Læsetid: 4 min.

Svigtet mand på åben gade

Velkommen til røvtur 09 hvor alle sad i strips nedad Amagerbrogade og frøs. Eller os lå vi derhjemme, hostede, klynkede og så dommedagsfilm - eller nyheder
Klimatopmøde. En træt demonstrant ved den store demonstration på vej mod Bella Center den 12. december for at råbe politikerne op.

Klimatopmøde. En træt demonstrant ved den store demonstration på vej mod Bella Center den 12. december for at råbe politikerne op.

Nørgaard Larsen

23. december 2009

I 2009 havde jeg på et tidspunkt en nabo. Måske var det ham, der boede inde i selve årstallet. Han havde i hvert fald alle symptomerne. Han smilede f.eks. nervøst hele tiden. Var altid lidt syg. Hans kæreste havde også lige forladt ham. Men ellers gik det helt forrygende. Og det værste var selvfølgelig overstået. Lige om lidt kommer der et opsving, gik han rundt og sagde - som et andet mantra. I morgen bliver det hele fedt. Igen. Vi vidste jo godt, han løj, men håbede på det bedste og takkede ja tak til den åbne »kom ind og få et glas vin«-invitation. Da vi endelig bankede på hans dør - så vi, der hang et brev på døren.

»Kære xxxx - du har 3 døgn til at fjerne dine ting. Det er i din egen interesse, at vi ikke kommer og fjerner dem«.

Han havde ikke betalt sin husleje i et halvt år. Så flyttede der et ældre nydeligt ægtepar ind. Orden på sagerne.

Jeg har egentlig været ok med recessionen. Ordet tvangsauktion rummer f.eks. en dejlig nostalgisk klang, hvis man var barn i 80'erne. Penge lugter, og det var i lang tid umuligt at samle sine bedste venner til en søndagsmiddag - for der var altid én, der var i New York. Og der var også for mange bands og sidegadebutikker med lortedesign og andre talentløse, der udlevede sin drøm for tom udblæsning i årene 2003-2007. Men det har jeg skrevet hånende om. Og det har andre skrevet hånende om. Det hele startede så skægt og inspirerende, og så blev det koldere og koldere, og har den vinter ikke varet ret længe allerede?

Jeg skrev halvkynisk om den islandske guld generation - der alle er flyttet hjem i forældrenes kælder. Jeg kender så flere i eget netværk, der er ved at gøre det samme. Der er gang i flyttekasserne for tiden. Kreativ konkurs. Klumme tysna. Vi danser på knive. På lånt tid.

Kapitalismen lider - giv det sidste skub

Jeg så en plakat på gaden her lige før COP15. Kapitalismen lider - giv det sidste skub. Den er jo fed. Lige som Nihilistpartiets og deres kommunalvalgsguld: Afskaf kirkeklokker - fuck jeres frelse - vi har tømmermænd. Jeg er vild med det. Det er tilpas på kanten og væk fra den landsomspændende SF-smitte og et stykke væk fra den form for indiecool, som selv hip hop-stjerner synes at dyrke - her på målstregen til et nyt årti.

Hvis man skal overleve det her post-Disney Sjov (måske årets Facebook status update fra træt far med økonomisk hovedpine) så er det punken, man må ty til og deres gennem holdbare og bæredygtige crust, genbrug, table-rasing og supermarkedernes containere man kan dykke ned i. Eller man kan selvfølgelig også bare gøre som alle teenagerne - vampyrdyrkelse og blodsugning.

'Som små fede stupide børn'

Sjovt med alt det gyserpop og goth og fjollet dødsæstetik. Lige som folk gik og havde ondt i lommerne, spændte klimakapløbet hestene for. Et eventuelt opsving kan jo være ren guillotine. Kom igen! Rejs mere. Lev mere. Køb mere. F.eks. dine børnebørns kiste. Eller hvad. Jeg ved ikke en skid om grøn økonomi. Men jeg har forstand på lige den særlige halve time, hvor en fest slutter. Årets bog for mig var Martin Kongstads Han danser på sin søns grav. Jeg tænkte flere gange, mens jeg læste - det her madsvineri, som bogen beskriver, og den kulturelle overflod og Tisvilde og andet luksus - det vil om få årtier blive betragtet som fuldstændigt perverst. Som sådan nogle scener i kostumefilm fra Belle Époque eller andre guldaldre, hvor de bare sidder helt blæste ved langborde og smæsker sig i kød og vin og hor - som små fede stupide børn.

Åh heldigvis kom H1A1 og alle dens små mutationer. Så kunne alle lige give lidt op i fællesskab. Det der ryk kroppen giver, når man er for syg til noget andet. Ingen ambitioner. Ingen liderlighed. The. Lakrids. Fjernsyn. Simple living. Man skulle have 39,5 i feber noget oftere.

Goodbye til det indre Dubai

Nå, men hvis alle er i knæ - hvem skal så gå forrest? Obama ser lidt stresset ud. Og præsten fra Brorsons kirke ser lidt presset ud. Det er tid til det store paradigmeskift. Hvem melder sig? Hvad kommer efter lesbisk guldalder, fildeling og back to basis. Er det helt slut med wellness? Eller kød? eller afbudsrejser? Er øko-aktivisme overhovedet en mulighed? Hvem smider en bombe og går hjem og slukker lyset. Ikke engang en molotovcocktail kan man smide længere med ren samvittighed. Benzinpriserne er vist også på vej op.

Men man må stadig mene, hvad man vil, så længe man ikke klynker om krise og sparegrise - og jeg har f.eks. længe skjult overfor min omverden, at jeg faktisk har kørt dobbelt husleje siden forsommeren, fordi jeg er fanget i boligmarkedshelvede. Jeg har nægtet at svare på spørgsmål angående min økonomi. Jeg har opført mig tappert ligesom min tidligere nabo. Og jeg har tænkt mig at købe champagne for de sidste penge. Eller at immigrere til Island og gå rigtig i vinterhi. Jeg kan oplyse, at min andelslejlighed står til 695.000 hos alm. bolig handel. Jeg er lidt for gammel til at være punk. Køb nu! så jeg kan få noget sol. Ellers er det for alvor goodbye til det indre Dubai.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu