Læsetid: 3 min.

Med på en kigger i Rigets hjerte

Det er en fascinerende oplevelse at overvære et hjerte blive sat i stå, repareret - og atter sat i gang med sit livgivende arbejde
19. december 2009

For ganske kort tid siden havde jeg den store oplevelse at overvære en hjerteoperation på Rigshospitalets hjertecenter. Det var ikke en dramatisk og usædvanlig operation, men alligevel én af den slags, hvor kirurger, anæstesilæger, sygeplejersker og perfusionister i to timer yder deres ypperste i en kontrolleret koncentration. Jeg havde bedt om at være flue på væggen, fordi jeg ville se de sundhedsprofessioner, jeg er med til at uddanne som rektor for Professionshøjskolen Metropol, i aktion. Det var fascinerende. Ikke alene ud fra drengeoplevelsen af at se et menneske udsat for et indgreb, der visuelt er ganske dramatisk, som har sine lugte, væsker, maskiner, apparater og eksperter med kodesprog og jargon. En slags blottet natur, der møder moderniteten. Det er, om man så må sige, den æstetiske dimension, som bestemt stadig sidder i mig og fascinerer. Men det var vedkommende og stimulerende af to andre grunde. En filosofisk grund og en professionel.

Rørende omsorg

En kvinde på 60 skulle have udskiftet den ene hjerteklap. Iført grøn dragt fra top til tå og blåt hårnet af plast møder jeg hende i operationsstuens forrum. De pårørende siger farvel, og to døtre kysser deres mor kærligt, måske med lægmandens usikre fornemmelse for og bevidsthed om, at det kan være sidste gang, om noget går ravruskende galt. Det er meget rørende. Den menneskelige relation og de professionelle i et kommunikerende pædagogisk forhold til patienten. Der udøves omsorg og skabes tryghed. Patienten bliver herefter kørt ind på operationsstuen og læger og anæstesisygeplejersker går i gang. Efter kort tid er patienten et objekt, en krop, der rigges og gøres klar til indgreb. Ikke ufølsomt, men professionelt og præcist, der sættes ind i det øjeblik, patienten går i dyb narkose. Operationen udøves som en sikker rutiniseret øvelse flere gange om dagen - en oplysning, der finder sit imponerende perspektiv i det forhold, at de første hjerteoperationer overhovedet blev foretaget i slutningen af 1960'erne. At stå på Rigets hjertekirurgiske afsnit den dag er at stå midt i en videnskabelig og teknologisk revolution, og se frugterne af det. Patienten vil have det mærkbart bedre efter opvågningen samme aften.

Brændt kød

Første lyd er en elsav. Med den flækker kirurgerne brystbenet på langs. Det lugter af brændt kød. Det er meget sanseligt. Pludselig åbnes rummet ned til hjertet nænsomt med en slags donkraft. Tæppes går op for det mest mytologiske, det stærkeste og mest poetiske stykke natur i menneskelivet. Der er det så, det lille liv. Det ligner ikke et hjerte. Heller ikke en vandmand som min kæreste troede. Det ligner en lille kalveculotte med en tynd fedtmembran. Det står og dunker. På et tidspunkt i operationen hører livet op, hjertets sættes i stå med et stik af kalium; man ser dets slag svækkes, og så er der stille. Livet går rent fysisk i stå medens uret tikker. Det er næsten metafysisk. Hjertet udsættes for de afgørende indgreb; der sys, suges blod og indsættes ny hjerteklap i størrelse 25. De to kirurger arbejder med sygeplejersker og anæstesilæger i en uafbrudt bevægelse af koncentration for at bringe livet tilbage. Den sterile (det hedder det faktisk!) operationssygeplejerske, der forsyner kirurger med rekvisitter og redskaber må nærmest være inde i kirurgens blik, kende hans vaner, tempo og metode. Meget af det sker uden ord. Jeg spørger lidt til det ene og det andet, og får svar.

I gang igen

Efter placeringen af hjerteklappen går det stærkt. Nu skal der lukkes og tætnes. Tråde, sakse og en lille el-grill til at lukke mindre blødninger er i sving. Så kommer livet tilbage. Lungerne ventileres og kravler frem; det ser lidt alienagtigt ud. Alle redskaber, gage og andet, der har været brugt tælles inden brystbenet sys sammen. Inden for godt to timer er operationen overstået. Patienten ligger med et langt, men meget fint snit. Livet kan gå i gang igen. Det er en dramatisk trivialitet, professionel teori og praksis på tværs af fag forenet i ét formål, jeg har været vidne til, og en kolossal respekt, hvormed jeg forlader Riget den dag. Jeg trækker vejret dybt på vej ud mod Østerbro.

refleks@informaiton.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu