Læsetid: 9 min.

En ræv uden skumle bagtanker

Han smilede og lagde hovedet på skrå. Han beroligede og talte tingene ned. Og så fik han lov til at tale direkte uden om. For Per Larsen var ikke en hemmelighedsfuld panser, der udøvede magtmisbrug. Han var en smilende, velklædt panserbasse, som pressen elskede
Kun en skramme. Efter 43 års pletfri karriere i politiet går Per Larsen nu på pension. På falderebet nåede han dog at få en enkelt skramme i den folkelige facade, men den får næppe en plads i eftermælet.

Kun en skramme. Efter 43 års pletfri karriere i politiet går Per Larsen nu på pension. På falderebet nåede han dog at få en enkelt skramme i den folkelige facade, men den får næppe en plads i eftermælet.

Joachim Adrian

23. januar 2010

Dansk politis største succeshistorie er gået på pension. Arbejderdrengen Per Larsen fra Sydhavnen, der på sin første arbejdsdag kom i slagsmål med en fuld flyttemand, har efter 43 år i politiet sagt farvel. Og han kan se tilbage på en karriere, der i særdeleshed er karakteriseret ved hans evne til at undgå netop konfrontationen. Gerne med et smil på læben. Altid positiv. Altovervejende med et pressekorps, der i mødet med hans charme, glemte at stille kritiske spørgsmål. Kun én gang stivnede smilet for alvor. Og kun i karrierens sene efterår begyndte facaden at slå lidt revner.

Historien om chefpolitiinspektør Per Larsen, er dog også historien om hans tidligere chef, politidirektør Hanne Bech Hansen. Historien om, hvordan man efter 18. maj-urolighederne i 1993 stod med et kolossalt imageproblem i politiet. Et problem, makkerparret har æren for blev løst så godt, at det i nogles øjne kan ses som et problem i sig selv. Der blev krævet åbenhed i politiet, og Bech Hansen var ikke sen til at se, at Per Larsen var perfekt til at levere den vare. Han er en gudbenådet kommunikator, med en evne til at få pressens >lettere grinagtige >selvopfattelse som vagthund for borgerne til at forsvinde som dug for solen. Filminstruktør og dokumentarredaktør i DR Anders Riis-Hansen, der i sit arbejde med sin film Blekingegadebanden var i tæt kontakt med Larsen, fremhæver især en episode.

»Det var lige efter rydningen af Ungdomshuset. Det er kun Per Larsen, der med et smil kan slippe afsted med at takke de unge for deres samarbejde og deres opførsel. Ikke én journalist konfronterer ham i den sammenhæng med spørgsmålet om, hvorfor man så netop har lavet Danmarks største masseanholdelse?« siger Anders Riis-Hansen.

Han mener på ingen måde, at det kan overvurderes, at man i de mange sager, der har været fra Blekingegadesagen til klimatopmødet, har haft Per Larsen. For der skal ikke herske tvivl om, at Larsen med sine 43 år i politiet kender spillet og magten og forstår at balancerer i krydsfeltet mellem politik og folkestemning, men han er altid gået til sagen med en uafrystelig folkelighed og umiddelbarhed, som de fleste er faldet for. For sådan er han nemlig bare, eller hvad? Jo, den er god nok. I hvert fald hvis man skal tro hans mangeårige kollega, Hanne Bech Hansen, der startede samarbejdet tilbage i 1988.

»Han er en mand uden nogen som helst evne for svig eller skjulte dagsordner. Han er helt åben og lige ud ad landevejen. Jeg har aldrig nogensinde grebet ham i nogen svinkeærinder. Vi var enige om, at hvis vi lavede en fejl, så skulle vi indrømme det,« siger Hanne Bech Hansen.

Undtagelsen

Per Larsen er altid glad og positiv. For ham er et menneske et menneske. Og så taler han ens til alle, om det er gadebetjenten eller folk oppe i systemet. Han har tilmed aldrig nogensinde været sur, mener Hanne Bech Hansen i første omgang. Men indrømmer dog senere, at Larsen i konfrontationen med Jørn Moos påstande om, at han skulle være medansvarlig for mordet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen i 1988, en sjælden gang vidste tænder. I et interview på TV2 i oktober sidste år tonede pludselig en tydelig vred Per Larsen frem og kaldte gentagende sine gamle ven Moos konklusioner for sludder, som det ikke var værd at bruge et eneste minut på.

»Men det er også første gange jeg så ham irriteret vil jeg kalde det, jeg ved ikke om han var sur. Men det er ikke sådan, jeg kender ham. Men det er rigtigt, dér så han sur ud,« >siger Hanne Bech Hansen.

Og også Peter Øvig Knudsen, der i forbindelse med sine bøger om Blekingegadebanden mødte en altid positiv og imødekommende Per Larsen, fremhæver netop den episode, som en der skiller sig ud i Larsens karriere.

»Dér var han vred. At han skulle have ansvaret for en kollegas død. Så mister han pludselig al sin charme og derved i virkeligheden også noget af den troværdighed, han har opbygget. Det fungerer slet ikke,« siger Peter Øvig Knudsen.

For Peter Øvig Knudsen er Larsens påståede skyld da også en af de groveste beskyldninger, man kan komme med over for en politimand. Inden for politiet er drab på en kollega i forvejen i en kategori for sig selv >at blive beskyldt af en kollega for at have medvirket til, at det kunne ske, gør kun tingene værre.

»Men det må være vanvittig ærgerligt for ham lige op til, at han skal stoppe. Nu er han lykkedes med i alle de år at snakke uden om de ting, som stadig er mystiske ved Blekingegadesagen, og så mister han fatningen oven på de her urimelige angreb. Det skaber en plet på en ellers pletfri karriere,« siger Øvig Knudsen.

Manden der var medvirkende til, at det gik sådan, Jørn Moos, mener dog, at den mere arrogante side, man så her, er en del af Per Larsen. Man har bare ikke set den så tit, fordi Per Larsen stort set altid har formået at få journalisterne til at købe hans forklaringer. Men insisterer man på, at der er en anden virkelighed end Larsens, så kan smilet faktisk stivne.

Den pensioneret kriminalinspektør har en karriere, der er næsten lige så lang som Larsens, og han har kendt ham siden slutningen af 60erne, hvor de mødtes på Nørrebro. Han vedkender, at Larsen er en glad dreng, »en københavnerdreng med stort K«, med en fantastisk evne til at sælge sine synspunkter. Han kommer således næsten også altid igennem med det, han vil. Men når han så en sjælden gang møder kritik, som f.eks. fra politifolkene i Lyngby, der er frustrerede over manglende informationer i Blekingegadesagen, så demonstrerer han, ifølge Moos, en nedladende holdning. Han er ikke vant til kritik og verfer den til side, uden at tage den til sig.

»Han er ekstremt god til at drible uden om. Og derved undgå at folk lægger mærke til, at han rent faktisk ikke svarer på de mest kritiske spørgsmål. Men der, hvor det gør mest ondt, der er han rent faktisk tavs og det er problematisk,« siger Jørn Moos.

Et indtryk som Peter Øvig Knudsen kan nikke genkendende til:

»Han er fantastisk til at tale uden om. Når man prøver, at komme ind under huden, spørger ind til konkrete begivenheder og leder efter konkrete svar, så får man altså ikke nogen. Alligevel kan man gå fra et sådan interview med en fornemmelse af, at: Per Larsen, han er sgu en guttermand, fordi han stadig er, som han er.«

Ja betyder nej

Så selvom man ifølge både Riis-Hansen og Øvig Knudsen, næsten altid får et:Det gør vi da bare, eller et: Ja, selvfølgelig, så kan det i virkeligheden godt vise sig, at der ikke nødvendigvis kommer så meget ud af det. Nogle gange er det mere form end indhold. Og bliver man ved og ved, så kan man altså ifølge Moos, møde en mindre dialogvillig Per Larsen.

»Han kan være nedladende og lidt plat i sit sprogbrug, når folk ikke vil rette ind. Når han f.eks. siger til mig, at jeg ikke har en skid forstand på noget, og at det sætter hans pis i kog, når jeg gerne vil til bunds i det her. Det burde han sin position taget i betragtning holde sig for god til,« siger Jørn Moos.

Det sagt, så mener Moos stadig, at Per Larsen er en superbegavet og åben politimand, tingene skal bare helst passe ind i det skønmaleri, som han tegner.

Men nu er dine anklager vel også særdeles grove?

»Jeg siger jo ikke, at han er medskyldig. Jeg siger, han har et medansvar, når han ikke giver de mistanker, der ligger, videre i systemet. Kom dog ud og indrøm, at man ikke gjorde arbejdet godt nok,« siger Jørn Moos.

Man det har han da også indrømmet...

»Nej, han bliver jo vred over det, når man ikke bare vil købe hans udlægning. Der er altså stadig kritiske spørgsmål at stille, og stadig ting der ikke er kommet frem. Hvorfor skal det være så svært at få det frem efter alle disse år?« siger Jørn Moos.

Per Larsens image er altså næsten pletfrit, selv om det kræver særdeles grundigt arbejde at komme dertil, hvor noget hænger fast. Et faktum, der kunne opleves for nylig, da P1s Jesper Tynell havde Per Larsen igennem til en snak om, hvor lang tid det tager politiet at finde tre limousiner på en parkeringsplads. For selvom det lyder som en molbohistorie, og Tynell med Cavling-vindende grundighed danser rundt om politiets beslutningsprocesser og efterforskning omkring de tre Greenpeace-aktivister, der slap ind til middag hos dronningen, så giver Larsen sig ikke. Og selv om Larsen ændrer forklaring om, hvornår man fandt bilerne fra den ene dag til den anden, så bliver han blot ved med den samme afmonterende retorik. Det er helt udramatisk, forstår man. Et spørgsmål om helt almindelige procedurer. Der er med andre ord ingen historie. Det har der faktisk aldrig rigtigt været, når man spørger Larsen.

Eftermæle

En udlægning han er særdeles god til at sælge, og som hvor uendelig forventelig den må siges at være ofte har bragt lykke i pressen. Ingen alarmklokker her. 1-0 til politiet, kunne man f.eks. læse i en positiv leder i Ekstra Bladet i forbindelse med klimatopmødet i København oven på politiets indsats. Spørgsmålet er bare, hvem der i virkeligheden taber, når politiet i den grad har pressen på sin side?

»Men man må nok bare erkende, at dansk presse ofte er kommet til kort over for Per Larsen. Man er faldet for hans åbne stil, hans villighed til at stille op og hans vindende væsen. Det lyder banalt, men det er sådan, det er,« siger Anders Riis-Hansen.

Og dem, Information har talt med, er da også alle enige om, at det, man primært vil huske Per Larsen for, er hans reformation af politiets image. Fra oven på 18. maj at stå over for en dyb mistillid mellem borgere, presse, politikere og politit fik man skabt et billede af et anderledes åbent politi, personificeret ved Per Larsen.

Et image, der overlevede flere topmøder, rydningen af både Pusherstreet og Ungdomshuset, samt ubegrundede masseanholdelser på samlebånd.

»Han har været en helt uvurderlig gevinst for Københavns Politi, det kan der slet ikke være tvivl om. Han havde sammen med Hanne Bech Hansen evnen til at vende en meget uheldig udvikling og gøre politiet folkeligt igen,« >siger Peter Øvig Knudsen.

Også Moos ser hans måde at håndtere offentligheden på som det, der vil kendetegne Per Larsen, når han nu ikke længere er politiets menneskelige ansigt.

»Han har ændret synet på politiet. Det har han. Fra et lavpunkt den 18. maj 1993 har han formået at vende bøtten, da der var allermest brug for det,« siger Jørn Moos.

Det kunne se ud som om, at Per Larsen er en af de få, der lærer af sine fejl. Hans første møde som politibetjent lærte ham vigtigheden af kommunikationen og hans erfaringer med Blekingegadebanden altid at være et skridt foran. Hans medskyldige i den proces er da heller ikke bleg for at anerkende sin nu tidligere makkers talent. Hun har faktisk svært ved at finde en tilstrækkelig rosende formulering.

»En dygtig ... en rigtigt dygtig ... en af de dygtigste politifolk i Danmark overhovedet. En som var god til at samle og finde løsninger og med et aldrig svigtende humør. Lige bortset fra det der med Moos,« siger Hanne Bech Hansen og griner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"For Per Larsen var ikke en hemmelighedsfuld panser, der udøvede magtmisbrug."
Nå ...
Og Månen er en grøn ost .. eller måske "Grøn Perle" ?

Michael Skaarup

undskyld...

Jeg vil lykønske nationen og Per Larsen for den sunde beslutning.
Jeg tror at vi alle sammen glæder os,

Jeg håber at livet som pensionist/ senior københavnsk bandebekæmper, vil give dig mulighed for at optræde som pauseklovn igen, i et eller andet talentløs show og muligvis give plads til at du får din egen faste klumme i den halvsmudsige knippelsvingersprøjte "uniform, plastisktrips og tåregas"

Stanley Opmann

Sikke dog en gang logrende gylle. Ja hurra, politiet fandt ud af hvad spin var og siden er de kommet afsted med at svare undvigende på alle kritiske spørgsmål, gokke folk i hovedet og spærre uskyldige mennesker inde. Information, - en venstreorienteret avis?

Er der en ting Per Larsen ikke er, er det "pauseklovn" .
Det er alle de andre han er i nærhedden af der har den fornøjelse ..

Artiklen giver et godt billede af politiet som arbejdsplads.

Der er den stædige efterforsker - Moos - som stadig ikke kan slippe fornemmelsen af, at nogen stillede sig i vejen for efterforskningen i Blekingegadesagen.

Og så er der Mr. Politi - politikeren Per Larsen, der forstår at gøre sig i pressen, lederen, der ved at omgive sig med dygtige politifolk, fremstår som et geni.

Men altså også den, der er under mistanke fra en dygtig efterforsker, for at have overset/fejlvurderet/ignoreret efterforskningsmæssige muligheder, der kunne have standset Blekingegadebanden.

Se på Per Larsens CV i faktaboksen - hans forfremmelse efter PET - han er håndplukket til jobbet - 1 år i Glostrup for lige at få fornemmelsen af det rigtige politi igen, og så ind og være chef i Kbh.
Det var i de glade dage, da alle var lettede over at Blekingegadesagen var opklaret.

Men allerede da, var der "knurren" i geledderne, fordi man internt godt havde hørt, at der var gået politik i sagen.

Er der noget efterforskere ikke kan døje, er når politiserende ledere blander sig i efterforskningen, fordi de har modstridende interesser.

Efterforskere har det mål at opklare forbrydelser uden hensyn til persons anseelse, eller politiske
forhold.

Så hvis sagen efterlader en nagende tvivl, tja, døm selv.

Men "Mr. Politi" vil sande det gamle ord blandt politifolk:
"Dem du kravler hen over ryggen på for at nå toppen, dem møder du også på din vej ned."

"....er under mistanke fra en dygtig efterforsker, for at have overset/fejlvurderet/ignoreret efterforskningsmæssige muligheder, der kunne have standset Blekingegadebanden."

Ja, vi må nok hellere lege det "bare" var det han gjorde. Gladio og alt det der er jo for det første nedlagt og for det andet var det bare en konspirations-teori.
Der er nemlig ingen der har en interesse i at have disse nyttige terrorist-idioter rendende rundt, idioter der, sjovt nok, altid viser sig at være ganske velkendte af diverse hemmelige tjenester, tjenester der naturligvis også bare er teorier..

Henrik Fleischer

Journalist på DR P1 efter Ungdomshus-rydningen: "Hvordan kan én betjent identificere 43 stenkastende demonstranter, som så kunne isoleres i knibtangsmanøvren?"

Per Larsen: "Nu er politibetjente jo noget ganske særligt."

Journalisten fniser og følger ikke op.

Han var sgu dygtig, ærgeligt journalisten ikke var det.

@ Henrik Fleischer

Og havd med de knapt 1000 mennesker på Amagerbrogade.

Men dér lod justitsministeren jo den magtkorrumperede og -arrogante Per Larsen slippe af krogen, lige som Frank Jensen lod Poul Efsen slippe efter 18 maj ´93.

Anders Bo

Allerede ungdomshus-rydningen burde have kostet Per Larsen stillingen. De afledte aktioner var ikke bare amatøragtige, men faktisk grundlovsstridige!

peter fonnesbech

Der er lige en episode til som trækker voldsomt ned i karaktergivningen her.

I forbindelse med arrestationen af de 3 Green Peace aktivister udtaler PL i tv samme aften:
"
Sådan leger man skam ikke med politiet."

Umiddelbart relateret til selve situationen giver sætningen absolut ingen mening, fordi at det var lige netop , hvad de 3 aktivister jo havde gjort.

Med lidt intelligent planlægning og på elegant ikke voldelig vis havde de forceret politiets mandsopdækning, og fået deres budskab ud i medierene.

Dette aktion skal ses i lyset af politiets masseanholdelse nogle dage forinden, og netop Green Peace aktion udstillede i den grad et stort hul politiets opdækning.

For hvordan kunne det ske ?

En klart 1-0 føring i forhold til aktivisterne var nu endt med uafgjort.

I stedet for med en afvæbnende gestus at indrømme, at nogle gange så er det modparten der vinder , og derpå løslade de 3 aktivister, som gerne vil samarbejde omkring episodens opklaring,blev de 3 fængslet af politiets ledelse frem til den 6- eller 7 januar i år , så vidt jeg husker.

En helt unødigt og hævngerrigt beslutning fra politiledelsen, og nu får PL kommentar tidlige kommentar pludselig en helt klar mening.

" Sådan leger man ikke med politiet".

Den beslutning trækker en del fra i den endelige karaktergivning, og den har også skadet politiets image.

Det er klart en ommer

Chris David Bonde Henriksen

Selvfølgelig er politiet ikke ufejlbarligt. Men det monomane had mod politiet, som findes på venstrefløjen - læs blot indlæggene i denne tråd - er for langt ude. Det er godt for langt de fleste af os danskere, at vi har et godt politi, når gadekampene raser eller når almindelige borgere er udsat for kriminalitet. Men det selvfølgelig venstrefløjen en papand. Længe leve gadens parlament?

Der er vist ingen fra venstrefløjen, der er imod et politi.

Det, man kan blive lidt rystet over, er vel når politietet optræder så brutalt, som det gjorde under klimamødet - og under tidligere topmøder.

Dér kan man få den mistanke, at det skal bruges mod folkelige protester (husker nogen advokaten Carl Madsens bog?)

Chris

Citat
" Men det monomane had mod politiet, som findes på venstrefløjen"

Du påstår andre hader, hvad med denne, din påstand, er den et udtryk for et muligt højredrejet had ?

Man siger:
"Hvad hjertet er fyldt med, løber munden over med"

En ting er:
Her bliver ganske rigtigt udtrykt kritik, hård kritik, men det er ikke lig med had, mener jeg

"Det er ikke godt for noget menneske at hade, hverken for mennesket selv eller dets omgivelser"

Så noget andet:
Ja Da - Man bør ikke underkende gadens parlament
eller fratage det dets ret til at demonstrere.
Det er en demokratisk folkeret, mener jeg

Et citat
"de højeste embeder haver meget tilfælles med de usleste eksistenser"

Således er en flot uniform eller en stor/høj stilling ikke nogen garanti for retfærdighed, fornuft, eller noget værn imod magtmisbrug, som sådan.

Nærmere tværtimod, for "magt korumperer ofte mennesket"

Der er et kinesisk ordsprog der siger:
"Stor tvivl - stor visdom
tvivl - visdom"

Da den gode Per Laren meget sjældent haver nogen af disse ting "på tapetet" (se citater)

Citater
»Han er fantastisk til at tale uden om. Når man prøver, at komme ind under huden, spørger ind til konkrete begivenheder og leder efter konkrete svar, så får man altså ikke nogen. Alligevel kan man gå fra et sådan interview med en fornemmelse af, at: Per Larsen, han er sgu en guttermand, fordi han stadig er, som han er.«

»Det sagt, så mener Moos stadig, at Per Larsen er en superbegavet og åben politimand, tingene skal bare helst passe ind i det skønmaleri, som han tegner.«

At ikke være i tvivl er at undgå at forklare og snakke udenom, samt at male "skønmalerier" på det man -IKKE tvivler på.
Da haver man næppe visdom, mener jeg

En ret interesant ting er overskriften ?
Citat
"En ræv uden skumle bagtanker"

Næppe , mener jeg - for snu som en ræv eller rævekager er netop på det tilsyneladende
"ligefremme" der reelt er på "skumle bagtanker"

Det er "rævesnu" adfærd, mener jeg

Den smarte snyder den mindre smarte, men smarthed behøver ikke være kloghed, men blot - snuhed.

Pointe ?
Det var netop smart at ansætte Per Larsen for denne er "åleglat" i sin tilsyneladende positivitet og venlighed som er facaden på mandens arrogance, mener jeg

I befolkningens interesse ?
Næppe, mener jeg

Citat
"Det er godt for langt de fleste af os danskere, at vi har et godt politi, når gadekampene raser eller når almindelige borgere er udsat for kriminalitet. Men det selvfølgelig venstrefløjen en papand"

Ja da det er det bestemt Chis, altså godt med et godt politi, det er jeg enig i.
Men der er så bare forskel på hvad et godt politi er, alt efter hvorledes man forstår dette.

Ligeglad og rager mig en papand ?
Nej da bestemt ikke, kan jeg så sige til dig

Her udviser du desværre en generalisering over hele venstrefløjen, som du reelt ikke har nogen rygdækning for, mener jeg

Så- "gode" Chris
Man bør udvise påpasselighed med ord som "had"
særligt vedr. "at stigmatisere " andre grupper af mennesker der ikke tænker som en selv.
Samt at (over)generalisere gavner ikke andre end en selv og ens ligesindede.
Deri ligger at den slags generaliseringer ofte er et uftryk for - fordom om noget anderledes, mener jeg

mvh Ove Nielsen

Stanley Opmann

Apartheid-Sydafrika havde skam også et glimrende politi. Og Gestapo var kendt for at være særdeles effektive. Og deres talsmænds tunger var som smurt med mandelolie...