Nyhed
Læsetid: 9 min.

De lyver i klimaets navn

Canada lytter til G77-landene og vil nu tage ansvar for dets CO2-udslip. Uganda er begejstret. Endelig tager de rige lande ansvar for deres klimagæld. Margaret Matembe fra Ugandas delegation glæder sig over, at man nu forstår, at klimaet er et kollektivt problem, der afleder tørke, sygdom og sult
The Yes Men har i månedsvis planlagt en happening, der gerne skulle tage fusen på de fleste og fylde godt op i alverdens medier. De har skrevet en falsk pressemeddelse om, at Canadas miljøminister Jim Prentice har fået øjnene op for G77-landenes krav, at han er vendt om på en tallerken og nu lover at nedsætte CO2-udslippet med 40 procent under 1990 niveauet i 2020 og hele 80 procent i 2050.

The Yes Men har i månedsvis planlagt en happening, der gerne skulle tage fusen på de fleste og fylde godt op i alverdens medier. De har skrevet en falsk pressemeddelse om, at Canadas miljøminister Jim Prentice har fået øjnene op for G77-landenes krav, at han er vendt om på en tallerken og nu lover at nedsætte CO2-udslippet med 40 procent under 1990 niveauet i 2020 og hele 80 procent i 2050.

Kristine Kiilerich

Moderne Tider
19. december 2009

»Og du lover, at jeg kan stole på dig?«

Jeg samtykker og får lov at følge med ned i kælderen. Her vrimler det med folk klædt helt i rødt. Der er ligeledes folk klædt helt i grønt. Og så er der to rumvæsner. De praler med alle de medier, de har været i. CNN, The New York Times og The Daily Show. De grønklædte bliver, efter eget udsagn at have ventet i otte timer, endelig akkrediterede til Bella Center. De griner. Jeg skal igen love, at jeg ikke vil afsløre noget. Et lagen bliver løftet til side, og jeg smyger mig ind imellem to senge, der står på højkant og derved udgør en interimistisk dør.

Jeg er i Bella Center. Eller mere præcist en lettere primitiv kopi opbygget under Galleri Poulsen i det indre København. På væggen hænger et udvalg af forskellige pæne herrebukser, slips og jakker. Her er en tavle med planer for de forskellige dage unde COP15. Der er lamper, kameraer og et bredt udvalg af computere og anden teknik. Der er en talerstol opbygget af ølkasser med dannebrog i baggrunden, og der er et panel, hvorfra man kan komme med 'officielle udtalelser' til pressen. En aktivistisk førerbunker er, hvad det er.

»Vi har været i Barcelona, vi har været i København. En masse snak, ingen handling,« siger det mandlige rumvæsen fra panelet.

Alt sammen i robotstakato mens hans følehorn bevæger sig frem og tilbage. Rumvæsnerne er dog ikke hovednummeret denne mandag. Det, alle venter på, er reaktionen på den falske pressemeddelelse, som man sendte ud kl. 14. Stemningen er derefter. Spændt. I et samarbejde mellem aktivister fra Uganda, Canada, Mellemfolkeligt Samvirkes klimaagenter og den kendte aktivistgruppe The Yes Men har man i månedsvis planlagt en happening, der gerne skulle tage fusen på de fleste og fylde godt op i alverdens medier.

Canadas miljøminister Jim Prentice har således i den falske pressemeddelelse fået øjnene op for G77-landenes krav, han er vendt om på en tallerken og lover nu at nedsætte CO2-udslippet med 40 procent under 1990 niveauet i 2020 og hele 80 procent i 2050. Pressemeddelelsen indeholder desuden diverse falske kontaktpersoner og henviser til en falsk hjemmeside - www.enviro-canada.ca - der til forveksling ligner den canadiske regerings rigtige hjemmeside. Der linkes ligeledes til en falsk artikel fra endnu en falsk hjemmeside, en næsten eksakt kopi af den anerkendte britiske avis The Financial Times. Her beskrives den dramatiske ansvarsbevidsthed, der pludselig har ramt den regeringen i Canada, der ellers som det er nu, er en af de største CO2-udledere i verden. Der er ligeledes oprettet en falsk twitterprofil for Jim Prentice, hvor han fremlægger den politiske kursændring.

Den canadiske delegation i København er ikke lang tid om at reagere. Talsmand Dimitri Soudas er hurtigt ude og kalde det 'en barnlig spøg'. Han mener også at vide, at det er Steven Guilbeault fra den canadiske gruppe Equiterre, der står bag, hvilket han kommunikerer videre til pressen. Han konfronterer ligeledes Guilbeault direkte i Bella Center og anklager ham for at være upatriotisk. Guilbeault og Equiterre har intet at gøre med dagens aktion.

Ingen bider

Historien går dog efter dette vildspor lidt i stå i mylderet af nyheder fra Bella Center. Og den udvikling man havde håbet på, hvor medierne citerer hinanden uden at tjekke deres kilder og rigtige politikere begynder at kommentere på udviklingen, går aldrig rigtig i gang. Ingen tror rigtig på Canada som ansvarligt miljøland. At netop det kunne ske, er man dog blandt aktivisterne indstillet på, og man reagerer hurtigt med endnu en falsk reaktion. Denne gang fra Ugandas delegation. Her glædes 'Margaret Matembe' over, at Canada nu lever op til dets ansvar - den klimagæld - som man via CO2-udledning har skabt i de fattige lande. Det sker denne gang via en videotransmission fra det falske Bella Center, hvor jeg befinder mig. Man refererer nu til endnu en falsk hjemmeside, denne gang er det COP15's hjemmeside, man har forfalsket.

Man skaber dog stadig ikke den store opstand, selv om de canadiske medier nu er begyndt at reportere om, at Canada har været offer for en aktivistisk joke. Og selv om ingen rigtig hoppede på den, fremstår det alligevel lidt sådan. En joke er en joke, synes at være den journalistiske logik. Så selv om aktionen ikke har været direkte vellykket i form af, at nogle rent faktisk troede på den, eller at f.eks. Connie Hedegaard hilste den nye linje fra Canada velkommen med et 'det var på tide', så begynder historien langsomt at køre i form af historien om, hvordan Canada blev hængt ud. Ingen har dog endnu fundet frem til den virkelige afsender. Yes Men & Co kommer med endnu en falsk meddelelse fra 'COP15'. Denne gang beklager Canada, at det har været offer for spøgen, man kunne da aldrig finde på at komme med den slags udmeldinger, lyder det.

Den udmelding er der til gengæld visse medier, der tror på er rigtig. Alligevel er stemningen ikke den bedste i 'det falske Bella Center'; man havde tydeligvis håbet på mere.

Nytilkomne Yes Woman Whitney Black gjorde ellers, hvad hun kunne via sine kontakter i det rigtige Bella Center for at få enten Canada eller Uganda til at komme med nogle officielle udtalelser, som man kunne arbejde videre på. Men ingen af parterne havde lyst til at lege med. Men var derfor også tæt på at pakke cirkuset sammen. Alligevel udtrykker Black håb om, at man trods alt har formået at sætte et hidtil uset fokus på Canadas rolle - >eller mangel på samme - når det kommer til at få en fornuftig aftale i hus.

»Vi håber, at vi har været med til at kickstarte den proces, som vi ønsker - at de rige taler med de fattige. Men det har været svært,« siger Whitney Black.

Også fra Yes Man Mike Bonanno (Igor Vamos), er der skuffelse at spore.

»Det har været lidt svært og anderledes, end hvad vi plejer at lave, fordi vi ikke selv har været til stede, så det hele tiden har været via pressemeddelelser, at vi har skullet reagere og køre historien videre. Dernæst har vi ikke samme netværk at trække på her, som vi har i USA,« >siger Mike Bonanno.

Man har ifølge Bonanno således ikke rigtigt besluttet, om aktionen har været succesfuld eller et flop.

Kopisterne kommer

Medierne begynder dog langsomt at vågne. Først på sagen er de australske medier, hvor blandt andet Reuters Canada har samlet historien op. Klokken 17.45 sker der så for alvor noget i de danske medier, da nyhedsbureauet Ritzau offentliggør historien. Det starter lemmingeffekten i de danske medier. Historien rammer mere eller mindre synkront alle de store dagblades hjemmesider. Aktivisterne har taget fusen på klimatopmødet, Canada er til grin, lyder det. Også de amerikanske medier leger nu med. Den anerkendte blog huffingtonpost.com er blandt andet på banen, her gætter man ganske rigtigt på, at det er Yes Men, der står bag, til gengæld hopper man i fælden med hensyn til at tage den falske udmelding omkring Canadas beklagelse for gode varer. Britiske The Guardian, franske Le Monde og The New York Times har nu som mange andre tunge medier ligeledes historien. Den kører altså nu i medierne - danske som internationale - selv om den ønskede reaktion og mulige pingpong med politikerne udeblev.

Klokken 19.30 skulle der være fest på Galleri Poulsen oven på dagens aktion. Men der er ikke meget gang i den. I et hjørne sidder en DJ af ældre dato og spiller musik fra sin Mac. Han holder sin 'magiske ring' over en plade med lys i, der derved gennem 'hemmelig klimamagi', siger en ubehagelig lyd, som en-eller-andens-far lader flyde ind i musikken. En lille pige med et kamera om halsen stemmer i.

»We will, we will - rock you!« gentager pigen et utal af gange.

Der er nogle, der drikker øl, men de tager de kolde Urquell fra et hemmeligt skab bag nogle jakker. Det er åbenbart kunne til de indviede. Jeg går ud i galleriets lille køkken og tager et glas vand fra vandhanen. Ikke meget arty-farty-fest over det - hvilket selvfølgelig er helt fint. Én, der ikke gider at sige, hvem han er, taler om et hemmeligt arrangement, som vi ikke kan få noget at vide om før senere. Jeg spørger en Yes Woman, om der sker mere i aften. Hun svarer ved at ryste på hovedet, mens hun kigger væk.

»Det her er det eneste sted, hvor man kan se kunst, der ikke tager afsæt i en politisk agenda,« siger en af de besøgende, der ser på de store malerier af forskellige Facebookprofiler.

Heriblandt en fra et barn, der ikke kan forstå, hvordan manden, der har modtaget Nobels fredspris, kan igangsætte verdens største militære offensiv. Barnet har ifølge maleriet lyst til at skyde sig selv. Fatima kan på et andet niveau ikke forstå, hvordan medierne én dag kan følge intenst med i udviklingen i Iran for den næste kun at tale om Michael Jacksons død. Stemningen - midt imellem kunst og aktivisme - virker ærlig talt en anelse trist denne mandag aften.

En ny dag

Tirsdag ser alting dog lidt lysere ud. Man har nu erkendt, at Yes Men har været med til at arrangere det hele, hvilket tilsyneladende har skærpet mediernes interesse; man har ligeledes indkaldt til et pressemøde klokken 13, for at forklare, hvad det hele går ud på. Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Frans Mikael Jansen forklarer før pressen kommer over for Information, hvordan man via samarbejdet med The Yes Men har ønsket at sætte gang i det - ifølge ham - nødvendige 'blame-game'.

»Hvis man ikke taler med tilstrækkeligt store bogstaver til de lande, der virkelige sviner, så bliver det for nemt bagefter at løbe fra det hele, for nemt at lave 'en Kyoto', sådan som USA gjorde det,« siger Frans Mikael Jansen.

Klokken nærmere sig 13. De to Yes Men Mike Bonanno og Andy Bichlbaum (Jacque Servin) gør sig sammen med ugandesiske Climate Debt Agent Kodili Chandia, der dagen før spillede rollen som Margaret Matembe fra Ugandas delegation, klar til pressen. Bichlbaum afslutter et webinterview med canadiske Global Mail, før begge mænd skifter til klimaagenternes røde jakkesæt med tilhørende solbriller, slips og hat.

Den canadiske tv-station CBC dukker op, og også den Cavling-vindende fotograf Miriam Dalsgaard fra Politiken er blandt de fremmødte. Den canadiske journalist vil gerne vide, om The Yes Men er rigtige mennesker. Også det bliver afsløret. 'Hvad er jeres budskab', vil han dernæst vide.

»Rige lande, betal jeres gæld!« siger Kodili Chandia.

»Er det det?« svarer canadieren igen, som om det var en mindre ting. »Det er bare det,« fastholder Kodili Chandia.

Så vil han vide, hvorfor man lige har valgt Canada. Bichlbaum forklarer, at 75 procent af verdens CO2 udslip kommer fra de rige lande, heriblandt Canada. De kommer også fra USA, Australien og EU, men man har valgt at tage fat i Canada, blandt andet fordi, det for mange amerikanere (Bichlbaum er fra New York) altid har stået som et land, man så lidt op til. Det slutter med indstillingen til klimaet. Dernæst udvinder Canada meget tung olie, såkaldte Tarzans, hvilket ifølge Bichlbaum er den mest forurenende form for energiudvinding overhovedet.

»Hvad er det for noget med en gæld?« spørger en anden blandt de fremmødte.

»Det er en historisk gæld. En gæld der forudsiger tørke, sygdom og sult og som de rige lande burde tage ansvar for. Alt vi beder om er lidt retfærdighed og empati. Er det for meget at forlange?« spørger Kibili Chandia retorisk.

»Er i stolte?«, spørger den canadiske tv-vært til sidst. Klimaagenterne ser på hinanden, som for at regne motivationen ud bag det spørgsmål. Bichlbaum erkender, at han er stolt og Chandia supplerer:

»Vi er meget stolte.«

Bagefter virker Mike Bonanno i noget bedre humør, end han var dagen før. Jeg spørger, om man har planlagt mere i forbindelse med COP15.

»Vi har altid et eller andet i ærmet,« svarer han tilbage med et underfundigt smil, der indikerer, at The Yes Men ikke er på vej på pension lige foreløbig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At bruge anderkendte kilder er jo nodvendigvis sandheden, og at Canda har et storre energi forbrug end vi Danmark, er kun naturligt efter som det er ganske normalt temperaturen gor ned til 30 minus grader om vinteren, samt har landet store geografiske afstande i Canada.

Men det handler kort og godt om vi i vesten indvenstere i vedvarende energi og nor fattige lande havder vi bruger mest energi, so skyldes det kun de lande er fattige, og ikke de po nogen mode har en storre miljo ansvarlighed end vi vesten.

For med den oget globale velstand og flere mennesker der forbruger af jordens resurser vil de globale problemer oges.

Selvom vi vesten har et uddannelse system der tilbage stoende, og stort set kun priviotere mennesker skal uddannes for erhvers livet og mollet er tjene penge og forbruge, so har vi dog en langt storre del af befolfningen, der kan lase og skrive.

Samt er det misvisende nor en fra Uganda giver klima problemet skylden for sult problemer i Afrika, jeg pt po Philippinerne og de massive sociale problemer der i landet hvor en ret stor del af befolkningen ikke for den mad de kan spise og lever under dorlige sociale forhold.

Har ikke meget med klimaet at gore men skyldes overbefolkning og dermed rovdrift po resurserne, jeg ved godt man ikke altid kan give de samme orsager til Afrikas fattigdoms problemer, men torke har man endnu engang haft Afrika siden jeg var barn.

So skal klima problemer bekampes og rovdrift po jorden resurser, so bliver man nod til at begranse den globalle befolknings tilvakst samt man bliver nod til tage konflikten med religionerne, og det eneste land der i verden har udvist denne ansvarligna er Kina og nedbragt antallet af fattige mennesker i landet.

Klima og fattigdoms problemer hanger sammen og det er endnu engang noget vanskeliger at mole forbrug i fattige lande.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Mikkel Sørensen

."såkaldte Tarzans"

?!?

Andreas, det her er altsaa for daarligt. Naar hele historien handler om et klimaproblem med rod i Canada - saa boer du lige finde ud af hvad det er!

Det har absolut intet at goere med en tegneseriefigur...

Det handler om TAR SANDS, tjaeresand, eller som PR-agenter siger: oliesand.

http://en.wikipedia.org/wiki/Tar_sands

Andreas var vist mest interesseret i, hvor den næste øl skulle komme fra.

Mikkel Sørensen

Altsaa. jeg ved godt at bladet er gaaet meget ned ad bakke, men det her er sgu for groft. Hvem var redaktoeren, weekend-Lykkeberg?

Og hvad med fair and balanced - naar Tarzan gives ordet, hvorfor saa ikke Jane?