Læsetid: 5 min.

Nye spor i sneen

Her i det nye år skulle man måske prøve at være lidt sødere ved andre folk - også dem med brede bagdele
2. januar 2010

Man skal være høflig. Man skal opføre sig ordentligt. Det gør man da også i rund almindelighed, det er ikke det. Men det kan jo smutte, det lort. Pludselig tænker man grimt om andre mennesker, pludselig kommer man til at sige noget, man ikke skulle have sagt. Men på den anden side, så er det vel menneskeligt. De andre gør det også. Og så har man jo et nytårsforsæt i beredskab, når den tid nærmer sig. I det nye år vil jeg være høflig, jeg vil opføre mig ordentligt. Jeg vil ikke tænke grimt om folk, og jeg vil aldrig sige noget til dem, som jeg ikke skulle have sagt. Ama'r halshug.

En søndag for mange år siden, og langt, langt ude på landet, på Lollands vestkyst nærmere, kæmpede jeg mig i min Fiat Uno - eller også var det i Ladaens dage - gennem sjap, søle og tiloversbleven roemøg, ved nytårstid, vej op til Horslunde for at fremskaffe en avis til husstanden. Jeg var kommet noget sent op, det plejer jeg ellers ikke van, og uheldet var ude. Kiosken beliggende på Hovedgaden i Horslunde havde ikke flere aviser liggende på disken.

»Har du ikke flere aviser?« spurgte jeg kioskmanden i et nervøst tonefald, for eftersom der altså ikke lå nogen på disken, virkede det som et fuldkommen overflødigt spørgsmål. Jeg måtte gøre et virkelig ynkeligt indtryk, som en mand, der spørger, om der er mere mad, efter at alle fadene er tomme.

Sagen er, at jeg ikke kan undvære en avis om morgenen, det være sig hellig eller søgn. Det er ukultiveret ikke at læse avis, så kort kan det siges. Jeg så på den tomme kioskdisk og følte mig meget, meget dum og uoplyst. Men der tog kioskmanden sgu røven på mig, ligevel.

»Joe,« drævede han, »jeg har da godt nok en avis. Men det er altså kun Berlingske Tidende.«

Jeg tror, han nød det, den sadist, der ellers til daglig var en flink mand. Han så, at jeg skælvede over hele kroppen af det, vi i forfatterens barndom, i midten af forrige århundred, kaldte mandolinfeber, og da det viste sig, at der altså var en avis at få, dirrede jeg af sanseløs lettelse vel nogenlunde som en narkoman, der stiller sig tilfreds med metadon, når der nu ikke er ordentlig heroin at få.

»Tak, den tager jeg,« sagde jeg hurtigt. Hvis han havde forlangt overpris for den, ville jeg have betalt, ufortøvet, med det vuns.

At bukke for en bred bag

Da jeg koldsvedende havde betalt for Varen og ville åbne glasdøren for at komme ud på gaden til min dyt, hvad enten det nu var Unoen eller Ladaen, stod der en yngre dame og havde fat i dørgrebet udefra. Hun skulle ind, mens jeg skulle ud.

Der opstod bøvl og kejtethed, jeg fik den bestemte opfattelse, at i den oprevne tilstand, jeg befandt mig i, måtte det være mig, der bøvlede mest. Derfor tog jeg mig sammen, åbnede døren i et ryk og bukkede ærbødigt for damen. Hun fnisede begejstret, det var noget, hun kunne lide, og hun skred hen mod kioskmanden i stil med nutidens tv-reklame for Billedbladet, den der med: Lidt kongelig har man vel lov til at være.

Da jeg var kommet i nogenlunde sikkerhed bag mit rat, tænkte jeg noget meget grimt. Det var der, det skete. Jeg tænkte: Hold kæft, hvor den dame havde en fed røv! Jeg skulle aldrig have bukket og skrabet for hende, det fortjener man ikke, hvis man har en røv, der er så fed. Og det var hende, ikke mig, der havde opført sig klodset, da vi stod og hev i hver sit dørgreb, i alt fald havde hun været hensynsløs. Hun kunne godt have taget hensyn til en stakkels junkie, der kun lige akkurat var blevet reddet fra en kold tyrker. Men sådan er folk, især damer med en alt for stor røv: De ejer ikke evnen til empati, dybest set tænker de ikke på andre end sig selv. Jeg, derimod, altid flink og venlig. Utak er verdens løn og så videre. Jeg startede Uno Ladaen med et svup, der lød som for tidlig sædafgang, og kørte hjem med min avis.

Et er at tænke den slags. Det er slemt, men der er jo ingen, der opdager det. Det er meget værre at komme til at sige det højt. Det har jeg også på samvittigheden, nemlig engang jeg var ude at handle i en lokalitet, der er lige så spændende som kiosken på Horslundes hovedgade. Kvickly her i Nykøbing F. med andre ord.

Jeg var kommet til at gå bag en kæmpestor kvinde, i kæmpestor pels, med min kæmpestore indkøbsvogn. Hun havde den uvane at standse op hele tiden, for lige at se, om der var noget spiseligt, der skulle anskaffes. Derfor kom jeg til at støde ind i hende med vognen. Hun smilede i genren Sarkastisk til mig.

»Nå, du synes måske, jeg fylder for meget?« sagde hun og smilede igen, denne gang i genren Koket-ironisk.

Den dag var jeg en mand af få ord, det er jeg tit, når jeg er ude og handle, for jeg kan ikke fordrage det. Så jeg sagde virkelig ikke ret meget. Kun et eneste ord, faktisk, men desværre følgende:

»Ja.«

Kvinden blev helt hvid i hovedet, hun gloede vantro på mig, denne gang umisforståeligt i genren: 'Gæt hvad for en psykopat, jeg mødte, da jeg var i Kvickly her i eftermiddag dot com.' En veninde- og kagespisergenre, tror jeg det er. Ligesom den der med: 'Se mig lige fra siden, synes du, jeg har taget på?'

Det er selvfølgelig noget fis, det med, at et nyt år begynder. Januar-mørket er hverken begyndelse eller afslutning. Men derfor kan vi selvfølgelig godt sætte nye spor i sneen og love at være søde, nu kalenderen skifter blade. I tanke som i ord. Og også huske at sige noget pænt om Berlingske Tidende. F.eks. at den da er bedre end ingenting.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu