Læsetid: 3 min.

Stop det vanvid

Den fortsatte spredning af nye former for styring, måling og kvalitetssikring går på forunderligvis hånd i hånd med en erklæret enighed om at vi skal afbureaukratisere
28. november 2009

Vores politiske virkelighed rummer to tendenser som kører et tæt parløb. På den ene side en tiltagende bureaukratisering og spredning af nye typer af styringsinstrumenter med krav om dokumentation, standardisering, akkreditering, kvalitetssikring, måling, evaluering og resultatorientering. På den anden side aldrig svigtende politiske deklamationer om afbureaukratisering, frihedsreformer, selveje, decentralisering, færre kolde hænder.

Imens kører bureaukratiseringsmøllen lystigt videre, og nu og da kan man endda se, at der naturligvis melder sig kaskader af rapporterings- og opgørelseskrav, når der skal afbureaukratiseres, for manøvren skal jo dokumenteres og optimeres. Staten kan på den ene side sammen med kommunerne tæppebombe plejehjem med stregkoder og regler, og samtidig på den ene konference efter den anden hylde plejehjemsledere som Thyra Frank på Frederiksberg, der skider en stor del af reglerne en lang march.

Papirtigre

Det kan sågar antage tvangsneurotiske dimensioner, når den almindelige politiske foragt for bureaukrati producerer sin modsætning, og det har tilsyneladende en tværpolitisk klangbund, når den ene papirtiger afløser den næste, et nyt ikke-finansielt regnskab skal supplere sidste års balanced scorecard etc.

Man ved bedst, hvor grænsen går, når den er overskredet. I øjeblikket har Dansk Standard et forslag om standarder for samfundsmæssigt ansvar i høring. Det er jo ikke ufornuftigt, at virksomheder og institutioner tager et samfundsmæssigt ansvar med hensyn til miljø, etik, sociale forhold, god forretningsskik etc., men nu skal vi have en standard for det. Og den indeholder ikke så lidt; faktisk nærmest hvad som helst, man kan komme i tanker om, har et samfundsmæssigt aspekt af virksomhedens liv. Menneskerettigheder, miljø, etik, forbrugerforhold, sundhed, velvære, arbejdsforhold, personlig udvikling, dyrevelfærd, you name it. Udover at være gefundenes Fressen for DJØFere som undertegnede og andet godtfolk, der elsker at galvanisere professionalisme og idealer i regneark, er her også plads til idealister og utopister, der stiller både diagnose og behandling til rådighed for de virksomheder eller institutioner, der vil noget godt med verden, sig selv og medarbejderne. Intet er for småt. Intet for stort. Men det skal på papir.

Manglende grænser

Ligeså idiotisk det er at afvise al bureaukrati, alle standarder og dokumentationskrav, ligeså problematisk bliver det, når det ene program til certificering, akkreditering, standardisering, kvalitetssikring etc. med en umærkelig refleks afløser det næste, eller endnu bedre bygger videre på det. Som politisk og administrativ kultur har vi ikke været i stand til at definere grænserne for denne tilsyneladende smitsomme politisk-administrative fornuft. Lad mig pege på mindst tre problemer og det i respekt for Dansk Standard og andre, der gør deres arbejde så godt som muligt ved denne tendens.

Skift ledelse

For det første indebærer de mange standarder, certificeringer og akkrediteringer som tendens, at man administrerer en ufattelig mængde skriftlige programmer frem for at bedrive ledelse. Og når så selve ledelsen det kunne jo blive det næste også skal akkrediteres eller certificeres i sin ledelse, så minimeres rummet for den dømmekraft, ledere og medarbejdere hver dag bruger. Hvis der bedrives så megen dårlig ledelse, skulle man nu og da skifte den ud frem for at pakke den ind i kontrakter, certificeringer, standarder etc. Det rummer en potentiel umyndiggørelse af ledelsen og medarbejderne. Og det er som en ekspert i ledelse kommenterede forleden mildest talt ikke the perfect match med en dansk ledelseskultur, der i stigende grad de sidste 25 år har brystet sig af at være anti-autoritær, haft lav magtdistance, flade hierarkier, uformelle omgangsformer etc.

Det andet og vel det egentligt tankevækkende er, at virksomheder og institutioner med tiltag som de her nævnte efterhånden udsættes for en slags politisk-administrativ pædagogik, der skal gøre dem til borgere en slags politisk handlende subjekter, der realiserer det almene i form af bedre miljø, omsorg for sindslidende etc. samtidig med at borgerne i et langt sejt træk de sidste 25 år i stigende grad er blevet bedt om at opføre sig som forbrugere med frit valg mellem offentlige ydelser og at kapitalisere og investere i deres kompetencer som var de et A/S Mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu