Klumme
Læsetid: 4 min.

Den sensationelle stilhed

Pia Kjærsgaard har udpeget alle andre som selvretfærdige, men hendes tavshed i sagen om Trykkefrihedsselskabet afslører, at hun simpelthen savner sproget til at skelne mellem det rigtige og det forkerte
Pia Kjærsgaard sagde, at hun ikke selv ville udtale sig som Lars Hedegaard havde gjort. Dermed demonstrerede hun, at hun ikke kan byde på noget, hvis hun ikke kan byde over.

Pia Kjærsgaard sagde, at hun ikke selv ville udtale sig som Lars Hedegaard havde gjort. Dermed demonstrerede hun, at hun ikke kan byde på noget, hvis hun ikke kan byde over.

Jens Nørgaard Larsen

Moderne Tider
9. januar 2010

Pia Kjærsgaard har været tavs. Indtil hun sagde noget, som ikke var noget alligevel. Det lød som tale, men det var bare snak. Det var en fortsættelse af tavsheden med andre midler. Hun plejer ellers at være klar med klare udmeldinger. Selv politiske modstandere roser normalt Kjærsgaards evne til at levere en replik til enhver situation, og selv kritiske journalister anerkender Kjærsgaards evne til at ringe tilbage og svare igen. Hun har opnået en vis anseelse på aldrig at gemme sig bag strategisk tavshed.

Om nogen er Pia Kjærsgaard ikonet på en forandring i offentligheden: Hun var den, som ingen ville være med i 90'erne, og hun er den, som ingen andre end Enhedslisten og de radikale har haft mod til at være imod i 00'erne. Hun er blevet til en figur på noget, der roses som en dansk dyd: »Vi siger, hvad vi mener, og vi mener, hvad vi har lyst til at mene«. Denne kultur omtales som en national frigørelse: Vi skulle have gjort op med tyranniet og korrektheden. Ytringsfriheden skulle kulminere i selveste lille Danmark. Og hver eneste sommer siger man om Kjærsgaard: Man kan mene, hvad man vil om hende politisk, men hun er dygtig til at erobre dagsordenen. Men denne gang er det ikke Pia Kjærsgaard, som styrer dagsorden. Det er den offentlige dagsorden, som styrer hende. Det er derfor, hendes stilhed er en sensation.

Den frygtløse ridder

Det handler ellers om alt det, hun elsker at slå til og på: Muslimer, ytringsfrihed og voldtægt. Allerede inden jul kom det frem, at formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, havde udtalt, at islam retfærdiggør voldtægt, og »at når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget etcetera, etcetra, er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv«. Han sagde»de voldtager deres børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«. Det skulle være både principielt og praktisk acceptabelt for muslimske mænd at voldtage deres børn. Nu skulle man tro, at denne vanvittige vurdering straks ville blive afvist som en af de udtalelser, der kun siger noget om den, der taler, og ikke det, der tales om. Den udstiller en type, der sætter sig selv i scene som de åbne samfunds frygtløse riddere, som med løftet sværd forsvarer alt, hvad vi har kært. Denne skikkelse har efterhånden promeneret gennem vores offentlighed i adskillige år: Den modige kæmpe, der fører den farlige kamp mod de forfærdelige fjender. Og igen viste denne helt sig som en don Quijote, der med hævet lanse buldrer ind i sine egne fordomme. Mens andre med samme latterlige lanser kastede sig i felten sammen med Lars Hedegaard: Søren Krarup udråbte Hedegaard til en helt, der sagde sandheden. Søren Espersen udtalte ydmygt, at han jo ikke selv var islamekspert, men han stolede på den store islam-kender Lars Hedegaards domme. Politikere fra Dansk Folkeparti gjorde Lars Hedegaards synspunkt til deres standpunkt.

Det er din mening og det er min

Nu skulle man tro, at Pia Kjærsgaard ville melde sin mening ud og markere, hvad der var Dansk Folkepartis politik. Hun har som regel travlt med at afkræve alle andre, at de skal tage afstand fra alle mulige holdninger, som de aldrig har tilsluttet sig. Flygtninge fra lande med islamiske ledere regnes for muslimer, og de skal gang på gang tage afstand fra holdninger, som de hele deres liv har været imod. Og venstreorienterede og humanister bliver evindeligt afkrævet afstandtagen fra afsindige foreteelser som stening og selvmordsterrorisme. Reglen for dette spil er: Hvis du ikke tager afstand, er du enig. Og hvis du tager afstand offentligt, afslører du dig som én, der faktisk kunne have været enig, og derfor er det også en ydmygelse.

Men konfronteret med disse urimelige, uretfærdige og urigtige beskyldninger mod en befolkningsgruppe kunne Pia Kjærsgaard ikke selv sige noget. Enten havde hun ikke nogen mening, eller også turde hun ikke sige den. Til sidst - endelig - kom hun så en parodisk melding: Hun sagde, at hun ikke selv ville udtale sig som Lars Hedegaard havde gjort. Akkurat ligesom Anders Fogh Rasmussen under tegninge-krisen trådte i karakter ved at træde ud af karakter, da han udtalte, at han ikke selv ville have lavet de tegninger. Denne scene afdækkede præmisserne for Pia Kjærsgaard: Hun kan ikke byde på noget, hvis hun ikke kan byde over. Hvis hun ikke kan overhale højre om, står hun stille. Hun savner simpelthen sproget til at markere, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hun har selv ført an i kampen mod alle markører for rigtigt og forkert, som henviser til 'tonen', 'racisme', 'anstændighed' og 'dem-os-tankegangen'. Men hun har ikke noget at sætte i stedet. Hun har ført en aggressiv kampagne mod dem, der ville opdrage andre med henvisning til 'tonen', 'anstændigheden', 'humanismen' og 'menneskerettigheden'. Og hun har svinet andre til for at være relativister, der bare sagde, at 'det er jeres kultur, som vi ikke må blande os i', og 'vi har vores kultur, som vi ikke vil pådutte andre'. Episoden afslører en fundamental relativisme. Hun kan altid udpege de selvretfærdige, men hun kan ikke redegøre for, hvad der er retfærdigt. Hun kan sige fra og fra og fra, men hun kan ikke sige til. Når det kommer til stykket, ender hun med at sige 'det er din mening', og 'det er min mening', og 'det er Sørens mening' uden at kunne henvise til fælles grunde og en fælles fornuft, som sætter os i stand til at afvise vrøvl som vrøvl og urimelighed som urimelighed. Det står tilbage som en falliterklæring, at Pia Kjærsgaard ikke kunne sige noget, da hun skulle sige det mest indlysende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God betragtning Rune Lykkeberg: dette - og netop ikke 'de stakkels indvandrere'' . er kernen i det kritisable ved DF.
Ikke at der ikke er et emne der hedder 'de stakkels indvandrere'. Placeringen af Df i midten af den debat er og har været forkert fokusering.
Men at DF's debatmæssige misere er PRÆCIS DEN SAMME som den relativisme-/ negations-bårne postmodernisme som venstrefløjen empatiserede sig selv og specielt asyl-debatten - i sænk på - ja det er godt set.

Fællespræget er noget med en
- lad os indkredse det kort som : '68'er-optimeret, evne til mere eller mindre forkælet kritik
(...ofte totalt på sin plads jo )
- parret med temmelig urealistiske
(... men uomtvisteligt attraktive og vejledende) forestilluinger om 'det lykkelige samfund' .

Men den misere er nok kommet for at blive. Den har mindre med en og anden positionering at gøre, end med selve det at komme overens med - lad mig være lidt smart her så :-

Relativismens
Relative
Relevanser.

Jeg skal undlade de 50 A4-ark som dette begreb hurtigt kan afføde. Og der er heller ikke nogen enkel løsning alligevel . men en lille stup ekstra mulig erkendelse for nogen måske, :)

Heinrich R. Jørgensen

God kommentar fra Rune Lykkeberg.

Marianne Mandoe

Hvis Pia K tager afstand så forråder hun det hun står for.
Hvis hun ikke tager afstand så fremstår hun som ravende rabiat racist.

Ved at tie stille fremstiller hun sig som rabiat der foretrækker at virke utilstrækkelig under pres.

Knud Helmer Andersen

Det hænder, at man med alderen ikke mere er så skarp, som man evt tidligere har været.

Og det er sjældent man selv er den første, der opdager det.
MVH
KHA

Chris David Bonde Henriksen

Jeg har egentlig svært ved at se det epokegørende i Rune Lykkebergs 'analyse'. Hvad er der nyt i at Pia K. kun kæmper sine egne kampe og ikke vil deltage, hvis det ikke er på hendes præmisser?

Michael Skaarup

Det navlepillende og selvfærdige Cirkus Pia, skal nok forsætte længe efter hendes (politiske) død.

Jeg tænker også at Pia, måske er begyndt at lytte til, hvad Søren Krarup og Lars Hedegaard faktisk siger, og har mærket en ubeskrivelig uro og utilpashed ind i sig selv, over deres udtalelser.

Som Knud Helmer Andersen skriver, bliver intellektet sløvt med alderen, og Pia er jo ikke en ungmø, hun er faktisk over 60 år, og følelser begynder fylde mere.
ikke fordi Pia ikke har "følt" meget som aktiv politiker, men det har vist mest været en kombination af mindreværd, krydret med harme og selvfedme.
Det er måske derfor Pia, er tavs. - Hun kan ikke sætter ord, på de nye følelser hun mærker, når hun læser Lars Hedegaards idioti, bemærker Krarup pensionist ophidselse, giver ham lidt farve i ansigtet. Men hun ved at det er helt galt.

Chris David Bonde Henriksen

Man skal passe på med ikke at psykoanalysere Pia K. Hun vægter nøje - nogen ville sige kynisk - hvad der gavner DF og hvad der ikke gør. Men det er også klart at Lars Hedegaards monstrøse generalisering trods alt er for grotesk til at lederen af et parti, som misbruger ekstremistisme i en større befolkningsgruppe, kan udnytte den i populistisk sammenhæng. Derfor holder hun lav profil og distancerer sig fra Lars Hedegaard. Hun vil godt køre med på vognen, men når den så kommer for langt ud, står hun af og frasiger sig ansvaret.

Chris David Bonde Henriksen

Skulle være ekstremisme, ikke ekstremistisme.

Steen Rasmussen

Hvad skulle den lille søde modstandsavis dog gøre uden slemme slemme Pia.

Hvis hun skulle være blevet så mundlam, som det påstås, og hvis det skulle være fordi, hun er beklemt ved situationen, ja så ville det netop ikke skade hende at tie stille. Der er jo ikke andre politiske grupperinger, som kan profitere på at debatten er drevet så langt ud på overdrevet.

Avisen gør jo så også hvad den kan, for at slå lidt mønt på Trykkefrihedsselskabets larmende vås, ved f.eks. at lade Thue Kjærhus flyde ud over siderne med sine patetiske forsøg på at begrunde sit og selskabets paranoia.
http://www.information.dk/220684#comment-197176
Den lille modstandsavis ligger i koma. Der er så mange paradokser i det enhedsprojekt, som avisen er det inkarnerede udtryk for. Evnen, til at åbne for nuanceret kritik af den orden, som er sin egen største trussel på utallige fronter, mangler: Den økonomiske fundamentalisme, det store konsensustyranni, som også Habermas og Rune dybest set går ind for, det store europæiske projekt, den institutionaliserede monetarisme, det paradoks der ligger i at staterne verden over har ofret deres økonomiske råderum for at redde markedet, som ellers skulle være løsningen på alle problemer, osv. osv. Der er nok af konkrete problemstillinger at tage fat i, men de angår avisens standpunkt, dens fundering i samtidens store selvdestruktive paradokser, og det vil man ikke røre ved. Så hellere skrive om det ekstreme, også der hvor man kun kan skrive om det, at det er blevet tavst. Hellere skrive om Kina som klimatopmødets store bussemand, eller om lille Løkkes svigt. Så længe man har fjender, som man entydigt kan profilere sig selv på baggrund af, ved at bekæmpe dem udråbe dem som fjender, er man fri for at se sig selv.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-71.pdf

Michael Skaarup

Chris Henriksen

"Man skal passe på med ikke at psykoanalysere Pia K. Hun vægter nøje - nogen ville sige kynisk - hvad der gavner DF og hvad der ikke gør. " - ser du ikke selv, det umiddelbare selvmodsigende i din første sætning?

"Hun vil godt køre med på vognen, men når den så kommer for langt ud, står hun af og frasiger sig ansvaret." - Så du kalder en Pia for en gemen medløber?

Chris David Bonde Henriksen

@ Michael Skaarup

Jo, du har ret, der er kommet et "ikke" med, som ikke skulle have været med.

Med hensyn til det andet punkt:

Jeg mener ikke at Pia K. er særlig original. Hun profiterer på en udbredt modvilje mod 'de fremmede'. Samtidig er hun dog så realistisk, at hun godt er klar over det, når xenofobien bliver for udpræget og generalisrende, ikke fordi hun er udpræget intellektuel, men fordi hun trods alt godt ved, at der er grænser for, hvad vælgerbefolkningen kan goutere.

Så ja, hun spejder efter de negative enkelthistorier, det være sig terrorhandlinger eller lovovertrædelser, der udøves af tilhængere af islam og så kører hun 'med på vognen'.

Ganske simplet og - usympatisk. Det virkelig triste er at stort set alle partier - det har Rune Lykkeberg ret i - ligger under for det. Det vil også vise sig ved næste folketingsvalg.

Michael Skaarup

Kære Chris Henriksen

Tak for dit svar..

Jeg er enig i at de fleste at de etableret folketingspartier, vil følge Pias bølge langt hen af vejen, i håbet om at gøre DF kunsten efter, og score usandsynlig mange stemmer ved næste folketingsvalg.

Jeg er bare sikker på at det er en forkert strategi, for hvad skal Danmark med 7-8 DF partier?

Jeg tror også at PIa, har indset at rent had ikke er prisværdigt mål i sig selv, og at livet er mere og større end fornøjelsen af tilfredsstille sig selv

Chris David Bonde Henriksen

Moderne politikere er - for størstedelens vedkommende - levebrødspolitikere.

De vil gøre næsten hvad som helst for at blive genvalgt.

De vil i hvert fald ikke risikere at blive "upopulære". Der bliver mere og mere trængsel på "midten af dansk politik".

Bare vent til den dag, velfærdssamfundet bryder sammen. Når konsekvenserne af den demografiske virkelighed slår igennem.

Hvem af de folkevalgte tør stille sig op og sige: "Væk med efterløn, ældre- og børnepakker, diverse tilskudsordninger, etc." og "besparelser i alle offentlige udgifter"? "Slut med lønstigninger"?

Vi har oplevet at leve på klods. I fremtiden bliver der tale om benhård prioritering. I første omgang bliver sundheds- og socialsektorerne ramt. Senere alle andre udgiftsområder. Der bliver gråd og tænders gnisel.

Og hvem skal tage de tunge, men nødvendige, beslutninger?

Det eneste parti, som - i hvert fald i øjeblikket - overhovedet tør NÆVNE de grimme løsninger er Det radikale Venstre.

End så længe.

Gad vide om deres stålsatte holdninger overlever næste valg. Om de vil sætte S og SF stolen for døren? Jeg tvivler meget på det holder. Vi har åbenbart de politikere, vi fortjener.

Ang. Pia Kjærsgaards mulige erkendelse og udvikling. Jeg tror du gør dig alt for høje tanker - og forventninger - om samme. Pia K. "hader" slet ikke, hun lytter til folkedybet og udnytter helt "frigjort" de immanente og aktuelle stemninger til det yderste.

Det har hun hidtil gjort med uovertruffen dygtighed, men det kan selvfølgelig ikke blive ved i al evighed.

Heldigvis for det. Desværre har den onde sæd sat spirer i stort set alle andre partier. Skaden er sket.

leif rasmussen

Naturligvis er det ikke sproget, som fru Kærsgård mangler, det er modet.
Hun er jo, ligesom hendes støtteregering, fanget af sin egen propaganda. Så selv om hun ville handle rationelt, er det hende lige så umuligt, som det er for regeringen.
Giv os nu det valg!

"Ganske simplet og - usympatisk. Det virkelig triste er at stort set alle partier - det har Rune Lykkeberg ret i - ligger under for det. Det vil også vise sig ved næste folketingsvalg."

Det mere end ærgerligt at(især) Socialdemokraterne tilsyneladende ikke ser ud til at forstå, at man ikke kan dreje højre rundt om Dansk Folkeparti.

Først og fremmest fordi, at DF altid ville kunne reformere det(forslaget/politikken) til det mere rabiate og i alle tilfælde er bedre til at snakke følelsernes politik. Og i en tid med den velstand, vi har, er politik blevet noget nær apolitisk og det vinder Dansk Folkeparti ganske stort på.

Noget andet er, at hver eneste gang S går med påvejen, så mister de troværdighed og formentlig også de mere eller mindre S-tilbøjelige vælgere. Ingen tror alligevel på at S kan og vil mestre en ligeså hård værdidebat og ført politik, som tilfældet er det med Dansk Folkeparti.

Det irriterende. Men DF er vel det bedst kommunikerende parti i tinget. De ved, hvordan og ikke mindst, hvornår de skal ramme en følelse eller tilstand i befolkningen.

Sat på spidsen: Folk (i det senmoderne) manglede interesse for politik, gør xenofobien og den populistiske en stor (bjørne) tjeneste.

Joakim Vilandt

Hvis Pia Kjærsgaard er symbol på dansk nationalitet eller hvad der fyres af, så flytter jeg til Tokyo. Magen til skamløs racistisk skræmmegeneral.

Chris David Bonde Henriksen

@ Jan Madsen

Du har ret i at det er ganske forstemmende at et - tidligere - toneangivende parti som Socialdemokraterne lægger sig så tæt op ad DF. De har endnu ikke slikket sårene efter de tre seneste folketingsvalg, hvor de har fået tæsk for den politiske linje, som blev kørt gennem 25 år.

Sjovt nok er det ikke gået ud over Venstre og Konservative, som jo var helt enige i den politik, der blev ført helt fra den famøse udlændingelov af 1983 (den Søren Krarup altid fråder over), som dog blev strammet få år senere. Ninn-Hansen var forud for sin tid, da han for egen regning og uden om Folketinget anlagde en ny (ulovlig) "administration" af familiesammenføringsreglerne. Birthe Rønn Hornbech bevæger sig også lige på grænsen i dagens politiske virkelighed.

Men en ting er at Socialdemokraterne svajer for folkestemningerne.

Det er mere bemærkelsesværdigt at SF også er "hoppet med på vognen". Hallalhippierne hos de radikale er de eneste, som siger fra. Enhedslisten fik et gok i nødden, da de opstillede en fundamentalist og de basalt set ateistiske vælgere sagde fra og befinder sig ikke godt med at forsvare religionsudøvelse (Marx' ord om at religion var opium for folket er åbenbart ikke glemt).

De basale træk i dagens Danmark er mangel på seriøs politisk debat og deraf følgende politikerlede og fri bane for populisme. Xenofobi, javist, men også en generel modvilje mod, ikke bare fundamentalisme, men religion i det hele taget.

I Vesten har vi lagt Gud på hylden, vi sørger for vores egen lykke i livet her og nu, blæser på saligheden i det hinsidige og forstår simpelthen ikke de gammeldags mennesker, som underkaster sig religiøse foreskrifter.

Den har DF fattet og det kører de (også) på. Religionen - altså den fremmede - bliver en trussel mod frihed, undertrykker kvinder osv. - ligesom fortidens totalitære ideologier.

Hvem kan lancere en ny dagsorden, en anden - mere nuanceret - tilgang til kulturmødet imellem den islamiske verden og den (tidligere) kristne?

Hidtil er det desværre bare blevet værre og værre. Hvis ikke vi holder hovedet koldt, vil frygten sejre.

Chris Henriksen
"Hidtil er det desværre bare blevet værre og værre. Hvis ikke vi holder hovedet koldt, vil frygten sejre."

Jeg er bange for at højreradikalismen allerede har vundet(en del), men er derimod i tvivl om at vi kan vende skuden - men tillader mig at være forholdsvis optimistisk – trods alt.

Jeg betegner mig selv som pr. definition som et centrum-venstre menneske, men føler mig efterhånden noget hjemløs på venstrefløjen.

SF er(som du siger) hoppet pænt med på vognen og selvom jeg stadig er glad for Villy, så er den iøjefaldende populisme og højredrejning, gået for vidt – i hvert fald i forhold til min smag. At politik i(næsten) alle tilfælde lever på markedsvilkår og vi vælgere er forbrugere – på linje med folk i et supermarked, gør dog ikke at jeg kan byde min samvittighed at stemme SF ved næste valg.
De Radikale er i forhold til værdidebatten meget troværdige og altid genkendelige og det værdsætter jeg. Deres fordelingspolitik er lidt for elitær og borgerlig for mig. Men hvad der er værre, er at deres EU-politik er alt, alt for pro-EU. EU er jo næsten synonym med alt, hvad der er godt i de radikales øjne.

Og så er der kun Enhedslisten tilbage – og de får formentlig min stemme. Også fordi deres overlevelse er en forudsætning for en centrum-venstre regering. Og så vil jeg egentlig gerne kvittere Johanne Schmidt Nielsen for hendes engagement og ikke mindst politiske evner.
Demokratiets vagthund har i øvrigt aldrig været mere nødvendig.

Chris David Bonde Henriksen

http://www.berlingske.dk/politik/hver-femte-vaelger-fra-vk-oensker-df-mi...

Som jeg sagde ovenfor: det går den forkerte vej....

Det forekommer bemærkelsesværdigt, at Pia Kjærsgaard for kort tid siden kunne lade sig rindalistisk indvælge i et styrende organ for DR, og nu springer ud som kulturradikal fortaler for kunstnernes ret til at udtrykke hvad som helst.
Spørgsmålet er, om vi her taler om kunstnernes kunst, der ofte har provokeret, eller blot om deres afæskede politiske meninger, der dog gerne må være selverkendende (= censur?). Alt har en kant, før det bliver anarki.