Læsetid: 9 min.

Når tilgivelsen ikke eksisterer

Hvis du vil se grusomheden i øjnene, skal du kunne bære, at den også får øje på dig, siger forfatter og journalist Egon Clausen, der her fortæller om sin oplevelse af et kristent fundamentalistisk samfund uden barmhjertighed, der dømte en ung morder til døden. Og om sin egen erkendelse af måske at være gået for tæt på uden helt at have forstået alvoren
Moderne Tider
18. december 2009
Det var en god historie. En dødsdom i Texas' bibelbælte. En konkret sag, man kunne portrættere fundamentalismen igennem. Men da den unge Khristian Oliver blev henrettet i november i år, fik Egon Clausen en dårlig smag i munden. Han havde  givet Olivers forældre falske håb og Hvorfor? »Det var så nemt for mig, jeg skrev en bog, lavede tv, holdt en masse foredrag, og folk klappede af mig. Var det bare for mine fem minutter i solen?«

Det var en god historie. En dødsdom i Texas' bibelbælte. En konkret sag, man kunne portrættere fundamentalismen igennem. Men da den unge Khristian Oliver blev henrettet i november i år, fik Egon Clausen en dårlig smag i munden. Han havde givet Olivers forældre falske håb og Hvorfor? »Det var så nemt for mig, jeg skrev en bog, lavede tv, holdt en masse foredrag, og folk klappede af mig. Var det bare for mine fem minutter i solen?«

Kristine Kiilerich

Da den 32-årige Khristian Oliver den 5. november blev henrettet i Texas, forsvandt jorden under Egon Clausen.

Han er nok den dansker, der har fulgt sagen tættest og bedst kender det lille samfund, der for 10 år siden dømte den 21-årige mand til døden. Men det var ikke fordi, Egon Clausen var blevet for følelsesmæssigt involveret i sagen og dens mennesker, at han pludselig mistede fodfæstet, det var nærmere tværtimod. Han havde den dygtige journalists mod til at gå tæt på og se uhyret i øjnene, men ikke modet til at erkende alvoren.

»Jeg væmmedes ved mig selv,«, siger han med et stille blik op over brillekanten.

Historien om Khristian Oliver er både historien om en henrettelse, der viser den kristne fundamentalismes hæslige ansigt.

Men også en historie om, hvordan et menneske, der forsøgte at give andre håb, må erkende, at barmhjertigheden kan være ego-istisk og naiv.

Egon Clausen, der som forfatter og journalist arbejdede i Danmarks Radio, rejste i september 2001 til Texas for at studere den kristne fundamentalisme og møde nogle af dens ideologer. Han var dødtræt af, at hver gang man hørte ordet fundamentalisme, var det i forbindelse med islam.

Men som så meget andet ondt, kommer fundamentalismen fra vores egen vestlige kultur, siger han. Fundamentalisme, om det er i kristen eller islamisk forstand, handler i bund og grund om det samme, nemlig patriarkatets forsøg på at beskytte sig selv.

Rejsen var planlagt længe før 11. september, så sammenfaldet er tilfældigt, men faktisk kom han med det allerførste fly over Atlanten efter angrebet på World Trade Center og måtte flyve nogle sære omveje, før han landede i Austin, hovedstaden i Texas, i slutningen af september.

Han kom i kontakt med nogle universitetsstuderende, der hjalp ham ind i samfundet og i de fundamentalistiske miljøer. Tilfældigt kom han på sporet af sagen om den unge Khristian Oliver, der sad på dødsgangen, og den appelsag, der var i gang.

Øje for øje

Det var en god historie. En dødsdom i Texas bibelbælte. En konkret sag, man kunne portrættere fundamentalismen igennem.

Fra januar til marts boede Egon Clausen i Nacogdoches, hvor mordet og retssagen havde udspillet sig, og levede der sammen med dens indbyggere. Han kender flere af nævningene, har mødt dommeren, forsvareren, anklageren, den lokale journalist, der dækkede sagen, og den dødsdømtes familie.

På baggrund af samtaler og interviews, utallige besøg i kirker, i fængslet og på baggrund af retsreferater på tusindvis af sider, tegnede Egon Clausen et portræt af et dunkelt, næsten middelalderligt øje for øje, tand for tand-samfund, hvor Bibelen tages for pålydende og spillede en stor rolle i den dødsdom, retssagen endte med.

Han udgav bogen Øje for øje om det kristne fundamentalistiske samfund med Oliversagen som den røde tråd og vendte tilbage et par år senere, mens Oliver stadig sad på dødsgangen, og lavede et DR2-tema om sagen.

Et ugudeligt uhyre

Da Olivers dødsdom nu 11 år senere blev eksekveret, var der ikke tale om et justitsmord. Der er ingen tvivl om, at Oliver skød den mand, de brød ind hos i Nacogdoches i marts 1998.

Manden kom hjem og overraskede de fire unge midt i indbruddet, han skød efter dem, og Oliver skød tilbage. Hvem der efterfølgende bar sin sårede kammerat ud til bilen, og hvem der smadrede mandens ansigt til ukendelighed, efter han var død, er der godt nok tvivl om. De andre unge, undtagen Olivers kæreste, indgik en aftale med anklageren og fik en mildere dom og lagde hele ansvaret for brutaliteten på Olivers skuldre.

Kæresten, der siden fødte deres nu 10-årige datter i fængslet, betalte prisen for sin ubestikkelighed og fik 99 års fængsel for medvirken. Hun fastholdt, at det var Oliver, der hjalp sin sårede kammerat, og en anden, der smadrede mandens ansigt. Anklageren tilbød hende ellers 10 år, fortalte han bagefter. Det smadrede ansigt viste sig at være afgørende i det billede af et satanisk ugudeligt uhyre, som anklageren tegnede af Oliver, der i øvrigt kom fra en velfungerende familie, hvis far i dag regnes for en af Texas bedste kunstmalere, og hvis bedstefar var den første sorte læge i Waco. Oldefaren var formentlig slave.

Ingen barmhjertighed

»Det var ikke et justitsmord,« siger Egon Clausen, »det var en dom afsagt efter bibelcitater.«

Nævningene, hvoraf tre-fjerdedele var kristne hvide fundamentalister, støttede sig i lige så høj grad til Bibelen, som til juraen under voteringen. Set i lyset fra Bibelens ord står dødsstraffen ikke til forhandling, det er faktisk Gud selv, der har indført den i Første Mosebog, kapitel 9 vers 6: Den der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. Og i Fjerde Mosebog, kapitel 35, vers 16: Hvis én rammer nogen med en genstand af jern, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden. Det var blandt andet også derfor, spørgsmålet om, hvem der havde smadret mandens ansigt med geværkolben, blev så afgørende.

»Man må forstå,« siger Egon Clausen, »at de her mennesker er forfærdelig vrede og desperate. De ser sådan på det, at Gud er meget vred, det har han været siden syndefaldet, og menneskene må føje ham og straffe sig selv.«

En af nævningene, Michael Brenneisen, fortalte i et interview, hvordan han hver dag går og kigger op i himlen og tænker: Er det i dag, apokalypsen indtræder? Der har jo været tydelige tegn. At Israel fik sit land tilbage for eksempel, og at en rød kalv blev født. Den må være nært forestående.

»Mens vi venter, må vi udøve retfærdighed. Tilgivelse, som jo er et af kristendommens stærkeste budskaber, kan ikke eksistere i denne fundamentalistiske form. Et liv skal betales med et liv, ellers er der ikke balance, og det er den retfærdige balance, de mennesker tror på, de skal opretholde. Her kan ikke være barmhjertighed. Der er tale om et samfund, der straffer abort hårdt, for du må ikke slå ihjel, det står i femte bud. Samtidig er de villige til at slå unge mennesker ihjel.«

Clausen fortæller historien om en mor, der druknede sine fem børn, fordi hun havde hørt Gud sige, hun skulle gøre det. Hun var åbenlyst psykisk syg og hørte ikke hjemme på en dødsgang, men hun var nødt til at blive straffet hårdt, for ellers var der ingen balance.

»Det er ligesom blodhævn,« siger han.

Kirken er klubben

Dødsgangen er fuld af den slags mennesker, fortæller Clausen. Psykisk syge, depressive, retarderede. Der var en ung fyr, der fik sit sidste måltid før henrettelsen og ikke havde nået at spise op, da vagterne kom for at hente ham. Han undskyldte og lovede at spise op, når han kom tilbage fra sin henrettelse.

Og fængslerne er en sag i sig selv, for de kan holde et helt lille samfund kørende med arbejde. Der findes små byer i Texas, hvor halvdelen af indbyggerne lever af at passe på fangerne, som er den anden halvdel af indbyggerne, siger Clausen og slår en latter op. Men det er ikke sjovt, synes han. Texas er brutal og ubarmhjertig.

Nacogdoches, der har omkring 25.000 indbyggere, består af hvide middelklasseborgere og fattige sorte. Og så alle de illegale mexicanere, der arbejder til en ussel løn i virksomhederne. Der er over 190 kirker, store som små, og de er helt nødvendige samlingspunkter, for de er de eneste, der er. Hvis teenagere bryder ud af kirken, har man virkelig et problem, for der er ingen kommune, der samler dem op i ungdomsklubben. Kirken er klubben. Det er her, man lever og får sine sociale kontakter. Uden den er man virkelig alene. De sorte har deres egne kirker.

Det er ikke lovligt at blande bibel og stat sammen, heller ikke i Nacogdoches, og som anklageren siden sagde til Egon Clausen, så ville det have været helt forkert. Men nævningene læste først i Bibelen efter dommen var afsagt, for at finde trøst, sagde han. Det er ikke rigtigt. Der findes tv-optagelser, hvor nævningene kommer ud efter voteringen med Bibelen under armen.

Appelsag afvist

Flere af dem, Egon Clausen siden talte med, fortalte om deres slidsomme timer, hvor de havde Bibelen i den ene hånd og lovteksten i den anden. Hvis jeg ikke kunne støtte mig til Guds ord, havde jeg intet at gøre der, sagde Michael Brenneisen, for Guds ord er den ultimative lov. Sådan er det bare. Og det var den mest spændende og udfordrende oplevelse han nogensinde havde haft, for han blev udfordret på alt: Hvad sagde Biblen på den ene og den anden side? Men efter dødsdommen sov han godt om natten, for han vidste, de traf den rette beslutning. Sådan har Glenda Webb, en af de andre nævninge, det ikke. Hun græd og var forpint over det, hun havde været med til at gøre, men hun syntes ikke, der var andre valg.

Appelsagen, som også Egon Clausen blev involveret i, fordi han lavede disse interviews, blev afvist, blandt andet med den begrundelse, at man ikke fandt det bevist, at Biblen havde spillet en rolle i domsafsigelsen.

Egon Clausen har længe vidst, at drengen ville blive henrettet. I mellemtiden har han besøgt forældrene og har stadig brevkontakt med dem. Han blev kontaktet af organisationer, der overvåger dødsstraf, blandt andet Amnesty International, der bad ham skrive under på edsvorne erklæringer i forbindelse med de interviews, han havde lavet med nævningene, og hvor det fremgår, at Bibelen var et vigtigt redskab i afsigelsen. Det gjorde han gerne, han gjorde, hvad han overhovedet kunne, men da dommen blev eksekveret, fik han kvalme over hele sagen, og især over sig selv.

»Pludselig var det en anden virkelighed end den, jeg havde dækket, nu ville de slå ham ihjel. Selve historien om fundamentalismen fortonede sig, og det gik op for mig, at jeg havde været inde og rode i noget, jeg ikke kunne overskue. Jeg havde givet Olivers forældre falske håb, været en del af det, jeg troede, jeg som nøgtern journalist betragtede. Og hvorfor? Det var så nemt for mig, jeg skrev en bog, lavede tv, holdt en masse foredrag, og folk klappede af mig. Var det bare for mine fem minutter i solen? Det er jo langt alvorligere end det.«

Betragteren er en paria

Fra at føle sig god og barmhjertig, føle sig som et menneske med engagement i andre menneskers uretfærdigheder, oplevede han pludselig sig selv som en vampyr, der sugede af andre menneskers ulykke. Fremmede mennesker, der ikke kunne andet end at vise ham deres tillid. Men for Egon Clausen havde hele sagen først og fremmest været en god historie.

»Det var en grim erkendelse. Der måtte Khristians mor og far sidde og se deres søn blive henrettet. Hvad skulle jeg i deres liv?«

Er det ikke vigtigt, at nogen fortæller den slags historier?

»Jo, det er. Det har jeg erkendt. Men jeg har også erkendt hvor stort et ansvar, man har, når man træder ind i andre menneskers liv. Men det er jo sådan, det er at være forfatter. Du er en paria, du suger af andre mennesker, men der er også en nødvendighed. Nogen skal jo fortælle disse historier, man skal bare vide, at det er ild, man arbejder med, og det er ikke altid en hyggelig kaminild. Jeg har nok været for naiv, men hvis du vil helt tæt på og se døden i øjnene, skal du også være parat til, at den ser dig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her