Læsetid: 10 min.

Det er bedst, at arbejdet er noget, vi leger

Vidensarbejderen jagter en selvrealisering i arbejdet, som hun aldrig kan opnå. Derfor skal hun lære at elske rutinen og det gode håndværk. Og acceptere de modsatrettede krav om at være både innovativ og effektiv
Vidensarbejderen jagter en selvrealisering i arbejdet, som hun aldrig kan opnå. Derfor skal hun lære at elske rutinen og det gode håndværk. Og acceptere de modsatrettede krav om at være både innovativ og effektiv
Moderne Tider
18. december 2009

Det er i overkanten. Måden, vi jagter originalitet på. Måden, vi dyrker innovation som en gud på. Og måden, vi tror, at vi samtidig kan putte kreativiteten ned i kasser med fine små labels på.

Jagten på x-factor ses i tv, høres i radio og læses i avisen. Det summer konstant i vores bevidsthed og bliver dyrket på vores arbejdsplads. Vi vil det hele hele tiden og samtidig også selv om det på bundlinjen ikke giver meget mening.

Vi lever på godt og ondt i selvrealiseringens tidsalder, hvor alt handler om os. Det smitter af på holdningen til arbejdet. I sin nye ph.d.-afhandling beskriver antropolog Susanne Ekman, hvordan mange moderne vidensarbejdere bliver fanget mellem to stole. For selv om forventningen omkring den autentiske ildsjæl lever i både leder og medarbejder, er det stadig en lang række konkrete krav omkring produktion og bundlinje, der skal nås. Forventninger, der ofte står i direkte modsætning til hinanden. Men hverken medarbejder eller chef har alligevel sjældent klargjort, hverken over for sig selv eller for hinanden, hvilket sæt forventninger man skal leve op til og hvornår.

»Man skal være overdrevent selvkørende og original, samtidig med at man er fuldstændigt kontraktuel pålidelige og passer ind i et fintmasket maskineri, hvor alting kan måles og vejes. Der er bare ingen der fortæller dig, hvornår du skal hvad,« siger Susanne Ekman.

Uden nydelse

Det, der mangler på mange virksomheder, er tydelig kommunikation. Lederen ved ikke, hvad medarbejderen vil have, og medarbejderen tror, at hun skal levere noget genialt, når lederen helst bare vil have et excelark. Når hun kommer med et excelark, vil chefen have den dybe tallerken i en ny og fresh version. Det er på det rent lavpraktiske plan upraktisk. Ineffektivt. Men det er også en psykisk belastning for begge parter, når det ikke fungerer. For usikkerheden og det konstante kaos, der ligger i spørgsmålet om, hvad det egentligt er, man laver, og hvornår det er godt nok, skaber en grundlæggende angst. Man er altid på prøve, altid på vej og aldrig i hus. Når man afleverer et projekt, så venter det næste lige om hjørnet. Det skal også være genialt og bliver målt i forhold til det forrige, som selvfølgelig også var helt unikt. Oven på den første lagkage stiller man så endnu en, der er større og flottere. Og endnu en. Indtil læsset vælter ned over en.

»I sin mest dysfunktionelle form bliver det et Catch-22. Du jagter en selvrealisering, som du aldrig når frem til; du dyrker det autentiske uden rigtigt at nyde det eller være i det,« siger Susanne Ekman.

Intet alternativ

Det lyder skidt. Men noget reelt alternativ til arbejde som både selvrealisering og effektivisering har vi ikke. For det at være på og tænke ud af boksen er det, der forventes og skal leveres af vidensarbejderen, samtidig med at der også skal produceres til bundlinjen. Det er et paradoks. Men et paradoks, vi må acceptere. At gå tilbage til en mere autoritær ledelsesform eller at slå 100 procent over i selvledelse er ikke et realistisk eller sundt alternativ. Virkeligheden er, at vi bliver nødt til at acceptere, at i det moderne arbejdsliv så lukker fabrikken aldrig, vi er altid på, og har aldrig helt fri. Man kan ikke bare tænde og slukke for det autentiske.

Det er dog flere ting, som vi ifølge Ekman kan gøre for at fremelske den positive arbejdsform, som heldigvis også er mulig for vidensarbejderen. For det første skal man i virksomhederne neddrosle forventningerne til det unikke og i højere grad værdsætte det gode håndværk. Som det er nu, så fylder idéen om det innovative alt, alt for meget. Håndværket skal i stedet ses som den grundsten, hvorfra lommer af genialitet udspringer. Dernæst har man brug for et mere klart sprog leder og medarbejder imellem. Og endelig skal man holde op med at tro, at arbejdet er en evig kilde til selvudvikling og mening.

»Jeg tror grundlæggende ikke, at man skal lægge sin tryghed sin base i sit arbejde. Det er bedst, at arbejdet er noget vi leger, at vi har en distance >det kommer alle parter længst med,« siger Susanne Ekman.

Bente Holm Skov, der er formand for HR Fagrådet i Dansk IT, ser mange af de problemstillinger, som Susanne Ekman er inde på. Hun ser især teknologien som stærkt medvirkende.

Teknikken gør nemlig, at boldene virkelig kan holdes i luften døgnet rundt hele ugen. Vi telefonerer, læser mails, går på arbejdspladsens intranet, smser, Twitter, er på Facebook, LinkedIn, YouTube, MySpace og e-academy. Vi nærmest tvangssluger medier og profilerer os selv mindst en gang i timen. Spørgsmålet er bare, hvor meget foie gras, der kommer ud af det, og hvor meget vi i virkeligheden skader os selv i den proces?

Sort skærm

Hvis vi tillader, at vores fritid og arbejde via teknologien bliver til et og det samme, så er det ofte, at folk går ned med flaget.

»Ingen af os kan rumme kaos i alle dimensioner i livet. Der er simpelthen fysiske begrænsninger for, hvor meget vi kan tage ind uden at blive stressede,« >siger Bente Holm Skov.

Hun tror dog heller ikke på, at man kan undslippe det faktum, at det moderne liv er langt mere komplekst end tidligere, og at grænserne mellem arbejde og fritid bliver mere og mere udviskede. Det, man kan gøre, som også Ekman er inde på, er at blive bevidst om, at det forholder sig sådan. Det gælder både medarbejder og leder. For lederen stiller det en række udvidede krav. Lederen skal have fingeren solidt placeret i jorden omkring medarbejderens stressniveau. Derudover skal hun signalere, så alle kan forstå det, hvilke forventninger man har til medarbejderne. Og så må lederne der ofte selv er tidligere supermedarbejdere og high achievers med et meget højt ambitionsniveau være mere bevidste omkring, hvor man ligger barren for, hvor meget man forventer, at medarbejderen er på.

»Det sender utvivlsomt et signal, når chefen sender en mail klokken 23. Nogle ansatte kan godt have svært ved at vurdere, om det er ok, at man først svarer i morgen, eller om der skal ligge et svar inden for det næste minut,« sig Bente Holm Skov.

Store krav til chefen

Susanne Ekman ser også udviklingen som en udfordring for den moderne chef. Hun skal mere end nogensinde før have utroligt veludviklede sociale kompetencer og i langt højere grad kunne forstå at coache og guide og ikke bare lede og fordele. Det er hele tiden en afvejning, for chefen vil have både i pose og sæk både den autonome medarbejder og en, der leverer, hvad hun beder om. På samme måde vil medarbejderen også have det hele.

»Medarbejderen siger: Jeg vil vide præcis, hvad du forventer af mig, men hvis du fortæller mig præcist, hvad du forventer af mig, så bliver jeg krænket, fordi du dermed antyder, at jeg ikke selv kan klare det,« siger Susanne Ekman.

Det bliver altså hurtigt indviklet. Både i forhold til at læse og forstå sine medarbejdere, og i forhold til de uudtalte signaler, som man som chef selv sender. Men også i forhold til den feedback, der bliver givet. For når man som inden for vidensarbejde tit arbejder uden noget håndgribeligt facit, så er det kun i forhold til ens chef, at man som medarbejder får at vide, om man er god nok eller på vildspor. Siger lederen ingenting, kan medarbejderen nemt bliver unødigt usikker.

»Mange ledere er måske fagligt både dygtige og kompetente, men de forstår ikke altid de paradokser, medarbejderne står i. De bliver rådvilde og tror, at de skal finde en løsningen. Men i virkeligheden er deres udfordring den samme som medarbejdernes de skal også lære at holde balancen mellem de forskellige forventninger. De må acceptere, at der ikke ét rigtigt standardsvar,« siger Susanne Ekman.

Histokomisk

Filosof og forfatter til bøgerne Projektsamfundet og Projektmennesket, Anders Fogh Jensen, har ligeledes registreret den udstrakthed mellem forskellige form for forventninger, som Ekman behandler i sin afhandling. Han finder det komisk, at vi nu slås med den involvering i vores arbejde, som vi efterlyste i industrisamfundet.

»Kapitalismekritikken i 70erne gik på, at man ikke kunne have sig selv med i arbejdet nede på fabrikken, hvorimod da snedkeren bare havde sit eget lille værksted, kunne han bruge sig selv på en anden måde. Nu er vi så kommet full circle. Nu er kravet om, at vi tager vores personlighed med på arbejde blevet realiseret, men prisen er så bare, at den så skal med hver eneste gang,« siger Fogh Jensen.

Han beskriver i sine bøger, hvordan vi hele tiden er i en midlertidig tilstand >en passage, på vej fra et projekt til et andet men selv om det er grundtilstanden, så er kravet alligevel, at vi altid skal være 100 procent i det, vi laver. Og fordi så meget vidensarbejde er så svært at måle, bliver vi i dag mere målt på vores engagement, end på hvor gode, vi reelt er til håndværket. Det, at vi brænder for noget, er det vigtigste. Et eksempel på, at det forholder sig sådan findes i Ekmans ph.d., hvor en kvindelig journalist udtaler, at hun direkte væmmes ved tanken om medarbejdere, der gør noget bare fordi, de skal. Dette på trods af, om de rent faktisk gør deres arbejde ordentligt. Det er bare ikke godt nok, synes journalisten. Et billede, Fogh genkender.

Så man kan ikke bare sige: Jeg gør det, jeg skal, og så går jeg hjem?

»Nej, for selvrealiseringen er blevet en kontrolinstans, man skal have noget personligt på spil. Der er skabt en kultur, hvor man ikke bare kan gå på arbejde som noget sekundært, det skal hele tid være det primære, ens hjertebarn,« siger Anders Fogh.

Derfor så man ifølge Anders Fogh, hvordan antallet af depressioner steg kraftigt i 70erne synkront med, at vi fik os selv med på arbejde. Det, der skete, var, at afstanden mellem magt og lyst skrumpede ind, hvilket har gjort det enormt svært at sige nej, fordi det ligger implicit, at man gør sit arbejde ud fra en enorm lyst, selvom arbejdet består af en hel masse forskellige dele og for mange ofte ændrer karakter stort set hele tiden. Men man siger jo ikke nej til noget, man har lyst til. Derfor bliver sygdommen tit udvejen.

Så i stedet for at sige nej, så kan man blive stresset?

»Ja. Stress er det moderne nej. I ja-hatte-kulturen er nejet blevet så illegitimt, at sygdom er den eneste udvej,« siger Anders Fogh.

Gasset

Men den stress, som plager store dele af de danske vidensarbejdere, er ifølge Fogh ikke i sin essens et spørgsmål om, at vi nødvendigvis udefra får for meget på tallerkenen. Mere at vi selv bliver ved med skovle til os. Vi skaber en gas af arbejde og andre projekter omkring os ting, vi skal leve op til og holde styr på, der vokser os over hovedet. Derfor mener han også, at det populære begreb worklife balance i virkeligheden er et falsk begreb. Fordi det alternativ til arbejdslivet, som ligger implicit heri, er blevet overhalet af en virkelighed, hvor grænserne ikke længere eksisterer.

»Måske er det i virkeligheden mere befriende at erkende, at vi aldrig har fri. I stedet for at lade som om, at nu er vi hjemme, og at vi har efterladt arbejdet inde på kontoret, skal vi måske erkende, at det står som en gassky omkring os, også når vi kommer hjem til ungerne,« foreslår Anders Fogh.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan begrænse, hvor meget man slæber rundt på. Du behøver ikke at blive kvalt af gassen, selv om du hele tiden kan lugte den. Det betyder blot, at man ikke skal jagte en adskillelse, der ikke længere er realistisk. Og hvis man har svært ved at leve med, at friheden til at bruge sig selv i sit arbejde også er en form for fængsel, så må man nok erkende, at det måske ikke lige er den type arbejde, der passer bedst til én.

»Så skal man have et mindre spændende job. Hvis vi gerne vil leve os selv ud i vores job, så er der også en pris, der hedder, at vores job følger med os hjem. Det er en personlig afvejning, hvornår det er det værd. Men det ligger altså i det autentiske, at det er med hud og hår,« siger Anders Fogh.

Susanne Ekman mener ligeledes, at man må slippe idéen om at kunne reducere og afskille ting. Det er ganske enkelt ikke længere muligt for vidensarbejderen. Men man kan stadigvæk godt træde et trin ned af stigen og spørge sig selv, hvornår det, man gør, egentlig gavner, og hvornår man bare løber rundt i trædemøllen?

Et skridt på vejen er at erkende, at det autentiske og effektiviseringen går hånd i hånd, selv om de ofte er modsatrettede. At det dilemma de to forventninger indeholder, ikke er noget, der skal løses, men noget vi skal lære at slappe af overfor. Det er en form for spil, selv om vi lægger en del af os selv i det.

»Man strammer bare knuden, hvis man hiver for meget i snoren. Det er langt bedre at erkende, at der konstant bliver smidt nye bolde op i luften. Og er der én, man ikke griber, så dør man altså ikke af det. Det er trods alt bare et arbejde,« siger Susanne Ekman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Carstensen

Den her artikel er i udpræget grad skrevet for den såkaldt Kreative Klasse, for Vidensarbejderne og funktionærene på arbejdsmarkedet. Kassedamen i Netto f.eks. har nok mere brug for en ordentlig gammeldags overenstkomst og en bedre grundløn end, at lære at lege sit arbejde og holde telefonen åben på fridage.Når det så er sagt, er det en udmærket beskrivelse af udviklingen siden 1970-erne,på arbejdsmarkedet, for de fleste, især de som har et reelt arbejde. Resten af den danske befolkning er jo på overførelsesindkomster eller har en løs tilknytning til arbejdsmarkedet og det på vidt forskellige vilkår. Hvad med dem ?

Steen Knudsen

JC

Rigtigt observeret. Artiklen er for den kreative klasse.
Din bekymring omkring andre funktioner på arbejdsmarkedet må så findes i andre artikler.
Lidt svært at dække alle funktioner i en artikel jo.

Jens Carstensen

Definitionen på den kreative klasse vil svinge med konjunkturene og den politik der føres.Hvorfor kommer artiklen ikke ind på at "legen" ændrer sig ? Mere substans tak !