Læsetid: 6 min.

’De er marxister alle sammen’

De amerikanske konservative græsrødder var mødt talrigt op for at fejre sig selv, da dokumentarfilmen ’Tea Party’ havde premiere i Washington DC onsdag aften. Det festklædte opbud af frihedselskende patrioter var dog i det fredelige hjørne og begrænsede entusiasmen til buhråb og klapsalver
De amerikanske konservative græsrødder var mødt talrigt op for at fejre sig selv, da dokumentarfilmen ’Tea Party’ havde premiere i Washington DC onsdag aften. Det festklædte opbud af frihedselskende patrioter var dog i det fredelige hjørne og begrænsede entusiasmen til  buhråb og klapsalver
4. december 2009

Udefra ligner det enhver filmpremiere. De cirka 500 gæster er festklædte, instruktør, producer og et udvalg af de medvirkende er mødt op, og der er både pindemadder og drinks, men så er ligheden med en helt almindelig premiere også overstået.

For godt nok skal vi alle se en film efter en paneldebat, men diskussionen skal ikke først og fremmest handle om kunst eller skuespil, men om politik af den mest hårdtslående slags.

Henne ved scenen står et udvalg af de allermest kendte politiske figurer i den konservative såkaldte Tea Party -bevægelse, som i løbet af foråret og sommeren tiltrak sig betydelig national opmærksomhed i et USA, hvor uenighederne om særligt stimuluspakker, skattepolitik og sundhedsreform foldede sig ud i fuldt flor under en lang række meget vrede folkemøder.

De er her, fordi de skal debattere den film, hvis premiere vi er her i anledning af: Den nye dokumentarfilm, Tea Party: The Documentary Film med undertitlen Libertys March Has A New Generation of Patriots, hvilket egentlig vældig præcist angiver både, hvad filmen handler om, nemlig græsrodsbevægelsen og hvad hovedbudskabet er: Frihed (fra statslig eller politisk indblanding) og patriotisme USA er et helt særligt frihedselskende land, som de grundlæggende fædre og Gud har udstyret med unikke egenskaber i form af personlig frihed, som nu er truet, og som alle ægte amerikanere nu på tværs af partiskel må redde.

Jeres helbredelse

Efter lidt konverseren i mængden, hvor en del af gæsterne tydeligvis kender hinanden, er det tid til at gå ind i Amfiteateret i den imposante Ronald Reagan bygning midt i hovedstaden, hvor premieren passende nok finder sted.

Matt Kibbe, som er direktør i bevægelsen, Freedom Works, der er tæt forbundet med teselskaberne, præsenterer panelet med en advarsel til publikum: »Jeg forstår, at der er et par liberale indtrængende her i aften,« siger han og nikker hen mod journalisterne.

»I skal være velkomne, men tag jer i agt. Denne film kunne være jeres første skridt på vej mod helbredelse,« advarer han til salens latter.

Han forsikrer om, at de ægte konservative vil stoppe den planlagte klimalov, loven om finansiel regulering samt alle tanker om nye stimulipakker. »Og derefter kan vi gå i gang med at skabe ægte job i USA, og hvem ved, så får vi nok også en del at skulle have sagt i november 2010.«

Derefter får Dick Armey fra Texas, tidligere leder af Repræsentanternes Hus fra 19952003, ordet. Han var en af hovedarkitekterne bag den såkaldte republikanske revolution i 1990erne, da republikanerne for første gang i 40 år kontrollerede begge kamre i Kongressen. Han er også tidligere økonomiprofessor og stifter af Freedom Works. Ud over at gå ind for en flad, lav indkomstskat, er han kendt for en del mere farverige initiativer. Tilbage i 1989 skrev han f.eks. et brev til den amerikanske kunstfond, National Endowment for the Arts, i anledning af et legat, der var tilfaldet de verdenskendte kunstnere Andres Serrano og Robert Mapplethorpe, hvor han karakteriserede de tos arbejder som »moralsk fordømmelsesværdigt affald«.

De -lyver-fyren

I 1995 kaldte han det homoseksuelle medlem af Kongressen Barney Frank fra New York for Barney Fag. Og i 1998 svarede han da en journalist under rigsretssagen i forbindelse med Monica Lewinsky-affæren spurgte ham om, hvad han ville gøre, hvis han var Bill Clinton at »jeg ville ikke have fået en chance for at trække mig tilbage, hvis jeg var præsidenten, for hvis jeg var, så ville jeg ligge i en blodpøl nede på gulvet, mens fru Armey ville putte flere patroner i pistolen«.

Senere blev han efter anklager om sexchikane skilt og gift med en tidligere studerende; han har i øvrigt også beskyldt tidligere vicepræsident Dick Cheney for at narre ham med bullshit for at sikre sig Armeys stemme for Irak-krigen.

Armey introducerer Jim DeMint og Joe Wilson, politikere fra South Carolina. Wilson opnåede kortvarig verdensberømmelse, da han afbrød præsident Obamas fremlæggelse af sundhedsreformen med råbet »De lyver«.

Tørster efter ærlighed

Begge de to herrer er slipseklædte og solbrændte og ser aldeles veloplagte ud. Salen ser dem som helte, og Wilson har rejst mere end en million dollar til sin genvægelseskomite som en direkte følge af fornærmelsen mod præsidenten.

»Folk tørster efter ærlighed, efter nogen, som vil tale magten imod. Tea Party-bevægelsen er det ægte mainstream Amerika, der forsøger at trække det republikanske parti tilbage til folket. Der er ikke noget radikalt over frihed og de jødisk-kristne principper, som dette land det frieste og mest specielle land i verden bygger på. Alligevel bliver vi kaldt ekstreme. Men alt, vi vil, er at have USA tilbage. Og den eneste måde, vi kan gøre det på, er ved at bygge modstandsbevægelsen på jer, der ikke kommer fra Washington. Ikke ved at rykke til højre men ved at bøje sig ned til amerikanerne,« lyder det fra DeMint, inden han giver ordet videre til Marsha Blackburn, blond og chik skattebekæmpende medlem af Repræsentanternes Hus fra Tennessee. Blackburn er en helt i den konservative græsrodsbevægelse, hun har egenhændigt sørget for, at hendes stat ikke har nogen indkomstskat, og som hun citerer sin mand for: »Hvis tiende er godt nok til Gud om søndagen, så er det godt nok for den føderale regering med ti procent også.« Hun mener, at USA først og fremmest har brug for konservative kvinder, for »ingen gør huset rent som en kvinde, og det er rengøring, USA har brug for«.

Ægte græsrødder

Blackburn har som hendes hjemmeside i Kongressen fortæller en 100 procent pro-life stemmeandel, en 100 procent pro-business stemmeafgivning og en 100 procent opbakning fra militæret og Christian Coalition of America. Hun har stemt for samtlige nedskæringer i de føderale budgetter, siden hun blev valgt i 2003 og har modtaget Spirit of Enterprise-prisen fra det amerikanske Handelskammer.

Da politikerne er færdige med at rose salen og den konservative bevægelse for at være de ægte og rigtige amerikanere, starter filmen, der handler om fem »helt almindelige amerikanere,« som bliver grebet af protestbevægelsen og opbygningen til den store 9-12 march i Washington DC på Capitol Hill. Filmen viser, at konservative græsrødder ikke adskiller sig fra andre af slagsen. De griner, græder, pukler, bander over modstanderne, fester, kører i busser, sover i sovesale og opbygger et levende, solidarisk og frem for alt sjovt fællesskab, selvom den folkelige vrede i filmen er til at tage og føle på.

Er der også en skurk i filmen ? Ja, det er John Conyers og Olympia Snowe to moderate republikanere, som i filmen modtager en delegation af læger, der alle er modstandere af etableringen af en offentlig sygesikring. Snowe optræder ikke i filmen, for det ønskede hun angiveligt ikke, men hendes navneskilt og hendes stab gør. Og salen buher af den eneste republikanske senator, der indtil videre har stemt for sundhedsreformen.

Jeg hører dig

Min sidemand hvisler. »hvor dum kan man være,« da Coyners rejser spørgsmålet om, hvorvidt der mon kunne være noget af modstanden mod Obama, som handler om hans hudfarve. »De er marxister alle sammen,« siger han. Og tilføjer, at »Obamas sundhedsreform er mord«. Senere under receptionen bagefter giver Joe Wilson ham helt ret. »Jeg hører dig,« forsikrer han.

Efter halvanden times propaganda kan jeg endelig mase mig frem til Joe Wilson, der siger, at »journalister generelt uheldigvis forstår meget lidt af, hvad det ægte USA handler om«. Jeg kan ikke få mig selv til at sige noget om You lie udbruddet. Hvad skal man sige, som ikke er sagt.

Tea Party: The Documentary Film. Executive Producer: Luke Livingston. Instruktør; Pritchett Cotten. 90 minutter. Se traileren www.youtube.com Dvd med filmen kan købes på www.teapartymovie.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu