Læsetid: 6 min.

Kortlægning af den moderne verdens opkomst

Oplysning. En afgørende grund til den britiske historiker Jonathan Israels hyperdetaljerede kortlægning af oplysningens opkomst er naturligvis at erindre om, hvor langvarig, omkostningsfyldt og vanskelig den var - som for at minde os om, hvor skrøbelige og omstridte de rettigheder er, som vi for ofte tager for helt i dag
Den britiske historiker Jonathan Israels mål er at kortlægge den moderne verdens opkomst. Intet mindre. For hvordan kan det være, at oplysningens vindue gik op, når hovedparten af menneskets historie har været præget af undertrykkende religion, enorme sociale og økonomiske forskelle, hierarkiske, autoritære eller tyranniske styreformer?

Den britiske historiker Jonathan Israels mål er at kortlægge den moderne verdens opkomst. Intet mindre. For hvordan kan det være, at oplysningens vindue gik op, når hovedparten af menneskets historie har været præget af undertrykkende religion, enorme sociale og økonomiske forskelle, hierarkiske, autoritære eller tyranniske styreformer?

Alessia Pierdomenico

16. januar 2010

Den britiske historiker Jonathan Israel er midt i et enormt, omfattende og omvæltende idéhistorisk projekt. Målet er intet mindre end at kortlægge den moderne verdens opkomst. Når man ser det i det helt store, verdenshistoriske perspektiv, er der jo tale om en af de centrale gåder: hovedparten af menneskets historie har været præget af undertrykkende religion, enorme sociale og økonomiske forskelle, hierarkiske, autoritære eller tyranniske styreformer og ingen eller kun minimal ret til afvigelse. De seneste to-tre hundrede års demokrati og pluralisme er et lillebitte vindue, historisk og geografisk - hvordan i alverden kunne det lade sig gøre, at dette vindue gik op?

Jonathan Israel arbejder på en enorm trilogi, hvor de to første bind Radical Enlightenment og Enlightenment Contested er udkommet. Her er hans bærende argument, at oplysningstraditionen lige siden 16-1700-tallet falder i to oversete strømninger. Den velkendte hovedstrøm, med Locke, Newton, Leibniz, Hume, Montesquieu, Voltaire er den moderate oplysning, der er indstillet på forskellige typer af kompromiser med religionen og fyrstemagten. Men hvad der især interesserer Israel er dens konkurrent i den radikale oplysning, der er konsekvent indstillet på demokrati og lige ret for loven - og som han sporer i en tradition med hovednavne som Spinoza, Pierre Bayle, Diderot og d'Holbach. Den moderate oplysning dominerer idehistoriebøgerne, men Israel slår et stort og lærd slag for den radikale oplysning. For det første mener han dens tidlige indsats er overset. Den står frem allerede midt i 1600-tallet - for Israel skal oplysningstidens gennembrud reelt flyttes tilbage til 1660. For det andet er dens tidlige centrum Holland. Hovednavnet er naturligvis den jødiske andengenerationsindvandrer i Amsterdam, Spinoza - men en lang række andre tidlige hollændere, Franciskus van den Enden, brdr. de la Court, Adriaan Koerbagh, Balthasar Bekker og mange andre skal nu anerkendes som centrale og vigtige skikkelser i den tidlige oplysning. Spinozismen er den første doktrin, der forener et monistisk syn på verden med konsekvent tolerance og trykkefrihed, bibelkritik, kritik af organiseret religion - og en republikanisme orienteret mod demokrati og lighed for loven. Som specialist i hollandsk historie har Israel fremdraget en lang række oversete pamfletter fra midten og anden halvdel af 1600-tallet, der dokumenterer styrken og bredden i denne tidlige oplysning.

I strid med historikerne

Israel er også en hovedskikkelse i den 'kontestative' idehistorieskrivning, grundlagt af Quentin Skinner og John Pocock: tænkningen kan ikke forstås uden at dens polemiske position i samtiden tænkes med. Her iagttager Israel, at Spinoza og spinozismen udgør et konstant mål for angreb op igennem 1700-tallet, både fra den moderate oplysning og fra modoplysningen, der forsvarer enevælde og teokrati. Spinoza spiller en konstant hovedrolle som ateismens førende djævel i Vesteuropa, og hans ry bredes via hemmelige traktater - og de mange modangreb på dem og ham. Her kommer Israel til gengæld selv i strid med historikerne, der gennem de seneste mange år har haft en tradition for at hævde, at idedebatter ikke har nogen særlig rolle i historieskrivningen og mest har karakter af overflade på de virkelige, sociale kræfter, der skaber historien. Her er det Israels påstand, at sociale kræfter og idédebat begge påvirker historiens gang - især når de to i særlige tilfælde går sammen, således som det for ham skete med den franske revolution, hvor en social bevægelse kunne flyde sammen med den radikale oplysning i en stærk legering. Det er hvad Israels nye bog handler om: A Revolution of The Mind. Den kortlægger, hvordan den radikale oplysning gradvis, i løbet af 1700-tallet, vinder indpas i Frankrig, der nu overtager stafetten fra Holland som oplysningens hovedbastion. Også her er den moderate oplysning omkring Voltaire og Montesquieu indledningsvis stærkest efter Voltaires hjemkomst fra England i 1730'erne, men omkring 1750 overtager den radikale oplysning med især Diderot, d'Holbach og Helvétius initiativet med påbegyndelsen af udgivelsen af Encyklopædien, og fra 1770 dominerer de direkte den franske debat og trænger både moderate som Voltaire og antioplysere som den katolske kirke i defensiven, ligesom de formår at brede debatten ud i befolkningen og således støbe kuglerne til den franske revolution.

Verden er én

Bogen er en populær pixiversion af Israels mere indgående idéhistoriske argumenter i de to enorme bind - og udgør nok en skitse til det afsluttende bind i trilogien, han aktuelt arbejder på. Den gennemgår hvorledes striden mellem de to oplysningstraditioner udvikler sig i 1700-tallets løb, og hvordan de indtager konsekvent forskellige synspunkter på vidt forskellige emner, fra demokrati, økonomi, krigsførelse, og til moral og metafysik. For Israel udspringer forskellene af den radikale oplysnings spinozisme: verden er én, sjælen har ingen selvstændighed i forhold til kroppen og kan derfor ikke frelses, organiseret religion er politisk underkuelse af masserne, konsekvent trykkefrihed, demokrati og lighed for loven er den politiske horisont. Fyrste- og kirkemagt skal afskaffes. Krigsførelse bør begrænses til forsvarskrige og bekæmpelse af tyranner. Koloniriger bør afskaffes. Race- og kønsmæssig lighed skal gennemføres. Individuel frihed i livsstil tilstræbes. Et interessant kapitel er viet økonomien, der med Turgot og Adam Smith bryder gennem i samme periode - begge solidt forankret i den moderate oplysning. Den radikale oplysning anerkender de tos videnskabelige resultater angående markedets adfærd- men ser det frie markeds lovmæssigheder som noget, der kan og bør suppleres med politik med henblik på udligning af overdrevne økonomiske forskelle. Turgots og Smiths version af liberalismen hører således til den moderate oplysning, der vil indføre frit marked uden at røre ved fyrstehuses, adels og kirkes privilegier, medens den radikale oplysning snarere hylder en art socialliberalisme. En anden interessant overvejelse angår den radikale oplysnings rolle i den franske revolutions forløb, hvor den indledningsvis stod stærkt med bl.a. Volney og Condorcet - men hvor den taber til rousseauisterne, der med Robespierre foretrækker følelsen frem for fornuften som politisk ledetråd og gennemtvinger terrorvældet.

Selv om A Revolution of the Mind koncentrerer sig om Frankrig, så indgår bindet i Israels mere omfattende kortlægning af oplysningen som en essentielt international strømning, især omfattende Holland, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA, men også Italien, Østrig, Skandinavien, hvor hovedfigurerne er særdeles velorienteret om hvad der sker i andre lande - Israel går således stik imod idéen om, at der findes vidt forskellige, isolerede, nationale oplysningstraditioner i de enkelte lande, som man eksempelvis finder den hos Gertrude Himmelfarb. I denne bog spiller således radikale angelsaksiske oplysere som Tom Paine, Joseph Priestley og Richard Price også en vigtig rolle.

Oplysning og modoplysning

Når disse radikale omfortolkninger af 16-1700-tallets idehistorie er så akut interessante, skyldes det naturligvis deres aktualitet. Med romantikken blev den moderate oplysning overhalet højre om af modoplysningen, og siden da kan vestlig politiks udvikling og skæbne beskrives som disse tre store bevægelsers indbyrdes spændinger, kompromiser og kampe. Med fascismernes nederlag i 1945 tabte modoplysningen et afgørende slag - og derfor har den radikale oplysning i stort omfang kunnet præget de seneste 60 år i Vesten, men også hos humanister, egalitarister og menneskerettighedsforkæmpere andetsteds på kloden, som Israel skriver. Men den radikale oplysning er nu igen truet af bigotteriets, undertrykkelsens og fordommenes tilbagekomst, som Israel bevidst upræcist siger det i forordet - gældende for både Vesten, asiatiske og afrikanske lande. Der er næppe tvivl om, at det både er nationalisme, fundamentalistisk kristendom og radikal islam, Israel her sigter til.

En afgørende grund til Israels hyperdetaillerede kortlægning af oplysningens opkomst er naturligvis at erindre om, hvor langvarig, omkostningsfyldt og vanskelig den var - som for at minde os om, hvor skrøbelige og omstridte de rettigheder er, som vi for ofte tager for helt indlysende i dag, og hvor ondartet og overvældende en modstander kirke- og fyrstemagt reelt kan være. Endnu i 1750 var der hård censur på hele kontinentet, den blotte ytring eller publikation af oplysningstanker var forbundet med fare, kirken og fyrsten var formidable modstandere, og ingen kunne vide, at den radikale oplysning var en bevægelse med fremtiden for sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian Kjær Olesen
Brian Kjær Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer