Læsetid: 4 min.

Gary Nevilles fuckfinger

Manchester Citys forretningsmodel er som skabt til en Europæisk Superliga, hvor de bedst betalende moguler i kulissen kan skræddersy de mest lukrative dyster. City versus Barcelona. Inter versus Liverpool. Chelsea versus Real Madrid. Ikke bare en gang imellem, hvis man er dygtig nok. Nej, hver sæson
City vs. United. Det er pengene over for historien. Fremtiden mod fortiden. Uniteds frie fald på aktiemarkedet versus én gylden City-takeover fra en tegneserieagtig 'Iznogood-type'. Og sådan kan man blive ved. »Det er bedre at støtte en rig klub end en stor klub,« skriver en kynisk fan - for om et par sæsoner har Manchester City garanteret overtaget gældshærgede Manchester United.

City vs. United. Det er pengene over for historien. Fremtiden mod fortiden. Uniteds frie fald på aktiemarkedet versus én gylden City-takeover fra en tegneserieagtig 'Iznogood-type'. Og sådan kan man blive ved. »Det er bedre at støtte en rig klub end en stor klub,« skriver en kynisk fan - for om et par sæsoner har Manchester City garanteret overtaget gældshærgede Manchester United.

Carl Recine

23. januar 2010

I tirsdags vandt Manchester City over byrivalerne fra Manchester United. Det var i årets FA Cup, og anledningen var intet mindre end den første semifinale. Carlos Tevez, der er tidligere United-angriber, sørgede for begge mål i 2-1-triumfen. Der er returopgør på Old Trafford om fem dage, og hvad skal man så bruge ventetiden til? Konspiratoriske rygter er naturligvis en mulighed, som de engelske medier mestrer til perfektion. I matchens hede gav United-veteranen Gary Neville fuck-fingeren angiveligt rettet mod Tevez. Det engelske fodboldforbund kigger på sagen og overvejer at sanktionere Neville. Men hvad handlede det ordløse optrin om? Var det en gammel strid mellem to tidligere klubkammerater, som blussede op, bedst som adrenalinen pumpede løs på et hårdt prøvet United-hold? Var det bare frustration over en Tevez, som forpassede sit åbenlyse talent under Uniteds vinger, men nu i City-træneren Roberto Mancinis kyndige hænder er modnet til fuldblods striker? Nej, lyder en anden røst. Nevilles gestus lynede mod fodboldens pauvre status quo. City er symptomet på en ny æra, hvor storhed ikke længere skal måles i historisk vingesus, men er proportionalt med eksotiske emirers gebommerlige hobbyinvesteringer. Det var dén æra, Neville gav fingeren.

Inden man giver sig i kast med en semantisk analyse af, hvor meget information, der kan være i en langemand, står fakta tilbage: Langt de fleste eksperter er enige i, at City er på vej til at blive en magtfaktor. Ikke bare hjemme i England, men europæisk, sågar globalt. Sejren over United er bare en forsmag på løjerne, for lige om lidt vinder City FA Cupen briterne tager den dybt seriøst og de ender garanteret tillige i ligaens top fire, hvilket bringer dem i Champions League 2010/11. Og dét er det egentlige mål, som rækker højere end det demokratiske retfærdighedsprincip, UEFAs guldrandede turnering stadig bygger på. Klubberne skal kæmpe sig vej til The Champions. Det er fair and square. Men Citys forretningsmodel er som skabt til en Europæisk Superliga, hvor de bedst betalende moguler i kulissen kan skræddersy de mest lukrative dyster. City versus Barcelona. Inter versus Liverpool. Chelsea versus Real Madrid. Ikke bare en gang imellem, hvis man er dygtig nok. Nej, hver sæson. Og som en af de gamle Beckhams garde kunne Neville bare se til, mens Tevez med to fuldtræffere skød City ind på dén kurs.

Ikke plads til slinger

Tidligere på måneden vandt The Citizens, som Manchester City kaldes, 4-1 over Blackburn Rovers i Premier League. Til gengæld formøblede City tre vigtige point, da de tabte 2-0 til Everton sidste weekend. Og der er ikke plads til megen slingren, for i konkurrencen om den vigtige fjerdeplads i ligaen dén, der sikrer Champions League-billet ånder Tottenham, Aston Villa og ikke mindst det plagede Liverpool Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyans mandskab i nakken.

Klap hesten, brøler United-fansene. Selv om City vandt de næste 15 Champions League-pokaler i rap, ville det ikke stå mål med Uniteds imposante trofæsamling. Men historisk tyngde er ikke en entydig størrelse. Den farves af erindring og sentimentalitet. Den er ofte fedtet ind i fiktion og mytologi, og hvis man bare målte på storhed nemlig fanvolumen og snævre dominanser gennem århundredet ville Celtic og Benfica være verdens bedste, skarpt forfulgt af ex-herredømmer som Borussia, Mönchengladbach og Ajax Amsterdam. Det er 20 år siden, Liverpool har vundet Premier-guld i England. Alligevel er de en magtfaktor, og onde tunger påstår, at britiske sportsjournalister ville blive kollektivt arbejdsløse, hvis det ikke var for Merseyside-truppens op- og nedture. Chelsea derimod, ville være røv og nøgler, uagtet at de i nyere tid altid når mindst en semifinale i Champions League. City har ikke vundet noget nævneværdigt siden League Cup-sølvtøjet i 1976, men de grånende suportere kan sagtens huske, at klubben var Manchesters største i 50erne, og at opkomlingene fra United som en tragisk og berusende Fugl Fønix genfandt sig selv efter München-nederlaget i 1958. De er viklet sammen, United og City. Matt Busby, som senere blev legendarisk træner for United, spillede i City, inden han skiftede til Liverpool. Og efter Anden Verdenskrig, da Trafford lå i ruiner, måtte United låne Citys stadion, Maine Road.

Det handler også om autenticitet. Og vanen tro skal man finde den egentlige kamp om tradition kontra fornyelse blandt de uskolede fans på nettet:

»City har en historie. Ingen United-fan tvivler på, at City er en rigtig klub med en episk fortid. Men injektionen af penge og det seneste opsving er udelukkende kunstig. Lidt lisom en kvinde, som efter én eneste operation pludselig hopper tre bh-størrelser, op i stedet for at lade attributterne vokse naturligt over tid. Det kan da godt være, juvelerne ser imponerende ud for teenagedrenge, men rigtige mænd vil meget hellere mærke fornemmelsen af den ægte vare.«

Hellere rig end stor

Og sådan kan man blive ved med at dynge kontraster på dagsordenen. Pengene over for historien. Fremtiden mod fortiden. Uniteds frie fald på aktiemarkedet (de satsede hele butikken for nogle år siden) versus én gylden City-takeover fra en tegneserieagtig Iznogood-type. Eller hvad med London? Tottenham Hotspur er mytiske og ejer hele historien, til trods for at de aldrig modsat de angiveligt farveløse Chelsea har været med i Champions League og konstant zigzagger rundt i midten af Premier League. Der var engang, hvor Wolverhampton Wanderers var Englands stolthed med mesterskaber og en karismatisk Stan Cullis i førerrollen, men i nyere tid er Wolves raslet nedad og nedad og ejes i dag af en pomadiseret forretningsmand, der hellere ville have købt Liverpool.

»Det er bedre at støtte en rig klub end en stor klub,« skriver en kynisk fan, for om et par sæsoner har City garanteret overtaget gældshærgede United. Men hvad med brysterne? Hellere naturlig fylde end struttende plastic. Var det dét, Neville tænkte på i tirsdags?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu