Læsetid: 4 min.

Afrikansk fodbold blomstrer

African Cup. Afrikansk fodbold har siden 1960erne været inde i en rivende udvikling, som hverken det tragiske overfald på Togos landshold i Angola eller trættende europæisk afro-pessimisme kan stoppe
Åbningskampen. Angola førte helt frem til 10 minutter før tid 4-0 mod Malis stjernehold anført af Barcelonas sublime Seydou Keita. Alligevel  kom Mali tilbage og udlignede til 4-4.

Åbningskampen. Angola førte helt frem til 10 minutter før tid 4-0 mod Malis stjernehold anført af Barcelonas sublime Seydou Keita. Alligevel kom Mali tilbage og udlignede til 4-4.

Joe Klamar

16. januar 2010

Det har været en mere end 40 år lang rejse at komme dertil, hvor afrikansk fodbold er i dag. Nemlig på fuld højde med kvaliteten i europæisk og sydamerikansk fodbold. Spillere fra Afrika er i dag bærende navne i topklubber som Barcelona og Chelsea, og til sommer rettes alles øjne mod VM i Sydafrika.

Scenen er det gamle Wembley Stadium. Året er 1963 og på banen spiller Benfica mod AC Milan i mesterholdenes EuropaCup-finale. Frem mod Milans legendariske midtstopperduo Cesare Maldini og Giovanni Trappattoni - som sammen også gik under navnet Tvillingetårnene - rykker pludselig en ung sort mand.

Først ganske langsomt, så med en kraftig acceleration, bringer han bolden lynhurtigt forbi Maldini og endnu hurtigere venstre om Trappattoni, for til sidst at score knaldhårdt med et skud holdt tæt ved jorden

Som de jo gerne gør, vandt Milan kampen med 2-1. Men oplevelsen, som publikum tog med sig, var målscoreren - der senere blev kendt som den sorte panter eller bare Eusébio.

Der var naturligvis blevet spillet uendeligt meget fodbold i Afrika før Eusébios mål, men i en europæisk bevidsthed var det første gang, at Afrika for alvor blev koblet sammen med noget fodbold af værdi. Eusébio var nemlig fra Mozambique - dengang en portugisisk koloni - og han spillede hele sin karriere for Benfica og for Portugals landshold, hvor han fik en glorværdig karriere, blandt andet som topscorer ved Englands VM i 1966.

En ny Baresi

Fodboldens ubetinget mest magtfulde mand i slutningen af 1960'erne, daværende FIFA-præsident Sir Stanley Rous, udtalte på et tidspunkt, at når Afrika først fik administrationen på plads, kunne intet stoppe afrikansk fodbold. Han fik helt ret.

Ikke kun spillemæssigt, men også organisatorisk er det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) blevet en magtfaktor. Ved VM i 1966 fik Afrika ikke tildelt en eneste plads ved slutrunden. I dag består FIFA's 24 mand store eksekutivkomite af seks afrikanske medlemmer, hvor de har afgørende betydning for, om VM skal tilbage til England i 2018. Og ved sommerens VM i Sydafrika deltager - det for Afrika - rekordstore antal på seks hold. Til sammenligning er Sydamerika kun garanteret, at fire hold kan deltage ved VM.

CAF's egen turnering 'African Cup of Nations' har også udviklet sig til en begivenhed, som nøje bliver fulgt af fodboldverdenen, fordi turneringen kan fremvise samme antal stjerner som EM og sandsynligvis flere in spe. Interessant er det i den forbindelse at nævne, at Danmarks kommende VM-modstander, Cameroun har sendt et hold af sted til African Cup i Angola - som spilles i disse dage - med en 20-årig forsvarer fra AS Monaco ved navn Nicolas N'Koulou, som franske medier ikke tøver med at sammenligne med selveste Franco Baresi.

Afro-pessimisme

I lyset af afrikansk fodbolds opblomstring er det også desto mere tragisk, at African Cup i Angola frem for klapsalver blev indledt med et skudoverfald på Togos landshold i den angolesiske enklave Cabinda, der kostede tre mennesker livet.

Angola er et land, der stadig slikker sårene efter mere end 20 års borgerkrig, og Cabinda, der ligger omgivet af Afrikas notorisk mest blodige land Congo, er bedst at sammenligne med den russiske enklave Kaliningrad. Nemlig et sted, hvor total lovløshed hersker. Oven i hatten har Cabinda så også en oprørsbevægelse og rige oliereserver, som alle vil have fingrene i, koste hvad det vil.

Derfor kan man sagtens diskutere, om det var klogt af CAF at lade Angola bruge Cabinda som spillested. En af forklaringerne er, at CAF tidligere har haft succes med at tildele African Cup til lande, der befandt sig i en opbygningsfase efter krig eller ekstrem fattigdom, og som derfor kunne bruge forberedelserne til at sætte gang i vigtige infrastrukturprojekter. Især Burkina Faso i 1998 og Mali i 2002 fik på det helt rigtige tidspunkt meget infrastruktur ud af deres værtsrolle.

Uforståeligt er det derimod, at flere kommentatorer i Europa efter overfaldet på Togos landshold, har diskuteret om det nu også er sikkert at gennemføre sommerens VM i Sydafrika. Det kan alene være udtryk for den trættende afro-pessimisme, som altid dukker op, når der sker noget ubehageligt i Afrika. Men diskussionen er irrationel og baseret på standarder, man aldrig ville sætte op for lande uden for Afrika. For Sydafrika hæfter ikke for, hvad der sker i andre lande i det sydlige Afrika. Længere er den ikke.

Som havde fodbolden selv en vilje, var åbningskampen mellem Angola og Mali heldigvis med til at gøre sit til at få fokus tilbage på spillet, festen og farverne. Upåagtede Angola førte helt frem til 10 minutter før tid 4-0 mod Malis stjernehold anført af Barcelonas sublime Seydou Keita, men alligevel lykkedes det Mali at komme tilbage og udligne til 4-4.

Kun i magiske Afrika kan dette ske, får man lyst til at skrive. Hvis ikke lige det var, fordi Portugal ved VM i 1966 kom tilbage i kvartfinalen efter at have været håbløst bagud med tre mål mod Nordkorea og vandt 5-3. Båret frem af fire Eusébio-mål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu