Baggrund
Læsetid: 3 min.

De lette ofre

På flugt. I udkanten af Aden by i Yemen strander tusindvis af unge somaliske mænd på flugt fra krigen i deres hjemland. De er let bytte for korrupt politi, kriminelle menneskesmuglere og al-Qaedas intensive rekruteringskampagner. Kun få nødhjælpsorganisationer kan og tør stille noget op. Fotografen Jan Grarup har besøgt området
Blind vej. For de fleste ender rejsen på stranden ved Aden By. Flygtningene må ikke arbejde, ikke tjene penge - og har intet sted at bo.

Blind vej. For de fleste ender rejsen på stranden ved Aden By. Flygtningene må ikke arbejde, ikke tjene penge - og har intet sted at bo.

Jan Grarup

Moderne Tider
15. januar 2010

Det er tidlig morgen i udkanten af Aden by i Yemen. På et sandet område i nærheden af det lokale slumområde, Basateen, ligger flere hundrede mænd og sover. De er alle somaliere. Deres historier er næsten identiske krigsflygtninge fra det sydlige Somalia, mennesker, der er flygtet fra den voldsomme krig, der stadig bliver værre og værre.

Mænd og kvinder, der har givet op i forhold til at blive i sit hjemland; mennesker der i desperation søger mod kystbyen Bosasso, for derefter at blive sejlet over til Yemen af kriminelle smuglere. Smuglerne skyr ingen midler over for de desperate flygtninge. Mange bliver udsat for vold undervejs andre bliver skudt eller ganske enkelt kastet overbord. Det er i efterårs- og vintermånederne hverdag, at døde flygtninge skyller op på kysten i Yemen. Det er anslået, at i den periode, hvor vejret tillader det, ankommer mere end 15.000 flygtninge hver måned.

Paradis

Flygtningene ankommer med håb om et bedre liv et liv, hvor man kan leve, tjene penge og sikre sin familie mod krigen. Men mange bliver skuffede.

Blandt de ganske få organisationer, der arbejder i Yemen er Dansk Flygtningehjælp. Hver morgen kører Flygtningehjælpens ansatte på patruljer, hvor de samler nyankomne flygtninge op og kører dem til UNHCRs registreringscentre. Her bliver de tilbudt hjælp. En hjælp, der er livsnødvendig for at de kan komme videre til mere permanente lejre.

Der er desværre ganske få organisationer, der stadig kan og tør arbejde i Yemen. En tiltagende ustabilitet i området vanskeliggør arbejdet. Utallige militære checkpoints, oprørsgrupper og ikke mindst al-Qaeda-relaterede grupper lukker ofte vejene ned og forhindrer de internationale organisationer i at udføre deres livsvigtige opgaver. Håbet om et bedre liv bliver derfor for mange hurtigt afløst af desperation.

På den sandede mark i udkanten af Aden er de mange flygtninge ved at vågne. Klokken er seks om morgenen. »Vi må ikke arbejde, vi må ikke tjene penge og har intet sted at bo,« fortæller en af mændene.

Forleden prøvede en gruppe af mænd at forlade området for at rykke op mod en af de mere etablerede lejre. I udkanten af byen blev de mødt af politiet, som ville have bestikkelse for at lukke dem igennem checkpointet. Da mændene havde betalt de ca. 20 dollar, politiet ville have og alt hvad mændene i øvrigt havde på sig blev de alligevel afvist og sendt retur. »Det sker hele tiden, vi kan ikke gå nogen steder hen,« fortæller manden, der vil vil anonym.

Et tilbud

Den kritiske situation for de mange somaliske flygtninge gør dem til lette ofre. Flere steder i de såkaldte sikre smuglerhuse sidder mange unge mænd og tygger khat. Frustrationerne får frit løb. Historierne er mange og nærmest identiske. Rejsen fra det sydlige Somalia, turen over Adenbugten og nu smuglerhusene og ventetiden.

De fleste har ventet i mere end tre måneder, nogle meget længere, og manglen på penge gør dem til lette ofre for de mange oprørsgrupper, som florerer i Yemen. Al-Qaeda er meget aktive i Yemen og på konstant udkig efter potentielle medlemmer.

I et af de mange smuglerhuse fortæller flere af de tilstedeværende mænd, at de flere gange er blevet kontaktet af mænd med forbindelse til al-Qaeda ingen vil svare på, om nogen har taget imod tilbudene.

Det ligger imellem linierne at flere er rejst. Hvor mange forbliver uvist, men mændene er enige om, at alt andet selv et liv uden penge, uden at kunne være i stand til at forsørge familien, et liv i uvished er bedre end den skæbne, de nu oplever.

Dansk Flygtningehjælp kæmper for at give mændene på stranden og de øvrige flygtninge et alternativ til desperationen. Et lille lån til at få en forretning op at køre eller træning, der giver mulighed for at arbejde. For situationen i Somalia går ikke mod lysere tider. Lige nu tager kampene til de fleste steder, og udsigten til at flygtningestrømmene stopper, og flygtningene kan vende hjem, ligger langt ude i fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

hold da op hvor er det et godt tiltag disse rejsereportager af Information journalister.
Ku ligefrem få mig til at holde avisen.