Læsetid: 5 min.

Glem alt om ét europæisk folk

Den berømte belgiske samfundsforsker Chantal Mouffe kom til en fyldt festsal på Københavns Universitet og spillede sine intellektuelle greatest hits
Jeg er ikke ekspert i Europa, indrømmede den politiske tænker Chantal Mouffe. Men det afholdt hende ikke fra at tale om Europa, da hun i ugen gæstede Københavns Universitet. De europæiske eliter tror ifølge Mouffe, at de kan definere det rigtige for alle mennesker. Vælgerne skal så bare klappe i hænderne og sige 'ja'.

Jeg er ikke ekspert i Europa, indrømmede den politiske tænker Chantal Mouffe. Men det afholdt hende ikke fra at tale om Europa, da hun i ugen gæstede Københavns Universitet. De europæiske eliter tror ifølge Mouffe, at de kan definere det rigtige for alle mennesker. Vælgerne skal så bare klappe i hænderne og sige 'ja'.

Kristine Kiilerich

12. december 2009

Det er hende, vi alle sammen kigger på, men hun ser ikke på os. Hun kan sætte sig på en bænk bag podiet, men hun kan ikke komme ud af centrum: For der er kommet 450 mennesker til Festsalen på Københavns Universitet for at høre og se den belgiske politiske tænker Chantal Mouffe. Alle siddeplader er besat, og nede bagved er der endda nogen, der står op: »Hun er for hård,« siger en yngre studerende til en anden på vej ind: »Og hun ser topskarp ud«.

Hendes tøj er sort, men på hendes jakkerevers er placeret en gylden sommerfugl, og om hendes håndled kredser et armbånd i sølv. Hun ser ud, som om hun er vant til, at folk lytter til, hvad hun siger.

Det er ikke kun de unge, der er kommet for at se den belgiske berømthed: Også både lidt, noget og meget ældre forskere fra forskellige fag sidder foran det lille podium og den hævede talerstol. Ude foran på Frue Plads bliver der røget såvel hjemmerullede cigaretter som pibe. Inde i festsalen bliver Mouffe behørigt introduceret af Rebecca Adler-Nissen fra Københavns Universitet, og publikum klapper lige så behørigt, idet den lille elegante belgier bestiger den talerstol, som ligner en prædikestol. Hendes foredrag handler om Den Europæiske Union, men hun indleder med en bekendelse.

»Jeg er ikke ekspert i Europa «, siger hun på et forrygende fransk-engelsk, hvor 'Abemaz' betyder Habermas og 'Røus' betyder 'Rawls'. Men det er måske netop, fordi hun ikke er ekspert, at hun ser noget andet. Mouffes pointe er, at den politiske integration i unionen går to veje.

»Vi ser, at den politiske magt går fra det nationale til det overnationale niveau, men følelserne er et andet sted.«

Kollektive identiteter

De europæiske eliter tror ifølge Mouffe, at de kan definere det rigtige for alle mennesker. Vælgerne skal så bare klappe i hænderne og sige »ja«, når de bliver spurgt. Men Mouffe understreger, at folks nationalfølelser ikke kan anskues som noget fra de gamle dage, som snart vil forsvinde af sig selv: »Man kan ikke påtvinge Europas befolkninger en politisk integration. Det vil kun føre til negative reaktioner imod Europa«.

Hun slår fast, at det europæiske projekt er styret af en 'rationalistisk' og 'individualistisk tænkning':

»De kan ikke forstå styrken af de kollektive identiteter,« siger Chantal Mouffe oppe fra den store stol til det store publikum. På hver side af talerstolen ligger en rød buket blomster: »De kan ikke forstå dybden af modstanden,« fortsætter hun.

De mange i salen, som kender Mouffes tanker, forstår til gengæld godt, hvor hun er på vej hen. Hun promenerer sine klassiske pointer på ny i København: Man kan ikke ophæve konflikter. Der vil altid være modsætninger i den sociale virkelighed. Det politiske drama skabes i kampen mellem ven og fjende, de kollektive identiteter opstår i forholdet mellem tilhængere og modstandere. Hvis man tror, man kan planlægge sig ud af disse konflikter, vil man blive overvældet af dem. Hvis man tror på harmoniske helheder, begriber man ikke modsætningerne.

»Man har talt om at skabe et europæisk folk,« pointerer Mouffe.

»Men man kan ikke skabe et fælles europæisk folk.«

De store sandheder rulles ud fra talerstolen i Festsalen: Den demokratiske udfordring for Europa er ikke at fjerne modsætninger. Den demokratiske udfordring er for belgieren at skabe et rum, hvor man kan være enige om betingelserne for uenighed:

»Vi skal skabe sprogspil og praksisser, hvor vi kan møde modstandere som modstandere. Vi skal skabe rum for uenighed, så vi kan være modstandere uden at blive fjender.«

Rutineret varierer Mouffe denne indsigt over adskillige ordspil: Europa skal ikke være et folkestyre forstået som et samlet folks styre. Europa skal derimod være de mange folks styrer. Der skal ikke bare være plads til forskellige folk i Europa. Der skal også gøres plads til forskellige former for folk. Og med atter andre ord: Idealet er ikke et 'univers', idealet er et 'plurivers'. Målet er ikke enhed i sig selv, men samspil mellem enheder i en demokratisk flerhed.

Chantal Mouffe smiler ikke en eneste gang under sit foredrag. Hun står alvorlig og insisterende og taler konsekvent i 'vi' og i 'fremtid'. Det handler ikke om, hvad 'de har gjort', eller hvad 'han' eller 'hun' gør lige nu. Det handler om, hvad 'vi' skal gøre i fremtiden. Og hun modtager et betragteligt bifald, da hun efter 45 minutter afslutter sin intellektuelle front mod enhed, helhed og rationalisme.

»Man skal være et meget stort navn, for at tale så dårligt engelsk,« siger en lidt ældre herre i pausen.

Identitet

Efter pausen er Mouffe trådt ned fra talerstolen. Nu sidder hun i et panel på et lille podium. Der er hvid dug på bordet, og endnu to buketter med røde blomster er placeret ved bordenderne. Der sidder tre særligt inviterede spørgere i panelet ved siden af Mouffe. De takker alle for et tankevækkende indlæg:

»Jeg er enig i alt det, du sagde om identitet,« siger professor Ole Wæver. »Men det skyldes nok, at mine ideer om identitet er formet af dit værk«. Denne bemærkning honoreres med fælleslatter fra publikum.

»Hvad er klokken?« spørger Mouffe, da hun er blevet stillet en række spørgsmål om alt lige fra markedets rolle i demokrati til forholdet mellem indenrigspolitisk og udenrigspolitisk identitetsdannelse: »Jeg kunne holde en helt ny forelæsning, hvis jeg skulle besvare alle Jeres spørgsmål redeligt.«

Hun gør alligevel et ambitiøst forsøg på at forklare sin samlede entreprise: »Alle mine refleksioner i alle mine bøger handler om at udvikle det radikale demokrati. Men det er jo ikke et demokrati for alle. Det er ikke en model, som skal eksporteres til resten af verden, jeg arbejder på. Det kan vi ikke længere tro på.«

Hun siger også, at hun selv har mistet troen på politikere, der siger, at de lytter:

»Det har vi hørt lidt for meget under Tony Blair. Han sagde konstant, at han lyttede, men det ændrede ingenting for ham. Han lyttede ikke, han kan ikke have lyttet. Derfor efterlyser jeg en politisering af Europa.«

De mange, som lytter til Mouffe, lytter virkelig. De klapper, da hun afslutter sin sidste sætning og modtager en gave fra arrangørerne: To lysestager fra Georg Jensen. En slags lille oplysningsgestus til en gæst, som kom forbi og var centrum et par timer.

Chantal Mouffes forelæsning 'Quo Vadis Europa?' var finalen i en forelæsningsrække om Europa arrangeret af Eureco ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

christen thomsen

Jo, jo. Ja. Udmærket satire. Alle inden for den akademiske verden kender den slags seancer. Men - er det umagen værd? (Rune Lykkeberg optrådte fornylig på en fynsk gymnasieskole. Man kunne gøre en tilsvarende 'anmeldelse' .)