Læsetid: 8 min.

'Det var jo ikke et barn, kun et foster'

Gymnasieeleven Mia troede ikke, at abort var noget folk dømte én på længere. Men Mia opdagede, at hun tog fejl, da hun for to år siden blev gravid og valgte abort. På trods af at godt 15.000 kvinder hvert år får en provokeret abort, er det stadig tabu, mener kvindeforsker
Gymnasieeleven Mia troede ikke, at abort var noget folk dømte én på længere. Men Mia opdagede, at hun tog fejl, da hun for to år siden blev gravid og valgte abort. På trods af at godt 15.000 kvinder hvert år får en provokeret abort, er det stadig tabu, mener kvindeforsker
11. december 2009

Det er to år siden, og Mia bryder sig stadig ikke om at fortælle om aborten.

Hun var 18 år, gik i 3. g på et af Københavns progressive gymnasier og havde fast kæreste. Men en aften sprang kondomet. Mia blev gravid, overrumplende og uønsket, på grund af prævention, der svigter, hvilket faktisk er tilfældet for over halvdelen af de 15.000 danske kvinder, der hvert år får foretaget en provokeret abort.

Hun var helt sikker på, at hun ikke ville have barnet. Var ikke i tvivl, heller ikke selv om kæresten pressede på for at de skulle få barnet. Mia ville i gang med sit eget liv. Det var ikke en let beslutning, men det mest ubehagelige kom fra en kant, hun ikke havde ventet.

Hendes omgivelser, de venner og bekendte, hun fortalte om aborten, trak sig bort fra hende, og kunne ikke håndtere, at hun ville have en abort.

»Jeg havde ikke lyst til at fortælle om aborten til folk, men var nødt til det, bare for at få det ud. Jeg havde ikke lyst til at blive mødt med de onde blikke, som mange der ikke bryder sig om abort, giver folk. I dagens Danmark er abort stadig et tabu, og jeg oplever, at rigtig mange unge er enten rigtig meget for eller rigtig meget imod, selv om de slet ikke har nogen erfaringer med det,« fortæller Mia, der i dag er 20 år og bosat i England. En veninde på gymnasiet var abortmodstander af religiøse grunde og mente, at det Mia ville gøre, var mord. Flere af de andre jævnaldrende, Mia snakkede med om aborten, kunne ikke forholde sig til det og holdt sig på afstand, efter at hun havde fortalt om sin beslutning.

»Men der var også en veninde, der selv havde fået en abort, der syntes, at jeg var modig, og nogle gav mig et kram, fordi de troede, jeg havde brug for det. Jeg synes, ikke, der var nogen, der var rigtig forstående og havde en afslappet holdning til det,« husker Mia.

Hun fortalte om aborten til sin mor, far og søster. Men det var også svært, fordi en tante i den nære familie i mange år har forsøgt at blive gravid uden held.

»Jeg synes ikke, det er fair over for en 18-årig pige, at hun skal have det sådan, at hun ikke tør at tage retten over sin egen krop. Det var jo ikke engang et barn, det var et foster. Jeg er så træt af, at jeg skal retfærdiggøre mit valg over for dem, der ikke har støttet mig. Det er jo megalang tid siden, at den frie abort blev indført, så det overrasker mig, at jeg blev set ned på, fordi jeg traf en beslutning som handlede om mit eget liv. Jeg troede ikke, at det var noget, folk dømte på længere,« siger Mia.

Hun mener, at der bliver talt alt for lidt med unge i Danmark om de grunde, kvinder kan have til at få foretaget abort.

»Jeg tror, der er mange, der er ikke bryder sig om abort, som tror, det er et nemt valg. Derfor skal der mere fokus på, hvordan processen er. Især i skolerne. I min folkeskole var det jo ikke noget, vi snakkede om overhovedet. Efter aborten har jeg ikke villet tale om det, fordi jeg ikke orkede at møde folks reaktioner. Hvis man fik fokus på, at abort ikke længere skal være et tabu, ville det hjælpe mange kvinder, tror jeg,« siger Mia.

Vi snakker ikke om det

Det er sjældent, at kvinder står frem og fortæller om deres erfaringer med abort. Men i Norge skete det i foråret i avisen Morgenbladet, hvor det vakte en del debat.

Den norske forfatter Kristin von Hirsch fortalte om sin abort i avisen, fordi hun var en af de få, der tidligere havde stået frem med fuldt navn og fortalt om sine erfaringer med abort. Artiklen handlede desuden om, hvordan internettet kunne være med til at bryde tabuet på internetsiden barnimagen.com, der i 2006 oprettede et anonymt diskussionsforum om abort.

Efterfølgende oplevede Kristin von Hirsch at blive taget til indtægt for at være imod abort, fordi hun havde fortalt om den beslutning, som føltes rigtig, men flere år efter kom tilbage som en stor sorg.

Ændret holdning

»Jeg skammede mig over at føle sorg over noget, som jeg selv havde det hele og fulde ansvar over for, hvorfor? Mere end 30 procent af Norges kvindelige befolkning får foretaget en abort en eller flere gange i et livsforløb. Vi har alle vores helt personlige grunde, som ikke er lige gode. Desuden er det en lov. Men alligevel snakker vi ikke om det. I hvert fald ikke om følelserne. Det er over 30 år siden loven så dagens lys, og abort er stadig et ikke-tema. Kan det være, fordi den uforklarlige følelse af skyld og skam popper op uanset bagtæppe,« skrev hun i et debatindlæg, hvor hun forsvarede sig. Senere var der andre kvinder, der meldte sig med deres aborterfaringer.

Men én ting er kvindernes egne følelser omkring at få foretaget en abort. Noget andet er, hvorvidt disse følelser påvirkes af samfundsdebatten.

Lektor Birgit Petersson, der blandt andet forsker i abort og fødselsteknologier ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, mener, at der er en sammenhæng, fordi holdningerne til fri abort har ændret sig i løbet af de godt 35 år, der er gået siden loven blev indført i 1973.

»Der er sket en holdningsændring til abort. Fra en undersøgelse, vi har lavet om kvinders reaktioner, ved vi, at der er kvinder, der får det skidt, efter de har fået foretaget en abort, selv om de ikke fortryder deres valg. Og vi kan ikke se andre forklaringer, end at det er en samfundsskabt diskussion om abort, der må have betydning, for der er intet andet i deres situation, der har ændret sig,« siger Birgit Petersson med henvisning til en undersøgelse, hun stod bag i slutningen af 90erne, som viste, at 16 procent af kvinderne fik problemer efter en abort blandt andet på grund af følelser som skyld og skam. Birgit Petersson mener, at der burde være en langt større debat og åbenhed om kvinders erfaringer med abort, men dels er der meget lidt forskning i emnet herhjemme, og dels er det andre temaer, der dominerer debatten.

»Moderskabet forherliges i dag, hvilket hænger sammen med den debat, der løbende er i samfundet, og hvor der er en tendens til at ville presse kvinder tilbage i moderskabet. Det tror jeg har en afsmittende virkning,« siger hun.

Selvjustits

Ifølge professor Lisbeth B. Knudsen, der forsker i abort ved Aalborg Universitet, er det svært at sige noget entydigt om, hvilke kvinder, der oplever abort som et tabu og får skyldfølelser efter indgrebet.

Men hun mener lige som Birgit Petersson, at det spiller ind, at grundene til, hvorfor loven om fri abort i sin tid blev betragtet som en kvinderettighed, ikke diskuteres så meget længere. De fleste anser det som en indiskutabel rettighed. Især de unge, som ikke har de samme referencerammer til abortdebatten, som ældre kvinder.

»Man har glemt, hvor voldsomt det var for kvinder, og hvor meget kvinder egentlig var villige til at udsætte sig selv for for at undgå at få et barn. Vi har at gøre med en ung generation, der aldrig har kendt til den tid, hvor abort var ulovligt,« siger hun.

I USA hvor der har været forslag om, at præsident Barack Obamas sundhedsreform skulle blokere for offentligt tilskud til aborter, har kvindelige abortforkæmpere netop hæftet sig ved, at det er svært at mobilisere unge kvinder til kamp for, at den frie abort er universel.

Der er bred opbakning til abort i den amerikanske befolkning, og ifølge New York Times er der heller ikke stor forskel på holdningen til fri abort i aldersgrupperne under og over 30 år. Men mens ældre kvinder betragter fri abort som en kvinderettighed, ser yngre kvinder det mere som et individuelt spørgsmål, hedder det i artiklen. Det er ikke noget, man går på barrikaderne for.

Birgit Petersson går så langt som til at advare imod at tage den frie abort som en given rettighed.

»Det ligger i tiden, at vi ser en mere og mere indirekte modstand mod abort. Ikke den direkte form, som den etablerede f.eks. abortmodstanderorganisation Retten til liv repræsenterer. Der sker en form for selvjustits, og jeg mener ikke, at vi som sådan kan tage den frie abort som en selvfølge,« siger hun.

For eksempel peger Petersson på den praksis, der har udviklet sig omkring de såkaldt sociale aborter. Det vil sige de aborter, man kan søge abortsamrådene om tilladelse til efter 12. graviditetsuge og inden 24. graviditetsuge af sociale årsager. Selv om der kan gives tilladelse til provokeret abort helt op til 24. uge, er den ifølge Petersson i praksis umulig at få tilladelse til efter 18. svangerskabsuge.

»Selvfølgelig er der mere på spil, når et foster er levedygtigt. Men det paradoksale er, at man jo slet ikke er så kritisk over for familier, der ønsker abort på grund af et foster med handicaps. Men sociale årsager til at få en abort kan være lige så tungtvejende. Det er mindst lige så individuelt belastende at få et barn, man ikke ønsker eller ikke har besluttet sig til at få,« siger Birgit Petersson.

Lisbeth B. Knudsen er ikke så bekymret for, at retten til fri abort får sværere vilkår herhjemme. Men hun er enig med Petersson i, at der er strømninger i det europæiske fællesskab, der peger i retning af strammere lovgivning. Blandt andet har Polen for få år siden indskrænket retten til fri abort.

»Jeg tror på, at individets rettigheder står meget stærkt i Danmark,« siger Lisbeth B. Knudsen. Hun er for øjeblikket ved at lave en undersøgelse for Sundhedsstyrelsen af kvinder under 25 år, der har fået en provokeret abort. Kvinderne bliver blandt andet spurgt om, hvordan de er blevet gravide og til deres brug af prævention. Og Lisbeth B. Knudsen tager det som et eksempel på, at fokus i dag er mere rettet på information om prævention for at undgå de uønskede graviditeter overhovedet.

»Sundhedsstyrelsens fokus er ikke længere kun på at nedbringe antallet af aborter. De fokuserer lige så meget på forekomsten af uønskede graviditeter. Før gjaldt det mere om, at nedbringe antallet af aborter. Nu handler det om at hjælpe de kvinder, så de helt undgår situationen,« siger Lisbeth B. Knudsen.

Mias navn er opdigtet. Det rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Skam og skyld har været et gennemgående tema afledt af artiklen:

”Hendes omgivelser, de venner og bekendte, hun fortalte om aborten, trak sig bort fra hende, og kunne ikke håndtere, at hun ville have en abort.”

Her er der grund til at skamme sig over at svigte Mia i en svær situation.

Jeg accepterer og respekterer at nogen har den opfattelse at det er gement drab og temmelig kynisk at få foretaget en abort, især af bekvemmelighedsgrunde. Jeg er tæt på at være enig, men det er altså min personlige mening, som nok er afledt af mine livsbetingelser.

Jeg kan også sagtens forestille mig, at en kvinde der får foretaget abort er af samme mening, men som påtager sig ”skylden og skammen” og må leve med den resten af livet, på samme måde som jeg kan forestille mig at der er soldater der føler skyld/skam ved at dræbe mennesker, uanset i hvilken hyklerisk sammenhæng det foregår.

Nogle tænker måske oven i købet på, at disse liv som de, på samfundets vegne, har på samvittigheden, er mennesker af kød og blod, som har forældre og børn. Nogle kommer aldrig over det, og andre formår at tænke på noget andet, og kan bilde sig selv ind, at sådan er livet nødvendigvis.

Det er heller ikke min skyld at man i vores vestlige verden bruger løs af ressourcer, og blæser på at børn og voksne i ulande dør af sult. Jeg er uskyldig.

Inger Sundsvald

Rachel Henderson

Nej det bør man ikke (føle skyld). Men jeg er overbevist om at mange gør det. En skyld/skam påført af andre.

Hans Jørgen Lassen

Troels,

for pokker: jeg mente naturligvis, hvem af debattørerne her forsøger at påføre nogen som helst skam eller skyld?

Inger Sundsvald

Der er et par stykker i denne tråd, som helt tydeligt påfører skyld, heriblandt hr. Lassen. Er det måske ikke at påføre skyld at insistere på at kvinder (og mænd) som vælger abort er kyniske drabskvinder/-mænd, hyklere el.a. ud fra hr. Lassens personlige moralkodeks eller opfattelse? Spørgsmålet om skyld/skam er absolut nærværende.

Jeg ville jo ønske at jeg helt kunne lade være med at føle mig skyldig.

Jeg skal f.eks. have en ny pc. Kun ved hjælp af min gode pc-mand kan jeg komme på nettet, håber jeg, hen over julen. Min pc er min livline til omverdenen. Skal jeg måske undvære den? Hvem ville det hjælpe at jeg indskrænkede mig? Således formår også jeg at tænke på mig selv.

Jeg kan forestille mig at en kvinde først og fremmest tænker på sig selv og sin egen fremtid, økonomi/uddannelse/ressourcer m.v. Dernæst på et evt. barn og vurderer hvad hun selv og barnet har af fremtid og muligheder.

Kvinder i 3.verdenslande har ikke det valg, men i vores vestlige verden, anses det af mange for en udmærket løsning at begrænse børnefødsler med aborter – evt. i klimaets navn, eller fordi de jo har 12 i forvejen. Er man helt katolsk i hovedet, anser man dette for en synd, livets ukrænkelighed og jeg skal komme efter jer.

Var der nogen der sagde dobbeltmoral?

– På samme måde kan en soldat bilde sig ind, at han gør en god gerning, som han oven i købet får betaling for og som opretholder hans liv. Og så er der jo grundvilkåret: - Vind eller forsvind!

Man skal saftsuseme sidde på en høj hest, hvis man ikke kan få øje på dem der bevæger sig i jordhøjde.

Lige nu sidder jeg lunt og godt indendørs og kigger ud på snevejret og det kønne havelandskab. Jeg har netop fået foretaget de få indkøb jeg har brug for. Katten ligger og koger på radiatorsengen, min pc-kat sover, vasker sig, fanger fluer, og min pc-mand har sagt, at jeg bare skal ringe, hvis det går helt galt.

- Måske går det alt sammen!

Alt er ikke rosenrødt, men jeg tror egentlig, at der i verden er en del der gerne ville bytte. Skulle jeg begå selvmord af den grund, eller fordi jeg har en ”fornemmelse” af at det er bedre at være død?

Jeg har et par spørgsmål jeg gerne vil have svar på. Bl.a. på hvor mange her på sitet, for at indskrænke lidt, der ville tage sig af et barn fra et uland for at undgå fosterdrab og kynisme. Og jeg ville også gerne have svar på hvori forskellen består.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

du læser som sædvanlig ikke, hvad folk skriver, eller også forstår du det ikke.

Jeg skriver eller skrev netop, at kynisme var reel, og et mere positivt ord end "reel" er da vist svært at opdrive. Det står, som du måske kan regne ud, i modsætning til ikke at være reel.

Derimod giver jeg ikke meget for Nannas hykleri, når hun påstår, at abort - i samtlige 15.000 årlige tilfælde - sker af hensyn til de stakkels børn. Det er jo lodret løgn, og Nanna ved det.

Rachel Henderson

Jeg har fløjet meget i mit liv. Også med mine børn.

I instruktionerne til iltmaskerne bliver man altid bedt om at tage en iltmaske på selv, FØR man hjælper sit eget eller andres børn.

Hvorfor? Jo, fordi hvis du mangler ilt, så bliver du aldrig i stand til at hjælpe børnene. Og så dør de helt sikkert.

Generelt et godt råd til mulige mødre: sørg for dig selv først.

Hans Jørgen Lassen

Rachel Henderson giver et udmærket eksempel på reel kynisme. Og det kan man dog i det mindste acceptere, ja måske ligefrem respektere. Nah, det sidste er måske lige stærkt nok.

Men hellere Rachels kynisme end Nannas hykleri.

Inger Sundsvald

Hr. Lassen forsøger, sædvanen tro, med sine hundekunster og nedvurderinger, uden på nogen måde at forholde sig til hvad andre skriver – bortset fra en delvis erkendelse af Rachel Hendersons erkendelse af den nødvendige ”kynisme”. Jeg kan simpelthen ikke tro at hr. Lassen ikke forstår hvad jeg og f.eks. Nanna skriver.

Hans Jørgen Lassen: – Nedvurdering og kynisme er dit navn!

Jeg nægter at tro, at du ikke fatter hvad Nanna eller for den sags skyld jeg, mener – indtil videre.

Gaia bevar mig vel!

Hans Jørgen

Nanna er så vidt jeg kender til hende, ikke en hykler. Hun mener det faktisk godt., på trods af uoverensstemmelser

Det samme vil jeg mene om inger sundsvald, men hun er desværre mere personlig angribende i sin argumentation, og derfor ikke så nem at forsvare.

Tak, Inger og Hans
;-)

Hans Jørgen

Alt efter synsvinklen, når man til forskellig konklusion og meget kan betegnes som kynisme eller hykleri, hvis man ser det i lyset af de ting, man selv prioriterer højere end andet. Det handler jo om afvejning af forskellige hensyn.

Jeg, som aldrig selv har fået en abort, synes jeg er i min gode ret til at anlægge et positivt ikke-fordømmende syn på de forældre, som vælger at få abort og antage at et af deres mål er de kommende generationer af børns bedste.

Det er rigtigt, at det koster et foster livet, men det anskuer jeg ikke som værre end andet liv, som går tabt som følge af hvad mennesker gør.

I mit univers er et menneskefoster ikke mere værdifuldt end et foster fra et hvilket som helst andet dyr.

En jæger går at jage. En fasan bliver skudt og vi kan så begræde tabet af dette smukke dyr. Men livet er en cyklus, og liv bliver til og forgår i et evigt kredsløb.

Vi mennesker har udryddet sabeltigeren og andre farlige dyr og har kun få naturlige fjender, hvorfor vi har formeret os ud over alle grænser. Så må og skal vi også gøre noget for at begrænse vor egen uhæmmede udbredelse. Det skal man ikke se ned på, men betragte som det, det er: ansvarlighed overfor de kommende generationer.

Vi SKAL holde hus med vor egen population, det er vort ansvar og om du så kalder mig hykler, så afholder det mig ikke fra at give mennesker, som tager ansvar i forhold til deres eventuelle forældreskab, de skulderklap, som de fortjener!

DE gavner vor fælles fremtid, så der også bliver noget til overs til de kommende generationer. DE, som plæderer for overbefolkning og tordner imod frivilligt moderskab, abortretten, prævention osv, de truer i virkeligheden vor klodes eksistens.

Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at disse kræfter er de allermest reaktionære, der findes og kan kun opfordre til kamp imod dem.

At, du Hans Jørgen så vælger at gå disse mørkemænds ærinde skuffer mig, ligesom mine holdninger øjensynligt skuffer dig.

Men når du så gerne vil anvende ordet hykleri, så må jeg sige, at når en religionskritiker og ateist som du vælger at gå mørkemændenes ærinde, imod fremskridtet, den fælles menneskelige lykke og fremtid og en bæredygtig udvikling, så skuffer det naturligvis også mig.

Men Hans Jørgen, det ER i orden at anlægge forskellige betragtninger, men at slynge om sig med udtryk som "hykler" og "kyniker" overfor sine medmennesker er nu ikke særlig næstekærligt.

Så hvad med at lade de positive varme følelser for menneskeslægten komme medmennesket tilgode i stedet for disse skælsord overfor dine meddebattører?
:-)

Tak Nanna,

Så fik du vist sagt det klart:

I din optik er et menneskeliv ikke mere værd end et hvilket som helst andet dyrs. Eksempelvis kunne vi nævne en rotte.

Med den udtalelse fremstår Hitler nærmest som en stor humanist i forhold til dig og Inger, som åbenbart deler dine groteske holdninger.

Nå, hvad mener Nanna så? Det er det hun siger her:

"I mit univers er et menneskefoster ikke mere værdifuldt end et foster fra et hvilket som helst andet dyr.

En jæger går at jage. En fasan bliver skudt og vi kan så begræde tabet af dette smukke dyr. Men livet er en cyklus, og liv bliver til og forgår i et evigt kredsløb."

Ergo et menneskeliv er ikke mere værd end et hvilket som helst andet dyrs. En myre er også mulighed her.

Inger Sundsvald

Det er jo nok her jeg må stå af.

Hvordan kan kynisme lige pludselig blive positivt ment, sammenholdt med hvad der ellers er postet fra den kant i denne tråd fra hr. Lassen?

Og hvor fra får Kim Vibe sammenkoblingen mellem mennesker og rotter og Hitler?

Jeg har ikke besvær med at forstå hvad Heinrich R. skriver i en anden tråd (tror jeg). Men dette går bestemt over min forstand. Jeg vil tillade mig at mene, at det er i ond mening.

Hans Jørgen Lassen

Jeg er ikke i tvivl om, at Nanna har et varmt hjerte og en god vilje.

Men hun siger/skriver alligevel noget sludder.

Vi mennesker har udryddet sabeltigeren

Hvor mange sabeltigre kan Nanna mon tegne sig for? Personligt her jeg ikke nedlagt en eneste. Jeg har engang kørt et rådyr ned, der lige før Tirstrup, men det tæller jo nok ikke.

vi har formeret os ud over alle grænser

Har Nanna mon en snes børn eller deromkring?

Kim

Jeg ved godt hvad Nanna siger, og jeg kan godt forstå din reaktion. Hun tænker desværre i ældre baner, for hvilket det gælder kvinders frigørelse fra tidligere tiders patrikalisme.

Men sådan er det ikke mere, og der er ingen grund til at tro at disse tider vender tilbage. En helt ny generation er på vej, som ikke opfatter tidligere tiders kampe, og derfor undrer sig over de ældres tankegang.

Sådan har det altid været, og sådan vil det forblive. Det er begrundelsen, og jeg tror ikke at fx Nanna bryder sig om at høre det, men det er forklaringen.

Tak, Hans! Jeg må så bare sige, at enhver er salig i sin tro om hvad andre mener!
:-)

Igen og igen er det åbenbart nødvendigt at pointere, at dette IKKE handler så meget om kønspolitik, som om mere overordnede ting som menneskehedens og klodens fremtid.

Jeg vil her tage afstand fra Kims udlægning af mine synspunkter og pointere, at jeg ikke sidestiller hensynet til mennesker med hensynet til dyr, da jeg ikke er økofascist.

Omvendt er jeg heller ikke med på visse religioners helliggørelse af menneskets sæd idet jeg jo har nævnt, at det medfører menneskelig ulykke på sigt, hvis man ikke vil acceptere den kendsgerning, at der er grænser for vækst.

Lad den mand, der ALDRIG har haft samleje med en kvinde UDEN selv at varetage graviditetsforebyggende foranstaltninger, kast den først skyld og skamfølelse over på kvinden der vælger abort, fordi hun ikke på det tidspunkt ønsker sig at gennemføre en fødsel.

Hvis mænd ikke var så sløsede, var der ikke sket en opblomstring af Clamydia, komdylomer, herpes og andre seksuelt overførte sygdomme.

Det er gammeldags, at mene, at prævention nok er noget kvinden har sørget for. Pessar, p-piller og spiral.

Kære mænd - tag ingen chancer, beskyt jer selv mod det grusomme, som at være medvirkende i en abort.

Især hvis man lider af religiøse anfægtelser.

Inger Sundsvald

Mona

Helt enig! Men jeg vil tilføje:

Skån de unge kvinder for mænd, som tror at den hellige gral er velforvaret, fordi de mener at det er noget gammeldags noget at tro at patriarkatet fortsat lever, og at alle kvinder i dag er så moderne, at de sørger for prævention, så manden ikke behøver at bekymre sig om den slags.

Der er ikke tale om tider der ”vender tilbage” – ”tiderne” har været her hele tiden og ”de ældre baner” er ikke sådan at udrydde. Det er dem der fortsat forårsager uønskede graviditeter, for ikke at tale om kønssygdomme.

Troels Ken Pedersen

...Man er sgu ikke to om at bære og føde et barn, uanset hvad der i øvrigt måtte ske bagefter.

Hvad angår sikker (eller ej) sex i sig selv er pointen netop, at ingen af parterne er uden ansvar, uanset at den ene part hænger noget tungere på en af de mulige kropslige konsekvenser af usikker sex.

Sider