De forvorpnes mismod

Futile hævnfanasier er - desværre - ikke meget værd i virkelighedens verden
Moderne Tider
12. december 2009

Som jævne folk, undskyld udtrykket, i Matador, bestilte min mor tøj til mine brødre og mig hos et postordrefirma, nemlig Daells Varehus, dengang i de nu gulnede 50'ere. Som nummer to i drengeflokken var det meningen, at jeg skulle overtage min storebrors skjorter, når han var vokset fra dem, og det var jeg i almindelighed ikke vild med. Han kunne bedst lide grønternede eller blåternede skjorter, jeg ville have de rødternede eller ensfarvede. Jeg brokkede mig så heftigt, at mor til sidst opgav den ellers pænt fattigmandsærlige skik med at lade lillebror overtage storebrors aflagte skjorter og lod mig bestemme selv. Jeg skulle vælge tre eller fire skjorter fra kataloget, for så var der rabat. En af dem jeg valgte, var knaldrød. Den der! sagde jeg og pegede. Mor syntes vist, det var aparte, for dengang som nu havde jeg en ret konservativ tøjsmag. Dengang rødternede eller ensfarvede drengeskjorter, i dag sexede, men ikke mindst dæmpede herrefarver, tak. Ikke noget pjank, diskret charme, om jeg må be. Men jeg måtte godt få min vilje, syntes mor, den knaldrøde skjorte kom nogle uger senere med posten.

Da jeg var amerikaner

En stegende hed sommerdag gik jeg sammen med nogle andre raske vendelbodrenge (alle drenge var raske dengang) og nogle snottede kusiner (alle kusiner var snottede) ved engene ud mod banen. Vi taler om Gl. Sulsted, et knudepunkt i nyere Danmarkshistorie, forblæst og smågnavent det meste af tiden, men det måtte vi finde os i. Den store fornøjelse var at glo på de kreaturer, som egnens landmænd havde stillet op i det fri, bag en indhegning af elektrisk ståltråd. Så kunne de æde sig fede i enggræs, og lokalsamfundets børn havde noget at more sig med efter skoletid. Udover den knaldrøde skjorte havde jeg også fået fat i et par smarte og uhyre moderne solbriller, af den slags med spejlrefleks. Jeg var overbevist om, af en eller anden grund, at jeg lignede en amerikaner på en prik. Jeg hed John Smith og var fra Oklahoma, jeg var kun på gæstevisit i det lille, latterlige land Denmark, Europe, og skulle heldigvis snart hjem til staterne igen. Ol' Sulsted, det var ærlig talt ikke rigtig noget.

Det undertrykkende 'vi'

Det var ikke fordi jeg ellers hørte til de allermest forvorpne af de raske vendelbodrenge, men mens jeg stod sammen med de andre raske drenge og de snottede kusiner, fik jeg et genialt indfald. Jeg ville gennemføre et eksperiment, derfor tog jeg min knaldrøde skjorte af. Det var der bestemt ikke noget blufærdighedskrænkende i, for vendelbobørn havde den gang mange lag tøj på kroppen, ikke mindst en såkaldt 'makketrøje', for ikke at forkøle sig og få lungebetændelse af den forfærdelige blæst. En af kusinerne så måbende på mig, hun spurgte hvorfor jeg stod og tog skjorten af. Jeg forklarede, hvad det påtænkte eksperiment gik ud på. En af de dumme køer inde på marken var slet ikke nogen ko, men en tyr. Jeg ville undersøge om det var rigtigt, at en tyr ville blive rasende og livsfarlig, hvis man viftede med en rød klud. Derfor havde jeg tænkt mig at trodse det elektriske stød, man ville få, hvis man kravlede over hegnet - det havde jeg prøvet før, det turde jeg godt - og så ville jeg gå et lille stykke ind på marken og vifte med skjorten. Og selvfølgelig sørge for at bringe mig tilbage i sikkerhed, inden den olme tyr kom for tæt på. De raske drenge begyndte at se lidt interesserede ud, men den snottede kusine, hende der havde spurgt hvorfor jeg tog skjorten af, snøftede og gad ikke engang se på mig. Det ma wi da intj, sagde hun kort og godt. Der var ikke noget at snakke om. Det må vi ikke. Det lille 'vi' var rigtig meget undertrykkende. Hvis hun havde sagt, at det måtte jeg ikke, kunne jeg jo have gjort op med mig selv, om jeg havde lyst til at trodse fællesskabets regler for, hvad man må og hvad man ikke må. Nu tog hun det som en selvfølge, at når vi ikke måtte sådan noget, så måtte jeg heller ikke. De raske drenge, der pludselig var meget kuede drenge, så ned i jorden. Kusinerne så selvretfærdigt på hinanden, de havde (endnu engang) sat en forvorpen drengetype på plads. Det ma wi da intj = magtens sprog. Jeg gjorde det nu alligevel, et par dage senere, helt alene. Tog den knaldrøde af, kravlede elektrificeret over hegnet og viftede med den. Tyren reagerede overhovedet ikke. Måske stampede den en anelse i det svampede enggræs, men det er jeg ikke engang sikker på. Jeg kravlede ærgerlig over hegnet igen, sikker på at de dumme køer havde sagt til tyren, at hvis der en dag står en rask dreng og vifter med en knaldrød skjorte, så ikke noget med at løbe efter ham, for det ma wi da intj. Lortekøer, lortekusiner, lorte raske, usolidariske vendelbodrenge.

Mismodet

Hvad skal man snart gøre? Det ma wi da intj, har sejret. Ad helvede til. Forvorpenhed er forbudt. Man føler trang til at protestere, men det bliver sjældent til andet og mere end mismodig brokken sig, når man er i selskab med andre principielt forvorpne. Det er træls. De mulige protestformer er på forhånd dømt barnlige. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig, næste gang jeg skal med toget til København, simpelthen at tænde en smøg. Når konduktøren så kommer farende med sit: Det ma wi da intj! vil jeg kort og godt, venligt, men især bestemt fortælle ham, at han kan rende mig i røven.

Godt nok, men selvfølgelig hjælper det ikke. En futil hævnfantasi, ikke meget værd i den virkelige verden.

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lissi Kristiansen

Åh, hvor er det god læsning, især for en vendelbo ;-)

Nej, det var heller ikke direkte træls læsning for folk, der bor lidt sydligere.