Læsetid: 8 min.

'Det var jo ikke et barn, kun et foster'

Gymnasieeleven Mia troede ikke, at abort var noget folk dømte én på længere. Men Mia opdagede, at hun tog fejl, da hun for to år siden blev gravid og valgte abort. På trods af at godt 15.000 kvinder hvert år får en provokeret abort, er det stadig tabu, mener kvindeforsker
Gymnasieeleven Mia troede ikke, at abort var noget folk dømte én på længere. Men Mia opdagede, at hun tog fejl, da hun for to år siden blev gravid og valgte abort. På trods af at godt 15.000 kvinder hvert år får en provokeret abort, er det stadig tabu, mener kvindeforsker
11. december 2009

Det er to år siden, og Mia bryder sig stadig ikke om at fortælle om aborten.

Hun var 18 år, gik i 3. g på et af Københavns progressive gymnasier og havde fast kæreste. Men en aften sprang kondomet. Mia blev gravid, overrumplende og uønsket, på grund af prævention, der svigter, hvilket faktisk er tilfældet for over halvdelen af de 15.000 danske kvinder, der hvert år får foretaget en provokeret abort.

Hun var helt sikker på, at hun ikke ville have barnet. Var ikke i tvivl, heller ikke selv om kæresten pressede på for at de skulle få barnet. Mia ville i gang med sit eget liv. Det var ikke en let beslutning, men det mest ubehagelige kom fra en kant, hun ikke havde ventet.

Hendes omgivelser, de venner og bekendte, hun fortalte om aborten, trak sig bort fra hende, og kunne ikke håndtere, at hun ville have en abort.

»Jeg havde ikke lyst til at fortælle om aborten til folk, men var nødt til det, bare for at få det ud. Jeg havde ikke lyst til at blive mødt med de onde blikke, som mange der ikke bryder sig om abort, giver folk. I dagens Danmark er abort stadig et tabu, og jeg oplever, at rigtig mange unge er enten rigtig meget for eller rigtig meget imod, selv om de slet ikke har nogen erfaringer med det,« fortæller Mia, der i dag er 20 år og bosat i England. En veninde på gymnasiet var abortmodstander af religiøse grunde og mente, at det Mia ville gøre, var mord. Flere af de andre jævnaldrende, Mia snakkede med om aborten, kunne ikke forholde sig til det og holdt sig på afstand, efter at hun havde fortalt om sin beslutning.

»Men der var også en veninde, der selv havde fået en abort, der syntes, at jeg var modig, og nogle gav mig et kram, fordi de troede, jeg havde brug for det. Jeg synes, ikke, der var nogen, der var rigtig forstående og havde en afslappet holdning til det,« husker Mia.

Hun fortalte om aborten til sin mor, far og søster. Men det var også svært, fordi en tante i den nære familie i mange år har forsøgt at blive gravid uden held.

»Jeg synes ikke, det er fair over for en 18-årig pige, at hun skal have det sådan, at hun ikke tør at tage retten over sin egen krop. Det var jo ikke engang et barn, det var et foster. Jeg er så træt af, at jeg skal retfærdiggøre mit valg over for dem, der ikke har støttet mig. Det er jo megalang tid siden, at den frie abort blev indført, så det overrasker mig, at jeg blev set ned på, fordi jeg traf en beslutning som handlede om mit eget liv. Jeg troede ikke, at det var noget, folk dømte på længere,« siger Mia.

Hun mener, at der bliver talt alt for lidt med unge i Danmark om de grunde, kvinder kan have til at få foretaget abort.

»Jeg tror, der er mange, der er ikke bryder sig om abort, som tror, det er et nemt valg. Derfor skal der mere fokus på, hvordan processen er. Især i skolerne. I min folkeskole var det jo ikke noget, vi snakkede om overhovedet. Efter aborten har jeg ikke villet tale om det, fordi jeg ikke orkede at møde folks reaktioner. Hvis man fik fokus på, at abort ikke længere skal være et tabu, ville det hjælpe mange kvinder, tror jeg,« siger Mia.

Vi snakker ikke om det

Det er sjældent, at kvinder står frem og fortæller om deres erfaringer med abort. Men i Norge skete det i foråret i avisen Morgenbladet, hvor det vakte en del debat.

Den norske forfatter Kristin von Hirsch fortalte om sin abort i avisen, fordi hun var en af de få, der tidligere havde stået frem med fuldt navn og fortalt om sine erfaringer med abort. Artiklen handlede desuden om, hvordan internettet kunne være med til at bryde tabuet på internetsiden barnimagen.com, der i 2006 oprettede et anonymt diskussionsforum om abort.

Efterfølgende oplevede Kristin von Hirsch at blive taget til indtægt for at være imod abort, fordi hun havde fortalt om den beslutning, som føltes rigtig, men flere år efter kom tilbage som en stor sorg.

Ændret holdning

»Jeg skammede mig over at føle sorg over noget, som jeg selv havde det hele og fulde ansvar over for, hvorfor? Mere end 30 procent af Norges kvindelige befolkning får foretaget en abort en eller flere gange i et livsforløb. Vi har alle vores helt personlige grunde, som ikke er lige gode. Desuden er det en lov. Men alligevel snakker vi ikke om det. I hvert fald ikke om følelserne. Det er over 30 år siden loven så dagens lys, og abort er stadig et ikke-tema. Kan det være, fordi den uforklarlige følelse af skyld og skam popper op uanset bagtæppe,« skrev hun i et debatindlæg, hvor hun forsvarede sig. Senere var der andre kvinder, der meldte sig med deres aborterfaringer.

Men én ting er kvindernes egne følelser omkring at få foretaget en abort. Noget andet er, hvorvidt disse følelser påvirkes af samfundsdebatten.

Lektor Birgit Petersson, der blandt andet forsker i abort og fødselsteknologier ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, mener, at der er en sammenhæng, fordi holdningerne til fri abort har ændret sig i løbet af de godt 35 år, der er gået siden loven blev indført i 1973.

»Der er sket en holdningsændring til abort. Fra en undersøgelse, vi har lavet om kvinders reaktioner, ved vi, at der er kvinder, der får det skidt, efter de har fået foretaget en abort, selv om de ikke fortryder deres valg. Og vi kan ikke se andre forklaringer, end at det er en samfundsskabt diskussion om abort, der må have betydning, for der er intet andet i deres situation, der har ændret sig,« siger Birgit Petersson med henvisning til en undersøgelse, hun stod bag i slutningen af 90erne, som viste, at 16 procent af kvinderne fik problemer efter en abort blandt andet på grund af følelser som skyld og skam. Birgit Petersson mener, at der burde være en langt større debat og åbenhed om kvinders erfaringer med abort, men dels er der meget lidt forskning i emnet herhjemme, og dels er det andre temaer, der dominerer debatten.

»Moderskabet forherliges i dag, hvilket hænger sammen med den debat, der løbende er i samfundet, og hvor der er en tendens til at ville presse kvinder tilbage i moderskabet. Det tror jeg har en afsmittende virkning,« siger hun.

Selvjustits

Ifølge professor Lisbeth B. Knudsen, der forsker i abort ved Aalborg Universitet, er det svært at sige noget entydigt om, hvilke kvinder, der oplever abort som et tabu og får skyldfølelser efter indgrebet.

Men hun mener lige som Birgit Petersson, at det spiller ind, at grundene til, hvorfor loven om fri abort i sin tid blev betragtet som en kvinderettighed, ikke diskuteres så meget længere. De fleste anser det som en indiskutabel rettighed. Især de unge, som ikke har de samme referencerammer til abortdebatten, som ældre kvinder.

»Man har glemt, hvor voldsomt det var for kvinder, og hvor meget kvinder egentlig var villige til at udsætte sig selv for for at undgå at få et barn. Vi har at gøre med en ung generation, der aldrig har kendt til den tid, hvor abort var ulovligt,« siger hun.

I USA hvor der har været forslag om, at præsident Barack Obamas sundhedsreform skulle blokere for offentligt tilskud til aborter, har kvindelige abortforkæmpere netop hæftet sig ved, at det er svært at mobilisere unge kvinder til kamp for, at den frie abort er universel.

Der er bred opbakning til abort i den amerikanske befolkning, og ifølge New York Times er der heller ikke stor forskel på holdningen til fri abort i aldersgrupperne under og over 30 år. Men mens ældre kvinder betragter fri abort som en kvinderettighed, ser yngre kvinder det mere som et individuelt spørgsmål, hedder det i artiklen. Det er ikke noget, man går på barrikaderne for.

Birgit Petersson går så langt som til at advare imod at tage den frie abort som en given rettighed.

»Det ligger i tiden, at vi ser en mere og mere indirekte modstand mod abort. Ikke den direkte form, som den etablerede f.eks. abortmodstanderorganisation Retten til liv repræsenterer. Der sker en form for selvjustits, og jeg mener ikke, at vi som sådan kan tage den frie abort som en selvfølge,« siger hun.

For eksempel peger Petersson på den praksis, der har udviklet sig omkring de såkaldt sociale aborter. Det vil sige de aborter, man kan søge abortsamrådene om tilladelse til efter 12. graviditetsuge og inden 24. graviditetsuge af sociale årsager. Selv om der kan gives tilladelse til provokeret abort helt op til 24. uge, er den ifølge Petersson i praksis umulig at få tilladelse til efter 18. svangerskabsuge.

»Selvfølgelig er der mere på spil, når et foster er levedygtigt. Men det paradoksale er, at man jo slet ikke er så kritisk over for familier, der ønsker abort på grund af et foster med handicaps. Men sociale årsager til at få en abort kan være lige så tungtvejende. Det er mindst lige så individuelt belastende at få et barn, man ikke ønsker eller ikke har besluttet sig til at få,« siger Birgit Petersson.

Lisbeth B. Knudsen er ikke så bekymret for, at retten til fri abort får sværere vilkår herhjemme. Men hun er enig med Petersson i, at der er strømninger i det europæiske fællesskab, der peger i retning af strammere lovgivning. Blandt andet har Polen for få år siden indskrænket retten til fri abort.

»Jeg tror på, at individets rettigheder står meget stærkt i Danmark,« siger Lisbeth B. Knudsen. Hun er for øjeblikket ved at lave en undersøgelse for Sundhedsstyrelsen af kvinder under 25 år, der har fået en provokeret abort. Kvinderne bliver blandt andet spurgt om, hvordan de er blevet gravide og til deres brug af prævention. Og Lisbeth B. Knudsen tager det som et eksempel på, at fokus i dag er mere rettet på information om prævention for at undgå de uønskede graviditeter overhovedet.

»Sundhedsstyrelsens fokus er ikke længere kun på at nedbringe antallet af aborter. De fokuserer lige så meget på forekomsten af uønskede graviditeter. Før gjaldt det mere om, at nedbringe antallet af aborter. Nu handler det om at hjælpe de kvinder, så de helt undgår situationen,« siger Lisbeth B. Knudsen.

Mias navn er opdigtet. Det rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna

i begyndelsen af en graviditet kender moderen udemærket omstændigheden. De fleste sene aborter, der nærmer sig den tolvte uge, skyldes ventelister, ikke forældrenes ugidelighed.

Måske bliver bevidsthedens gåde løst inden for de næste 10-20 år.

Uønskede børn kan så leve videre i en computersimulation.

Men vi kan næsten ikke undgå at gøre en anden opdagelse før vi er færdige med simulatoren.

Nemlig om livet overhovedet er bedre end ikke-livet.

Så finder vi ud af om det er os der snyder de små børn ved at slå dem ihjel.

Eller vi tværtimod snyder os selv ved ikke at begå selvmord.

I sidstnævnte tilfælde løser vi samtidig klimakrisen og medvirker til, at fremtidige civilisationer på andre planeter, som bliver i stand til at modtage radiosignaler fra rummet, vil undre sig over "det tavse univers".

Ganske som vi selv har gjort.

Når nu proteinernes utrolige 3d konstruktionsegenskaber er så velegnede til skabelse af liv.

Måske går der i enhver civilisation mindre end 200 år fra man kan udsende radiosignaler til bevidsthedens gåde bliver løst.

Herefter kommer "Den Ultimative Abort".

Hans

De forholdsregler man kan tage er at udføre aborten med hensyntagen til, at fosteret måske føler angst og smerte så man undgår dette.

Om vi har "rettigheder" til fostre ved jeg ikke, men den gældende lovgivning er ok, bortset fra at jeg gerne så en mere lempelig praksis i abortnævnene og en udvidelse af abortretten til mere end 12 uger for at overlade flere beslutninger til forældrene og færre til abortnævnene.

Du har ret i at man godt kan have rettigheder uden selv at kunne udtrykke ønsker, men første forudsætning herfor mener jeg må være, at man overhovedet er en borger i samfundet og det anser jeg ikke et foster i mors mave for at være.

Nanna

De forholdsregler man kan tage er at udføre aborten med hensyntagen til, at fosteret måske føler angst og smerte så man undgår dette.

Det samme argument kunne bruges ved andre lejligheder, eksempelvis dødsstraf, men det ændrer ikke på at man slår en bevisthed ihjel, hvilket ikke er acceptabelt.

Misforstå nu ikke, jeg er ikke abortmodstander, men kun modstander af den nuværende grænse på de ca 3 måneder, hvor fosteret allerede ligner et rigtigt barn, slet ikke en marsmand, som du sikkert godt ved.

Jeg kan forvisse dig om at fostre har rettigheder efter gældende dansk lovgivning, til at leve sit liv, og fjernes efter fødslen, såfremt forældrene ikke vil eller kan tage sig af barnet.

Nanna

en udvidelse af abortretten til mere end 12 uger for at overlade flere beslutninger til forældrene og færre til abortnævnene.

Det er jo ikke det handler om Nanna, men simple ventelister på hospitalerne. Hvilke forældre ønsker ikke indgrebet så tidligt som muligt?

Inger Sundsvald

Nanna

Jeg må sige jeg beundrer din ihærdighed og dine velformulerede argumenter.

Selv orker jeg ikke at diskutere med mennesker som synes det er helt i orden at ”pelse” afghanske fædre og mødre, eller med nogen som nærmest mener at et foster har rettigheder el.a. fra undfangelsestidspunktet.

Jeg er rigtig glad når vi kan være på bølgelængde som her. Vi ved jo selv hvor vores forskellige opfattelser støder sammen. Men det skal ikke afholde mig fra at glæde mig over når ”vandene mødes” ;-)

Jeg kan naturligvis tage fejl, men jeg har en lumsk mistanke om, at mænds aversion imod abort hænger sammen med enten religiøse og spektakulære forestillinger om ”livets ukrænkelighed”, eller ganske simpelt med det ubærlige ved at en kvinde fravælger ”deres” afkom helt udenfor deres kontrol, og hellere ser et barn leve og vokse op under kummerlige økonomiske eller følelsesmæssige forhold end at se deres dyrebare sæd gå til spilde.

Hvis Frej er en mand, hvilket jeg ikke vidste, så forstår jeg det lidt bedre.

eller med nogen som nærmest mener at et foster har rettigheder el.a. fra undfangelsestidspunktet.

Sædvanen tro, aner inger sundsvald ikke hvad der siges. således citerer hun fuldkommen ude i hegnet.

hvem har sagt at et foster har rettigheder fra undfangelsestidspunktet?

Naturvidenskabeligt set er livet en metafysisk forestilling, og derfor er udtrykket "livets ukrænkelighed" en metafysisk påstand.

Ingen normale mennesker ønsker at dræbe børn (folk der kommer i fængsel for at have gjort det er næsten umulige at beskytte mod deres medfanger - i Frankrig var der et eksempel, hvor en indsat blev myrdet af medfangerne).

Følger man tilsvarende debatter i den store verden, er det afgørende argument - hvornår i fosterets udvikling opstår evnen til at opleve ?

Før dette tidspunkt har ingen problemer med abort - efter dette tidspunkt gør de fleste klogt i at have det - særlig hvis de skulle være så uheldige at komme i fransk fængsel.

Det hele virker - ganske som debatter om aktiv dødshjælp - tilbage på grundproblemet:

Hvilke kriterier skal en maskine (hjernen er naturvidenskabeligt set en maskine) opfylde for at kunne opleve lidelse ?

M.a.o. bevidsthedens gåde. Hvornår er døden et attraktivt alternativ til livet ?

Hans

men det ændrer ikke på at man slår en bevisthed ihjel, hvilket ikke er acceptabelt.

Så burde man ikke indtage animalske produkter overhovedet ud fra denne tankegang!

Generelt synes jeg det må være bedst for den abortsøgende ikke at tænke for meget over fosteret, men bare kunne stole på, at hospitalspersonalet ordner alt så professionelt og humant som muligt.

Jeg giver dig ikke ret i, at alle bare ved hvornår de er gravide. Jeg kender fx en, hvis kæreste glemte at holde øje med hendes sikre perioder, hvorefter hun blev gravid og var alt for langt henne til at en abort var mulig. De blev så glade nok for at blive forældre, selv om det kom lidt bag på dem.

Nanna

Nu ved jeg jo godt at dyr også har en bevisthed. I den forbindelse er det også et problem hvis dyret ikke bedøves ordenligt først. Jeg mener dog ikke at den menneskelige bevisthed kan sammenlignes med dyrs, hvilket jeg ganske rigtigt basere på tro og ikke viden.

Men vi skal jo spise, og vi har behov for de næringsstoffer man får fra kød, hvilket er naturens orden, mens et tre måneder gammelt foster allerede er så udviklet, at der kan stilles videnskabeligt spørgsmål om det ikke allerede er bevist.

Desværre har vi ventelister, så derfor kan man mene at grænsen er politisk og ikke videnskabelig.

Jeg er enig i at man mere eller mindre uventet kan blive glad for barnet, hvilket udemærket beskriver min egen oplevelser.

Idag ville jeg under ingen omstændigheder undvære mine børn, af samme begrundelse.

Jeg synes nu stadigt at debatten om abort tidlig eller sen altid kommer til at fast i kvindens ansvar og handling.

Jeg kune godt tænke mig lidt mere mandlig skyld, skam og ansvari disse aborter.

Jeg tænker ikke på de her medvirkende mandlige debattærer, af hilke kun Hans har forklaret, at han har deltaget i nogle aborter.

tidligere kunen manden stkaffe 500 kroner til en kvaksalver, og så var hans mission endt.
Efterfølgende var det kun kvindens del, der var genstand for skam, skyld og sygdom og retsforfølgelse.

Vi er snart ved at være der igen, hvis vi fortsætter ud af denne dårlige tangent.

Hans

Ja, de børn man har, vil man som regel for alt i verden ikke undvære. Men der findes ulykkelige undtagelser, og det er dem, der har mest brug for loven, som jeg ser som en sundhedspolitisk og social nødvendighed.

Mona

Det er absolut ikke uden skyldfølelse, som Nanna også nævnte tidligere, at jeg tænker på min kones aborter, især hvis jeg tænker på hvem de havde været.

Jeg tror de tider er forbi hvor manden bare er ligeglad.

Mona

Ja, udviklingen kan let blive skruet tilbage, og så skal man til at starte forfra med at opfinde den dybe tallerken. Vi HAR jo haft rædslerne med ikke at have den frie abort, hvor fx kvinder kunne blive sterile eller dø af de uautoriserede aborter.

Nej - som sagt, jeg tror ikke tiden bliver skruet tilbage, men samme spørgsmål bliver stillet i nyt lys. Alt tyder på at ligestilling er kommet for at blive, også i dette emne.

Inger Sundsvald

Gorm Petersen

Du har helt ret i, at det store spørgsmål er:
”hvornår i fosterets udvikling opstår evnen til at opleve” – inkl. lidelse.

Men da hverken naturvidenskaben eller diverse religioner kan give svaret på dét, så ved man heller ikke hvornår ”døden er et attraktivt alternativ til livet” eller om den er det.

Indtil dette spørgsmål bliver afgjort af videnskaben el.a. er vi så at sige ”på herrens mark” og må hver især på en ukvalificeret baggrund træffe de beslutninger vi selv finder bedst.

En kvinde bestemmer suverænt selv om hun vil leve eller dø. Det samme gør hun på et fosters vegne. Hvem skulle ellers bestemme over hendes egen krop, bortset fra lovgivningen og ”samfundet”, som har bestemt den sag?

Men da hverken naturvidenskaben eller diverse religioner kan give svaret på dét, så ved man heller ikke hvornår ”døden er et attraktivt alternativ til livet” eller om den er det.

Det er ganske rigtigt, men så må man lade individet afgøre det for sig selv. At træffe afgørelsen på individidets vegne, kan uden videre betegnes som et overgreb.

Hans

Jeg nævner jo også dig som eksempel på en mand, der erkender at have været indvolveret i abort. Årsagen til aborterne er for den sags skyld underordnede.

Men under en hel del indlæg ligger kvindens valg af abort som noget hun er skyldig i. En kritik af HENDES valg af abort frem for bortadoption til herboende barnløse.

Jeg vil bare atter fremhæve, at graviditeten er man to parter om, men svangerskabet og fødslen kun en om. Selvom manden er der og støtter op, er arbejdet og smerten kun kvindens.

Og når det fremhæves af "nogle" at man kan bare passe på og så tage graviditeten i sin fulde længde, hvis det går galt, for derefter at give barnet bort, ja så bliver jeg noget forundret.

Og så er der ikke langt fra den måde, hvorpå man så kvindernes ufrivillige graviditeter for ikek så mange årtier tilbage.

Manden kan bare betale sig fra ansvaret.

Det er sgu hyklerisk

Mona

du har ret i, som artiklen også nævner, at omgivelserne bedømmer handlingen. Tilbage er kun at kunne forsvare den for sig selv, og her mener jeg, som sagt at aborten bør foretages så tidligt i forløbet som muligt.

Dette synspunkt vil så sandelig også være til gavn for kvinden, hvis kropslige forandringer også formindskes tilsvarende. det er således ligeså meget for kvindens eget bedst som for fosterets, at man ikke venter til sidste øjeblik, eventuelt på grund af disse omtalte ventelister.

Hans

Ja, ligestilling er kommet for at blive. Det princip synes jeg bedre om frem for gammeldags bondeanger over handlinger, man ikke kan gøre om og som man må acceptere, at andre også skal have lov til at begå, for perfekte bliver menneskene aldrig.

Stod det til mig, blev Etisk Råd nedlagt, da jeg anser det for at være en form for moderne præsteskab. Jeg bryder mig ikke om formynderi og jeg synes ikke, at systemet skal ydmyge forældre, som ønsker en abort på grund af fx et forventet handicap.

Inger Sundsvald

Jeg tror da nok, at i det øjeblik videnskaben kan godtgøre at et foster/individ kan spørges og selv træffe afgørelsen for sig selv om det vil leve eller dø, så vil jeg fuldt ud respektere dét.

Problemet er også, at man ikke vil indrømme, at moderen er uomgængelig nødvendig for barnet. Uden mor - intet barn. Derfor kan man ikke tilsidesætte moderen uden at det går ud over barnet. Barnets lykke afhænger af moderen. Uden en mor - barnets egen mor - intet ordentligt liv.

Nanna

Vi kan kun være enige i at formynderi, her i forbindelse med et handikappet barn, ikke er acceptabelt. jeg kender ikke nok til etisk råd til at bedømme deres holdninger, men hele spørgsmålet er jo reelt nok, og bør naturligvis ikke være tabubelagt.

Som loven er idag, er det accepteret at opnå abort efter tolvte uge, såfremt evnesvaghed, eksempelvis downs syndrom kan konstateres. Personligt finder jeg det iorden at forældre vælger at få et sådan barn, fordi der bør være plads til de skæve eksistenser.

Jeg har iøvrigt hørt en down, udtale sig mere klogt end en tidligere bekendt fra mensa. sådan kan der være så meget.

Nanna

Problemet er også, at man ikke vil indrømme, at moderen er uomgængelig nødvendig for barnet. Uden mor - intet barn.

rigtigt, men jeg har nu kun hørt om et tilfælde af svangerskab uden en mandlig deltager, og dette eksempel vil jeg uden videre betegne som eventyrligt vrøvl.

altså - uden far, intet barn ;-)

Inger Sundsvald

Nu er det jo sådan, at der har siddet kloge hoveder, læger og bl.a. i Etisk Råd og har stemt om hvor grænsen skulle ligge. De har så sat grænsen ved 12 uger. Men hvis de havde vurderet, at grænsen skulle være 8 uger, så var dét nok blevet skæringspunktet. I Folketinget har man så accepteret 12 uger og har lovgivet på den baggrund.

Det skal jeg ikke gøre mig klog på om er rigtigt. Men jeg vil da mene, at hvis der ligefrem er tale om abortER, så er sløseriet nærmest utilgiveligt.

Inger Sundsvald

Er der tale om et foster med downs syndrom er skæringsdatoen en anden. Der findes også forældre, som erkender at de ikke ville kunne klare dette. Det skal ikke få mig til at fordømme dem. Samfundet er ikke, og har aldrig været indrettet så disse børn også er velkomne.

Angående skæve eksistenser, så tales der meget fordømmende om forældre, som ønsker abort for at undgå et sådant barn. Samtidig er der en tendens til at vende mennesker ryggen bare de ikke følger gældende normer og kodeks.

Især mænd render ofte af pladsen, når et barn kræver lidt ud over det sædvanlige. Og mænd er ofte i praksis dem, som er først til at ønske abort. Derfor er det lidt påfaldende, at nogle mænd i offentlige debatter åbenbart har andre synspunkter end man ser i praksis.

Christel Larsen

uhh jeg kan se nogen svarede på dte jeg spurgte om..dog uden at læse ordentligt. Mit spørgsmål er jo netop om vi kan kræve af jordemødre og læger at de på den ene side skal kæmpe for livet hos nogle, nyfødte "fostre" ( ja nogle er ved den grænse eller under som overlever , har selv i familien) og på den anden side lægge levedygtige fostre til at dø mens de står og kigger på ....Hvordan kan man forlange det af mennesker? Har hørt fra en jordemoder , der simpelthen måtte skifte job , fordi det overtrådte hendes grænser at lege dødens engel. Og da jeg før da aldrig havde tænkt over det ( for det er jo ikek politisk korrekt at tale om ) begyndte det at undre mig at man forlanger at sundhedspersonalet skal være den slags dødens engle. et er at man vil have kvinden selv kan bestemme over sin krop. at der kan være gode sociale grunde til en sen abort med et ellers sundt og raskt , levedygtigt foster. En anden om man kan forlange af andre mennesker , skal være dødens budbringere.

Nanna

Jeg tror nu mest at de ferilitetsbehøvende misunder os andre, men igen, så kan jeg godt sætte mig ind i eventuel samvittigsnag ved abort, uden at blande religion ind i emnet.

Derfor min holdning til fosterets bevisthed i dette spørgsmål.

Hans

Ja, du siger jo at du selv føler dårlig samvittighed over aborter, så du må jo vide det. Jeg ved ikke hvad jeg selv ville have følt, da jeg aldrig har været i situationen.

Men jeg tror ikke det er godt for et parforhold, at man sammen har fravalgt at få et barn. Det vil måske føles som et nederlag for kærligheden. Uromantisk er det efter min mening. Men jeg anerkender, at det kan være nødvendigt og vil derfor ikke dømme nogen.

Christel

Sundhedspersonalet må tage de opgaver, som følger med jobbet og alternativt finde klinikker eller andre steder, hvor de jobfunktioner, de vil undgå, ikke findes.

Har man noget imod vor abortlovgivning og er det så magtpåliggende for en, er alle parter bedst tjent med, at man finder andet job. De som får abort har brug for omsorg og forståelse - ikke fordømmelse!

Nanna

min samvittighed fortæller mig at der ikke havde været et problem, hvis fosteret stadig var uden bevisthed, men eftersom grænsen er sat politisk, og i erkendelse af mine fejltrin, ser jeg gerne ser loven ændret, eventuelt til 8 uge. på dette tidspunkt ved kvinden godt hun er gravid, og som sagt er diverse risikofaktorer for kvinden også mindre ved aborten.

Hans

Og hvad så med din kone, som gennemlevede aborterne - jeg troede da at det var overfor hende, du havde dårlig samvittighed?

Og du vil så at andre sættes i en vanskeligere situation bare for at du selv kan lette din samvittighed?
:-(

Nanna

Og du vil så at andre sættes i en vanskeligere situation bare for at du selv kan lette din samvittighed?

alt hvad der kan misforståes, bliver misforstået hvad? nej Nanna, jeg ønsker at loven laves om for at formindske risikoen for at nogen for dårlig samvittighed. Hvor mange gange skal jeg gentage det? jo længere henne i forløbet, desto større risiko for kvinden!

min samvittighed gælder skam både overfor min kone og de ufødte børn, men mine begrundelser for at ønske aborterne var selviske. hvad kan jeg andet end at indrømme? disse indrømmelser er jo stadig for min egen skyld først og fremmest.

når det er sagt, så lever jeg fint med samvittigheden hvad angår min tidligere kone, hvilket skyldes helt andre ting - som du allerede ved, og hun tog heller ikke skade af indgrebene. iøvrigt var hun selv indforstået med abort, og jeg ville aldrig have tvunget hende.

Nanna - jeg er hammertræt af myten om den svagelige kvinde, der skal behandles som et uselvstændigt individ, og hvor alting er mandens skyld. det er noget forbandet vrøvl. kvinder er lige så egoistiske som mænd, helt generelt set.

Angående skyld, skam, dårlig samvittighed osv, så er det vel egentlig kristendommen, som vi kan takke for, at vi stadig ligger så meget under for disse begreber, som vi sommetider kommer til fordi det ligger så dybt i os. Kunne vi dog bare kaste disse lænker af os og erkende, at vi kun er mennesker, men at de fleste af vore handlinger sker i den bedste mening.

Jeg synes at Hans og alle andre roligt kan smide enhver skyldfølelse væk, for ingen kan gå uskyldig igennem tilværelsen. Om vi spiser and, gås eller flæskesteg, så er der et dyr, som har måttet lade livet. Og mennesket er når det kommer til stykket også bare et dyr.
:-)

I fremtiden vil vi tage lettere på tingene, siger nogle fremtidsforskere i denne artikel:

http://www.berlingske.dk/danmark/forandring-fryder-en-beretning-om-famil...

Den giver et rids af familiens udvikling, som jeg synes er meget interessant at læse.

Naturligvis skal man ikke smide sin samvittighed væk Nanna. Når alt kommer til alt, er det det eneste du har, ligesom samvittighed intet nødvendigvis har noget med religion at gøre.

Vi er udstyret med samvittighed for at kunne forbedre os, hvilket er en forudsætning for al positiv udvikling.

uden samvittighed er man dysfunktionel - med andre ord - psykopat, hvilket er en sygdom i hjernen. uden samvittighed er vi kun maskinelle dyr.

Hans

Denne skyldfølelse, du omtaler, er for mig at se noget individuelt og personligt og jeg tror at den skyldes, at nogen bærer rundt på mere kristen kulturarv end andre.

Jeg selv er nok mere fri af denne kulturarv end de fleste - takket være mine forældre - hvorfor jeg bare kan sige til andre: kast dog jeres lænker!

I behøver ikke at bære disse åg, som præster har inddoktrineret folk til at bære. Det er derfor jeg prøver at appelere til ateismen i dig og Hans Jørgen. Min opfordring til jer er: så VÆR dog ateister og vær frie mennesker, som ikke slæber rundt på irrationelle skyldfølelser, som ikke gavner noget som helst.

Kristen - muslimsk eller ateistisk samvittighed er et uundgåeligt faktum. jeg lader mig absolut ikke påvirke af religiøse doktriner, men erkender at jeg, som ateist, kan få dårlig samvittighed.

hvis jeg har medvirket til at slå en bevisthed ihjel, så må jeg se det i øjnene, fordi man ikke kan flygte fra sig selv.

eftersom jeg ikke tror på syndsforladelse, og alt dette religiøse pladder, ønsker jeg at medvirke til at loven laves om, for de mange der ...

,... kun kan have glæde af at aborter foretages så tidligt som muligt

Det er gammel feministisk tankegang, og politisk forgodtbefindende ikke at forlange ventetiderne til abortindgrebene nedsat.

Hvem har glæde af disse lange ventetider???

Inger,

Med din logik skulle vi myrde alle afghanske børn, fordi de har udsigt til et lorteliv i et lorteland.

Det siger sig selv, at livet begynder ved undfangelsen. Om vi så vælger, at slå det ihjel efter tre uger, tre måneder eller efter fødslen, som det var norm for 1000 år siden, er da ligegyldigt. Det individ, der bliver slået ihjel er det samme.

Jeg er som sagt ikke modstander af abort. Jeg er modstander af fri abort, der giver folk mulighed for at slå deres børn ihjel af bekvemmmelighedsmæssige årsager.

Der skal selvfølglig i et retssamfund være en retslig beskyttelse af det ufødte barn.

Indtil videre er små 700.000 danske børn blevet ofret på dit selvretfærdige kvindsagsalter, og så kommer du til mig og taler om moral?

Fire gange så mange som det samlede tabstal fra de jugoslaviske borgerkrige.

Må jeg brække mig.

Hans Jørgen Lassen

Jeg var til gåseslagtning med efterfølgende plukning hos naboen i lørdags, meget festligt med både hjemmelavet plumkage, stilton, sherry, øl og små diverse skarpe.

Der var dog ingen (heller ikke præsten), der hyklerisk påstod, at gæssene blev slået ihjel for deres egen skyld, for deres eget bedste, for humant at skåne dem for et ulykkeligt liv.

Næh, de fik et bedøvende gok med øksen og derefter kappet hovedet af, af den simple grund, at vi er nogle stykker, som vil have gås på julebordet.

I øvrigt havde netop disse otte gæs haft et frit og godt liv. De vraltede rundt, som de passede dem, ofte strejfende langt hjemmefra, og det kan jo lade sig gøre her i landsbyen.

Hans Jørgen Lassen

Kim skriver:

livet begynder ved undfangelsen. Om vi så vælger, at slå det ihjel efter tre uger, tre måneder eller efter fødslen, som det var norm for 1000 år siden, er da ligegyldigt.

Enig. (Bortset fra ordet "vi".)

Alt andet er blot ideologiske forsøg på at besmykke eller tilsløre den kendsgerning, at man (ikke vi) vælger at slå et menneskeliv ihjel, fordi det nu af den ene eller anden grund ikke passer moderen/faderen eller dem begge at få det barn.

Det er jo direkte grotesk, når folk hårdnakket og mod bedre vidende påstår, at fostre bliver slået ihjel, fordi det er bedst for børnene selv, fordi de ville få et elendigt liv.

Hykleri.

Hans

Jeg kan kun støtte dig i, at ventetiden på abort bør være så kort som muligt og at dette at føle samvittighed overfor sine medmennesker er noget fundamentalt, som intet har med religion at gøre.

Jeg foretrækker så blot, at man praktiserer dette overfor sine nærmeste fremfor kun at politisere sin godhed ud på det abstrakte plan. Kvinder er vist ofte gode til det første, mens mænd exellerer i det sidste.

Jeg vil så i al beskedenhed bare opfordre mændene til at vise deres godhed i praksis - ikke mindst i denne søde juletid, hvor kvinder som regel har travlt med at glæde alle andre, men også gerne selv vil glædes og hvor børnene frem for alt bør huskes og være i centrum.

Når jeg ikke erklærer mig som abortmodstander er det fordi man ville kunne sige til mig:

"Jamen så tag du imod det let handicappede men fuldt levedygtige foster. Giv det en god opvækst til og med konfirmationstalen."

Det orker jeg ikke - jeg indrømmer min egoisme og er derfor meddelagtig i skylden.

Det er derfor kun hykleriet jeg protesterer imod.

KV's argument om medlidenhedsdrab på alle afghanske børn for at beskytte dem mod et lorteliv, rammer meget godt hulheden i alle de uærlige argumenter.

Nanna

Jeg ved du mener det godt, resten er kun forståelse og politik ;-)

Husk at mange mennesker, ikke kun kvinder, kun ønsker at glæde andre.

Inger Sundsvald

Nåh, det der det der er galt. Man skal altså bare indrømme fosterdrab og skamme sig, for ikke at blive kaldt en hykler.

Det ville jeg formentlig selv have gjort og følt i situationen, og jeg tror at det er de færreste der er så forhærdede, at de ikke gør det samme. Også jeg anser et foster for et barn fra undfangelsestidspunktet, men det skal ikke få mig til at fordømme eller moralisere af den grund.

Jeg er overbevist om, at i langt de fleste tilfælde er det en så smertelig beslutning, at det ikke er noget man bare gør som når man fjerner uønsket skæg/hårvækst.

Skal man endelig tale om skyld i drab, så må ”samfundet” bære sin del, da det er samfundet der accepterer abort og har vurderet hvornår det er forsvarligt, og at samme samfund ikke er parat til at støtte om f.eks. en enlig kvinde, der ikke er i stand til selv at sørge behørigt for et barn.

Skulle jeg til at skamme mig på samfundets vegne, så kan jeg finde andre mere nærliggende grunde at gøre det på. Men det kunne jeg ikke drømme om, for det er ikke min ”skyld”.

Rachel Henderson

Sundsvald skriver: "Jeg er overbevist om, at i langt de fleste tilfælde er det en så smertelig beslutning, at det ikke er noget man bare gør som når man fjerner uønsket skæg/hårvækst."

Jeg har tidligere sammenlignet indgrebet med at få fjernet en visdomstand. Jeg mener ikke at beslutningen i sig selv er smertelig, men indgrebet er, fordi det indebærer narkose, fare for infektion, rod i hormonerne, deraf følgende emotionelle udsving m.m.

Har man gjort hvad man kunne i forhold til primær prævention, og det så har svigtet, mener jeg ikke man bør føle den mindste smule skyld ved at dræbe et foster inden 12. uge.

Man burde snarere føle skyld ved at lade sig presse til at føde et barn, som man ikke er parat til at tage sig af. Man har forpligtelse til først og fremmest at tage sig af sig selv. Der er alt for mange børn i verden med mødre, der ikke passer ordentlig på sig selv, og derfor heller ikke kan passe ordentligt på deres børn.

Inger Sundsvald

Personligt kan jeg ikke se nogen mening i at skamme sig på andres vejne. Politisk, i et demokrati, er det som bekendt den almene opfattelse der er afgørende.

Enhver form for skam er naturligvis personlig.

I forbindelse med af dig nævnte fjernelse af uønsket hårsvækst, kan jeg kun opfatte det som en kuriositet

Sider