Læsetid: 5 min.

Bag facaden i et ukendt hjørne af Andalusien

Godsejere der lever i fordums paladser. Adelsdamer der holder hof. Splittede familier der holder sammen. Trods modgang lever overklassen i det sydvestlige hjørne af Spanien noget af en virkelighedsfjern tilværelse midt i et ocean af kulturskatte
Indefra. En typisk villa i Sanlúgar med tre etager bygget omkring en indre gård

Indefra. En typisk villa i Sanlúgar med tre etager bygget omkring en indre gård

Ewa Lajer-Burcharth

29. januar 2010

Den spanske konges grankusine sidder med rank ryg i en lænestol og klapper i takt med musikrytmen og dansebevægelserne.

Det er nytårsaften 2009, og vi befinder os blandt efterkommere af vingodsejere og adelige familier i en fornem privatbolig i Sanlúcar.

Den sydvestlige spanske by er kendt for sin milde sherry, Manzanilla, smukke hvide bodegaer, og ikke mindst hestevæddeløbet i august på byens flade atlanterhavsstrand.

Det var fra Sanlúgars havn, at Columbus og Magellan for godt 500 år siden satte ud på deres opdagelsestogter.

Engang var byen rig; i dag er den gennemsnitlige personindtægt den laveste i Spanien. Landejerne og indehaverne af Sanlúgars prægtige paladser holder dog stadig hovedet ovenvande.

De har bl.a. investeret i landbrug på egnens flade, frodige jorder. Så langt øjet rækker kan man beskue marker og drivhuse, hvor der fremstilles frugt og grøntsager til konsum i Nordeuropa. I det varme klima høstes fire til seks gange om året.

I Sanlúgar lever de gamle jordbesiddere stadig som om, verden ikke havde ændret sig i århundreder.

Tolv druer

Den højadelige grankusine til kongen, stedets absolut rigeste spanier, er dukket op til nytårsfesten en halv time før midnat sammen med sin tyske boyfriend.

Efter den rituelle spisning af de 12 vindruer på slaget klokken 12 begiver de forsamlede sig fra det afsidesliggende køkken til de øvre gemakker i det herskabelige hus. Her begynder kvinderne, alle over 65, snart at synge og danse flamenco.

Encarna, 79, gør størst indtryk.

Hun er tynd som en tændstik, hendes holdning lettere duvet, den rødbrune hårpragt være farvet, hendes flotte krogede næse giver et vink om jødisk eller roma-blod i årene.

Da Encarna træder ind på tæppet midt i stuen først lidt modvilligt forvandles hun til en mellemting mellem en ung olympisk gymnasiast og Pinocchio i et dukketeater.

Hendes høje alder taget i betragtning er kroppens fleksibilitet og sprøde spændstighed aldeles forbløffende. Ingen bevægelse i denne minimalistiske dansestil synes overflødig. Flamenco af den type er ikke noget, man lærer i en skole; det er en kunstart, som overlever fra generation til generation.

Musikken er uendelig vemodig. Rytme og sang skal nedstamme fra sigøjnere, men den arabiske indflydelse er umiskendelig.

Og vemod ikke eksotisme er, hvad denne kreds af adelige sydspaniere udstråler. Deres liv handler om uforløst kærlighed, brudte ægteskaber, et utroligt rodet familieliv, et med nordisk syn urealistisk forhold til arbejde, pligt og etik. Under den sprudlende livsglæde, udtrykt så smukt i dans og sang på denne nytårsaften, anes modgang og tragedie.

Tyrefægteren

Det fortælles, at Encarna som ung forelskede sig til vanvid i en af Andalusiens smukkeste tyrefægtere; han valgte en anden kvinde, Encarnas nære veninde, til sin livsledsagerske. Det førte dog ikke til et dramatisk brud. Tværtimod har hun lært at acceptere sin status som ugift og tæller tyrefægteren og hans hustru som nære venner. I disse kredse føler alle sig tvunget til at være sammen på godt og ondt.

Encarnas yngre søster ligner og gebærder sig derimod som et vrag. Hvis hun nogensinde har besiddet søsterens stolthed og ynde, er disse attributter druknet i en ekstrem livsstil med alkohol- og tobaksmisbrug.

Søstrene, hedder det i omgangskredsen, er ret beset hofdamer for kong Juan Carlos grankusine. De bor i lejligheder i Sanlúcar betalt af den højadelige dame; en gang om året inviterer hun dem på en eksotisk udlandsrejse. Til gengæld optræder og underholder søstrene til middage og fester med charme og vid.

Grankusinen har været gift og skilt tre gange med børn i hvert ægteskab. Selve nytårsmiddagen har hun og den tyske kæreste indtaget på deres gods i selskab med hendes første ægtemands kæmpe familie; han har også været gift tre gange og medbringer alle sine børn. Som man siger i Sanlúcar: Der er ingen grænser for Jeris, Juan Carlos grankusines, velgørenhed.

1700-tallets bodegaer

I byens arkitektoniske stil kan man aflæse fordums storhed. Bag de anonyme hvide husfacader i de smalle stræder ligger prægtige paladser og gårde med fontæner og ukendte kunstskatte. Mange huse har en tilknyttet bodega, hvor det ikke er usædvanligt at finde en vintønde dateret fra 1700-tallet. En så gammel manzanilla kan faktisk indtages.

Hverken overklassen eller den spanske stat yder penge til at vedligeholde alle seværdighederne. Mange paladser og bodegaer går langsomt i forfald; nogle rives endda ned. Det er lidt som på Sicilien, hvor bygningsværker og kunstskatte risikerer at lide samme kranke skæbne.

Den nærliggende og større provinsby Jerez de la Frontera overrasker endnu mere med sit helt fantastiske udbud af bygningsværker kirker og paladser fra snart sagt alle stilperioder, som selvfølgelig inkluderer den vigtige mauriske. Der findes et utroligt stort antal forladte bodegaer i udkanten af Jerez, store smukke hvide lagerbygninger, som synes ideelle at indtage for arkitekter og kunstnere.

De kan endda købes for en slik. Problemet er selvfølgelig, at ingen rigtig kender til disse steder, fordi de ligger et par gader væk fra den almindelige turistgang. Langt flere europæere rejser i dag til andre lande end i fortiden; men hvad de ser, er begrænset af turistførere og rejsebøger. Dengang vandrere gik til fods gennem lande, så og oplevede man langt mere end turismens globetrottere. De lærte at klare sig på det indfødte sprog, omgikkes lokalbefolkningen og brugte mere tid til at indtage hvert sted.

Indsigt kræver ikke de store anstrengelser. Søndagens loppemarked i Jerez de la Frontera er som et kulturelt opslagsværk. Folk sælger ud af habengut fra lofter og forladte ejendomme til så lave priser, at de enten må være på fallittens rand eller uvidende om genstandenes værdi. Aldrig har vi set så varieret et udbud af henlagte husskatte.

Overraskelsen Cádiz

Cádiz er mindre befolket end Jerez, men virker mere som regionens metropol lidt som et formindsket Madrid, sådan som man kunne ønske sig, at Spaniens hovedstad ville se ud. Denne vigtige havneby der går tilbage til fønikerne kan man tilbringe dagevis i uden at have set alt. Cádiz overrasker virkeligt den, der aldrig har været her før og kun har hørt det eksotiske navn.

Igen sidder vi i en velstående andalusisk families skød. Dennegang er pater familias en pensioneret journalist, som tilbringer det meste af sin dag med at læse fransk og spansk litteratur og, som konen bemærker, med at pløje alle aviserne igennem. Det sker siddende i en lænestol på en tagterrasse, hvor lyden af rislende vand fra en fontæne, tegnet af hans arkitektfrue, kappes med den afdæmpede gadestøj.

Søndagsfrokosten begynder som sædvanligt sent op ad eftermiddagen. Børnene placeres i køkkenet, hvor en jævnaldrende til vores viser sig at tale flydende engelsk med britisk accent. Sidste august blev hun i en alder af ni år sendt på kostskole i Storbritannien. Hun er hjemme på ferie for første gang.

Journalisten har naturligvis været gift flere gange, så for udenforstående er det umuligt at få rede på, hvem der tilhører hvilken familie. Men det synes egentligt at være irrelevant, for alle lægger vægt på at komme overens med hinanden. Når det kommer til stykket, så kives denne klan lige så meget som den i Sanlúgar.

Emne nummer et: Skal de andre børnebørn også sendes til en britisk kostskole? Det ønsker forældrene. Foreløbig har bedstefaderen, pater familias, sagt nej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu