På den smukke Via Giulia i Roms centrum ligger et noget usædvanligt kontor. 'Direzione Nationale Antimafia' er den italienske stats administrative hovedkvarter for mafiabekæmpelse. Her mødtes vi nogle danskere i september med en af Italiens mest truede offentligt ansatte: undersøgelsesdommer Giusto Sciacchitano havde via en dansk journalists mellemkomst givet gruppen nogle timer for at fortælle om arbejdet med mafiabekæmpelse i dagens Italien. Scicchitano ligner ellers ikke en mand, der føler sig truet. Han er en umådelig venligt smilende lidt ældre høj mand med guldindfattede briller og et varmt blik. Han talte på en gang roligt og engageret om kontorets arbejde. Det blev hurtigt klart for deltagerne, hvilken enorm undergrundsverden og -kultur, der råder i mafiaens hjemlands sydlige dele. Tag den unge pige, hvis højeste drøm var at blive gift med en mafiaboss. Eller kvinden, hvis søn var blevet myrdet af mafiaen, men som nægtede at samarbejde med myndighederne, fordi de var fra det offentlige og dermed en fjende.
Også uden for Italien
Mødet med dommer Sciacchitano gjorde, at jeg for nylig kastede mig over Petra Reskis bog Mafia. Hendes bog går for at være en af de bedste nyere skildringer af fænomenet. Reski er tysker af fødsel, men med fast bopæl i Venedig siden 1989. Hun er reporter for bl.a. den tyske ugeavis Die Zeit, men skriver også for andre tyske aviser og magasiner. Hun har skrevet mange artikler om mafiaen, og er trods trusler ganske frygtløst blevet ved med at belyse emnet.
At mafiaen ikke bare er et italiensk anliggende fik man brutalt illustreret, da to personer fra den kalabriske organisation Ndrangetha dræbte seks landsmænd i den tyske by Duisburg 2007. Hermed var det tydeligt for enhver, at mafiaen ikke holder sig inden for Italien, men opererer i en lang række europæiske lande. Et forhold, dommer Scicchitano i øvrigt fremhævede, og dertil nævnte, at man gjorde en stor fejl, hvis man i en række europæiske lande mente, man kunne bekæmpe mafiaen samtidig med at man holdt sig for fin til f.eks. telefonaflytninger. Det er netop telefonaflytninger, som har været med til at fælde en del mafiosi på det seneste.
Den religiøse mafioso
Reski kender det syditalienske område ud og ind, og hendes bog er vanvittigt spændende med skildringer af og samtaler med en lang række nøglepersoner. Det er bl.a. mafia-forsvarere, 'frafaldne' som lever anonymt og under konstant bevogtning, offentlige anklagere og efterforskere, enker efter mafiosi og ikke mindst et dyk ned i mafiaens religiøse dimension.
Det sidste er en særlig farverig del af bogen. For Cosa Nostra og deres lige ser sig ikke i konflikt med deres religiøse overbevisning. Det burde de ellers, for pave Johannes Paul kaldte enhver mafiaorganisation for 'djævelens værk' og tordnede ved sit besøg på Sicilien mod mafiaens bander.
Men længere nede i systemet, lokalt i mafiaens område, er billedet mere differentieret. Der var, skildres det i bogen, ganske vist modige præster som f.eks. Giuseppe Puglisi som blev myrdet for sine antimafia-holdninger i 1993. Der kunne nævnes flere andre, som gør et stort socialt arbejde for at få mafia-spirer væk fra gadernes kriminelle miljø. En af dem, som interviewes af Reski, er Nino Fasullo, som kaldes for 'antimafia-præsten' på Sicilien. Men som Fasullo bedrøvet konstaterer: »Der er ingen mafioso, som ikke er religiøs.« Og kirken på Sicilien er, med Fasullos ord, »både skøn og hæslig, ren og beskidt, hellig og syndig. Vi er alle i kirken, også mafiaen. Desværre.«
Åbenbart har selv de mere morderiske mafiosi fået flikket deres ugerninger sammen med en eller anden form for religiøs overbevisning uden at være distraheret af f.eks. de pavelige udfald mod dem. Måske fordi tilhørsforholdet til mafiaen i sig selv næsten er af religiøs art. At være tro mod Cosa Nostra er en æressag, bossen er tæt på at være ufejlbarlig, og for at redde Cosaens ære kan det være nødvendigt at udføre sin pligt og dræbe nogle rivaler; en gerning, man forventer, den gode Gud nok vil kunne forstå. Adskillige mafiosi har det som Toto Riina, der i sin fængelscelle havde klistret helgenbilleder op over sin seng. En tragikomisk blanding af religionsvanvid og megalomani er vel den mest præcise beskrivelse af fænomenet.
Reskis bog er en guldgrube af fortællinger om det uhyggelige fænomen, hvis oprindelse går helt tilbage til det 19. århundrede. Bogen har et klogt efterskrift af dommer Vincenzo Macri fra samme kontor som Sciacchitano. Han minder bl.a. om faren ved, som det ofte sker, at betragte de kriminelle handlinger som enkeltstående tilfælde, som derefter glemmes til fordel for nye nyheder.
