Læsetid: 4 min.

Det var bare noget, der skete

Så stod vi der i november i en butik, to kvinder, den ene med tørklæde, den anden med hue, midt i guirlander, glaskugler, engle, nisser, Paris og Europa. Vi ledte begge efter noget. Noget julet, måske, eller noget helt andet?
Det har du da ikke tænkt dig at sætte op? Kommentaren fra bonusdatteren kom prompte, da jeg kom hjem med alle de pludseligt anskaffede herligheder.

Det har du da ikke tænkt dig at sætte op? Kommentaren fra bonusdatteren kom prompte, da jeg kom hjem med alle de pludseligt anskaffede herligheder.

Bax Lindhardt

Moderne Tider
11. december 2009

Jeg fatter ikke helt, hvordan jeg faldt for det. Sådan fem småbitte huse i porcelæn og en lille kirke, fint dekoreret og med huller i vinduerne, så lys mildt kunne skinne ud gennem små vinduer til små mennesker eller snarere nisser med røde huer. Det hele skulle selvfølgelig sættes op på vat, og så ville det i den grad ligne et nisselandskab.

Det mindede mig også om den lille kirke, vi havde arvet fra min mormor, som vi satte midt i vattet og nisserne, netop med lys i. Det er vist min søster, den er gået i arv til. Med disse små porcelænshuse kunne jeg rekonstruere barndommens allermest julede stemning med glitrende sne, lige meget hvor meget det ellers øsregnede i horisontalt slud i det grå danske landskab i min barndoms decembre.

På vej hen mod kassen krydsede jeg en kvinde med muslimsk tørklæde. Et øjeblik tænkte jeg: Hvad laver hun mon her?, da jeg så hende udvælge sølvguirlander med stjerner, midt i dette kommercielle orgie for kristen symbolik. Sandt nok har jeg ikke helt fod på de islamiske højtider. I forhold til vestlig kalender ændrer datoerne sig hvert år, da de følger månen og andre intervaller. Ramadanen faldt i august i år, så hvad skulle hun mon fejre? Jo, det passede så med indkøb til Eid al-Adha, den store offerfest, og for en gangs skyld var glimmeret at finde i alle butikker til rette tid for hende, så hun så vældig glad ud. Det er ved offerfesten, muslimer drager til Mekka, mens andre bliver hjemme og deler offerdyrets kød med venner og fattige i festligt lag. Og hvorfor skulle disse sandsynligvis kinesisk producerede guirlander egentlig være specifikt kristne? De kan fint pynte til Eid al-Adha. Vi smilede til hinanden, da jeg møvede mig forbi med porcelænshusene og nogle nuttede hvide englebasser, jeg også havde grebet i farten.

Mange højtider

»Det har du da ikke tænkt dig at sætte op?« Kommentaren fra den ældste bonusdatter faldt prompte. Hun stirrede mistroisk på mig, mens jeg lige skulle afprøve lysene i de små huse med et drømmende udtryk i øjnene. Det bragte mig brat tilbage til min sobre stue, hvor jeg resten af året efterstræber loft-design iblandet samtidskunst. »Det er fuldkommen kitsch,« slog hun fast, mens glimmeret faldt fra mine øjne, og jeg fremstammede noget om barndomsminder og julestemninger.

Det er ikke første gang, hun vrister sig ud af min juleomklamring. Mens mine arme biologiske børn har fået klatrenisser, julemænd, adventslys, adventskrans, glaskugler, forgyldte kogler, julekalender og andet flimmerstads ind med modermælken, er der for det første slet ikke den slags julepyntstraditioner i private franske hjem. Jo, juletræet står og blinker hele december, og det er jo fuldkommen absurd. Ligesom jeg stadig ikke synes, det er 'rigtig' jul at give gaver om morgenen den 25. december. Men da jeg så småt er begyndt at se med andre øjne, bliver julekasserne med al deres absurde stads nu sjældent taget frem, så hvad var det nu med det nisselandskab?

En anden grund til at bonusdøtrene har særligt øje for det relative og næsten arbitrære ved disse fejringer er, at de på moderens families side fejrer de jødiske højtider. Også disse har deres egen kalender, som ikke følger den 'vestlige'. I år falder lysfesten Hanukka midt i december med ni-armet lysestage, gavegivning og måltider. Og det er dejligt, men da den ældste også har en kæreste med arabiske aner, begynder der at blive lige lovlig meget fest og gaverier og besynderlige traditioner. Mine nisser var lige på grænsen af, hvad hun kunne bære.

Paranoiaen flytter med

Og nisser er da også nogle virkelig mærkelige nogle. Foranlediget af hendes undrende blik har jeg kikket lidt på, hvor de hyggelige fætre kommer fra. Og hyggelige blev de først, da maleren Constantin Hansen i Rom i 1836 pyntede med julenisser, der kom med gaver og grød. Før da var nissen en djævleagtig størrelse, kanske en falden engel, der sikrede, at alt gik lykkeligt til på gårdene rundt om i Danmark. Det lyder jo meget hyggeligt. Det uhyggelige var så, hvis nissen forsvandt, eller ikke følte sig hjemme, for så forsvandt lykken som nissens frygtelige hævn. Kort sagt en inkarneret paranoia, for ikke at sige en hallucination. I Matthias Moths utrykte ordbog fra cirka 1700 beskrives nissen, som »et spøgelse i en liden drengs skikkelse, med en rød hue på«. At dette paranoiavæsen senere ikke alene er blevet tæmmet, men også er blevet til mand og kone og nissebørn på kælke, er -bekymrende. Mens kirken gjorde alt, hvad den kunne for at slippe af med det overtroiske paranoiastads, med vievand og anden djævleuddrivelse, formerede paranoianissen sig ind i den borgerlige familie.

Risengrøden på loftet er en rest af hedensk offerskik. At jeg havde puttet et par engle ned i indkøbskurven gjorde bare det hele endnu værre. De var af typen: kridhvide, uden ben med små fjer på ryggen, og struttende kinder i små barneansigter. Måske den gode pendant til den lille spøgelsesdreng med rød hue? Pludselig antog min barndoms nisselandskab med kirke, sig helt andre dimensioner, hvor skikkelser, der forfulgte angstfyldte mennesker, pludselig stod på ski og flagrede rundt om den lille lysende kirke. Jeg ved, at nogen her vil indvende, at frelsen kanske er inde i kirken, Men pludselig var der simpelthen for mange nisser og for mange engle. Det som skulle have været min glitrende, hjemlige julehygge tog sig pludselig truende og meget uhyggeligt ud.

Nu har jeg pakket mine porcelænshuse ned i pakken igen ... For resten tjekkede jeg lige pakken samtidig, den er ganske rigtigt produceret i Kina. Men der er ikke skyggen af Kina over den. Til gengæld genkender man tydeligt små bjælkehytter. Brugsanvisningen stod for resten på tysk, fransk og italiensk, nok beregnet på det schweiziske marked.

Måske ?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her