktør.
Hans film hænger tematisk sammen i en grad der er sjældent set.

Staho laver NØDVENDIGE film.

Jeg har ikke andet end artiklen at bedømme ham efter - og det smager altså ikke af mere.

En mand som Staho har kun foragt tilovers for folk som bruger nyhedsmediernes strømlinede vejledning når det kommer til hvilke film man skal se.