Læsetid: 5 min.

Glasur på kagen

Champions League. Bordeaux er hoppet fra sejr til sejr i årets Champions League, fem gange i træk og senest i onsdags på udebane over israelske Maccabi Haifa FC med 0-1. Indtil nu er deres mest spektakulære bedrift en finaleplads i UEFA Cupen i 1996. Hvad fanden foregår der?
0-1. Det blev 0-1 til Bordeaux mod israelske Maccabi Haifa FC på Ramat Gan Stadium ved Tel Aviv i onsdags. Dermed har franskmændene fået en billet til knockoutrunden. Her er det Henri Saivet (th.) og Haifas Jorge Teixeira.

0-1. Det blev 0-1 til Bordeaux mod israelske Maccabi Haifa FC på Ramat Gan Stadium ved Tel Aviv i onsdags. Dermed har franskmændene fået en billet til knockoutrunden. Her er det Henri Saivet (th.) og Haifas Jorge Teixeira.

Jack Guez

12. december 2009

I fodbold er der også beskedne overraskelser. En af mest interessante har været længe undervejs og handler om Champions League. Allerede i sidste måned sikrede franske FC Girondins de Bordeaux en billet til knockout-runden, og triumfen - den stille af slagsen - blev cementeret med en 0-1-sejr i onsdags. Men hvem er Bordeaux egentlig?

Sig navnet Champions League, og den globale opmærksomhed tilfalder straks etablerede stjerner som Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Michael Owen. Og klubber som FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Chelsea og Arsenal. Liverpool gled som bekendt i svinget, så denne gang er England kun repræsenteret med tre hold i knockoutrunden, som kickstartes til februar næste år. Spanierne kan også prale af tre mandskaber, som går videre (Sevilla er den tredje), det samme kan italienerne, mens tyske Bayern München og Stuttgart sluttede på andenpladsen i henholdsvis gruppe A og G. Øjenbrynene bør ikke løftes over græske Olympiakos' 10 point i gruppe H, der nu skal dyste om videre avancement mod en formodet stærkere 1'er - måske én fra Premier League, som alle frygter. Det er heller ikke overraskende, at CSKA Moskva ligeledes sejlede ind på andenpladsen i gruppe B, lige bag United, eller for den sags skyld nyheden om Fiorentina som gruppevinder foran Lyon og Liverpool. Eller at AC Milan fedtede sig ind på andenpladsen i gruppe C på bekostning af bravt fightende Marseille. Eller at Juventus, der stadig døjer med dønningerne af generationsskifte og turbulente sæsoner i den italienske Serie A, kun kunne skrabe otte point sammen. Det efterlader en tredjeplads og en billet til den langt mindre lukrative turnering, Europa League, for Del Piero & Co. Så langt så godt. Godt nyt er intet nyt fra UEFA-land.

Vi gjorde det godt

Men så er der altså Bordeaux, der som den eneste gruppevinder endte med 16 point i hatten. Det er første gang, franskmændene er med i Champions Leagues knockoutrunde. Læg vel mærke til de cifre. Det er blot to point fra absolut maksimum. Tallene skyldes en indledende uafgjort mod Juventus, men efter dén lille bommert, som de nu kan grine overbærende af i les Girondins, er Bordeaux hoppet fra sejr til sejr, fem gange i træk og senest i onsdags på udebane over israelske Maccabi Haifa FC med 0-1. Indtil nu er deres mest spektakulære bedrift en finaleplads i UEFA Cup'en i 1996. Hvad fanden foregår der?

Måske man skulle starte med vores egen Jesper Olsen. Han spillede for de marineblå og hvide i sæsonen 1989-90. Det var ikke Olsens skyld, at Bordeaux efter en 80'er-æra med tre Ligue 1-mesterskaber og to pokaltitler droslede ned i næstbedste række, Ligue 2, i begyndelsen af 90'erne. Økonomien var den store bøhmand dengang. Olsen var allerede stagneret i Manchester United, og efter Bordeaux kom den lidet glamourøse klub Stade Malherbe Caen, som nu spiller i den franske andendivision. Her blev Olsen alvorligt skadet og trak sig endeligt tilbage i 1992.

Fast forward til starten af november i år. Bordeaux, som måneden forinden har overtrumfet Bayern med 2-1 på et sejrsmål af forsvareren Marc Planus, skal på besøg i Allianz Arena. Træner Laurent Blanc, den tidligere franske verdensmester og defensive superspiller, sammenligner resultater og maner til eftertanke, nøjagtig som han gjorde i Torino, da franskmændene med taktisk snilde og fysisk kløgt klarede 1-1. Bayern har lige spillet 0-0 mod Stuttgart, mens Girondins-drengene kan prale (men det gør de ikke) af en nylig 1-0-triumf mod Monaco, så nu fører de marineblå Ligue 1, og de har ikke tabt i 39 hjemmekampe.

»Det var en god tvist, dén mod Monaco. En god optakt til matchen i München,« udtalte anfører Alou Diarra med neutral akkuratesse. Og Blanc snakkede om tålmodighed og defensive dyder. Sådan blev det. Franskmændene vandt 2-0 over de traditionsrige tyskere. Sensationelt? Nej. Smart? Ja. Ifølge Blanc »forsvarede Bordeaux sig godt«, og »efterlod meget, meget få chancer til Bayern«. Sådan. Nu skulle de bare passe på Juventus i kampen om at sikre førstepladsen i gruppe A, for adgangen til knockoutfase kunne ingen pille ved. Men det var Bordeaux alt for taktiske til at styrtprale af. Som den første målscorer på Allianz Arena, Yoann Gourcuff, tørt proklamerede: »Vi gjorde det godt«.

Blanc er blanc

Måske er det fordi, Bordeaux er et hold, og ikke en samling stjerner. Her har man ikke en Franck Ribéry eller Arjen Robben, som Bayerns præsident, Uli Hoeness, inderligt håber er fit for fight. Hver gang helst. Uden dem, indrømmer han, har Bayern ikke den samme klasse. I Bordeaux slås man ikke med en C. Ronaldo, som det ene øjeblik er for egocentrisk til at fejre sin klubkammerats scoring på en repost fra et straffespark, han selv lige har brændt, og det andet øjeblik spiller gudefodbold oppe i Marseille, så selv en cool observerende Zinedine Zidane må overgive sig og gribe til hyldest. Se bare portugiserens scoring til 1-3, som er et studie i kropsbeherskelse og målinstinkt. I Bordeaux døjer man heller ikke med en stille, catalansk frygt for de ulykker, der matte ramle ned over en lille fyr med tagrendehår ved navn Lionel Messi.

Blanc er Blanc - og ikke Manuel Pellegrini eller 'Pep' Guardiola. Han er heller ikke en Arsene Wenger, Arsenals mand ved roret, der kan bryste sig af at have ekspederet det yngste team nogensinde videre i Champions League.

Der er nogle hold, der bliver ved med at være rugekasser i den mytiske bevidsthed. Og altså ikke selvstændige foretagender, der kan selv, vil selv og scorer målene, der skal til. For de er der jo i Bordeaux's bagkatalog: Eric Cantona, Didier Deschamps, Jean-Pierre Papin, Marius Trésor, Sylvain Wiltord og Zidane. Som regel fordi, de skulle videre og blot brugte Bordeaux som station mod nye eventyr, men nu kan de eddermame godt vænne sig til, les Girondins, at de er videre med manér i verdens bedste fodboldturnering, foran alle andre, og en lille drejning i retorikken kunne man da godt spore efter 0-1-sejren i Israel forleden, da angriberen David Bellion for en stund lagde ydmyg overraskelse på hylden til fordel for vindermental metaforik: »Jo, det var sgu ren kageglasur, det hér«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu