Læsetid: 5 min.

For dem er verden en opgave, der skal løses

Publikum fniser af afklædt Isabelle Huppert og jubler over sko, der kastes efter Bush. At være til filmfestival i Marrakech er en anderledes oplevelse - selv om fransk indflydelse på sprog og kultur er mere end tydelig
Hyldest. Christopher Walken er en af den mange internationale filmpersonligheder, der er i Marrakech. På festivalen blev han tirsdag hyldet for sin lange filmkarriere.

Hyldest. Christopher Walken er en af den mange internationale filmpersonligheder, der er i Marrakech. På festivalen blev han tirsdag hyldet for sin lange filmkarriere.

Abdelhak Senna

11. december 2009

Det er en speciel oplevelse at se film på filmfestivalen i Marrakech, Marokko, i hvert fald hvis man ikke blot holder sig til de officielle festivalvisninger i Palais des Congrés i den velfriserede del af byen, men også opsøger biografen Le Colisée, der ligger i et mere livligt og kulørt kvarter.

Engang var Le Colisée sikkert en flot og velbesøgt biograf, men nu er den lidt slidt og beskidt, og kun en snes mennesker har fundet vej til biografens ene, store sal denne eftermiddag, hvor festivalen byder på et gensyn med den næsten fire timer lange udgave af Michael Ciminos Heaven's Gate fra 1980.

Det er en storslået, kompromisløs, ekstravagant film om kærlighed, menneskets natur og nogle af de voldsomheder, det moderne Amerika også bygger på.

Filmen var dyr at lave og floppede i biograferne - og hos kritikerne - og den er siden blevet symbolet på New Hollywoods fallit, altså den frodige tid i 1970'erne, hvor de kreative og ikke pengemændene styrede Hollywood.

Sjælden nøgenhed

Det gik godt i en tid med film som The Godfather I og II, The Deer Hunter, Eksorcisten, Taxi Driver og mange flere, men andre film klarede sig ikke lige så godt. Takket været især Dødens gab og Star Wars begyndte Hollywood at blive mere event- og profitorienteret, og til sidst klappede man pengekassen i og statuerede et eksempel med Michael Cimino, hvis karriere aldrig helt er kommet sig oven på det nederlag. Heaven's Gate har dog siden hen fået oprejsning hos filmkritikerne, og den bliver vist på festivalen i Marrakech som et led i en hyldest til den amerikanske skuespiller Christopher Walken, der spiller en af hovedrollerne i filmen.

Walken, som jeg møder dagen efter visningen af filmen, mener, at Heaven's Gate blev unfair behandlet af pressen, og desuden kostede den kun 36 millioner dollar at lave, hvilket er ingenting i forhold til de 230 millioner, James Cameron angiveligt har brugt på at lave Avatar.

Men tilbage til Le Colisée, hvor horder af marokkanske teenagere og unge begynder at invadere biografen midt under filmen. Selv en time eller to inde i en film, der kræver en vis opmærksomhed og medleven af sit publikum, bliver de ved med at komme og gå og tale højlydt med hinanden eller i deres mobiltelefoner, som lyser op over alt i biografmørket.

På et tidspunkt opgiver man at prøve at få dem til at tie stille, og helt morsomt bliver det faktisk, da en anden af filmens skuespillere, franske Isabelle Huppert, på et tidspunkt tager tøjet af og render nøgen rundt.

Fransk indflydelse

Drengene i biografsalen mumler anerkendende, mens pigerne fniser hysterisk. Det kan danske unge naturligvis også godt finde på, men ikke så markant som i et muslimsk land, hvor folk ikke lige så ofte udsættes for mere eller mindre afklædte mennesker i populærkulturen.

En britisk kollega fortæller mig, at han hernede har været til en festivalvisning af en film, hvori det berømte klip af en mand, der smider en sko efter daværende præsident George W. Bush, vakte publikums udelte jubel.

Den franske indflydelse, socialt, sprogligt, kulturelt, er betydelig i Marrakech, hvilket selvfølgelig skyldes, at Marokko - som flere andre, nordafrikanske lande - i mange år var en fransk koloni, hvorfor næsten alle, især fra middel- og overklassen, taler og opfører sig fransk. Filmfestivalens øverste ledelse er marokkansk, og landets konge, Mohammed VI, Marrakech by og en lang række nationale og internationale sponsorer betaler gildet, der bestemt ikke er billigt - festivalens gæster forkæles.

Men administrativt og kunstnerisk er det franskmænd, der står i spidsen for festivalen, og deres forholdsvis organiserede måde at gøre tingene på - festivalen er en af de største i den arabisktalende verden og fuld af Cannes-agtigt glitter og glamour - og marokkanernes mere tilbagelænede stil giver indimellem nogle spøjse, kulturelle sammenstød, man som udenlandsk journalist kan have lidt svært ved at gå fri af.

En række filmpersonligheder og filmlande hyldes på filmfestivalen i Marrakech. Ud over Christopher Walken drejer det sig om Ben Kingsley, der insisterer på at blive kaldt Sir Ben, den marokkanske skuespiller Saïd Taghmaoui, der også har medvirket i en lang række amerikanske film, Emir Kusturica, Jim Jarmusch og to af de mest interessante filmlande i Asien, Sydkorea og Thailand.

Filmfestivalen, der i år afholdes for niende gang, er mere eller mindre designet til at trække udenlandske filmpenge til landet, og listen over film, der enten foregår i eller er optaget i og omkring Marrakech er da også lang og spænder vidt: Fra Orson Welles' Othello (1949) og John Hustons The Man Who Would Be King (1975) til Stephen Sommers The Mummy (1999) og Ridley Scotts Gladiator (2000).

Alfred Hitchcocks klassiske spændingsfilm Manden der vidste for meget (1955) begynder på byens berømte markedsplads, Jemaa El Fna, hvor et amerikansk ægtepar (Doris Day og James Stewart) overværer en franskmand blive myrdet, hvilket bringer dem og deres lille søn i fare.

Dermed ikke være sagt, at selve filmfestivalens program er dårligt, faktisk er der rig mulighed for at blive lidt klogere på verdensfilmen, ikke mindst selvfølgelig Sydkorea, der er repræsenteret af en lang række instruktører og skuespillere og film, der er op til 50 år gamle. Der er endda en dansk film med i festivalens hovedkonkurrencen, nemlig Morten Gieses spillefilmdebut, Vanvittig forelsket, og den har blandt andet selskab af islandske Dagur Káris første engelsksprogede film, The Good Heart.

Anfægtede instruktører

»Filmene både i og uden for konkurrencen introducerer os for anfægtede instruktører, som handler i verden for at forandre den, hvilket giver folk håb,« skriver festivalens kunstneriske leder, Bruno Barde, lidt højstemt, i sit forord til festivalprogrammet.

»Disse instruktører ser ikke livet som en gave, men som en opgave at løse, og gennem deres film introduceres vi for forsoning i tidens have. Støj gør ikke godt, og det gode laver ingen støj.«

Marokkanske film er her ikke så mange af, og den eneste i hovedkonkurrencen, The Man Who Sold the World, er en rædselsfuld, selvoptaget og tydeligt europæisk artfilm-inspireret omgang vrøvl. Og selv om den er vældig flot fotograferet og iscenesat, er det ikke det bedste møde med den lokale filmkultur.

Men den giver trods alt et noget andet indtryk af marokkansk og nordafrikansk film, end jeg havde forventet.

Filmfestivalen i Marrakech slutter lørdag

www.festivalmarrakech.info

Christian Monggaard er inviteret til Marrakech af filmfestivalen og den marokkanske ambassade i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu