Læsetid: 13 min.

Det kunne aldrig ske i Sverige

Der er noget meget genkendeligt ved Sverigedemokraterna: Partiet har gjort kampen mod indvandringen til hele sit omdrejningspunkt, de renser målbevidst egne rækker for racistiske elementer, søges isoleret af de øvrige politiske partier og etablerede medier og stormer frem i meningsmålingerne: Senest har hver ottende svensker overvejet at stemme på partiet
Landskrona. Dansk Folkepartis søsterparti Sverigedemokraterna blev stemt ind i halvdelen af Sveriges kommuner, da der sidst var valg i 2006. Især i Skåne er de store, og i Landskrona slog de alle rekorder med 22 procent af stemmerne. Det er på grund af byens problemer, mener Sverigedemokraterna selv: arbejdsløshed, kriminalitet, overfald og tasketyverier. 'Derfor stemte de på os,' mener Svenny Håkansson, der er stemt ind i byrådet for partiet. Drengene på billedet har ikke noget med partiet at gøre.

Landskrona. Dansk Folkepartis søsterparti Sverigedemokraterna blev stemt ind i halvdelen af Sveriges kommuner, da der sidst var valg i 2006. Især i Skåne er de store, og i Landskrona slog de alle rekorder med 22 procent af stemmerne. Det er på grund af byens problemer, mener Sverigedemokraterna selv: arbejdsløshed, kriminalitet, overfald og tasketyverier. 'Derfor stemte de på os,' mener Svenny Håkansson, der er stemt ind i byrådet for partiet. Drengene på billedet har ikke noget med partiet at gøre.

Kristine Kiilerich

12. december 2009

Axner, Enocson, Gustavsson og Jönsson. Sverigedemokraterna står der intet om på dørtelefonen. Partiets lokaler skulle ellers ligge lige her i den gule murstensblok i udkanten af skånske Landskrona, men der er ikke noget skilt. Ingenting her i nummer 23. To ældre kvinder åbner døren. Sverigedemokraterna? De ryster på hovedet. De har heller ikke set Stefan Olsson i dag, siger den ene, uden at hun overhovedet er blevet spurgt til partiets lokale formand. Ikke fordi hun kender Olsson, forsikrer hun hurtigt, men man ved vel, hvem han er. Større er skånske Landskrona med sine 40.000 indbyggere heller ikke.

Da Stefan Olsson kort efter kommer op af kældertrappen, virker hun pudsigt nok ikke overrasket. De hilser på hinanden som gamle bekendte.

»Vi ville gerne have haft vores partilokaler nede i centrum, men det tør vi ikke,« forklarer Stefan Olsson og viser vej ned i partiets lokale hovedkvarter. Olsson er skaldet, har moustache og ring i højre øre. En nydelig mand i pullover og jeans.

»Bare spørg antikvitetshandleren nede i byen, han er sverigedemokrat og har fået smadret sine ruder seks gange. «

Her i partiets egen kælder er der gitre foran vinduerne, for det er kontroversielt at være sverigedemokrat. Endda her i Landskrona, hvor Dansk Folkepartis svenske søsterparti ved valget i 2006 fik næsten hver fjerde stemme og blev kommunens næststørste parti med 12 mandater i kommunalbestyrelsen. Dermed blev Landskrona den største sverigedemokratiske kommune i landet: Et mønstereksempel for Sverigedemokraterna, et skræmmeeksempel for alle andre.

For selv om partiet er blevet en magtfaktor i kommunen, er de stadig partiet, man helst vil undgå. Især Socialdemokraterna ignorerer dem, når de kan, siger Svenny Håkansson, der er mødt op sammen med Olsson, for at forklare, hvad Sverigedemokraterna er.

»Socialdemokraterna giver kun hånd, når det er nødvendigt,« siger Svenny Håkansson, der har siddet i Landskronas kommunalbestyrelse siden partiet først kom ind i 2002. Det var dengang, folk spyttede efter dem på gaden.

»Jeg havde arbejdet i kommunen i 22 år. Da jeg kom ind som nyvalgt medlem af Sverigedemokraterna, kiggede mine gamle kolleger den anden vej. Det er blevet lidt bedre i dag,« siger han. Bedre, men stadig ikke godt, for stuerene, det er Sverigedemokraterna langt fra i Sverige.

Ikke i Sverige

Det kan de blive. I hvert fald hvis man skal tro de nyeste meningsmålinger, der viser en rekordstor opbakning. Ifølge november måneds måling fra analyseinstituttet SIFO ville 5,8 procent af svenskerne stemme på Sverigedemokraterna, hvis der var valg i dag. Dermed ville partiet komme over spærregrænsen på fire procent og få plads i Rigsdagen. Sådan er det gået støt fremad valg efter valg. I 1998 fik de 0,6 procent, i 2002 1,4 procent, i 2006 fik de 2,93 procent af stemmerne og blev repræsenteret i halvdelen af landets kommuner. Nu står de altså til at komme ind i Rigsdagen ved næste valg om mindre end 10 måneder.

»Det er forfærdeligt,« sagde Centerpartiets leder og vicestatsminister Maud Olofsson til morgenavisen Svenska Dagbladet. De holdninger, Sverigedemokraterna står for, hører ikke hjemme i Rigsdagen.

Sverigedemokraternas gode meningsmålinger er kommet fuldstændig bag på svenskerne, mener journalisten Lena Sundström. I 2008 tog hun til Danmark for at skrive bogen Verdens lykkeligste folk om danskerne og Dansk Folkeparti, netop fordi hun kunne se, at Sverigedemokraterna var ved at blive store.

»Man har ikke troet, at der nogensinde ville kunne komme et parti som Dansk Folkeparti i Sverige. Da jeg rejste til Danmark for at skrive min bog, sagde folk, at det her var en umulig udvikling i Sverige. At det aldrig ville kunne ske, at der var for store forskelle mellem Danmark og Sverige,« siger Lena Sundström, der i Danmark fandt ud af, at så enkelt er det ikke. Fremmedfjendskhed er ikke noget typisk dansk.

»Det har været efterårets største spørgsmål,« siger Lena Sundström og påpeger, at det pludselig var blevet kontroversielt, at landets største avis, Aftonbladet, ikke vil trykke Sverigedemokraternas annoncer op til valget i 2010. Tidligere var der nemlig ingen svenske aviser, der ville. Hverken Svenska Dagbladet, Expressen eller Dagens Nyheter.

»De følelser, Sverigedemokraterna vil fremprovokere, er ikke harmløse. Der er en dobbelt agenda i Sverigedemokraternas følelsesfulde retorik, som vi ikke kan være afsendere til.« skrev Aftonbladets chefredaktører som begrundelse. Og det har der da også tidligere været konsensus om. Sverigedemokraterna måtte ikke annoncere på busholdepladser. De havde problemer med at leje lokaler til deres partikongresser, og i partilederrunder på tv var Sverigedemokraterna ikke velkomne. De skulle helst holdes helt uden for den politiske debat, mente både forskerne på universiteterne og partiets politiske modstandere. Kun sådan kunne man holde dem uden for indflydelse. Kun sådan kunne man forhindre Sverige i at få et fremmedfjendsk parti. Og sådan er det til en vis grad stadig. I november blev partiets leder, Jimmie Åkesson udelukket fra humorprogrammet Parlamentet på TV4. Ifølge Dagens Media mente TV 4, at Sverigedemokraterna ikke skulle ses. Overhovedet.

Socialdemokraternas leder Mona Sahlin sagde til Svenska Dagbladet, at hun ville gøre næsten hvad som helst for at isolere Sverigedemokraterna. Ja, hun ville endda gå så langt som at alliere sig med de liberale Folkpartiet og Centerpartiet. Hvad som helst for at undgå, at Sverigedemokraterna ender som tungen på vægtskålen i en svensk regering. Mens statsminister Fredrik Reinfeldt fra det borgerlige regeringsparti Moderaterna understregede, at han ikke vil lede en regering støttet af Sverigedemokraterna. Det var ikke den type samfund, han ønskede, at hans børn skulle vokse op i. Selv havde han altid forsøgt, at advokere for, at muslimer, kristne og ikketroende skulle leve side om side i gensidig respekt.

Giv os Sverige tilbage

Det er netop den slags multikulturalisme, der er så udbredt i Sverige, men som er helt, helt forfejlet, mener Stefan Olsson og Svenny Håkansson nede i deres partikælder i Landskrona. Det er ikke svært at se, hvor inspirationen kommer fra. »Vi står fast på vore svenske værdier,« står der på en gigantisk plakat med den samme skråskrift, som Dansk Folkeparti bruger på sine. I stedet for Pia Kjærsgaard smiler Stefan Olssons kæreste Carina på plakaten. Hun har armen om en ældre kvinde. »Giv os Sverige tilbage,« står der på en anden plakat, men den er Stefan Olsson mindre glad for. Den lyder så racistisk.

»Pia Kjærsgaard er bestemt et stort idol. Hun er en kvinde, der står ved, hvad hun mener,« forklarer Stefan Olsson og viser sit nyeste indkøb: en kop med Pias ansigt. Den har han netop købt på Dansk Folkepartis landsmøde.

»Indvandringspolitikken er et kardinalpunkt for Sverigedemokraterna, som har indflydelse på alle andre af samfundets spørgsmål,« siger Stefan Olsson og lyder ikke så forskelligt fra sit forbillede.

»Men hvis vi siger det, bliver vi kaldt racister,« supplerer Svenny Håkansson og Stefan Olsson remser op: »Vi har en statsgæld på 1.115 milliarder kroner. Det handler om, at vi skal kunne tage hånd om de indvandrere, der er her, vi skal integrere dem ordentligt, og det kan vi ikke nu. Det er derfor, forstæderne brænder. Bare se på Rosengård i Malmö. Folk taler om humanisme, men i virkeligheden er det ikke humant, det vi gør nu,« siger han.

I Landskrona ser det heller ikke for godt ud, mener de. Arbejdsløsheden er høj, efter at virksomhederne er lukket ned, og det store værft gik konkurs. Ungdomsarbejdsløsheden er et problem, kriminaliteten ligeså. Der bliver kastet sten mod brandvæsnet og politiet. Det er grunden til, at Sverigedemokraterna i Landskrona lige pludselig fik 22 procent af stemmerne i 2006, mener Stefan Olsson. Folk havde simpelthen fået nok. Nok af skyderier, nok af tasketyverier, nok af indbrud og overfald.

»I Landskrona har vi taget imod langt flere flygtninge, end vi kunne klare i forhold til byens størrelse. Derfor skal vi have et totalt stop. Det gælder selvfølgelig ikke kvoteflygtninge, de der flygter for livet, skal selvfølgelig have hjælp. Vi er jo ikke racister,« siger Svenny Håkansson og understreger, at de har flere gode indvandrere i partiet.

Og sådan lyder Stefan Olsson og Svenny Håkansson mest af alt som to Dansk Folkeparti-kloner. Det er da også sådan, Lena Sundström ser dem: Som en mindre og dårlig kopi af Dansk Folkeparti, uden den samme brede folkelige opbakning og uden Dansk Folkerpartis velsmurte partimaskine.

Heller ikke politisk kommentator Erik Meier Carlsen, der er i gang med en bog om Sverigedemokraterna, ser de store forskelle mellem de to partier. Bortset fra rødderne selvfølgelig. Mens Dansk Folkeparti er et udbryderparti fra Fremskridtspartiet, har Sverigedemokraterna sit udgangspunkt i højreradikale miljøer med koblinger til højreekstremistiske bevægelser som Bevar Sverige svensk og skinheads, der stod og råbte Sieg Heil til demonstrationerne, dengang partiet blev dannet i 1988.

Sådan er det ikke i dag, mener Pontus Mattsson, journalist ved Sveriges Television og aktuel med bogen Sverigedemokraterna - in på bara skinnet. I de senere år er der ryddet op, både blandt medlemmerne og i holdningerne.

»Men partiets holdning er og har altid været, at indvandring er Sveriges store problem, og at de indvandrere, der kommer, skal tilpasse sig den svenske kultur. Punktum,« siger Pontus Mattsson. Væk med modersmålsundervisning og halalkød i kantinerne.

»Indvandrerspørgsmålet er det store spørgsmål, der gennemsyrer alting. Integration skal have færre penge, mens ældreomsorg, skolemadsordninger og svensk kultur skal have flere,« siger Pontus Mattsson og påpeger, at Sverigedemokraterna lige som de fleste andre højrepopulistiske partier i Europa lever højt på deres modstand mod eliterne. Det er folket mod eliten; den politiske, kulturelle og økonomiske.

Rigtige racister

»Nej, det ved jeg ikke noget om.« Kvinden smiler venligt, men vender sig bestemt væk på vej til at gå videre. Hendes Armani-briller dugger, hun skutter sig i dunjakken. Det er koldt og diset i Landskrona i dag. »Du må hellere spørge en anden,« siger hun og reagerer lige som de næste 10. Jeg blander mig ikke i politik, jeg ved ikke noget om det, jeg passer mig selv, jeg er ikke interesseret, lyder standardsvarene her i Landskrona centrum på gågaden foran Hennes & Mauritz, modetøjskæden Gina Tricot og kosmetikkæden Kicks. Ved siden af er butikken lukket, og over for er facaden på den kinesiske restaurant ved at blive pillet ned. I Landskrona er man ikke meget for at tale om Sverigedemokraterna.

Bjørn Persson tænder en cigaret. »Ja, jeg stemte på Sverigedemokraterna ved sidste valg. Lad os gå ind på en cafe, jeg kan ikke lide at stå herude og snakke om det,« indrømmer han og mumler noget om, at der da plejede at ligge en masse cafeer lige her, hvor er de blevet af? Han er 26, arbejder som håndværker, hans tøj er hip hop, hans hoved er skaldet, hans tatovering stikker ud fra trøjeærmet.

»Det var første gang, jeg stemte, overhovedet. Normalt synes jeg bare, politikere lukker en masse lort ud, men jeg troede, Sverigedemokraterna kunne gøre noget. For 10 år siden var Landskrona en fin by, men se den nu. Den er blevet hård, de fleste butikker og banker er blevet røvet flere gange. Bare læs aviserne. Nu skal man selvfølgelig ikke give indvandrerne hele skylden, men der er for mange af dem,« siger Björn Persson og forsikrer, at han også har en hel del indvandrervenner. Men alligevel. Byen, hvor Selma Lagerlöf engang skrev sin Gösta Berlings saga, er fordærvet. Det kan selv ikke kastellet, vandet, de fine huse ned mod havnen og stranden gøre noget ved.

»Nu ved jeg ikke, om jeg stemmer på dem næste gang. Hvis de fik smidt alle rigtige racister ud af partiet, så måske,« siger han.

I slips og jakkesæt

Det er ellers det, Sverigedemokraterna og Jimmie Åkesson har brugt de seneste år på.

»Jeg skal være den første til at indrømme, at vi havde et problem dengang i begyndelsen af 90'erne, hvor vi havde en ekstrem hale, der fulgte med partiet,« siger Jimmie Åkesson, Sverigedemokraternas leder. Han er kun 30 og har ifølge kommentatorer ikke taget et eneste uovervejet skridt, siden han blev leder for partiet i 2005. Ja, det er faktisk hans fortjeneste, at partiet er så stort, som det er i dag, mener journalist Pontus Mattsson. Det er Åkesson og hans nærmeste mænd, der har stået for den store oprydning.

»Han og hans så kaldte skånegäng har forandret partiet og bevidst drevet en anden del af partiet frem og har været hårde, når det gælder om at rense ud i rækkerne. Når der dukker medlemmer med en blakket fortid op, bliver de fjernet med det samme. Tidligere var det et parti for unge, aggressive mænd, i dag er det et parti med slips og jakkesæt, som almindelige mennesker også kan stemme på,« siger Pontus Mattsson.

Skånegänget mødte hinanden, da de læste på universitetet i Lund omkring år 2000. De havde en sverigedemokratisk overbevisning, men mente, at partiet var alt for upoleret til, at det nogensinde kunne få et politisk gennembrud. De så, hvad Dansk Folkeparti gjorde og ville gøre det samme.

Det krævede en radikal oprydning, siger Jimmie Åkesson selv.

»Det billede, man fik af partiet dengang, har præget os siden, men vi har arbejdet målrettet for at rydde den type udtalelser af vejen. Vi har gennemgået en ret omfattende udelukkelsesproces. Det har været et vigtigt opgør for at få partiet til at blive det, vi er i dag.«

- Hvad er det for nogle holdninger, i ikke vil have?

»Det handler om synet på svenskhed. Vi, der leder partiet i dag, siger, at svenskhed skal være åben. Svenskheden sidder ikke i hudfarven eller i nogen anden del af kroppen, men i din opførsel og i dine værdier. Det er det opgør, jeg ser som ufattelig vigtigt, og afviger man fra det udgangspunkt, har man ikke noget i vores parti at gøre,« siger Jimmie Åkesson, og begynder at tale om 'Folkhemmet', det svenske socialdemokratiske idealsamfund som handlede om solidaritet, ordentlighed og lighed. Der er den model, Sverigedemokraterna vil føre ind i 2000-tallet, siger Åkesson og uddyber, at man må vælge mellem multikulturalisme og en stærk velfærdsstat. Man kan ikke få begge dele. Han lyder velovervejet.

Udstuderet proper, som forfatteren Jan Guillou kaldte formanden, da han fulgte med Åkesson til kongresser, møder, partifester og skrev om det til formiddagsavisen Aftonbladet.

Stuerene, det bliver I aldrig

»Han barberer sig nøje med høvl og smører så ansigtet ind i en slags creme for at få en overflade og en glød, der minder om en barnerumpe. Han klæder sig pedantisk, men ikke for elegant, et niveau over Dressman, med tynd engelsk pullover og nyt slips, som han binder på samme måde son kristdemokraten Göran Hägglund,« skrev Guillou og fortsatte, at det første selvfølgelige spørgsmål var, om Åkesson bare er en udklædt skinhead, som nu har fået hår.

»Åkesson har aldrig udtalt sig racistisk, mens jeg har hørt det,« siger Guillou til Information og påpeger, at han taler som han klæder sig: udstuderet eftertænksomt.

»Sverigedemokraterna har med stor disciplin og stor grundighed renset ud i al racisme og nazisme. Jeg vurderer, at de ikke havde kunnet føre mig bag lyset så disciplineret. Jeg var med dem til møde efter møde, jeg var med til festerne om aftenen, og der var intet. Ingen åbne vulgariteter. Det var en gennemført disciplin,« siger Guillou.

Derfor er det desto mere interessant, at Åkesson for en måneds tid siden skrev en debatartikel i landets største avis Aftonbladet, der var langt mere klar i mælet. Her hævdede han, at indvandrere var overrepræsenteret i voldtægtsstatistikkerne og advarede om islamisering. Der lød et ramaskrig blandt politikere, intellektuelle og debattører. Aftonbladet blev anmeldt for hetz, man anklagede Åkesson for ikke at have styr på fakta, og man talte om dæmonisering af en hel befolkningsgruppe. Samtidig steg vælgeropbakningen i meningsmålingerne dramatisk.

»Det var ren strategi,« mener Guillou og påpeger, at de må være kommet frem til, at nu var svenskerne modne til en mere åben debat. Mange troede ellers, at tossepartiet Ny Demokrati, som kom frem i begyndelsen af 90'erne og havde en greve og en pladeselskabsdirektør i spidsen, havde vaccineret svenskerne mod fremmedfjendske holdninger. Ny Demokrati, som havde suget alle med den slags tilbøjeligheder til sig, blev til en farce inden de røg ud af Rigsdagen igen i 1994. Men siden dengang har der både været 11. september 2001 og en global kamp mod terrorisme, påpeger Guillou.

Ja, faktisk ser det ud til, at opbakningen til Sverigedemokraternas holdninger er langt større, end man hidtil havde troet, siger Erik Meier Carlsen. En nylig meningsmåling viste, at 12 procent af de svenske vælgere kunne overveje, at stemme på dem. En anden viste, at en fjerdedel var voldsomt uenige med den førte indvandringspolitik.

Frugten er der, det gælder bare om at plukke den, konstaterer journalist Pontus Mattsson.

Ja, hvorfor skulle det ikke kunne ske i Sverige, at et fremmedfjendsk parti kommer i Rigsdagen, spørger Lena Sundström.

»Der er tre faktorer, der skal være tilstede: politikere, der vil regere til næsten hvilken pris som helst, medier, der elsker at provokere og en befolkning, der holder op med at reagere, fordi de er gået igennem en tilvænningsproces. Alle de tre ting kan ske i Sverige. Der skete jo det samme i Danmark. I 98 sagde man jo stadig, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene.«

Men der er stadig langt igen i Landskrona. Her må formand Stefan Olsson konstatere, at det meste af hans familie har vendt ham ryggen. »De er stort set alle sammen socialdemokrater, og de taler ikke med mig længere,« siger han. Han gider åbenlyst ikke at tale om det og vender hurtigt tilbage til yndlingsemnet: indvandringspolitikken. For selv om de andre partier helst ikke samarbejder med Sverigedemokraterna, så har partiet stadig den magt, der ligger i mandaterne. De er da også kommet igennem med nogle af deres forslag. Eksempelvis at der ikke længere skal være vand på flaske til møder i kommunen og at man nu kan vælge sin hjemmehjælp selv. Og sådan bliver det også i Rigsdagen, mener Olsson. »Selvfølgelig kommer vi ind. 6-8 procent. Det har jeg sagt hele tiden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Må jeg ikke erindre om at et fascistisk parti, Nyt Demokrati, rent faktisk sad i Sveriges Rigsdag i en periode, indtil de som sagt røg ud af Rigsdagen i 1994. Og herefter begyndte de at se sig om efter en ny strategi. Og nogle af dem var fra Nyt Demokrati begyndte at så at sive ind i Sverigrdemokraterne. Og har direkte overtaget og kalkeret Dansk Folke-parti's strategi her i Danmark.

Og det er den samme højrefløjsbølge af ekstremisme, der i de her år skyller over Europa, dvs. at man ikke længere taler om hudfarve om bestemte danske, svenske, tyske, eller særlige engelske værdier som indvandrerne bør tilslutte sig - og i i hvert fald bør de opføre sig ligesom danskere, tyskerne eller svenskere. Og hvordan er det nu lige en svensker opfører sig?

Og præcis som i Danmark kan folk ikke se, at det nok har mere med værftets lukning at gøre at folk er blevet (mere) kriminelle; ikke pga. af af de er indvandrere eller flygtninge. (som det jo implicit ligger i argumentationen).

I dag bruger de her ekstremistiske partier på højrefløjen kulturen som undskyldning for at pege nogle grupper ud som ikke skal være her, fordi de netop ikke passer ind i de danske eller svenske værdier (hvad de så end er). Problemet et blot at de, inden under alt det her, denne tynde fernis, mener akkurat det samme, som de altid har gjort.

Det er muligt at Sverigedemokraterne kommer i Rigsdagen, men hvis ingen gider tale med dem, ryger de hurtigt ud igen. Dansk Folkeparti (her i Danmark) fik jo hjælp fra EkstraBladets kampagne
'de fremmede i 1996-1997' efter at partiet blev dannet i 1995. Det var detgode afsæt, partiet fik.
EB skrev løgn efter løgn om de fremmede (især om muslimer) - og det hjalp Dansk Folkeparti med at komme til fadet.

Derudover sker der det, at V og K for at få magten lægger sig i denne slipstrøm af DF's talestrøm (om bl.a. muslimer) samt at en vis statsminister (Fogh) benhårdt går efter magten. Og han har længe indset, at DF's stemmer skal bruges - hvis og når han skal være statsminister i Danmark.

Derudover kommer at TV2, JP og Venstre rent faktisk indgik en alliance om at få væltet SR-regeringen op til valgeti 2001. Dette sås helt tydeligt i en artikel i JP to dage før valget om indvandrere der, ved at snyde, kunne få deres pension mm. til deres oprindelsesland. Dette var skam også lige hovedhistorien i TV2 Nyhederne den søndag. TV2 kørte også en usmagelig kampagne mod Den Fri Ungdoms-uddannelse, direkte kalkeret efter især Venstres kritik af den.

Og mange af JP's journalister gik jo direkte ind og blev spindoktorer for regeringen Foghs ministre.

Og hvad betyder det at man nu selv kan vælge sin hjemmehjælp ? Betyder det at man kan sige nej til en muslimsk hjemmehjælp f.eks. eller at man sige nej til en afrikansk hjemmehjælp? I så fald er det i modstrid med alle svenske og danske love om diskrimination på arbejdsmarkedet.

@Karsten Aaen

"Og det er den samme højrefløjsbølge af ekstremisme, der i de her år skyller over Europa, dvs. at man ikke længere taler om hudfarve om bestemte danske, svenske, tyske, eller særlige engelske værdier"

Det er den samme holdning, der begyndte at brede sig i Tyskland i 1925-45. Det starter blødt op med kritik, efterhånden strammes tonen og det hele ender med en udrensning.

Sansynligvis er tyskerne stadigvæk så naziforskrækkede at de holder sig tilbage, men vent en 20. års tid til de fleste af dem der oplevede 2. verdenskrig er døde.

Der mangler stadigvæk en samlende stærk mand/holdning, men det skal såmænd nok komme