Læsetid: 3 min.

Whitmans arvtager

Fremragende gammeldags dokumentarfilm om Barack Obamas lange vej til det Hvide Hus
Filmen om Obamas lange valgkamp viste ham som en værdig efterfølger af og arvtager for Whitman, den gamle hvidskæggede kæmpe.

Filmen om Obamas lange valgkamp viste ham som en værdig efterfølger af og arvtager for Whitman, den gamle hvidskæggede kæmpe.

Sony Pictures Televesion

27. november 2009

Egentlig var det sært at sidde der og høre EU's nye klimakommissær (formodentlig da) tale om, hvordan Amerika var kommet så langt bagud i løbet af de ni år, hvor George W. Bush var på korstog helt andre steder, at den nye præsident nu ikke kunne forventes sådan lige med ét hug at indhente klimakravenes forspring. For hun har jo trods alt været et fremtrædende medlem af den danske regering, der gennem samme periode trofast har fulgt selv samme Bush som en lille hund følger sin store herre og mester.

Men noget ventede hun sig da alligevel af den nye amerikanske præsident, og ham handlede det meste af samme tirsdag aften om på DR2.

Demokratisk udsyn

For 150 år siden formulerede den karismatiske digter Walt Whitman sit syn på det ammerikanske demokrati i blomstrende vendinger. Han kunne sagtens have været taleskriver for Barack Obama:

»I har sagt i jeres hjertes inderste: Jeg vil være imperiet over alle imperier, overskygge alt andet som er og har været, lægge den gamle verdens historie, dens dynastier og erobringer bag mig som betydningsløse - skabe en ny historie, demokratiets historie og gøre fortiden til en dværg - jeg alene skal være storhedens begyndelse, tidens kulmination. Hvis disse ting, o vældige Amerika, virkelig er det eftertragtede mål, din sjæls bestemte hensigt, så lad det være så. Men se hvad prisen er, og hvad det allerede har kostet. Troede du, at storhed ville modnes for dig som en pære? Hvis du vil opnå storhed, så vid at det vil tage tid, århundreder, at erobre den - og at du må betale den pris, der svarer til den. Dig venter, som alle andre lande, kampen, forræderen, den træske embedsmand, den betændte rigdom, velstandens fråds, grådighedens dæmoni, lidenskabens helvede, troens forfald, den gentagne udsættelse, den forstenede sløvhed, det uophørlige behov for omvæltninger, nye profeter, torden og uvejr, fødsler, bortdøen og stadig afløsning og fornyelse af ideer og mennesker.«

Ingen tvivl om at Barack Obama kender Whitman's tanker, der på dansk udkom som Demokratiske Visioner i 1991.

Filmen om hans lange valgkamp viste ham som en værdig efterfølger af og arvtager for ikke bare den gamle hvidskæggede kæmpe med den flyvende manke, der kastede sin tordenkile af poesi i verdens hjerte, men også af og for de sorte frihedskæmpere, der i så mange år, lige siden den borgerkrig, Whitman skrev om, har arbejdet for, at en som ham skulle kunne blive præsident i demokratiet over alle demokratier, og at den tid måske ikke længere er helt så fjern, hvor grådighedens dæmoni, velstandens fråds og den forstenede sløvhed kan overvindes af en ny slags storhed.

»Der kommer ingen forandring, hvis vi hele tiden venter på en anden eller en ny tid. Vi er selv dem, vi har ventet på. Vi er selv den forandring, vi søger.«

Sådan sagde Obama under valgkampen, og han sagde det med samme jazz i stemmen, samme lemmedaskende shuffle i rytmen som tidligere Langston Hughes, Martin Luther King, Stokely Charmichael fra 60'ernes sorte studenterbevægelse, de militante pantere Eldridge Cleaver og Huey P. Newton og de sorte muslimers karismatiske leder Malcolm X.

Han sagde det som Billie Holiday sang det den 1. Juni 1937 i New York City sammen med Teddy Wilson, Buck Clayton, Buster Bailey, Freddie Green, Lester Young, Walter Page og Jo Jones: I'll never be the same!

Democrazy

Filmen handlede dog for så vidt slet ikke specifikt om Barack Obama. Den var i højere grad en fortælling om den amerikanske politiske proces. Om holdet bag ham, for det meste helt unge af alle farver og opvækster, og deres hårde arbejde dag og nat år igennem.

De havde netop arbejdet, 'worked', som de sagde, og ikke, som den danske oversættelse hele tiden forstørrede det til noget meningsløst markskrigerisk, 'knoklet'.

Mennesker arbejder, kun idioter knokler. Kun dem, for hvem arbejde ikke er nok.

Ikke det spraglede optog, der fulgte Obama på de lange amerikanske veje, det kulørte oprør af en folkevandring, og ikke de tålmodigt ventende i de lange køer ved valgstederne.

»Det er ikke nok«, sagde Obama, »at vi udskifter spillerne. Vi må ændre selve spillet.«

Og kan vi så det? Ja, men det sagde han også, og det sagde de i det spraglede optog på de lange gader, og det sagde de i de lange køer ved valgstederne: Yes we can!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu