Læsetid: 4 min.

Picnic med peber og lakrids

Klimademo. Connie fra Hare Krishna eller en flok NGOer fra Honduras. Ingen kan vide sig sikker, når lømmelpakken folder sig ud. Onsdagens Bella-demonstration udviklede sig til en fredelig picnic
Udskudt. Det må så blive en anden gang, lømmelpakken bliver besigtiget indefra.

Udskudt. Det må så blive en anden gang, lømmelpakken bliver besigtiget indefra.

Sigrid Nygaard

18. december 2009

Egentlig var det min plan at blive anholdt. Eller undskyld, administrativt frihedsberøvet, hedder det jo nu om dage. Den slags kræver, at man lader sit pressekort blive hjemme, for som journalist er man ganske enkelt ikke velkommen i politiets ellers alenlange futtog, og af samme grund har mediefolket stadig til gode at besøge modtagecentret i Valby iført strips og lømmellov. Men det var altså mit mål. At stille op til peber og lakrids, som man siger med aktivistjargon, og så ellers lade mig servicere i politiets modtagecenter, der som bekendt er et Guantanamo-agtigt abebur på Retortvej. På samme måde som Udlændingeservice er det kontor, hvor flygtninge bliver afvist; og dværge ikke er helt vildt små, men højdemæssigt udfordrede. Bare vent, inden klimatopmødet er ovre, har politiet sikkert fået stor succes med at kalde knippelsuppe for kontrolregulering og angreb med peberspray for taktisk beredskab. Nå, det kalder de det måske allerede? Det er altså heller ikke til at følge med i al den moderne retorik. Kampen om ordet er jo på mange måder klimatopmødets største hurdle, og onsdag formiddag tog jeg derfor til Amager for at deltage i klimaaktivisternes forsøg på at indtage Bella Centret. Der skal handling bag ord!

Men lige så snart jeg er stået ud af taxien, opstår det første problem. Ordensmagten er talstærkt til stede og har afspærret området omkring metrostationen med rød minestrimmel og blå hollændervogne. Så selv om demonstrationen som sådan er lovlig, er den praktisk talt umulig at deltage i hvis man altså ikke har et pressekort, der ifølge Justitsministeriets cirkulære nr. 211 giver adgang gennem politiafspærringer. Derfor må jeg pænt starte forfra og fise hjem efter mit pressekort, så jeg med loven i baghånden kan benytte mig af den ellers i forvejen grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Betjenten er ikke helt bekendt med cirkulære nr. 211, så han gransker både mit lille plastickort og mit insisterende ansigtsudtryk så intenst, at jeg føler mig som en afrikaner, der lige er landet i den hvide mands paskontrol. Han giver mig nøjagtig fem minutter i selskab med de hundredvis af aktivister, der i samme øjeblik får besked på, at deres ellers fredelige demonstration er opløst på grund af uroligheder. Og så bliver der ellers uddelt knippelsuppe med pebber on top. Os mediefolk elsker den slags voldsomme optrin, for så får vi noget at skrive hjem om. Og vold sælger bedre end klimaforhandlinger, der ligesom er blevet det nye finanskrise-ord. Det ord, vi ikke gider høre mere.

Orden i anarkiet

Jeg synes ærlig talt, at klimaaktivisterne burde få sig en fagforening og kræve bedre arbejdsbetingelser. Ikke alene får de tæsk af politiet, pressen står også konstant i vejen, når der skal dannes menneskekæder. Onsdag mødte jeg for eksempel flere fotografer, der var med for sportens skyld. De repræsenterede altså ikke noget medie, de ville bare se action. Det kender jeg godt fra mig selv, men onsdag var der noget, der ændrede sig for mig. Jeg fik ganske enkelt lyst til at holde i hånd og på fredelig vis joine det internationale fællesskab, der på trods af ordensmagtens mildest talt vildt aggressive metoder tog imod slag og skub uden at svare igen med vold. Vi var langt fra Ungdomshus-riots. Vi taler sambadans og sækkepibesang og en britisk bedstemor, der fik store grupper af demonstranter til at sætte sig ned og tale sit down-strategi. Havde man lyst til at deltage i forsøget på at borde Bella Center ved hjælp af oppustelige luftmadrasser i åen, så var der ganske enkelt en køanordning. Der var så meget orden i anarkiet, at der gik decideret picnic i protestaktionen. Folk sad på stribe og spiste madpakker, og sandelig om ikke også politiet skiftede fra hjelm til kasket og hældte kaffe op og grinte og nussede schæferhundene bag ørerne. Det var bare megahyggeligt. Som ved fronten juleaften.

Tæv til delegerede

Inde i Bella Center var der så en flok officielt indregistrerede NGOer fra Honduras, der gerne ville ud og være med på skovturen. Lidt skørt, når de allerede havde sejret ved at have adgang til FN, men det ødelagde altså også lidt den gode stemning, at de fik peberspray i smasken og blev kørt til Guantanamo. Undskyld, velkomstcentret, mener jeg.

Det var ligesom til lørdagens massedemonstration, hvor lømmelpakken for alvor blev kørt i stilling. Normalt er Hare Krishna klodens mest fredelige sammenslutning, men da en 51-årige nonne, Connie, kom dansende med klokkespil og kjortelklædte kollegaer for at servere varm vegetarsuppe, blev det for tøjlesløst for ordensmagten. Hare Krishna-Connie røg direkte i futtog på Amagerbrogade. Fire timer på iskold asfalt iført en lagentynd dhoti. Så fik vi langt om længe bugt med Hare Krishna. Sådan! Lømmelpakken rummer uanede muligheder.

Det opdagede jeg også, da onsdagens to demogrupper, der kalder sig henholdsvis Climate Justice Action og Climate Justice Now og med fordel kunne fusionere og kalde sig Climate Justice Action Now opgav at indtage Bella Center og i samlet flok bevægede sig mod bymidten. Fredeligt var det. Civil ulydighed midt i trafikken, ja, men sådan er det jo at demonstrere i flok. Ikke desto mindre har politiets civilklædte betjente en virkelig skræmmende taktik. Lad os rent kommunikationsstrategisk kalde dem for psykopatagtige bøller. Sådan ser det i hvert fald ud, når de klædt i autonome farver pludselig vælter ind i menneskemængden og hiver en tilfældig person ud. Ja, nærmest løfter vedkommende op og løber med ham i armene. Hen til kontant afhøring i nærmeste salatfad. Hvorfor er der ingen, der ved. Det er en rystende metode, bogstaveligt talt. »Be indian,« råber en ung fyr med fuldskæg. Han tror på pacifisme. At stå stille og tage imod. Jeg satser på at blive anholdt en anden god gang. Og komme en tur i velkomstcenter. Det er jo derfor, man har pressekort. For at finde ud, hvad der egentlig foregår. Derinde i lømmelpakken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu