Jeg savnede fjernsynet mere end nogensinde før i sommeren 1982, da jeg var i en landsby i Provence på ferie med noget familie. I et hus uden nogen form for underholdning, som krævede et strømstik, måtte jeg undvære de afgørende kampe i VM i fodbold i Spanien, som jeg havde fulgt fanatisk, inden vi drog sydpå. Maradonas første VM. Sokrates brasilianske drømmehold. Michel Platinis første slutrunde som anfører.
Men den eneste gang, jeg så noget til VM dernede i det sydfranske, var under den rasende intense semifinale mellem Frankrig og Vesttyskland. Vi fandt ud af at naboen på første sal så kampen, og gennem en kikkert skiftedes vi til at følge med fra vores terrasse nogle meter under. Vi kunne næsten se hele banen.
1-1 i den ordinære spilletid, hvor tyskernes målmand Harald Schumacher knockoutede franske Patrick Battiston, som blev slået bevidstløs, mistede tre tænder og senere gik i koma. Schumacher tog bare målspark.
Frankrig kom foran 3-1 tre-et! i den forlængede spilletid. Vesttyskland indhentede dem og vandt straffe-sparkskonkurrencen. Jeg var knust. Vores franske nabo sukkede blot højlydt.
I de timer udfoldede sig et sindsoprivende menneskeligt drama inden for rammerne af fodboldspillets dramaturgi, og så sad man dér og skiftedes til at se lettere rystede uddrag af en del af en skærm hos en nabo, der gerne og ofte flyttede sit stadig mere pjuskede hår ind i synsfeltet. Det var en af den slags dage, hvor jeg ville have dræbt en mindre gnaver for et fjernsyn. En af den slags dage, hvor man følte sig sat uden for fællesskabet.
I dag er jeg uden tv igen. Digitaliseringen fratog det sit eksistensgrundlag. I mellemtiden har DR så også endelig nosset sig sammen til at gøre internet-tv tilgængeligt for Mac-brugere, så i dag er vi alle sammen fælles om at være alene med vores valg af audiovisuelle fornøjelser. Selv TV-Avisen kan man se forskudt. Fornemmelsen af samtidighed er blevet sat på standby og kan timeshiftes anytime. Mon ikke en del mennesker ville sætte månelandingen på standby, hvis pizzaen var ved at brænde på?
Øjet i det høje
»Verdens første mand på månen,« kommenterede DRs Claus Toksvig tilbage i 1969, da Apollo 11 var landet, og Neil Armstrong steg ud ad landingsmodulet. »Mere endnu måske verdens første kontrollerede historiske begivenhed.«
Det skal jeg lige love for. NASA fodrede dengang verden med ét eneste signal, og det nåede her til landet via monopolets eneste tv-kanal. Der var fuld kontrol. Der var én fortælling. Ét håb. Tre milliarder mennesker så det samme billede samtidig.
»Her pludselig via en ny teknologi, som også omfatter fjernsynet, opstår en form for fællesskab, som også udtrykker et håb om, at dette faktisk må føre til noget godt. Altså en større åbenhed, en større ekspansivitet, en større forståelse af ting og sager, som ikke bare handler om det teknologiske, men i høj grad om det menneskelige,« sagde Klaus Rifbjerg i lørdags i DR2s tema om månelandingen.
Ja, det var tider, dengang DR var det ene øje i det høje. Dengang vi havde en kultur sendt i mono. Men egentlig stræber vi jo stadig efter netop dét. Talentshows, boldspil, Krøniken og Forbrydelsen. Ceremonielle bekræftelser af fællesskabet, endda i DR Dramas udgave med Danmark som en vigtig sociologisk og kulturel klangbund.
Vil du være bombesikker på at kunne føre en samtale ved kaffemaskinen mandag morgen, er du nødt til at vide eller mene at vide hvem der myrdede hvem mellem klokken 20 og 21 på DR1. Eller hvem der snublede i cha cha chaen på TV2s bonede gulve.
Men er det forkælet at ønske sig nogle lidt dybere og vægtigere problematikker og visioner at mødes om? Vores fællesgods har i disse dage ikke karakter af, hvad vi kommer af, og hvad menneskeheden skal blive til, men bare af lim, præfabrikeret til at holde fællesskabet sammen; af lim, der sniffes, for at holde drømmen om kollektivet i live. Men hvilken drøm? I 1969 blev drømmen om nye verdener til virkelighed. I dag vakler håbet om bare at kunne holde sammen på denne ene, vi bebor. Vores forestillingsverden er blevet invalideret. Det behøver man ikke kikkert for at kunne se.
Under den samme måne
Om lidt kommer klima-cirkusset COP15 så til København, og alverdens øjne vil gennem medieverdenens kameraer rette sig mod København. En million af vinkler og stemmer og fortolkninger og formidlinger vil fortælle historien om et måske afgørende øjeblik i menneskehedens historie. Det kommer til at ske nu og her, men det føles alligevel uklart, om det har nogen virkning på vores verden. Og hvem der egentlig er skyld i hvad.
Gennem et væld af kanaler vil fortællingerne om konferencens resultater (og mangel på samme) blive fortalt i et væld af belysninger. Men vi kommer alle til at befinde os under den samme månes måske lettere måbende belysning, når klimaforandringerne accelererer. Også Morten Messerschmidt og Bjørn Lomborg. Det er på tide at glæde sig til, at naturen overtager prime time og lukker munden på selv de mest opportunistiske klimaskeptikere. For det bliver tv af en anden verden, når vi måske for en stund kan mødes om én fortælling. Vi må bare håbe, at de ikke sender en fodbold- finale eller en sæsonafslutning samtidig.
VM-fodbold: Frankrig- Vesttyskland. Fransk tv, 8. juli 1982. DR2 Tema: Rejsen til Månen DR2, lørdag.
