Læsetid: 7 min.

Tv'et rystede nationen sammen igen

Mens sociologer, litterater og politikere havde brugt tiden på at erklære den store historie død, nationalfølelsen tabt og sammenhængskraften opløst til globaliserede atomer fandt 00ernes tv-drama en formel, der beviste det modsatte på alle punkter. Dansk tv-dramatik samlede nationen i det nye årtusinde. 00erne stod i tv-seriens tegn
Rekorden. Den historiske nostalgi blev total da DR-Drama i 2003 tog os med gennem 50'erne og 60'ernes Danmarkshistorie i 'Krøniken', der slog alle seerrekorder.

Rekorden. Den historiske nostalgi blev total da DR-Drama i 2003 tog os med gennem 50'erne og 60'ernes Danmarkshistorie i 'Krøniken', der slog alle seerrekorder.

19. december 2009

Man havde næsten opgivet at samle nationen om andet end fodboldkampe og Dronningens Nytårstale, da afsnit nummer ét af politiserien Rejseholdet løb over skærmen som den første danske tv-serie i det nye årtusinde. Ikke siden monopolets tid havde en dansk tv-kanal kunnet samle mere end to millioner seere til en ny dramaserie, men allerede i første sæson af Rejseholdet stod det klart, at Danmarks Radio havde i sinde at bryde med forestillingen om danskerne som umulige globalister, man ikke kunne stille tilfreds.

I gennemsnit fulgte to millioner danskere serien, hver søndag over fire sæsoner og DR, der ellers havde vænnet sig til at blive slået af TV 2 i næsten alle tv-genrer, havde fundet formlen, der kunne sende public service-stationen tilbage som hele Danmarks Radio. Noget var lykkedes i dramaafdelingen, og 00'erne blev én lang seersucces for dansk tv-dramatik, der slog nye rekorder, hver gang man programsatte en ny serie til søndag klokken 20.

»De danske serier afspejler internationale standarder, men samtidig er de i stand til at sige noget om virkeligheden i Danmark. De er blevet i stand til at give nogle bud på livet i Danmark,« siger Ib Bondebjerg, professor på Film og Medievidenskab på Københavns Universitet.

Eller som DR's dramachef Ingolf Gabold, der trådte til i 1999 selv ynder at udtrykker det:

»Vi har givet danskerne danmarksbilleder.«

Danmarksbilleder

I Rejseholdet var Danmarksbillederne en kombination af gode gammeldags kriminalhistorier i en flot international indpakning, men med den danske provins som ramme. Aldrig har Nyborg taget sig så eksotisk ud i helikopterpanoreringer og Vejle Fjord set så spændende ud i bredformat. Vi fulgte hårdkogte kriminalbetjente som Allan Fischer, spillet af Mads Mikkelsen, den aldrene I.P. og hans problemer med elskerinden, og den benhårde kvindelige chef Ingrid, der havde svært ved at få familie og sin bløde mand spillet af Niels Olsen til at hænge sammen med karrieren. Hele Danmark blev på fornavn (eller efternavn) med Rejseholdets betjente, der blev blandt landets mest eftertragtede skuespillere.

Danmarksbilledet ændrede sig radikalt, da man i den næste dramasatsning fra 2002 rykkede fra provinsen ind i Kartoffelrække-København og fulgte Nikolaj og Julie i en skilsmisse på kreativ klasse. Indimellem kom Ole Christian Madsens historiske miniserie Edderkoppen, om efterkrigstidens kriminelle København, og den historiske nostalgi blev total da DR-Drama i 2003 tog os med gennem 50'erne og 60'ernes danmarkshistorie i Krøniken. Her fulgte et rekordstort antal seere Ida fra Ringkøbing, der forsøgte at klare sig i storbyen, arbejdersønnen Palle From, der strøg til tops i Socialdemokratiet og den degenererede overklassefamilie fra radiofabrikken Bella med den altoverskyggende faderskikkelse Kaj Holger, der med hård hånd holdt sin følsomme søn Erik nede. Han endte med at begå selvmord og radiofabrikken gik op i flammer. Krønikens udlægningen af danmarkshistorien blev af manuskriptforfatter Mogens Rukov kaldt en »slikket socialdemokratisk udgave af fortiden« i en »Morten Korchsk nostalgi«, og en gammel politisk debat om DR's verdensbillede begyndte at blusse op igen - politikerne havde fået øje for dramaafdelingens nye rolle som nationalt samlingspunkt.

Med undtagelse af den melodramatiske serie Sommer, der igen søgte tilbage i det provinsielle miljø, fandt resten af tiårets store dramasucceser ind i genren, hvor det hele startede - kriminalserien. Ørnen, Livvagterne og Forbrydelsen I og II er alle mere eller mindre skåret over den samme læst: En klassisk kriminalhistorie med et internationalt snit, der trækker tråde til den politiske thriller.

Fælles for serierne er, at de uden undtagelse har nået uhørt bredt ud i alle kroge af landet. Men det handler ikke om en fælles national identitet eller et særligt behov for at være danske, mene sociologen Henrik Dahl.

»Der er jo ikke noget, der hedder danskerne, og det ved Ingolf Gabold godt,« siger Henrik Dahl, der tidligere selv har arbejdet sammen med dramachefen.

»Man må ikke glemme, at Gabold er en pioner inden for segmentanalyse og afsindig god til at ramme alle segmenter på én gang. Næsten alle serierne er jo kendetegnet ved ikke at have én hovedperson, men mange veje ind i danskerne og Danmark. Du kan selv vælge dig den hovedperson, du bedst kan identificere dig med. På den måde kan serierne bedst sammenlignes med Bjørn Nørgaards Gobeliner, hvor man mangefacetteret kan gå ind og vælge sig sin egen vej gennem danmarkshistorien. Der er mange døre ind i Ingolf Galbolds Danmark,« mener Henrik Dahl og påpeger, hvordan serierne også alle sammen viser vej ind i et usynligt Danmark. Uanset om det er Rejseholdet eller Nikolaj og Julie, beskriver, de alle sammen et Danmark, vi ikke kan se til hverdag.

»Det er noget af det, der ikke står i Højskolesangbogen og der er populærkulturen virkelig effektfuld. Rejseholdet med den hverdagslige kriminelle verden i provinsen og Nikolaj og Julie, der handler om helt almindelige symbolanalytikere som dig og mig. Det er en usynlig verden, men den ligger os så snublende nær.«

Emmy-regn

Og det var ikke kun seerne, der belønnede DR-Dramas store satsninger. Selv tv-anmelderne, der ellers må regnes for de allermest besværlige anmeldere, måtte (til tider) bøje nakken, og 2002 vandt Rejseholdet den første prestigefyldte Emmy-statuette - tv's svar på filmverdenens Oscar - der nogensinde er givet til en dansk tv-serie. Allerede året efter gentog Nikolaj og Julie succesen og i 2004 blev Krøniken nomineret. I 2005 vandt krimiserien Ørnen for 'Bedste dramaserie', mens også serien Unge Andersen fik en Emmy for 'Bedste udenlandske miniserie'. I 2007 blev Forbrydelsen nomineret for bedste udenlandske serie, og i 2009 vandt Livvagterne en Emmy i samme kategori. Efter en årrække med dansk film som den helt store kultureksport begyndte et internationalt marked også at interessere sig for dansk tv-dramatik.

»Succesen kan i høj grad tilskrives en stor professionalisme og styring fra dramachef Ingolf Gabold og hans nærmeste medarbejdere,« siger professor Gunhild Agger fra Aalborg Universitet, der har skrevet doktordisputats om dansk tv-dramatik. Det drejer sig om producer Sven Clausen og de vigtige manuskriptforfattere som brødrene Stig og Peter Thorsboe og lærlingen Søren Sveistrup, der sammen har stået for hovedparten af DR's dramaserier. Gruppen er den første stab af professionelle tv-dramatikere herhjemme, der kun har beskæftiget sig med tv-mediet og ikke er en del af et teater eller filmmiljø, men selv om kernen i produktionen har været rendyrkede tv-folk peger Gunhild Agger på, at dramaafdelingens åbning ud mod filmmiljøet er en anden årsag til den store succes. Etablerede filminstruktører som Ole Christian Madsen, Nicolas Winding Refn, Lone Scherfig og Per Fly er blevet inviteret indenfor og har instrueret afsnit af de lange føljetoner og også søsat egne projekter.

Det er en udvikling, der blev sat i gang allerede midt i 90'erne med dramacheferne Ole Bornedal og Rumle Hammerich, der havde det som erklæret mål at ruske op i det danske tv-drama og for at få smidt de fornemme teaterfornemmelser på porten, der havde været fremherskende for dramaafdelingen i DR.

DR's kolossale succes er dog ikke smittet af på resten af det danske tv-marked. Med undtagelse af TV 2 Zulus komedieserie Klovn og hovedkanalens politiserie Anna Pihl, er det ikke lykkedes for andre end Gabolds team at slå igennem hverken nationalt eller internationalt, men ifølge både Gunhild Agger og Ib Bondebjerg hænger det sammen med, at ingen af de kommercielle kanaler har turdet satse det, der skal til.

Konkurrenterne taber

Generelt har TV 2 satset på billigere og længere produktioner, påpeger Agger og nævner eksempler som dramaserien Hotellet og advokatserien Forsvar, og her ligger en væsentlig forskel.

»Forskellen ligger i, at det er næsten umuligt at opretholde samme grad af engagement og dramatisk nødvendighed i en serie på 40-60 afsnit som i en serie på 10-20,« forklarer Gunhild Agger.

Kunstnerisk set er de to tv-professorer dog ikke synderligt imponeret af de store succeser, og de påpeger begge vigtigheden af, at DR bliver ved med at presse rammerne for, hvad tv-dramatikken kan og skal, hvis den positive udvikling skal fortsætte

»DR har gjort det virkelig godt, men de er stadig bundet af den gamle sang om, at de helst skal trække meget store seertal, før de synes de har lavet en succes,« siger Ib Bondebjerg.

»Det giver nogen begrænsninger. Personlig synes jeg, Per Flys Forestillinger var et fabelagtigt stykke tv-fiktion, og den slags synes jeg, de har for lidt af. Men Forestillinger er til gengæld også tiårets seermæssige lavpunkt for søndagsserierne. Der er røget nogle yderpunkter i svinget, og det er jeg bange for kan blive en svaghed i længden. De er blevet lidt for gode og lidt for glade for det de er gode til.«

Også Gunhild Agger fremhæver Per Flys Forestillinger, som en kunstnerisk succes for DR, der eksperimenterede med formen for tv-dramaet: »Men den repræsenterer ikke normen. I en god tv-serie er der gjort meget ud af at få æstetikken til at spille sammen med det tematiske, at få en stil til at fungere. Ellers virker det sjældent på en måde, så æstetikken virkelig er udfordrende,« siger hun og spår, at vi vil komme til at se mere til krimigenren i tv-dramatikken, men i nye blandingsformer.

»For eksempel det politiske drama i thrillerudgave. Og så blev melodramaet jo genoplivet med Sommer - det er en genre, der slet ikke er til at slå ihjel, hvor gerne man end ville.«

Serie

Seneste artikler

  • Var det nok? - og blev det sagt?

    6. marts 2010
    De var trætte af at blive bedømt på udseendet, af at føle sig usikre i forelæsningssale, af undertrykkende kønsstrukturer og af at blive til grin for at påpege dem. Det feministiske manifest 'Nu er det nok, så er det sagt'sparkede gang i 00'ernes kønsdebat med et ordentligt brag. Vi har spurgt seks af manifestets bidragydere, hvordan det så nu - 10 år efter
  • I en verden så sød som sukker

    8. januar 2010
    Det nuttede marcherer. Verden synes besat af nuttede dyr og søde designervarer. Glemt er glamour, coolness og muskelkraft; nu vil vi have bløde former, barnligt dign, hvalpe, der er ved at falde i søvn, babyer, der ler og biler med store runde lygter. Det ligner ren eskapisme oven på et voldsomt årti, men følelserne er ligeså gamle som menneskearten
  • Årtiet, hvor vi indså, at de har gjort os afhængige

    31. december 2009
    Vandana Shiva ser faktisk tilbage på årtiet, der gik med glæde. Det var nemlig primært defineret af, at folket indså, at magten ligger bedst i egne hænder. I udviklingens og fremskridtets navn har vi lært at være afhængige. Den afhængighed er vi ved at bryde, lyder det optimistiske budskab fra den indiske aktivist
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu