Læsetid: 8 min.

'Det var jo ikke et barn, kun et foster'

Gymnasieeleven Mia troede ikke, at abort var noget folk dømte én på længere. Men Mia opdagede, at hun tog fejl, da hun for to år siden blev gravid og valgte abort. På trods af at godt 15.000 kvinder hvert år får en provokeret abort, er det stadig tabu, mener kvindeforsker
Gymnasieeleven Mia troede ikke, at abort var noget folk dømte én på længere. Men Mia opdagede, at hun tog fejl, da hun for to år siden blev gravid og valgte abort. På trods af at godt 15.000 kvinder hvert år får en provokeret abort, er det stadig tabu, mener kvindeforsker
11. december 2009

Det er to år siden, og Mia bryder sig stadig ikke om at fortælle om aborten.

Hun var 18 år, gik i 3. g på et af Københavns progressive gymnasier og havde fast kæreste. Men en aften sprang kondomet. Mia blev gravid, overrumplende og uønsket, på grund af prævention, der svigter, hvilket faktisk er tilfældet for over halvdelen af de 15.000 danske kvinder, der hvert år får foretaget en provokeret abort.

Hun var helt sikker på, at hun ikke ville have barnet. Var ikke i tvivl, heller ikke selv om kæresten pressede på for at de skulle få barnet. Mia ville i gang med sit eget liv. Det var ikke en let beslutning, men det mest ubehagelige kom fra en kant, hun ikke havde ventet.

Hendes omgivelser, de venner og bekendte, hun fortalte om aborten, trak sig bort fra hende, og kunne ikke håndtere, at hun ville have en abort.

»Jeg havde ikke lyst til at fortælle om aborten til folk, men var nødt til det, bare for at få det ud. Jeg havde ikke lyst til at blive mødt med de onde blikke, som mange der ikke bryder sig om abort, giver folk. I dagens Danmark er abort stadig et tabu, og jeg oplever, at rigtig mange unge er enten rigtig meget for eller rigtig meget imod, selv om de slet ikke har nogen erfaringer med det,« fortæller Mia, der i dag er 20 år og bosat i England. En veninde på gymnasiet var abortmodstander af religiøse grunde og mente, at det Mia ville gøre, var mord. Flere af de andre jævnaldrende, Mia snakkede med om aborten, kunne ikke forholde sig til det og holdt sig på afstand, efter at hun havde fortalt om sin beslutning.

»Men der var også en veninde, der selv havde fået en abort, der syntes, at jeg var modig, og nogle gav mig et kram, fordi de troede, jeg havde brug for det. Jeg synes, ikke, der var nogen, der var rigtig forstående og havde en afslappet holdning til det,« husker Mia.

Hun fortalte om aborten til sin mor, far og søster. Men det var også svært, fordi en tante i den nære familie i mange år har forsøgt at blive gravid uden held.

»Jeg synes ikke, det er fair over for en 18-årig pige, at hun skal have det sådan, at hun ikke tør at tage retten over sin egen krop. Det var jo ikke engang et barn, det var et foster. Jeg er så træt af, at jeg skal retfærdiggøre mit valg over for dem, der ikke har støttet mig. Det er jo megalang tid siden, at den frie abort blev indført, så det overrasker mig, at jeg blev set ned på, fordi jeg traf en beslutning som handlede om mit eget liv. Jeg troede ikke, at det var noget, folk dømte på længere,« siger Mia.

Hun mener, at der bliver talt alt for lidt med unge i Danmark om de grunde, kvinder kan have til at få foretaget abort.

»Jeg tror, der er mange, der er ikke bryder sig om abort, som tror, det er et nemt valg. Derfor skal der mere fokus på, hvordan processen er. Især i skolerne. I min folkeskole var det jo ikke noget, vi snakkede om overhovedet. Efter aborten har jeg ikke villet tale om det, fordi jeg ikke orkede at møde folks reaktioner. Hvis man fik fokus på, at abort ikke længere skal være et tabu, ville det hjælpe mange kvinder, tror jeg,« siger Mia.

Vi snakker ikke om det

Det er sjældent, at kvinder står frem og fortæller om deres erfaringer med abort. Men i Norge skete det i foråret i avisen Morgenbladet, hvor det vakte en del debat.

Den norske forfatter Kristin von Hirsch fortalte om sin abort i avisen, fordi hun var en af de få, der tidligere havde stået frem med fuldt navn og fortalt om sine erfaringer med abort. Artiklen handlede desuden om, hvordan internettet kunne være med til at bryde tabuet på internetsiden barnimagen.com, der i 2006 oprettede et anonymt diskussionsforum om abort.

Efterfølgende oplevede Kristin von Hirsch at blive taget til indtægt for at være imod abort, fordi hun havde fortalt om den beslutning, som føltes rigtig, men flere år efter kom tilbage som en stor sorg.

Ændret holdning

»Jeg skammede mig over at føle sorg over noget, som jeg selv havde det hele og fulde ansvar over for, hvorfor? Mere end 30 procent af Norges kvindelige befolkning får foretaget en abort en eller flere gange i et livsforløb. Vi har alle vores helt personlige grunde, som ikke er lige gode. Desuden er det en lov. Men alligevel snakker vi ikke om det. I hvert fald ikke om følelserne. Det er over 30 år siden loven så dagens lys, og abort er stadig et ikke-tema. Kan det være, fordi den uforklarlige følelse af skyld og skam popper op uanset bagtæppe,« skrev hun i et debatindlæg, hvor hun forsvarede sig. Senere var der andre kvinder, der meldte sig med deres aborterfaringer.

Men én ting er kvindernes egne følelser omkring at få foretaget en abort. Noget andet er, hvorvidt disse følelser påvirkes af samfundsdebatten.

Lektor Birgit Petersson, der blandt andet forsker i abort og fødselsteknologier ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, mener, at der er en sammenhæng, fordi holdningerne til fri abort har ændret sig i løbet af de godt 35 år, der er gået siden loven blev indført i 1973.

»Der er sket en holdningsændring til abort. Fra en undersøgelse, vi har lavet om kvinders reaktioner, ved vi, at der er kvinder, der får det skidt, efter de har fået foretaget en abort, selv om de ikke fortryder deres valg. Og vi kan ikke se andre forklaringer, end at det er en samfundsskabt diskussion om abort, der må have betydning, for der er intet andet i deres situation, der har ændret sig,« siger Birgit Petersson med henvisning til en undersøgelse, hun stod bag i slutningen af 90erne, som viste, at 16 procent af kvinderne fik problemer efter en abort blandt andet på grund af følelser som skyld og skam. Birgit Petersson mener, at der burde være en langt større debat og åbenhed om kvinders erfaringer med abort, men dels er der meget lidt forskning i emnet herhjemme, og dels er det andre temaer, der dominerer debatten.

»Moderskabet forherliges i dag, hvilket hænger sammen med den debat, der løbende er i samfundet, og hvor der er en tendens til at ville presse kvinder tilbage i moderskabet. Det tror jeg har en afsmittende virkning,« siger hun.

Selvjustits

Ifølge professor Lisbeth B. Knudsen, der forsker i abort ved Aalborg Universitet, er det svært at sige noget entydigt om, hvilke kvinder, der oplever abort som et tabu og får skyldfølelser efter indgrebet.

Men hun mener lige som Birgit Petersson, at det spiller ind, at grundene til, hvorfor loven om fri abort i sin tid blev betragtet som en kvinderettighed, ikke diskuteres så meget længere. De fleste anser det som en indiskutabel rettighed. Især de unge, som ikke har de samme referencerammer til abortdebatten, som ældre kvinder.

»Man har glemt, hvor voldsomt det var for kvinder, og hvor meget kvinder egentlig var villige til at udsætte sig selv for for at undgå at få et barn. Vi har at gøre med en ung generation, der aldrig har kendt til den tid, hvor abort var ulovligt,« siger hun.

I USA hvor der har været forslag om, at præsident Barack Obamas sundhedsreform skulle blokere for offentligt tilskud til aborter, har kvindelige abortforkæmpere netop hæftet sig ved, at det er svært at mobilisere unge kvinder til kamp for, at den frie abort er universel.

Der er bred opbakning til abort i den amerikanske befolkning, og ifølge New York Times er der heller ikke stor forskel på holdningen til fri abort i aldersgrupperne under og over 30 år. Men mens ældre kvinder betragter fri abort som en kvinderettighed, ser yngre kvinder det mere som et individuelt spørgsmål, hedder det i artiklen. Det er ikke noget, man går på barrikaderne for.

Birgit Petersson går så langt som til at advare imod at tage den frie abort som en given rettighed.

»Det ligger i tiden, at vi ser en mere og mere indirekte modstand mod abort. Ikke den direkte form, som den etablerede f.eks. abortmodstanderorganisation Retten til liv repræsenterer. Der sker en form for selvjustits, og jeg mener ikke, at vi som sådan kan tage den frie abort som en selvfølge,« siger hun.

For eksempel peger Petersson på den praksis, der har udviklet sig omkring de såkaldt sociale aborter. Det vil sige de aborter, man kan søge abortsamrådene om tilladelse til efter 12. graviditetsuge og inden 24. graviditetsuge af sociale årsager. Selv om der kan gives tilladelse til provokeret abort helt op til 24. uge, er den ifølge Petersson i praksis umulig at få tilladelse til efter 18. svangerskabsuge.

»Selvfølgelig er der mere på spil, når et foster er levedygtigt. Men det paradoksale er, at man jo slet ikke er så kritisk over for familier, der ønsker abort på grund af et foster med handicaps. Men sociale årsager til at få en abort kan være lige så tungtvejende. Det er mindst lige så individuelt belastende at få et barn, man ikke ønsker eller ikke har besluttet sig til at få,« siger Birgit Petersson.

Lisbeth B. Knudsen er ikke så bekymret for, at retten til fri abort får sværere vilkår herhjemme. Men hun er enig med Petersson i, at der er strømninger i det europæiske fællesskab, der peger i retning af strammere lovgivning. Blandt andet har Polen for få år siden indskrænket retten til fri abort.

»Jeg tror på, at individets rettigheder står meget stærkt i Danmark,« siger Lisbeth B. Knudsen. Hun er for øjeblikket ved at lave en undersøgelse for Sundhedsstyrelsen af kvinder under 25 år, der har fået en provokeret abort. Kvinderne bliver blandt andet spurgt om, hvordan de er blevet gravide og til deres brug af prævention. Og Lisbeth B. Knudsen tager det som et eksempel på, at fokus i dag er mere rettet på information om prævention for at undgå de uønskede graviditeter overhovedet.

»Sundhedsstyrelsens fokus er ikke længere kun på at nedbringe antallet af aborter. De fokuserer lige så meget på forekomsten af uønskede graviditeter. Før gjaldt det mere om, at nedbringe antallet af aborter. Nu handler det om at hjælpe de kvinder, så de helt undgår situationen,« siger Lisbeth B. Knudsen.

Mias navn er opdigtet. Det rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria Kinch Palvig

Super interessant artikel. Jeg synes heller ikke, at der er nok fokus på abort. Fordi det ER hårdt af få! Ihvertfald for mange.. Heldigvis er det ikke alle der lægger sig med depressioner.. Og det ville der nok ikke være lige så mange der gjorde hvis det var lettere at tale om..

Da der i den offentlige debat har været en kedelig tendens til at stigmatisere abortmodstandere som fundamentalistiske konservative katolikker, vil jeg først og fremmest understrege, at jeg på ingen måde tilhører nogen religiøs eller ideologisk skole, tværtimod.
Mia’s opfordring til at aftabuisere abort tilslutter jeg mig helt og holdent, derfor nærværende artikel. Desværre lægger artiklen om Mias’s hårde abortoplevelse op til at sætte lighedstegn mellem aftabuisering og et pragmatisk forhold til abort. For at nuancere diskussionen vil jeg derfor i det følgende præsentere en jævnaldrendes perspektiv på samme fænomen.
Abortdebatten har i mange år drejet sig mere om, hvor langt henne i graviditeten man etisk kunne forsvare en abort, end selve spørgsmålet om at få barnet fjernet. Spørgsmålet har med andre ord drejet sig om, hvornår livet tager sin begyndelse? I dag har lande vidt forskellig lovgivning på området, hvor Spanien markerer sig, som landet med det absolut højeste abortloft, med tilbud om legal abort op til 32. uge. Det lader dog til at være en diskussion uden ende. Læger og etiske komitéer har stillet vidt forskellige kriterier op for, hvornår et foster kan karakteriseres som et egentligt menneske, uden at nå til nogen fælles konsensus. Jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, om det overhovedet giver mening at definere hvornår et foster kan kategoriseres som menneske? Hvis vi antager, at fosteret endnu ikke er et menneske, da må vi benævne det præmenneske. Et menneske i sin vorden. Så snart sædcellen har befrugtet ægget, spirer et nyt liv. Så snart man unaturligt griber ind i denne skabelsesproces fratager man dette spirende liv muligheden for at blive fuldbyrdet. Et potentielt levet liv bliver kunstigt bremset, og har oven i købet ingen mulighed for at forsvare sig selv og kræve sin ret til livet. Dette retfærdiggøres i dag med henvisning til moderen og barnets biologiske samhørighed. Barnet er via navlestrengen blevet en del af kvindens krop, som hun naturligvis selv bestemmer over - dette anfægter jeg ikke. Jeg anfægter blot den lethed, hvormed man omtaler fænomenet. Hermed en direkte reference til den replikerede artikels overskrift: ”Det var jo ikke et barn, kun et foster”. Ved at reducere det voksende liv til ”kun et foster”, gøres beslutningen om at få det fjernet naturligvis mere tålelig. For en kort bemærkning i hvert fald. For er denne banalisering berettiget, eller er den et udtryk for total menneskelig ubevidsthed? Ubevidstheden om, at det ikke bare er et foster, men et menneske i svøb, som ad naturlige veje formentlig var blevet til et lille spædbarn, parat til at erobre verden. Dette lille spædbarn fik ikke muligheden for at erobre verden, fordi Mia ville i gang med sit eget liv. Havde Mia i det mindste overvejet de talrige muligheder for bortadoption, som stod til hendes rådighed? Tonen kan virke hård, men der ligger de bedste intentioner til grund. Dette er ikke bestemt rettet mod Mia, men som jeg ser det, er hun et symptom på den voksende ubevidsthed.
Mia fortæller, hvor led og ked hun var af måden, hvorpå hendes venner og bekendte imødekom hendes beslutning. Hun møder støtte fra Lektor Birgit Petersson, der med udgangspunkt i undersøgelser af kvinders reaktioner efter en abort påpeger, at kvinder i dag oplever langt mere skyld og skam end tidligere. Da deres liv ikke har ændret sig på nogle afgørende parametre, konkluderer hun, at det må skyldes den samfundsskabte diskussion. Dette kan synes en anelse modsigende, idet det netop er diskussionen vi savner, men hvis vi antager, at samfundsdiskussionen fremelsker skyldfølelser hos kvinder som vælger at abortere, er den så kørt af sporet, eller er det fordi den rammer et meget følsomt punkt, som kvinderne helst vil negligere og gemme væk.
Det ligger implicit i hendes argumentation, at en samfundsdiskussion ville gøre det lettere for kvinder at beslutte sig for at få en abort, eller i hvert fald undgå skam og skyldfølelser. Men er sådanne følelser ikke uundgåelige, når man træffer et så afgørende valg? Er man ikke skyldig i ordets reneste betydning, når man vælger at bremse et liv? Hvis man kigger nøjere på begrebet provokeret abort står skyldselementet lysende klart. At fraskrive sig ansvaret for det liv, som spirer i maven er umuligt. Mia skriver, at hun er ansvarlig for sit eget liv og deri har hun ret. Hun glemmer dog, at hun er mindst ligeså ansvarlig for det liv hun bærer rundt på. Hvad hun så vælger at gøre med dette liv er helt og holdent op til hende. Jeg vil bare gerne minde om, at når hun aktivt vælger at gøre dette liv til et ulevet liv, vil skyld unægtelig melde sig. Hun er i sandhed skyldig. Hvad hun selv kan ændre på, er hvordan hun vil forholde sig til denne skyld, men fornægte den kan hun ikke. Den er uløseligt sammenbundet med hendes beslutning. Skylden er slet og ret et unægtelig vilkår. At tro, at man kan fraskrive sig skylden er ubevidsthedens væsen. Derfor ser man hvordan flere og flere unge kvinder, som aldrig har fået bearbejdet den skyld, men ladet den gå upåagtet hen, senere i deres liv udvikler patologiske tilstande. Disse tilstande er blot symptomer på den skyld de har båret rundt på. Symptomer på en betændt skyld, som stødt har vokset sig større i takt med fornægtelsen.
Frej Prahl
Stud. Psych.

Inger Sundsvald

Frej Prahl

Jeg falder over bl.a. denne formulering:
”Havde Mia i det mindste overvejet de talrige muligheder for bortadoption, som stod til hendes rådighed?”

Skam og skyld kan ingen bruge til noget. Det er noget der påføres af samfundet, og ikke noget som er ”naturligt” og en følge af ”naturens orden” eller én eller anden ”ubevidsthed”.

De kemiske og hormonale forandringer der sker er en anden sag, men det har intet at gøre med skyld og skam eller om fostret har ”rettigheder”, eller ”kun” er et foster.

Men hvis det endelig skal være, så savner jeg mandens skam og skyld over at have bragt en pige i den situation, uanset hans holdning til om hun skulle føde barnet eller ej.

Man kan lige så godt spørge: - Havde Mia og hendes kæreste i det mindste forstået, at al prævention ikke altid er helt sikker, så…
Ja, hvis og hvis!

Og så vil jeg lige nævne den dobbeltmoral der hersker. I dette, af alle lande, yderst velinformerede samfund, formår man ikke engang at oplyse kvinder og mænd om tilstrækkelige præventive midler. Derimod har man travlt med at oplyse u-lande om prævention og abort – men det er jo i en helt anden god sags tjeneste.

Charlotte Primdal

Abort er ikke tabu. Problemet er at hver gang man forsøger at tage en fornuftig snak om abort så dukker abortmodstanderne op som skimmelsvamp på en fugtig væg og fylder luften med kvælende, sygdomsfremkaldende giftsporer, som uforvarende indåndes af alle i nærheden.

Abortmodstanderne deler rundhåndet ud af skyld og skam - de påberåber sig typisk respekt for liv og hulker ynkelig på fosterets, det lille uskyldige barns, vegne.

Når det kommer til kvinden er der ingen kære mor. Hun kunne jo bare have taget sig sammen og/eller passet bedre på.

Men kære modstandere - jeg kunne ønske for jer at I kunne opleve hvordan det er at være et uønsket barn. Et barn som ingen gider tage sig af, eller i den moderne verden: Et barn der er kasteboldt for myndighederne og som aldrig oplever at føle sig elsket eller ønsket.

Hvis I bare har en lille bitte smule empati eller almindelig menneskelighed, så vil I komme til at føle rædsler der går over jeres forstand i hovedet på et uønsket barn.

Hvis I tror at alle kvinder der får børn bare lærer at elske dem, så tror I også på julemanden, påskeharen og monsteret under sengen.

Lær nu for pokker at I dømmer uskyldige til et liv i helvede med jeres idealistiske ævl om retten til liv.

Næste gang I fordømmer og nedgør en kvinde der vælger et barn fra, eller prøver at manipulere hende til at beholde det, så tænk over at I med stor sandsynlighed dømmer et barn til for altid at være uønsket.

Tænk over at I ikke ved alt om hvordan andre mennesker har det, men kun kender til jer selv og lær så at forstå at ikke alle kvinder kan eller vil tage sig af deres børn.

Og hold så jeres kritik for jer selv hvor den hører hjemme og lad de mennesker der er direkte berørt af abort diskutere i fred. I har INGEN ret til at fare frem som det er tilfældet nu og I har ingen ret til at forvente at vi andre skal leve i helvede på grund af jeres idealer.

Eutanesi-argumentet i forhold til meget sene og levedygtige aborter bør vel også gælde for fødte børn.

I stedet for en opvækst som uønsket barn, kunne man jo starte med at sige "vi skal en tur i Legoland".

På vejen kunne man så sige "vi skal lige ind til lægen og have et lille stik - du kommer til at sove af, det men vi skal nok vække dig når vi kommer frem"

Så kan barnet stille sove ind - oven i købet mens det glæder sig til at komme i Legoland. I stedet for en trøstesløs tilværelse som kastebold mellem institutioner.

Dette eksempel skal belyse, i hvor høj grad det er de voksnes følelser man skåner.

For barnet må blid søvn (hvis det ellers er det der sker når man dør) mens barnet glæder sig til turen i Legoland da være totalt optimal.

Her kunne de voksne virkelig have god samvittighed bagefter. Man havde taget maksimalt hensyn til barnets velbefindende.

Troels Ken Pedersen

Mht. spørgsmålet om fostre som "potentielle mennesker" bliver spørgsmålet så, om vi skal vægte et reelt menneskes ret til egen krop over et potentielt menneskes, eller omvendt. Det synes jeg ikke er svært.

Inger Sundsvald

Gorm Pedersen
Hvor tæt på undfangelsestidspunktet vil du personligt gå, før du mener at et foster har glæde af at blive lovet en tur til Legoland?

Jeg ser helt bort fra turen til lægen, men den rene skære glæde ved som foster at komme i Legoland.
….
Charlotte Primdal
Udmærket med forskellige synsvinkler på sagen, tak.

Til IS:

Vi snakker om sene aborter af fuldt levedygtige børn, der efter udtagelsen får stoppet hjertet med en indsprøjtning af kaliumklorid.

Artiklen siger at Spanien tillader op til 32 uge.

Det var i anledning af CP's indlæg, som primært argumenterede ud fra hensynet til barnet.

På eutanesi-området rækker vor viden ikke til at vi kan rådgive terminalpatienten ved hvilken smertegrad på en skala fra 0-10 døden er et fordelagtigt alternativ for patienten.

Hvis vi troede på "sov sødt" argumentet burde man tilbyde eutanesi til masser af mennesker - f.ex. folk i McJob (efter slangordbogen er det et dårligt lønnet job uden fremtidsudsigter) - skolelærere (alle hader jo lærere og det må være trist at være hadet af alle).

Det er hyklerisk at tro mere på "sov sødt" argumentet overfor barnet end over for sig selv.

Dødeligt syge mennesker bruger formuer på livsforlængende behandling i udlandet. Tyder ikke på større tiltro til den søde søvn !!!

Inger Sundsvald

Gorm Pedersen

Nu spurgte jeg jo om din personlige mening. Er det evt. noget vi kan stemme om hvor grænsen går for hvad der er rigtigt/forkert?

Hvornår er det et fuldt levedygtigt barn?

Efter min mening er det straks efter undfangelsen, hvis alt ellers er i orden.

Til: IS

Jeg ved det simpelthen ikke. Problemet er at ordet "etik" ofte bruges om uvidenhed. Typisk fordi man tager nogle muligheder i brug - uden faktisk at kende konsekvensen for alle berørte parter.

Jeg vil da håbe at alternativet til livet er en slags "sov sødt" tilstand (paradis-visionen). Jeg kan bare ikke begrunde, at det forholder sig sådan - jeg indrømmer det er ønsketænkning.

Voksne menneskers forhold til egen død er generelt meget lidt tillidsfuldt. Denne mangel på tillid burde komme let handicappede fostre til gode.

Den løsning af bevidsthedens gåde mange venter hjerneforskningen kan give os, vil gøre det muligt at rådgive terminalpatienten ved hvilken grad af lidelse (som oven i købet kan måles af hjernescanneren) døden er et fordelagtigt alternativ for patienten.

Når bevidsthedsbegrebet frigøres fra de metafysiske forestillinger om "eksistens" og "ikke-eksistens" (metafysiske fordi de ikke kan bruges om menneskeskabte maskiner eller andre forståede systemer) kan det hjælpe på tingene.

Der er grundlæggende 3 svarmuligheder når gåden er løst:

1) Ikke-livet kan være værre end livet når det er værst. Resultat: Slut på eutanesi !

2) Ikke-livet kan være bedre end livet når det er værst, men værre end livet når det er bedst.
Resultat: Eutanesi kan leveres på et oplyst grundlag - på det helt rigtige tidspunkt i forhold til fremadskridende sygdom. Fostre med dårlige fremtidsudsigter kan også bedre vurderes, fordi man nu kan sætte tal på "alternativet"

3) Ikke-livet er bedre end livet når det er bedst.
Resultat: Hele menneskeheden ville udføre en frivillig abort på sig selv. Det ville da være dumt andet (goodbye)

Hans Jørgen Lassen

Mia ville i gang med sit eget liv.

Den mest storslåede måde at realisere sig selv på er at stå ved konsekvenserne af sine egne, frivillige handlinger.

Mias beklagelser forekommer en smule ynkelige. Åh, hvor er det synd for mig!

En tidens trend? Narcissisme, selvoptagethed?

Jeg ser sådan på det, at enten er man frisindet eller også er man det ikke. Kan man acceptere en frimodig sexkultur, så respekterer man også den fri abort.

Med den viden vi har i dag er det problematisk at betragte en overklippet navlestreng som menneskerettighedernes igangsætter.

Hvis man kan finde og blokere det gen der koder for hetero-seksualitet er problemet løst. Alle vil så være enten bøsser eller lesbiske.

Graviditeter vil så altid være omhyggeligt planlagte, og bøsser og lesbiske vil ikke længere være undertrykte minoriteter (der findes ikke andet).

Er det på nogen måde muligt rationelt at argumentere imod dette (uden at det er udtryk for irrationel snerpethed overfor homoseksualitet) ????

Christel Larsen

Jamen forklar mig lige hvorfor man kræver af en læge/jordmor , at de på den ene stue skal slå et levedygtigt foster ihjel , og på den anden stue kæmper for at det der egentlig var en abort , men som er levedygtigt, skal have al den hjælp , og al den teknologi for at overlev som kan samles. Bare fordi de som er forældre til de fostre , har et forskelligt ønske til deres barn. Den ene at barnet skal overleve, den anden at det skal "fjernes". .
Grænserne for hvornår et foster kan overleve rykkes konstant. Hvem bestemmer hvornår et foster er et menneske? og hvornår det er en ting man bare kan fjerne. Er man langt nok henne når man skal have en abort , skal man faktisk føde det, og der bliver da derved slået levedygtige fostre ihjel som både græder og trækker vejret når de kommer ud. Men det er lissom ikke politisk korrekt at tale om.

Christel

Vi lever i et åbent og tolerant samfund, hvor man må kunne rumme, at andre træffer nogle andre valg i livet end man selv finder bedst.

Jeg synes ikke det er i orden at hetze imod abortsøgende kvinder og at fremhæve forældre som får hjælp til deres for tidligt fødte børn som værende bedre mennesker end forældre, som i erkendelse af at de ikke magter at give et barn det, som et barn behøver, vælger at få en abort.

Om det er "politisk korrekt" skal jeg ikke kunne sige, men din polemiserende attitude overfor en bestemt patientgruppe på vore hospitaler finder jeg i hvert fald uetisk.

Man skal aldrig spille patientgrupper ud imod hinanden sådan som du gør og strø salt i såret på mennesker, som af nød får en abort.

Godt er det jo ikke for nogen kvinde hverken at benytte fortrydelsespiller eller få abort, da begge dele medfører store hormonelle og følelsesmæssige forandringer af biologiske årsager. For et par må det også være hårdt, hvorfor omverdenen bør udvise takt og følsomhed.

Løsningen er ret simpel m.h.t. de levedygtige børn der både trækker vejret og det hele.

Forældrene har lige så lidt ret til at beordre disse børn myrdet, som hvis det havde drejet sig om deres 7-årige barn.

Abortmodstandere kan tilbyde at adoptere barnet, og skal så have præcis samme offentligt betalte hjælp med kuvøse og det hele som hvis det havde været forældrene, der havde ønsket barnet.

På den måde løses alle problemer. Skulle det så vise sig, at der ikke er abortmodstandere, der ønsker at benytte dette tilbud, har man i det mindste fået lukket munden på dem.

I hvert fald kan man hver gang de åbner munden spørge: Hvorfor er i ikke skrevet op til at modtage et uønsket barn ?

Uanset svaret vil det herefter være abortmodstanderen der i samme omfang som forældrene har valgt, at det levedygtige og kun let handicappede barn skal aflives.

Så bliver vi alle fælles om synden.

Marianne Mandoe

Herregud hvor er den her diskussion langt ude.
Abort er lovligt indtil 12. graviditetsuge.

Efter 12. graviditetsuge skal der enten være noget alvorligt galt med fosteret, eller det skal være til fare for moderens liv og helbred at fuldføre graviditeten.

Jamen så må vi få kommunikeret videre til Etisk Råd m.m. som er bekymrede over de fosterdiagnostiske muligheder, at "der ikke er noget at komme efter".

Vi skal også have stoppet historien om et dansk par der ønskede sen abort p.gr. af deform hånd - som ikke kunne få aborten i Danmark - men som fik den foretaget i udlandet.

Et eller andet sted imellem det ultratidlige (fortrydelsespillen) og så den helt normale fødsel, hvor barnet efterfølgende slås ihjel bør der trækkes en grænse.

Skulle det lykkes en Kung-Fu baby at redde livet ved at kvæle lægen med f.ex. navlestrengen, bør barnet være straffrit.

Det betragtes som lovlig nødværge hvis man slår nogen ihjel mens de forsøgte at slå en selv ihjel.

At acceptere straffrihed bør være en del af lægeløftet.

Hovedartiklen kan dog have en pointe i, at samfundet spiller med fordækte kort. Er man skyldig eller ej ?

Hans Jørgen Lassen

Petersen skriver:

Et eller andet sted imellem det ultratidlige (fortrydelsespillen) og så den helt normale fødsel, hvor barnet efterfølgende slås ihjel bør der trækkes en grænse.

Tjah, man kunne vel også trække grænsen ved etårsalderen.

Så har forældrene tid til at se barnet an, have det på prøve så at sige.

Var det nu netop det barn, de ønskede sig inderligt? Eller lider det af visse mangler? Er det pisseirriterende, sover dårligt om natten, skider i bleen i tide og utide?

Principielt er der vel ikke afgørende forskel på, om man slår barnet ihjel seks måneder før fødselen eller tolv måneder efter.

I sidste tilfælde har forældrene tilmed mere sikker viden, som de kan basere deres rationelle valg på.

Bjarne Thyregod

Troede at det var Information fra72 jeg sad og læste men vågnede brat op.
Som med så meget andet i denne tid er urene stillet 40-50 år tilbage.

TIL ANTI-ABORTMÆNDENE:

Til de herrer
som nu sådan snerrer
tænk dog på, at hvis I ikke knepper
vi for mange bryderier slipper!

Vær eksempler for jer selv og andre!
I mørket ser I jo os andre vandre
hvilket gør jer stakler fra den..
Derfor søde mænner
Gå i kloster og sæt tut på tappen
nærm jer ej os kvinder
brug til nød jeres hænder...

I VED jo sex er "slemt".
Ja, livet er ikke nemt.
Ved Dommedag ved I, må alle bøde
for hver en lille brøde.
Da dømmer HERREN og ikke MANDEN
Den dag er I vist
lidt på spanden!
;-)

Hans Jørgen Lassen

Åbenbart er der kvinder, som mener, at børn er en pestilens, snyltere og ukrudt, ja, nærmest en sygdom, som man - uforskyldt - pådrager sig ved nærkontakt med mænd.

En barsk indstilling, synes jeg nok.

Jeg er glad for, at min søns mor ikke delte den indstilling.

Hun syntes, ligesom jeg, at det at få børn er noget af det største i livet.

Inger Sundsvald

Gad vide hvordan aborttallet ville se ud, hvis det var mænd der skulle føde børnene og pakke forestillingen om uddannelse og karriere væk, i det mindste for en tid?

Nå, sådan hænger det jo ikke sammen. Det er derimod noget som mænd helt uforskyldt pådrager sig ved nærkontakt med kvinder.

Rachel Henderson

Hans Jørgen Lassen skriver: "Principielt er der vel ikke afgørende forskel på, om man slår barnet ihjel seks måneder før fødselen eller tolv måneder efter."

Jo, Hans, det er der. Seks måneder før fødslen er der tale om et foster, som er meget lidt udviklet og tolv måneder efter er der tale om et barn, som snart kan gå selv.

For fanden da mand, du er langt ude.

At være i stand til at føde et barn gør én barsk. Man bliver nødt til at tage visse beslutninger i rette tid. Det er barskt. Livet er barskt for kvinder.

Inger Sundsvald

Rachel Henderson:
”Livet er barsk for kvinder”

Ja, og visse mænd indskrænker sig til at svinge pisken som moralens og etikkens vogtere, samt skrive festtalerne om det vidunderlige mirakel og et af livets højdepunkter som et barn er.

Et slag på tasken fra mig ville være, at der er nogenlunde lige mange mænd og kvinder, ”som mener, at børn er en pestilens, snyltere og ukrudt, ja, nærmest en sygdom”.

De fleste har nok et lidt mere nuanceret syn på den sag. Nogle vil for alt i verden ikke have børn, andre ikke på et yderst ubelejligt tidspunkt, og atter andre tager det som det kommer. Både mænd og kvinder kan vælge at leve i cølibat eller beskytte sig tilstrækkeligt.

Men her i landet er det den der lægger krop til, der suverænt bestemmer om det skal være en abort, og det er også hende der selv må tage følgerne.

Hvem der er de ”gode” i den sag kan så diskuteres. Men det er i hvert fald utidigt, at de nære omgivelser skal blande sig i den sag og påføre skyld/skam oveni. Dét er puritanisme, og i værste fald religiøse reminiscenser som ikke hører vore dage til.

Hans Jørgen Lassen

Rachel skriver:

Seks måneder før fødslen er der tale om et foster, som er meget lidt udviklet og tolv måneder efter er der tale om et barn, som snart kan gå selv.

Om man sætter betegnelsen "foster" eller "barn" på dette levende væsen gør næppe den store forskel. Som min gamle ven G. Petersen plejer at fremhæve, så er begreber noget udvendigt, noget som observatøren efter eget forgodtbefindende hæfter på det ene eller det andet.

Om et barn kan gå eller ikke kan gå eller næsten kan gå, er formentlig heller ikke et etisk kriterium, der skal afgøre liv eller død.

Må man minde feministerne om, at over halvdelen af alle aborter er små kvinder (fordi mange kulturer hellere vil have drenge).

Ved udtagelse af en fuldt levedygtig kvinde, hvor den store kvinde ikke ønsker den lille kvinde på grund af et mindre handicap, og hvor der er andre, der er villige til at adoptere den lille, burde det være muligt.

Det ville øge det samlede udbud af kvinder og dermed flere medlemmer til kvindesagen.

Retten til at bestemme over egen krop gælder alle.

Også buschaufføren. Hun kan når som helst vælge, at hendes krop skal bevæge sig på en sådan måde, at bussen svinger over i modkørende bane, hvor der kommer en lastbil - men det er bedst hun ikke bruger denne frihed.

Der skal kun være een passager i bussen for at vi ville sige, at hensynet til hendes egen frihed har krænket en andens frihed (og så glemmer vi endda lastbilchaufføren - som oftest en mand).

Inger Sundsvald

Taler vi nu om en sammenligning med sindsforvirrede eller syge personer, der ”vælger” at styre bussen over i den modsatte vejside – eller kvinder som i feminismens navn må føde, i det mindste, pigebørn. Hvor langt ud skal vi? Det bliver uden mig.

Til: IS

Det burde da være tydeligt nok at det drejer sig om:

"Ved udtagelse af en fuldt levedygtig kvinde, hvor den store kvinde ikke ønsker den lille kvinde på grund af et mindre handicap, og hvor der er andre, der er villige til at adoptere den lille, burde det være muligt."

Da det er indlæggets eneste tolkningsmulighed i forhold til abortproblematikken.

Jeg håber da ikke det er det argument du siger fra overfor ?

Inger Sundsvald

”Gymnasieeleven Mia troede ikke, at abort var noget folk dømte én på længere. Men Mia opdagede, at hun tog fejl, da hun for to år siden blev gravid og valgte abort. På trods af at godt 15.000 kvinder hvert år får en provokeret abort, er det stadig tabu, mener kvindeforsker”

Marianne Mandoe

Hvis mænd ikke vil riskere noget kan de jo bare beholde bukserne på.
Kvinder er ganske klar over risikoen fra den dag de bliver så gamle (omkring 10-12 år) hvor deres mor hiver dem til side og siger "Nu skal du høre lille skat...."

Det er KVINDENS krop. Ikke mandens.
Det er KVINDENS fremtid. Ikke mandens.
Det er KVINDENS psyke. Ikke mandens.
For det er ikke manden der bærer fosteret.
Det er ikke manden der bliver tvunget på lange barsler med efterfølgende forældreorlov fordi samfundet ikke lever op til sine egne løfter om pasningsgaranti.
Det er ikke manden der mister pension, ancinitet, og fri mulighed for at presse firmaet i lønspørgsmål og forfremmelser.
Det er ikke manden der er udsat for enorme hormonsvingninger med risiko for efterfølgende psykologiske problemer.

Så stik piben ind kære mænd.
Kan I ikke klare mosten om at kvinder har bestemmelsesret over deres egne kroppe og fremtid, så hold bananen i bukserne.

Lige præcis!

Stik piben ind, d´herrer, grib i den barm, I ikke har, hold bananen i bukserne og brug i påkomne tilfælde kondom eller anden virksom metode og lær jeres kønsfæller samme form for ansvarlighed, thi ellers overbefolkes vor jord og jeres uendelige mængder af sæd vil skabe nød og ulykke!

Brug jeres ladninger med omtanke - Moder Jord bønfalder jer - hun HAR altså ikke ubegrænsede ressourcer hvor meget hun end elsker alle sine små børn - både dem hun har, og dem, der måtte komme!
:-)

Dybest set handler retten til abort ikke så meget om kønspolitik, da det jo er en rodfæstet og anerkendt rettighed til gavn for dybest set fremtidens børn og de fremtidige generationer, som om sundheds- og socialpolitik.

Og her nytter det ikke at stå og pege fingre ad bestemte grupper og sige, at deres problemer er selvforskyldte, så det synes man de selv skal tage følgerne af. Vi lever i et solidarisk samfund med frihed for Loke såvel som for Thor. Disse værdier bør ikke undergraves.

Jeg synes det er ærgerligt at emnet abort ofte køres op i et skingert leje og jeg frygter for den form for religiøs fundamentalisme, som kan blive følgen, når hadet og fordømmelsen tager over.

Jeg tror at enhver mor eller far ved sine fulde fem ville støtte den søn eller datter, som behøvede en abort frem for at stille sig på fosterets side imod deres eget barn.

Man kan mene at det er kynisk at acceptere abort, men jeg mener at alternativet er en endnu større kynisme og umenneskelighed.

Hvor grænserne skal ligge ved jeg ikke, men jeg går ind for at folk selv finder disse grænser frem for at andre gør sig til formyndere for dem.

Etik er noget meget personligt og individuelt. Man kan stille høje krav til sig selv, men bør være forsigtig med at gøre det til andre.

Samfundets rammer bør være rimelige. Jeg mener ikke at en rigid abortpolitik passer sammen med et samfund, som opfatter sig som frisindet.

Inger Sundsvald

Det er mærkeligt, at det accepteres at der føres krige af økonomiske og alle mulige andre usle grunde, hvor folk bliver slået ihjel. Det accepteres også at folk dør af sult m.v. Desværre…

Men hvis en kvinde af økonomiske/uddannelsesmæssige eller andre grunde ikke ønsker at føde et barn, med eller uden handicap, så er Fanden løs, og hun dømmes af omgivelserne for i det mindste ikke at føde barnet og give det til nogen som hellere end gerne vil have det. Det anses af nogle som umoralsk og uetisk.

Det er svært så kynisk/godgørende på andres vegne verden kan være. Man kan have en mistanke om at et foster tillægges en ”sjæl”, som ingen ved om eller hvornår eksisterer, mens man tager mere let på de elendiges ”sjæle” i andre lande. Hvor bliver moralen og etikken af i her?

Hvis man tror på ”sjælene”, så må man nok trøste sig med, at dem bliver der taget hånd om på højere sted.

Hans Jørgen Lassen

Nanna skriver:

Dybest set handler retten til abort ikke så meget om kønspolitik

Helt enig, men desværre bliver debatten ofte afsporet i den retning.

til gavn for dybest set fremtidens børn

Den der hænger til gengæld i en meget tynd tråd. Til gavn for fremtidens børn? Dem, der ikke blev født?

jeg frygter for den form for religiøs fundamentalisme

Ja,jeg frygter også for religiøs fundamentalisme, som vi netop ser det i abortdebatten. Hvis man tillader sig at anlægge et lidt anderledes perspektiv end det gængse småborgerlige, individualistiske, forbrugeragtige, narcissistiske, så bliver man straks udsat for hadefulde, uartikulerede overfald.

Nå, heldigvis har man jo brede skuldre.

Nå, heldigvis har man jo brede skuldre. Ja, Hans Jørgen, det er én af fordelene ved at være mand... Ikke at jeg misunder jer - mit køn har så mange andre fordele, ikke mindst mændenes brede skuldre, som jo så herligt aflaster os...

Og jeg vil derfor hellere at du, som kan tåle det, må høre lidt frem for at der læsses moralske byrder på mennesker, som får disse aborter, som vi jo må anerkende trods alt er et bedre alternativ end så mange andre metoder, som er blevet og bliver benyttet imod uønskede børn.

Jeg bryder mig nok lige så lidt om tanken om abort som du gør, men vi kan ikke undgå dette fænomen på det samfundsmæssige plan.

Individuelt kan vi beslutte os for at vi aldrig vil forårsage en abort. Den beslutning er der ret gode muligheder for at føre ud i livet.

Men ikke alle har den indstilling, at man må tage følgerne af sine seksuelle aktiviteter. Ikke alle nøjes med at have sex med en, de ønsker sig børn med og desuden ønsker mennesker selv at bestemme, hvornår de får de ret få børn, som man har mulighed for at opfostre, hvis barnet skal have en rimelig tidssvarende opvækst.

Jeg forbinder ikke folks ønsker om abort specielt med forbrugerisme, selv om jeg godt kan se din pointe. I hvert fald er det ikke en forbrugerisme, som jeg opfatter som negativ.

Jeg kan godt lide, at mennesker gør op med sig selv, om de vil kunne elske et barn og give det alt det, som et barn fortjener at få.

Det finder jeg egentlig mindre forbrugeristisk end de forældre, som for enhver pris vil have et barn uagtet at barnet vil have hårdere odds at leve med end andre børn af den ene eller af den anden årsag.

Hans Jørgen Lassen

Nanna,

selv om vi måske ikke er hundrede procent enige, så er der dog en vis forståelse. Og det er for mit vedkommende fuldstændig tilfredsstillende.

Hans Jørgen

Altid godt at kunne være enige et langt stykke hen ad vejen! Samtale fremmer jo som bekendt også forståelsen!

Og ja, det er hjerteskærende, hvis børn er uelskede eller uønskede, hvorfor det er så forbandet vigtigt at forældrene skaber lykke og ikke ulykke når de beslutter sig for, om de vil være forældre, hvornår de vil være det og med hvem.

Et par hurtige kommentarer.

@ Inger Sundsvald
Skam og skyld kan ingen bruge til noget? Hænger begreberne ikke uløseligt sammen med det at være menneske? Uden begreberne ville deres antiteser ikke længere eksistere, og hvor er vi så? Og hvorfor har det ufødte barn i grunden ingen rettigheder?
”Men hvis det endelig skal være, så savner jeg mandens skam og skyld over at have bragt en pige i den situation, uanset hans holdning til om hun skulle føde barnet eller ej” – manden har naturligvis et medansvar i graviditeten, men det vil i sidste ende altid være op til kvinden, om hun vælger barnets liv eller ej.
@ Charlotte Primdal
Det lyder unægteligt, som om du selv er et af disse uønskede børn, du fortæller så levende om, eller har haft det tæt inde på livet. Men hvem er vi, at dømme om børn får et godt eller dårligt liv? Jeg forestiller mig et panel, som ved hver eneste fødsel skal sidde og udregne forskellige sociale risikofaktorer, som vil virke ind på barnets livskvalitet, og hermed bestemme om det skal leve eller dø. Dette leder tankerne tilbage til den gamle nazistiske racehygiejne-politik, hvor handicappede fx blev set som uværdige til at leve. Denne politik førte til drab på 270.000 handicappede og mentalt retarderede. Fostervandsprøver herhjemme afslører allerede nu de første tendenser i denne retning.
Er det dét du vil? Faktum er, at du vil aldrig kunne sige noget endeligt om et barns udvikling – du kan tilskrive sandsynligheder, men er selv den mindste sandsynlighed for et ”godt” liv, ikke nok til at lade barnet leve? Hvad dækker begrebet ” et godt liv” i grunden over?
Hvem skal bestemme om et liv er værd at leve? Her har Gorm Petersen også en interessant pointe; Hvordan kan vi vide, at døden er bedre end livet?
”Og hold så jeres kritik for jer selv hvor den hører hjemme ”Jeg tror du har misforstået target-artiklens budskab, som netop var at åbne debatten op.
”… og lad de mennesker der er direkte berørt af abort diskutere i fred.” Så kunne i danne en lille spændende klub, hvor i sidder og forstærker hinandens begejstring for abort – halleluja. Må jeg ikke fungere som terapeut for deprimerede, hvis jeg aldrig selv har været depressiv? Må jeg ikke fungere som rådgiver i AA, hvis jeg ikke selv har været alkolholiker?
I" har INGEN ret til at fare frem som det er tilfældet nu og I har ingen ret til at forvente at vi andre skal leve i helvede på grund af jeres idealer." Dette har jeg meget svært ved at forholde mig alvorligt til. En venligere debattone efterlyses.

"Tænk over at I ikke ved alt om hvordan andre mennesker har det, men kun kender til jer selv og lær så at forstå at ikke alle kvinder kan eller vil tage sig af deres børn" – Kære Charlotte. Jeg er ikke et sekund i tvivl om , at kvinder, som får foretaget en abort gør det af deres egne personlige ”gode” grunde. Men intentionen ændrer bare ikke på selve handlingen.

Hans Jørgen Lassen

Uønsket eller ønsket er en hæslig kategorisering anvendt om mennesker. Måske ikke i forhold til ukrudt og nytteplanter. Men om mennesker?

Men hvordan kan et spædbarn i dagens Danmark være "uønsket"? Hvilken hjerteløshed!

Hvad du ønsker, skal du få - det er den indstilling, som jeg finder en anelse primitiv, forbrugeragtig og narcissistisk. Og hvad man ikke ønsker, skal man ikke få.

Jeg er mere til den modsatte indstilling. At får man et barn, så må man elske det efter bedste evne. Hvilket oftest ikke er så ringe endda.

Naturligvis snakker jeg her ikke om voldtægtsofre, afrikanske kvinder med 12 børn og lignende eksotiske tilfælde.

Jeg snakker om forholdene i et temmelig velstående land som Danmark.

Inger Sundsvald

Frej Prahl
Selv om jeg aldrig selv har haft ”brug for” så meget som at overveje abort, så anerkender jeg at en kvinde kan træffe det valg. Jeg kunne ikke drømme om at fordømme nogen for ”handlingen”, ej heller at anerkende skyld og skam som noget der hører sammen med at være menneske. Mænd har levet fint uden skyld og skam, og med ”stolthed”. Uskyld er noget der har været pålagt kvinder og tillagt små børn.

Da jeg er født i 1943, har jeg ingen anelse om hvorvidt jeg har været ønsket eller uønsket. Men der er absolut ingen grund til at blive personlig, som når du skriver:
”Det lyder unægteligt, som om du selv er et af disse uønskede børn, du fortæller så levende om, eller har haft det tæt inde på livet.”

Du har ret til at have din opfattelse om ”skabelsesproces” m.v. Men her i landet er spørgsmålet om abort altså noget der stemmes om i Folketinget. Resultatet kan man være uenig i, eller i mit tilfælde tilfreds med, da det har sparet mange kvinder fra kvaksalvernes hærgen.

Inger Sundsvald

Hans Jørgen Lassen

Det samfund der er skabt i dagens Danmark er absolut både hjerteløst, primitivt, forbrugeragtigt og narcissistisk. Det er det samfund vores børn og børnebørn vokser op i, og det gælder altså om at tilpasse sig på ”markedets betingelser” – Vind eller forsvind!

Børn i børnehavealderen bliver ”kompetencevurderet”. Og ikke engang i et velstående land som vores er betingelserne gode nok for f.eks. enlige mødre.

Jeg synes det er hjerteløst af dig, at tillægge kvinder der ønsker abort de mest usle betragtninger om, at de anser børn som ”en pestilens, snyltere og ukrudt, ja, nærmest en sygdom”. Ingen har givet udtryk for den opfattelse, men hvis det endelig skulle være tilfældet for nogle få, så tror jeg at disse børn vil være bedst tjent med ikke at blive født.

Også du har ret til at give udtryk for din mening og dit menneskesyn, men du bryder dig jo heller ikke selv om at blive udsat for ”hadefulde, uartikulerede overfald”. Undskyld jeg siger det, men på mig virker du noget ”fundamentalistisk” og med fundamentalistens uvilje til at se en sag fra flere sider.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

du har endnu engang med dit skarpe blik gennemskuet, i dette tilfælde mig.

Du har fuldstændig ret. Jeg mener, der er fundamentale værdier, hvorfor du med god grund kalder mig fundamentalist.

Tidens værdirelativisme og bekvemmelighedsmoral er mig inderligt imod.

”Selv om jeg aldrig selv har haft ”brug for” så meget som at overveje abort, så anerkender jeg at en kvinde kan træffe det valg. Jeg kunne ikke drømme om at fordømme nogen for ”handlingen”, ej heller at anerkende skyld og skam som noget der hører sammen med at være menneske.” Men du anerkender begreber som stolthed og uskyld? Vil du forklare mig hvordan disse begreber eksisterer uden deres modsætninger?
”Mænd har levet fint uden skyld og skam, og med ”stolthed”. Uskyld er noget der har været pålagt kvinder og tillagt små børn”.. Og blomster.. Hvorledes passer disse konventioner i den aktuelle debat?
”Da jeg er født i 1943, har jeg ingen anelse om hvorvidt jeg har været ønsket eller uønsket. Men der er absolut ingen grund til at blive personlig, som når du skriver:
”Det lyder unægteligt, som om du selv er et af disse uønskede børn, du fortæller så levende om, eller har haft det tæt inde på livet.” – Tænkte det ville blive misforstået.” Da Charlotte fortæller så beskrivende om det at være et uønsket barn, vakte hun min nysgerrighed. Hvis hun da virkelig har følt sig som et af disse uønskede børn, er det da interessant at høre om hun ville virkelig ville have foretrukket døden.
”Du har ret til at have din opfattelse om ”skabelsesproces” m.v. Men her i landet er spørgsmålet om abort altså noget der stemmes om i Folketinget. Resultatet kan man være uenig i, eller i mit tilfælde tilfreds med, da det har sparet mange kvinder fra kvaksalvernes hærgen.” Det er da rigtig dejligt, at du er tilfreds med lovforslaget, men det skal vel ikke stoppe debatten? Personligt støtter jeg også 100 % op om det frie fosterdrab da alternativet, som du selv nævner, er langt værre. Men når det er sagt, er jeg oprigtigt i tvivl om, i hvor høj grad kvinder er sig alvoren af handlingen bevidst. Terminologien på området har bestemt også været med til at gøre beslutningen mere lempelig. Bekvemmelige eufemismer som ”provokeret abort”, gør beslutningen mere tålelig, for at bevæge os lidt tilbage til det politiske. Denne form for ”newsspeak” gør sig i øvrigt også gældende på andre niveauer, eksempelvis er ”krig” blevet omskrevet med det langt mere tålelige term ”operation”. Men bevæger vi os i virkeligheden væk fra det virkelige?

Inger Sundsvald

Frej Prahl

Jeg er rigtig glad for at du skriver:
”Personligt støtter jeg også 100 % op om det frie fosterdrab da alternativet, som du selv nævner, er langt værre.”

Men når du fortsætter:
”Men når det er sagt, er jeg oprigtigt i tvivl om, i hvor høj grad kvinder er sig alvoren af handlingen bevidst”

… så er jeg måske uenig. Jeg er personligt ikke i tvivl om at nogle unge kvinder ikke er sig helt bevidst om ”handlingen” og konsekvenserne (psykisk/fysisk/mentalt). Jeg mener dog at tvivlen skal komme dem til gode, for man kan ikke dømme alle over en kam.

Nogle aner ikke hvad der foregår med dem, og her er det en opgave for ”samfundet” at oplyse. Man bliver jo ikke født med viden om prævention og konsekvenser, og ikke alle får oplysning med sig hjemmefra.

Andre træffer et fuldt bevidst valg, hvis de er ”kommet galt af sted”, og vurderer at de ikke i dette samfund og med egne kalkulerede evner vil bringe et barn til verden.

Der hvor jeg stejler er, når disse kvinder unge/ældre, vidende/uvidende bliver stigmatiserede, eller på godt gammeldags dansk, bandlyste, af mennesker med alle mulige religiøse/moralske/etiske el.a. agendaer og påduttet en skyld eller skam.

Uanset baggrunden for ”det frie valg”, så støtter jeg op om beslutningen i tillid til at beslutningen er den rigtige for den enkelte og helt udenfor andres vurdering af især skyld og skam.

Men jeg kan fandeme ikke kan få min verden til at hænge sammen med din, når du siger, at du går 100% ind for ”fosterdrab”, med mindre du har en helt anden og skjult agenda. I min verden hænger ord som ”fosterdrab” uløseligt sammen med at ville påføre andre skyld og skam. Hvorfor? Hvad er ”det virkelige”?

Faktisk bliver jeg rigtig bekymret, når du underskriver dig ”Stud. Psych.”

Inger Sundsvald

Jeg vil gerne sende en kærlig hilsen til Marianne Mandoe. Det er råt for usødet, og jeg ville ikke selv kunne have udtrykt mig så præcist og bramfrit ;-)

Sider