Interview
Læsetid: 7 min.

Mirakuløs menneskelighed

En enkel og moralsk fortælling om menneskelig godhed, siger instruktøren John Hillcoat om sin nye film, 'The Road', der er baseret på en roman af Cormac McCarthy
Moderne Tider
29. januar 2010
Beskæring. Når man prøver at tilføre den poesi, der er i fortællestemmen eller dialogen især når sprogets poesi er så smuk, kommer det til at lyde litterært og prætentiøst, og det virker aldrig på film. Man må holde sig i skindet og sige, 'åh, det er så smukt, men vi er nødt til at droppe det.' Det var en meget nådesløs destilleringsproces for alle involverede, ikke mindst manuskriptforfatteren, fortæller John Hillcoat.

Beskæring. Når man prøver at tilføre den poesi, der er i fortællestemmen eller dialogen især når sprogets poesi er så smuk, kommer det til at lyde litterært og prætentiøst, og det virker aldrig på film. Man må holde sig i skindet og sige, 'åh, det er så smukt, men vi er nødt til at droppe det.' Det var en meget nådesløs destilleringsproces for alle involverede, ikke mindst manuskriptforfatteren, fortæller John Hillcoat.

Anders Birch

John Hillcoat er slet ikke så mut og indadvendt, som man måske kunne forvente efter at have set hans to seneste og noget dystre film, The Proposition og The Road. Faktisk er den 48-årige, australskfødte filminstruktør, der vokset op i Canada, men taler med en umiskendelig australsk accent, en meget smilende og venlig mand.

På vej til filmfestival i Tromsø gjorde Hillcoat holdt i København for at tale om The Road, der er baseret på en populær og barsk bog af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy og handler om en far og søns kamp for at overleve i en grå og ødelagt verden, hvor mad og medmenneskelighed er en mangelvare, og de overlevende er begyndt at spise hinanden.

Kan du fortælle mig, hvad der tiltrak dig ved bogen?

»Jeg har længe været fan af Cormac McCarthy og hans forfatterskab. Blood Meridian og andre af hans bøger påvirkede virkelig The Proposition, og jeg kan også godt lide at udforske anderledes verdener, mærkelige verdener, der sætter personerne under pres, for at se, hvad der sker, når vi føler os på usikker grund. Men det, der virkelig slog hovedet på sømmet, var den følelsesmæssige historie, forholdet mellem far og søn. Og det var en meget original måde at vise ideen om dommedag på.«

Skinnet bedrager

Lidt forenklet kan man vel sige, at store underholdningsfilm som 2012 befinder sig i den ene ende af dommedags-spektret og The Road i den anden.

»I film som 2012 og andre som den handler det kun om at være spektakulære. Der er ingen menneskelig dimension, hvorimod det spektakulære, selve ødelæggelsen, blot er bagtæppet i The Road. Det handler om en rejse for to individer, og det er en meget intim, menneskelig historie. Det er den store forskel.«

Dialogen i bogen er sparsom, og Cormac McCarthys præcise prosa handler mest om stemninger og følelser. Hvordan omsætter man det til film?

»Al den dialog, der er i filmen, er hentet direkte fra bogen, og de samtaler er utrolige. De er meget minimale og nedtonede, men de udtrykker så meget. Mange synes, at det er den mest oplagte bog at filmatisere. Det synes McCarthy også. Jeg synes, at skinnet bedrager. Den poesi, som sproget og beskrivelserne i bogen rummer, hører litteraturen til. Men der er faktisk nogle meget levende situationer, som beskrives med action, og der er samtalerne og rejsen, som fører dem fra A til B på en meget klar måde. Så løsningen er at sige, at den ene del hører til i litteraturen, mens den anden del kan bruges i filmen. Når man gør det, ser det faktisk ud til at virke.«

»Når man prøver at tilføre den poesi, der er i fortællestemmen eller dialogen hvilket mange film forsøger at gøre især når sprogets poesi er så smuk, kommer det til at lyde litterært og prætentiøst, og det virker aldrig. Man må holde sig i skindet og sige, åh, det er så smukt, men vi er nødt til at droppe det. Det var en meget nådesløs destilleringsproces for alle involverede, ikke mindst manuskriptforfatteren.«

Hr. Hvemsomhelst

The Road er også en bog, der tager sig tid, og som ikke forklarer så meget om, hvad der går forud. Følte du dig aldrig fristet til at højne dramaet eller forklare hændelser?

»En af grundene til, at bogen er så stærk og har nået og berørt så stort et publikum, er, at man kan læse ting ind i den. Manden har ikke engang et navn. Han er hr. Hvemsomhelst. Man er meget i øjeblikket, mens man læser bogen, og jo mere man forklarer tingene, giver ham et navn, forklarer den og den begivenhed, jo mere er man blot en tilskuer og ikke involveret. Det var mit ræsonnement. Også på et menneskeligt, psykologisk niveau ...«

»Der blev presset på undervejs i processen for at forklare Den Store Begivenhed for at hjælpe publikum på vej. Men faktisk præsenterer bogen os for en meget genkendelig verden. Vi har selv set de hjemløse med deres ejendele i en indkøbsvogn, vi har set ødelagte landskaber, og folk, der prøver at overleve. Hvad enten de er menneskeskabte som Hiroshima eller 11. september eller naturen som i Haiti lige nu, så er der ingen, hvis man studerer dem, som diskuterer Den Store Begivenhed. De fokuserer alle på, hvordan de mennesker mon vil overleve, den daglige kamp for overlevelse. Det er en mere troværdig, realistisk indgangsvinkel, og jeg synes, at det var det, der var så forfriskende ved bogen. Den eneste måde, man kan sætte Den Store Begivenhed i sammenhæng, er via satellitter og medier, og al den slags er væk i The Road. Og det flytter fokus over på de hverdagslige aspekter af de overlevendes liv.«

The Road handler om den daglige kamp for overlevelse, men det handler også om overlevelse på en anden måde, menneskelighedens og den menneskelige naturs overlevelse.

»Ja, det er en fantastisk moralsk fortælling, en lignelse, som næsten føles ur-agtig, og fordi man kan læse så meget ind i den. Men det er en meget enkel fortælling om menneskelig godhed. Når man er under pres, og ens menneskelighed presses til det yderste, bliver man så ligesom dyrene, eller holder man fast i den sidste rest af sin menneskelighed? Og hvad består den menneskelighed overhovedet af? Hvad giver man videre fra den ene generation til den anden?«

»Meget af det handler også om frygt. Dommedag er i sig selv tidløs, men er indlysende en del af tidsånden lige nu. Men det har med frygt at gøre. Vi frygter så mange ting, der sker lige nu, og i forlængelse af vores personlige frygt f.eks. for at dø, frygter vi også for hele menneskeracen. Cormac er rigtig god til at skildre den frygt fra det helt nære, personlige plan til den store, videnskabelige vision og blik på vores art.«

»Frygt får ofte det værste frem i folk. Frygt får en aggressiv side frem i folk. Det får dyret frem i folk. Frygt lukker også af for muligheder, og det er derfor, at jeg synes, at The Road er en moralsk fortælling: Den viser, hvordan en god mand under pres faktisk kan begynde at miste sin etik og moral, og det er drengen, der bryder gennem frygten og ser de andre muligheder, som giver manden sin menneskelighed tilbage.«

Livgivende og positiv

»Det er meget relevant for den tid, vi lever i, fordi vi ædes op af frygt på alle måder. Det seneste er økonomien, men der er også klima, miljø, terrorisme etc. Det har været et årti, hvor vi har været så reaktionære som aldrig før på grund af frygt.«

Der er en smule lys i The Road, men det er stadigvæk en mørk film om den totale ødelæggelse. Jeg tror ikke, at jeg har set dommedag præsenteret så totalt og skrækindjagende på film før.

»Det er også det, der gør den smule menneskelighed og godhed, som barnet der er født ind i denne ødelagte verden bevarer, så meget desto mere mirakuløs. Hvis historien foregik i mere komfortable og trygge rammer, ville menneskeligheden ikke være lige så værdifuld. Det sætter den i relief.«

Din forrige film var den ligeledes mørke western The Proposition, som du lavede i samarbejde med Nick Cave. Kan man sige, at du med den film og The Road er ved at skrælle den skinnende fernis af den amerikanske genrefilm?

»Ja. Det er det, jeg elsker ved genrer og film, hvor man kan forsvinde ind i en anden verden. Drama handler om konflikt, og jo mere, der er på spil, jo mere ... og film er som et pas, man kan bruge til at rejse til en anden verden, som man kan rejse til uden at komme til skade.«

Er du selv sortseer?

»Nej, jeg tror, at jeg veksler mellem de to. Cormac har selv sagt, at The Road er en bog om menneskelig godhed, og for mig er det den mest bevægende kærlighedshistorie, jeg har læst, om en far og en søn. No Country for Old Men er en meget mere dyster film og bog, fordi den handler om nihilistisk ondskab, der ikke kan overvindes. Men i The Road er de smukke, ømme øjeblikke mellem far og søn utroligt livsbekræftende for mig. Bogen har på en måde fået mine øjne op for det, der virkelig betyder noget i forhold til min egen søn og sætte pris på det på en måde, der er utroligt livgivende og positiv. Da jeg havde læst bogen, gav jeg min søn et stort kram. Jeg havde ikke lyst til at skære pulsårerne over. Jeg var taknemmelig for det, jeg havde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her