Læsetid: 11 min.

Tilgivelsens tyranni

Forsoning. Da Robi Damelins søn David blev dræbt som israelsk soldat af en palæstinensisk snigskytte ved en israelsk bosættelse, fik hun sat alle sine tanker om forsoning på en hård prøve: Mente hun det alvorligt? I et brev til den fængsledes appellerede hun til en forståelse for en ikke-voldelig vej. Med lidt god vilje kan det svar, hun fik, tolkes som begyndelsen på en dialog
Kendskab. Hvis han havde kendt min søn, ville han aldrig have været i stand til at dræbe ham. Derfor handler det om, at vi lærer hinanden bedre at kende, insisterer Robi Damelin.

Kendskab. Hvis han havde kendt min søn, ville han aldrig have været i stand til at dræbe ham. Derfor handler det om, at vi lærer hinanden bedre at kende, insisterer Robi Damelin.

Jørgen Flindt Pedersen

12. december 2009

»Ved du hvad tilgivelse er?« spurgte hun, mens vi forcerede trafikken i en af Tel Avivs travle gader. Inden jeg havde forsøgt mig med et vagt svar, fortsatte hun: »Jeg ved det nemlig ikke. Men det fjols af en journalist kaldte artiklen for Hun tilgav ham. Hvordan kan jeg tilgive ham, når jeg ikke ved, hvad det betyder?«

Det var netop den overskrift i Haaretz, som havde lokket mig til Tel Aviv: at Robi Damelin havde tilgivet ham, der dræbte hendes søn.

Vi var på vej ind til det israelske tvs studier. Netop den dag var luften tyk af rygter om en handel mellem Hamas og den israelske regering om udveksling af den tilfangetagne soldat Gilad Shalit med et stort antal fanger fra de palæstinensiske fængsler også dem med blod på hænderne, som det hedder i de israelske medier. På en foreløbig liste stod også Taer Hamad, snigskytten, som affyrede det dræbende skud mod David Damelin.

Nu er Robi inviteret i studiet. For hvad mener hun om som studieværten formulerer det at hendes søns morder går fri. Men først optræder professor Ariel Marari. Han introduceres som ekspert på terror. Professoren er imod enhver form for handel med Hamas. Det vil være en ren gave til ekstremisterne og kun skabe endnu mere vold. Men hvordan kan han se Gilad Shalits mor i øjnene? spørger studieværten. Sådan er krig, siger professoren. Politikere og generaler ved, at der er soldater, som ikke kommer hjem igen, og må være parat til at fortælle familierne det.

En million af den slags eksperter

Så er det Robis tur: »En søns død kan aldrig opvejes af hævn. Jeg ville ikke kunne se Gilad Shalits mor i øjnene, hvis jeg stod i vejen for hans løsladelse ved at insistere på, at den mand, som dræbte min søn, ikke kommer ud på gaden igen. Og tænk på, hvordan vi hele tiden skaber nye terrorister gennem påvirkningen af børn og børnebørn til de fængslede palæstinensere. Alle liv har en værdi. Problemet er, at det, vi gør nu, politisk og militært ikke virker. Fordi vi ikke er i stand til at sætte os i de andres situation og skabe forsoning.«

Da udsendelsen er forbi, er Robi Damelin godt gal. »Hørte du, hvordan en militærekspert sagde, at han ikke kunne diskutere med en mor, der har mistet en søn. Han betragter mig som åndelig krøbling. Vi har en million af den slags eksperter og se, hvor galt det går.«

Silwad ligger lidt nord for Ramallah. Jeg har ofte kørt igennem slugten med de skovklædte skråninger, og hver gang fortalte palæstinensiske medpassagerer med slet skjult stolthed om det, som skete en martsdag i 2002. David Damelins deling havde fået ordre ovenfra til at oprette et checkpoint ved vejen, fordi den nærliggende bosættelse, Ofra, havde haft problemer. Pludselig lød der skud oppefra, og efter 20 minutter lå syv soldater heriblandt David og tre civile døde på vejen.

Robi er specielt rasende over, at det skete på grund af en bosættelse. »Jeg har altid været imod dem, og David selv klagede dagen før over, at soldaterne på dette sted ville være nemme mål, sitting ducks

I lang tid vidste offentligheden ikke, hvem der stod bag angrebet. Israelerne havde det ikke godt med, at en palæstinenser havde kunnet gennemføre en så professionel aktion og lod forstå, at det sandsynligvis var en sympatisør fra IRA. Men i oktober 2005 fik militæret under et raid i Silwad fat i et 24-årigt medlem af Arafats bevægelse, Fatah, som indrømmede, at det var ham, der med en gammel riffel havde skudt ned mod det israelske checkpoint. Han havde 300 patroner, og hvis ikke våbnet var gået i stykker, ville endnu flere være blevet dræbt.

En søn og en ven

Hjemme i lejligheden fortæller den 65-årige Robi Damelin om sin søn:

»Han var 28, studerede filosofi på Tel Aviv Universitet og var aktiv i fredsbevægelsen. Ja, han var med i den gruppe af officerer, der var imod at gøre tjeneste i de besatte områder, men da indkaldelsen til reserven kom, ville han alligevel ikke sige nej. David mente, at han kunne sikre, at det blev gjort ordentligt. Med respekt for palæstinenserne. Han var et dejligt menneske, ikke bare en søn, men også en ven, som jeg talte meget med om fredssagen. Der er ikke en morgen, hvor jeg ikke vågner op og savner ham voldsomt. Som søn og ven.«

Da gerningsmanden blev fundet, følte Robi ingen tilfredsstillelse eller trang til hævn: »For mig blev Hamads tilfangetagelse en virkelig prøve på, hvem jeg selv var. Hvad jeg egentlig stod for, når jeg talte om fred og forsoning. Det var nu, det skulle afprøves, om jeg mente det alvorligt.«

Robi Damelin voksede op i en jødisk familie i Johannesburg, Sydafrika:

»Vi var velhavende, havde sorte tjenestefolk, men støttede alligevel kampen mod apartheid, ja, en af mine onkler var forsvarer for Nelson Mandela. Vi gik ind for oprettelsen af staten Israel, fordi vores folk efter holocaust skulle have a safe haven et sted, hvor det var sikkert at opholde sig. Og da de arabiske lande så ud til at kunne vinde krigen i 1967, tog jeg 22 år gammel af sted for at hjælpe. Inden jeg nåede frem, havde Israel sejret, og jeg endte som hønsepasser i en kibbutz. Og blev. I det land, som jeg både elsker og hader, men ikke har kunnet slippe.«

Efter at have lært hebraisk begyndte hun at arbejde inden for kommunikation, mødte en enkemand og fik sønnerne David og Eran med ham. De blev senere skilt.

»Jeg etablerede mit eget pr-bureau. Jeg var en selvstændig person, men ikke særlig politisk og tog sjældent ordet i forsamlinger. Derfor var det et voldsomt spring for mig, da jeg fire måneder efter Davids død stod foran 60.000 mennesker på Rabin Pladsen og talte om fred og forsoning. Drabet havde gjort noget ved mig. Som psykologen sagde til mig: Du er blevet sat fri. Fra nu af kan der ikke ske noget værre for dig. Siden har mit liv taget en helt ny retning, fået en mening, det ikke havde tidligere.«

Da jeg ser uforstående på hende, siger hun:

»Forældre, der har mistet et barn, føler ofte skyld, føler, at de ikke må have det godt. Men det er ok at føle sig ok. Samtidig med at man savner sit barn hver dag.«

Han ville vel have hævn

Hun fortæller, at den ny frihed gav hende styrke til at skrive et brev til Taer Hamads familie fire måneder efter, at han var taget til fange. Hun havde meldt sig ind The Parents Circle Families Forum, en forening, der omfatter både israelske og palæstinensiske forældre, som har mistet børn under konflikten. Og gennem kontakter her fik hun afleveret brevet.

»Jeg er mor til den David, som jeres søn dræbte. Jeg ved godt, at han ikke dræbte David, fordi han var David, for hvis han havde kendt ham, havde han aldrig kunnet gøre sådan en ting.«

Hun fortæller derpå, om Davids deltagelse i fredsbevægelsen og om den smerte, der har ramt begge familier: »Jeres søn vil være i fængsel i mange år, og jeg vil aldrig holde om min igen, ej heller se ham blive gift og få børn Jeg forstår, at jeres søn bliver betragtet som en helt blandt mange palæstinensere, en frihedskæmper i kampen for en levedygtig palæstinensisk stat, men jeg håber, at han forstår, at det at tage en andens liv ikke er løsningen, og at den eneste vej i retning af, at de to nationer kan leve sammen i fred, er en ikke-voldelig vej Jeg ved ikke, hvordan I vil reagere på dette, men det kommer fra det mest ærlige sted inden i mig, og jeg håber, at I vil vise brevet til jeres søn, og at vi måske en dag kan mødes.«

Robi fandt ud af, at Taer Hamad som lille havde set en onkel blive dræbt af israelerne lige for øjnene af ham. Og to andre onkler forsvandt under anden intifada. »Det var en brutal opvækst, og jeg tror, at det var det, som fik ham til at ville have hævn. Jeg vil have ham til at forstå, at uanset hvor mange han dræber, vil hævnen aldrig hjælpe ham.«

Familien afleverede ikke brevet til sønnen. I stedet fik hun en palæstinenser fra foreningen, der foretog fængselsbesøg, til at læse brevet op for ham. »Han blev chokeret og sagde, at han ville skrive tilbage til mig.«

Da hun fik det at vide, blev Robi selv helt ude af den. For hvad var det egentlig, hun håbede på? At han ville bede om undskyld? Om tilgivelse? Og hvis han ikke viste en eller anden form for forståelse, ville det så ødelægge hendes liv? Skulle hendes følelser være afhængige af gerningsmandens?

For nylig kom så svaret. Robi fik oversættelsen på e-mail klokken 11 om aftenen, men turde ikke læse det, mens hun var alene i lejligheden. Hun vred og vendte sig i sengen og stod så op klokken fire og læste:

»Jeg har for nylig hørt om dette brev fra en mor til en af besættelsessoldaterne, der blev dræbt i den operation, som jeg afsoner 11 livstidsstraffe for. Men jeg kan ikke adressere soldatens mor personligt. Min hånd nægter at skrive i en stil, der er indbegrebet af den besættelsespolitik, som ikke vil anerkende og acceptere vores rettigheder som folk. Jeg kan ikke have en dialog med en, som insisterer på, at forbryder og offer er i den samme kategori, altså ligestiller besættere og ofre for besættelsen.«

Følelser løser ikke konflikter

Hamad kritiserer hende for at tro at følelsesfulde vendinger kan løse den gamle konflikt og skriver: »Hvad fik David til at gøre tjeneste? Hun lukker øjnene for den jernhårde kendsgerning, at hendes søn stod i spidsen for dem, som torterer og myrder mit folk. Det er, som om hun lever på en anden planet Historien viser, at folk, der ikke vil kæmpe med alle midler også våben aldrig får deres rettigheder.«

Han henviser derefter til Vietnam og Libanon og siger til sidst: »Jeg ønsker ikke at mødes med hende. Jeg kan ikke mødes med en besætter af vores land. Jeg udførte operationen i kampen for frihed og en selvstændig stat ikke fordi jeg havde lyst til at dræbe. Og sådan en kurs vil jeg forsætte, så længe besættelsen varer ved.«

For Robi der havde ventet i to og et halvt år på et svar var det noget af en kold svada. Fordi han i den grad afviste hendes følelser. »Jeg syntes, hans svar var så barsk og politisk. Jeg søgte i svaret efter noget personligt, fordi jeg selv ønskede, at det skulle være en personlig proces. Det er jo mere en erklæring end et personligt svar. Og jeg tror, at det ikke er ham selv, men et kollektiv i fængslet, som har skrevet det.«

Jeg kan ikke forstå siger jeg til Robi at hun havde forventet noget andet. Jeg ser Hamads brev som en naturlig reaktion over for et forsøg på at give ham en personlig skyld for drabet på hendes søn, en gerning, som han der har oplevet besættelsens daglige, ydmygende konsekvenser må se som led i en berettiget frihedskamp. Der hersker jo en helt uligevægtig situation mellem besætterne og de besatte. Det er Robi ikke uenig i. Hun er selv total modstander af besættelsen. Alligevel nægter hun at gøre Davids død politisk se den som en konsekvens af hans eget valg. Hun fortæller, at hun har skrevet tilbage til Hamad i et brev, hvor hun insisterer på, at hendes søn ikke var morder, men behandlede alle med respekt også palæstinensere. Hun fortæller ham, at en palæstinenser, der dagen før havde fået sin bil undersøgt af David, har opsøgt hende for nylig og sagt, at han følte sig godt behandlet. Hun skriver derpå, at der nok var et element af hævn i Hamads handling, fordi han som barn havde set sin onkel blive dræbt af israelske soldater. »Men drab på mennesker får kun voldens spiral til at fortsætte,« slutter brevet.

Begyndelsen på en dialog?

Det var nødvendigt for hende at skrive det: »Jeg vil ikke være den mands offer. Jeg er ikke vred på ham, men ked af det. På grund af det manglende håb for fremtiden i hans svar. Mine venner kan slet ikke forstå, at jeg overhovedet svarer. Men han kaldte faktisk min søn for en morder. Hvis han havde kendt min søn, ville han aldrig have været i stand til at dræbe ham. Derfor handler det om, at vi lærer hinanden bedre at kende. Det er det, vi arbejder med inden for the Parents Circle. Vi lytter til hinandens historier, og vi går til de steder, der fortæller os om, hvad begge folk har været igennem. For nylig tog vi både til holocaustmuseet, Yad Vashem, og til en palæstinensisk landsby, som var jævnet med jorden i 1948. To af palæstinenserne i gruppen stammede derfra.

Hun håber stadig, at Hamad en dag vil mødes med hende: »Jeg ved, det kan tage 20 år, men min søn Eran udtrykte det så smukt efter svaret fra Hamad: Mor, det er da begyndelsen til en dialog.«

Jeg ser skeptisk på Robi. Ønsket om at tilgive kan også være en form for tyranni over for den, der skal tilgives. Navnlig når det er på betingelser. Og Hamad vil ikke forvandles fra frihedskæmper til morder. Hvordan skulle han i øvrigt kunne vide, at en af soldaterne var imod besættelsen? Og burde David så ikke have holdt sig hjemme fra tjenesten og taget den straf, som følger?

Jeg forstår hendes behov for at handle, for at tage afstand fra sin regerings politik og for at tale om ikke-vold. Om Ghandi, Martin Luther King, Mandela og Tutu. Mange palæstinensere, jeg kender, gør det samme. Men mange andre siger, at det internationale samfund gang på gang har vist, at man kun forstår den magt, der kommer ud af et geværløb.

Da vi siger farvel til hinanden ude på trappen, spørger jeg, hvad der skulle til for at få hende til at opgive arbejdet med at skabe fred og forsoning mellem de to folk. Hun svarer hurtigt: »Ikke før jeg ligger i min kiste.«

Det tror jeg på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En lille del af en længere artikel, oversat fra engelsk fra www :
http://www.prisonplanet.com/analysis_watson_012703_hamas.html

Israels Formodede ærkefjende, terrorgruppen Hamas, blev grundlagt og finansieret af Israels dominerende Likud-parti og er stadigvæk finanseret af politiske organer som idealogisk går ind for en verdens-stats. Dette er ikke min opfattelse eller noget jeg digter, og hellere ikke en eksklusiv historie. Det er dokumenteret faktum, rapporteret på almindelige nyhedskanaler og accepteret af respekterede personer i amerikanske og israelske regeringer og efterretningstjenester.

Målene for Hamas passer til Likud's dagsorden: ingen løsning for enhver pris. Når udsigten til en brugbar fredsaftale mellem israelere og palæstinensere opstår, sprænger Hamas en bus, restaurant eller et hotel i stykker. Dette giver Israel begrundelsen for at sabotere enhver aftale og yderligere besætte omstridt jord. Alle udenforstående ser dette blodbad og død i medierne, som drejer problemet, således at disse grusomheder på en eller anden måde kommer til at repræsentere de ønsker det palæstinensiske folk har.

Altså de bliver alle stemplet for at være terrorister på grund af handlinger, begået af en organisation som i sidste ende er styret af Israels yderste højrefløjs interesser(ingen løsning), tid til at vågne op folkens!