Er drømmen allerede forbi?

Det er kun et år siden. Græsrødderne vandt, de progressive stod op, og de venstreorienterede triumferede. Det utænkelige var blevet virkelighed: Efter en uventet og usædvanlig mobilisering af millioner af amerikanere blev Barack Obama valgt som præsident i USA. Men et år senere er græsrødderne ude i kulden, og de progressive ligger ned.

»Obama skabte en bevægelse af unge mennesker, uafhængige vælgere og forskellige borgergrupper, som gav os alle så meget håb. Den bevægelse er nu totalt demoraliseret og knækket. Obama har ikke regeret som leder af den bevægelse,« forklarer den amerikanske filosof Nancy Fraser, som er på besøg i Roskilde for at holde et oplæg om feminisme og kapitalisme i dag. Men lige efter hun kom fra lufthavnen og umiddelbart inden forelæsningen, har hun taget sig tid til et interview med Information:

»Det, der skete i denne uge, var næsten utænkeligt. Demokraterne tabte Ted Kennedys plads i Senatet i Massachusetts til republikanerne. Og de tabte ikke til en moderat republikaner, men til en af de vrede højrepopulister. Det er chokerende et år efter valget af Barack Obama.«

Hvad er gået galt for Obama?

»Han har udnævnt de samme mennesker, som skabte finanskrisen, til at løse den. Han har givet dem magten over vores finanspolitik uden at stille politiske krav. Det betyder, at han støtter den kultur, som er årsagen til krisen. Og nu er krisen gået fra den finansielle sektor til den virkelige økonomi. Vi har en arbejdsløshed på over 10 procent i USA. Det er meget usædvanligt for os og skaber en enorm usikkerhed.«

Men hvad er der sket med forargelsen over markedsfundamentalismen og finanssektoren?

»Vi har stadig vreden mod bankerne. Men den kommer fra højrefløjen. De har igen erobret vreden.«

Hvor ser du ellers Obamas fiasko?

»Han brugte tre måneder på omhyggeligt at studere hele situationen i Afghanistan ... og besluttede at sende flere soldater.«

Fraser siger en særlig lyd med samme signal som et slag med en flad hånd mod panden: Hun finder det tåbeligt:

»Jeg ved godt, at han sagde forskellige ting om Irak og Afghanistan, men hele energien i hans kampagne var en antikrigsenergi. Dem, der støttede ham aktivt, er nu enorm skuffede.«

Er du parat til allerede at afskrive det håb, der var Obamas løfte under valgkampen?

»Han havde virkelig chancen for at blive en stor reformpræsident. Den slags chancer kommer bestemt ikke til hver præsident. De kommer måske en gang for hver 50. år. Og det håb hænger nu i en meget tynd tråd. Nederlaget i Massachusetts var virkelig alarmerende. Med mindre han tager et skarpt sving til venstre, mister han hele momentum til højrefløjen. Hvis det ikke lykkes ham at opfinde en venstrefløjspopulisme, ender han med kun at sidde en enkelt periode. Han skal træde frem som leder af den bevægelse, der gjorde ham til præsident, for at redde håbet.«

Kan man overhovedet være leder af en venstreorienteret græsrodsbevægelse og samtidig være USAs præsident?

Nancy Fraser ligner ikke én, der tror på, at det kan lade sig gøre. Hun tøver et øjeblik, inden hun svarer:

»Det er ikke nemt, men vi har en tradition i USA for store reformpræsidenter, som tegner et stort perspektiv og gennemfører forandringer med appel til en højere retfærdighed. Tænk bare på Lincoln og Roosevelt.«

Kapitalismekritik

For et år siden regnede man med en politisk regulering af kapitalismen. Finanssektorens sammenbrud blev set som anledning til opgøret med det, der blev kaldt markedsfundamentalismen. Der var massiv moralsk fordømmelse af bankdirektørerne og bonusordningerne. Men i dag kører bonusordningerne igen, og bankdirektørerne er tilbage på toppen.

Spørgsmålet er, om man overhovedet kan kultivere den avancerede finanskapitalisme. Hvor ser du muligheden for en effektiv kapitalismekritik i dag?

»Der er tre former for kritik af kapitalismen,« forklarer Fraser: »Og efter min mening har vi brug for alle tre i dag.«

Den første går tilbage til Karl Marx:

»Den påpeger, at kapitalismen i sig selv er destruktiv. Den vil udvikle kriser og sammenbrud. Det så vi med finanssektorens kollaps. Vi ser også i dag, at kapitalismens kriser bliver til økologiske kriser, som truer med at gøre vores planet ubeboelig. Den form for kritik er uundværlig.«

Men den kan ifølge Fraser ikke stå alene:

»Der er en anden kritik af kapitalisme, som handler om uretfærdighed. Det er en moralsk kritik af udbytning, som ikke kun handler om, at fabriksarbejderen bliver udnyttet af direktøren. Den afdækker også, hvor ulige succes og fiasko er fordelt over hele verden. I vores del af verden forventer man at blive 80 år gammel, mens man i visse steder i Afrika ikke kan regne med at blive ældre end 15 år. Det er en himmelråbende uretfærdighed, som gør også denne kritik nødvendig.«

Den tredje form for kritik ser på kapitalismen som livsform:

»Den handler om, hvad kapitalismen gør ved os som mennesker. Den spørger, om vi bliver gjort til tvangsprægede forbrugere, om vi bliver opdraget til kun at tænke på os selv og ignorere dem, der er langt væk. Den spørger med andre ord, om kapitalismen underminerer kreativitet, kulturel rigdom, solidaritet og frihed.«

Denne sidste kritik kan i krisetider med klimakatastrofer og global ulighed forekomme som en luksuskritik?

»Ja, men den er stadig afgørende. Jeg vil sige som anarkisten Emma Goldman: Det er ikke et spørgsmål om brød eller roser. Det et spørgsmål om brød og roser. Man bliver nødt til også at se på, hvordan et bedre liv kunne tage sig ud. Man bliver nødt til at formulere visioner for et liv, der er sjovere, friere og mere meningsfuldt.«

Men præcis den kritik støder ind i et påtrængende problem for venstrefløjen: Hvordan formulerer man positive visioner uden samtidig at beskylde de tilsyneladende tilfredse for at være bevidstløse forbrugere, der lider af falsk bevidsthed?

»Jeg er meget bevidst om det problem. Det er derfor, det er så meget nemmere at tale om rimelighed og retfærdighed. Her kan man sige: Vi, den såkaldte elite, prøver ikke at sige, hvad det gode liv er. Vi prøver ikke at pådutte andre vores forestillinger. Men vi vil gerne have et samfund, hvor alle har lige chancer for selv at opdage og opfinde det gode liv.«

Nancy Fraser afbryder sig selv. Hun er ikke selv tilfreds med det, hun kalder den lette løsning:

»Problemet er, at det overlader hele spørgsmålet om det gode liv til højrefløjen. Og de er ikke bange for at blive beskyldt for at være elitære. De hamrer derudad med deres egne bud, og det lykkes dem stadig at tale til en masse menneskers utilfredshed.«

Hvad vil du så foreslå, hvis venstrefløjen skal undgå at stå med rigtige generelle betragtninger og tabe til højrefløjslidenskaber?

»Vi skal tænke på, hvordan man adresserer folks usikkerhed. Mennesker, lokalsamfund og natur skal beskyttes på en ny måde mod den vilde økonomi. Og vi skal huske på, at de institutioner, vi tidligere har brugt til at beskytte os mod kapitalismen, også har skabt ulighed. Det skete både for kirken, kernefamilien og nationalstaten, hvor man måske opbyggede smukke velfærdsstater for sine egne borgere, men ignorerede udbytning af mennesker i Den Tredje Verden. Opgaven er at tænke social sikkerhed i en form, som ikke er konservativ.«

Uligestilling

Feminismen i Danmark står i dag en besynderlig position. Alle erklærer sig som tilhængere af ligestilling, men alligevel ser vi stadig markant uligestilling på en række afgørende områder. Hvordan fører man en kamp for ligestilling hvis alle er enige på snakkeniveau?

»Det er vigtig pointe. Hvis vi udelader visse steder i verden, kan vi sige, at feminismen har vundet på det ideologiske niveau. Det betyder også, at feministerne ikke længere har monopol på feminismen. Pludselig ser vi, at George W. Bush vil bruge amerikanske soldater til at frigøre afghanske kvinder, og vi har det vrede populistiske højre, som kritiserer medierne for at behandle Sarah Palin mandschauvinistisk. Det stiller selvfølgelig feministerne i en delikat situation. Men det rummer også en central lære: Sprog, som er opfundet til et bestemt formål i en bestemt hensigt, vil altid brede sig og blive brugt af andre til andre formål. Det kan vi beklage, men vi kan ikke bekæmpe det uden at bekæmpe sproget selv.«

Se hele Rune Lykkebergs interview med Nancy Fraser nedenfor