Læsetid: 4 min.

Da maden blev politisk...

Uden bedre viden og politisk vilje er der risiko for, at kollektive svar på mad- og ernæringsområdet kommer til at ligne et østeuropæisk storkøkken
Moderne Tider
16. januar 2010

Den forløbne uge har bragt på en vældig hurlumhej om det 'sunde frokostmåltid', som kommunale daginstitutioner fra årsskiftet har haft pligt til at realisere. Presset af forældre og kommuner er regeringen på en slags tilbagetog med forslag til en mere fleksibel ordning, der passer for moderne forældre, der selv vil smøre madpakken.

Mange har henvist til, at det da er forældrenes eget ansvar at sørge for børnenes mad, herunder sikring af den ernærings- og sundhedsmæssige kvalitet. Rendyrket socialisme sagde Folketingets formand Thor Pedersen. Venstres Jens Rohde fulgte i DR2's Deadline op fra Bruxelles med en analyse af formynderstaten, der gør forældrene til ofre for at have fået børn. Ikke alene pligten, men også retten til at sikre et af deres børns mest basale behov fratages forældrene. Ligesom detailhandlen fratages enorme avancer, når større enheder køber ind frem for den enkelte forælder.

I Information fulgte forskningen beredvilligt op med en simpel analyse af kollektivisme over for frihed. En analyse af frihed og formynderi, der tilsyneladende ikke udstrækker sig til vuggestueområdet. Her viger den ideologiske fane tilsyneladende for det praktiske hensyn, når politikere og forældre accepterer, at maden ikke er home made.

Frels de fede

Så vidt så godt. Hvis det politiske er kollektivt og endog autoritativt dvs. af tvingende karakter, går det ikke. I hvert fald ikke hvad angår maden i dagtilbud, forstår man. Men spørgsmålet om individuel frihed over for kollektiv tvang er også, hvad mad og ernæring angår, et dårligt skema at læse situationen i.

Madens nyere historie er en historie om en omfattende politisering i et klondike af svag viden, projektmageri og modeluner i et poppet mediebillede. Politiseringen har mestendels blot ikke formidlet sig over politiske institutioner og tvungne ordninger, men over individets forhold til sig selv. My body is my castle. I efterkrigstiden er vi i stigende grad begyndt at dyrke kroppen som aftryk af og udtryk for individets egne valg, ønsker og behov; dvs. identitet formidlet over valg af livsstil frem for tilhørsforhold til en bestemt klasse. Valg af fødevarer og mad er ikke bestemt af knaphed og tradition eller vane, men af identitetsbårne valg, har det heddet i sociologien, der dog også har påpeget, at den sociale lagdeling slår lige lukt igennem og sikrer en forudsigelig uensartethed i distributionen af madvaner på tværs af de sociale lag. Også når det gælder de madpakker, forældrene smører. Det politiske system har i tiltagende grad matchet dette med mere og mere æstetiske kampagner - f.eks. 'seks om dagen' med henvisning til det nyttige i indtag af 600 gram frugt og grønt, og arbejdspladser har matchet det med ernæringsrigtige madordninger i tilgift til motionscenteret og den årlige deltagelse i DHL-stafetten i Fælledparken. Tv rummer utallige indslag hvor fede mennesker gennemgår forandringsprocesser, Doktor Slank scorer kassen med gode råd i Ude & Hjemme, tror jeg nok, og projektmageriet når sit topmål, når en hel by skal reddes af sundhedsguruen Chris MacDonald. Vi vil alle redde de fede, som man siger.

Grænser

I mens bliver ungerne mere og mere fede, ja med næsten vanlig alarmisme taler ekspertorganisationer om en epidemi, og de fællesskabsbårne idrætsorganisationer taber medlemstal. Der er noget næsten anakronistisk, uvirkeligt og usamtidigt i tv's billeder af de årlige DGI-stævner, hvor raske piger og drenge samles i fælles glæde og sundhed i idrætten.

Så jo maden er blevet politisk, den formidler sig blot over tilskyndelser, valg, mode og livsform med markedet og medierne som kanaler, og i mindre grad over det politiske i klassisk forstand.

Noget tyder altså på, at en fortsat individualisering af mad- og ernæringspolitikken har sine grænser, derfor var regeringens forslag om et obligatorisk frokostmåltid overraskende. Fordi den betonede det kollektive ansvar for sundhed, indlæring og trivsel uafhængigt af forældre og social baggrund på daginstitutionsområdet. Og fordi en sådan beslutning forhåbentlig ville bane vejen for langt mere systematisk viden om mad og ernæring og en slags afstivning af det virvar af projekter, som kører her og der kommunalt.

Viden og vilje

Sagen er nemlig den, at der spises rigtig meget i offentlige institutioner, men forbindelsen mellem forskning og praksis er svag, bl.a. fordi uddannelsesdækningen i praksis er ringe, når der bortses fra de kliniske diætister og maden til de syge. Vore velfærdsinstitutioner er generelt ikke indrettet organisatorisk og ledelsesmæssigt til strategiske mad- og ernæringsopgaver. Tag f.eks. ældreområdet. Her samler al interessen sig om valg af dårlig mad fra storkøkkener; dvs. om valget, og ikke om ernæringen og dens forbindelse til de ældres sundhed, og ikke mindst den sociale sammenhæng, maden indtages i. Den ved vi ikke meget om, og den spiller ikke nogen nævneværdig rolle politisk og er uden nationalt strategisk ophæng. Uden bedre viden og politisk vilje er der risiko for, at kollektive svar på mad- og ernæringsområdet kommer til at ligne et østeuropæisk storkøkken, fordi de alene betjener sig af lovgivning og utilstrækkelig subsidiering som instrument.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

Som forælder vil jeg stå fast på at det er min ret og mit ansvar at mine børn spiser ordentlig mad. Jeg vil gerne aftale noget med den institution som mit barn går i, men jeg vil ikke dikteres af staten hvilken ordning der skal følges, uagtet at den kan være god eller dårlig!

Klassekampen forlænges naturligvis, nu handler det jo ikke om økonomisk niveau, for der er vi allerede meget udlignede, nu handler det om uddannelse, spisevaner og indkøbsmønstre.

Jeg kan ikke forstå at for at hjælpe de "svage" der spiser dårlig/ingen mad, skal den gode madpakke afskaffes og erstattes af en central ordning. Opkræv hellere en "Solidariseringsafgift" som fordeles til institutioner med "svage" børn, så de kan få noget mad. Hvis forældre ikke magter at fordre deres børn, skal de være velkomne til at overlade dem til en omsorgsfuld stat, men de skal ikke forvente at jeg overlader mine børn til samme. Jeg skal nok klare den.

Hvis der er nogle sande vensterorienterede tilbage, skulle de koncentrere sig om at oplyse masserne om sund ernæring etc, i stedet for at fastholde tanken om at lighed kun opnås ved at driftige, dygtige mennesker skal bindes på hænder og fødder.

Med venlig hilsen
Lennart

Madordningen var vel velment f s v, man ville hjælpe en mindre og udsat gruppe børn - udførelsen af intentionen var derimod til dumpekarakter.

Man skaber ikke bæredygtige sociale standarder ved at de facto at forhindre gode hjemmelavede madpakker og påtvinge alle børn samme mad.

Man skaber heller ikke et godt samfund ved at forbyde , at nogen får en bedre uddnnelse end andre,
-eller ved at gøre det surt for dem , der kan trække de største læs, i at gøre en indsats o s v.

Vi hylder sportsfolk, der laver enestående præstationer og vinder medaljer.

Men folk, der bare vil give deres barn en god madpakke - de skulle altså bare have været kulet ned.

Hvis vi vil have fremgang, så må vi droppe enhver tanke om at skabe lighed på Pol Pots maner ( nedkæmpe det, der går i spidsen - i denne historie var det den gode hjemmelavede madpakke), og istedet satse på at leve op til de skarpeste knive i skuffen.

Diskussionen om børnenes madpakker handler i virkeligheden overhovedet ikke ikke om det frie valg, men om at den selvtilstrækelige danske middelklasse på det allerkraftigste frabeder sig at skulle vise solidaritet med underklassen.

Forslaget om bespisning i børnehaven ville være en meget effektiv metode til på en billig og bæredygtig måde at forbedre folkesundheden på længere sigt.

Men den forkælede og selvtilfredse danske middelklasse skal absolut ikke nyde noget af at vise samfundssind. Middelklassen giver den gas med rundsave på albuerne og fuld fart frem i firhjulstrækkeren!

Lennart Kampmann

Tværtom Hr. Thomsen,

madpakken er et stykke arbejde jeg kræver retten til at udføre. "Underklassen" kan også hjælpes uden at vi alle skal spise folkemadpakker i fællesskab omkring folkekøkkenet.

Der er tale om at staten forsøger at overtage alle mine ansvarsområder, hvilket reducerer min betydning i relationer.

Med venlig hilsen
Lennart

Det frie valg og den personlige frihed er nogle værdier man kan hive ud af skabet, når politikernes lige synes det passer til anledningen.

Sjovt nok spiller den enkeltes frihed absolut igen rolle, når der skal diskuteres burka-forbud, eller andre forbud der ikke rammer den hvide middelklasse...