En gang i en fjern fortid, var jeg hammersyg og pludselig ankom med bud en anonym, omsorgsfuld buket blomster med en sød besked samt en flaske champagne. Vi taler om tiden før nettet, før mobiltelefonen og før e-mail. Stenalderen med andre ord. Omkring 1985, hvor undertegnede var 20 somre gammel.
Det var ikke mor og bestemt ikke kæresten, der var afsenderen. Han var ikke til den slags urevolutionære burgøjser-aktiviteter. Til gengæld havde han i sympati dagen før læst højt for patienten af både Emma Goldman og Rosa Luxemburgs kampskrifter - ikoner på den venstrefløj, hvor jeg huserede.
Så hvem var nu så gammeldags betænksom? Det var selvfølgelig min bedste homo-ven, der ingen problemer havde med at leve sig ind i andre menneskers lidelser; ej heller med at forsøge at trøste så godt han nu kunne. Med stil vel og mærke.
For selv om venstrefløjen i princippet skulle være eksperter i folk i nød, var Venstresocialisterne, hvor jeg var medlem, overbefolket med hårdkogte ung- og voksenarbejdere; mænd ikke sjældent med skjulte akademiske uddannelser, totalt uinteresserede i omsorg, optagne som de var af aktiviteter, der rettede sig mod den kommende revolution såsom strejker, husbesættelser, demoer og lange forhandlinger i en hørm af guldbajere og skyer af cigaret-os.
Og selvom man pr. definition gik ind for rettigheder til hvad som helst for alle seksuelle, etniske eller religiøse minoriteter, var bøsser et særsyn i VS, hvor selv kvinderne kæmpede for at blive taget alvorligt. Oldgamle læsere husker måske det passende slogan: 'Hvem laver te til revolutionen' som var VS' kvindegruppes bittersøde slogan rettet mod mændene i egne rækker.
Men var man så heldig at have nogle homoseksuelle venner, kunne man gå i byen med disse herrer, som hverken insisterede på at komme i bukserne på en, hvilket de hårdtslående revolutionære oftest opfattede som en slags ret, og man kunne have en heftig sjov aften og nat i de københavnske bøssebarer og diskoteker uden at komme i problemer. Man kunne også beundre deres gode smag, diskutere sko, mascara, øjenskygge og tungekys samt modtage og selv dele ud af scoreråd om, hvordan man tiltrækker lækre fyre eller giver gode blowjob uden på nogen måde at føle behov for at retfærdiggøre sig. Mange bøsser kunne man være veninder med uden videre.
At det så af nogen irriterede bøsser blev betragtet som en dybt belastende og skjult diskrimination - so ein Ding muss ich auch haben - en tingsliggørelse, hvor bøssen var et statussymbol, syntes jeg var lidt langt ude.
Bøssen som håndtaske
Men i dag er den side af sagen imidlertid åben og synlig - bøssen som hot accessory. I vore dages USA er en bøsse noget af det hotteste, en ung heteroseksuel kvinde kan anskaffe sig. Som jeg læste i en blog forleden så kan moderne piger »roligt glemme alt om Marc Jacobs eller Jimmy Choo; det hotteste, en ung amerikansk kvinde kan vise sig med, er ikke sexede stiletter eller en fiks håndtaske og slet ikke en baby, de er so yesteryear. De af jer, som gerne vil være helt fremme i skoene og samtidig føle jer fantastiske, kan demonstrere jeres stil med det seneste must-have social item for alle sæsoner: en gff - en gay friend forever«.
Det er ikke noget nyt fænomen, det der på engelsk kaldes the fag hag society. Termen fag hag dækker en heterokvinde, der enten sværmer for bøsser, er bedste venner med dem, eller simpelt hen faktisk er seksuelt tiltrukket af bøsser - noget besværligt i øvrigt - og har været velbeskrevet i hvert fald de seneste 15 år. Tænk på f.eks. tv-serierne Will and Grace eller Carrie og Stanny i Sex and The City. I New York kårede man i marts årets Miss Fag Hag ved en stor fest i Comix Comedy Club.
Men en ting bliver ikke diskuteret helt så åbenlyst: At mange heteroseksuelle kvinder faktisk tænder på bøsser. Som bloggeren Kessy, der er fast inventar på det amerikanske liberale netmedie Salon, skrev i et indlæg i sidste uge, så tilhører hun selv den gruppe (gifte heterokvinder), der »lurer på Amazon, som køber homobøger i vores mænds navn og som søger på YouTube under ord som 'gay men', 'gay movie' eller 'gay kiss' og når vi finder et godt klip, ser vi det igen og igen og igen.«
Men dem er der mange af og bl.a. derfor er den tyske soap Verbotene Liebe (Forbudt Kærlighed) blevet kult på nettet og særligt på YouTube. De to übersexede tyske skuespillere Jo Weil og Thore Scholermann spiller bøsserne Olli og Christian. To mænd, der er vilde med hinanden. De kysser - af og til uden skjorter. De kæler med hinanden, ligger ovenpå hinanden,- og hvem ved, en dag vil de måske have rigtig sex for åben skærm. Nu er det svært rigtigt at forklare i en klumme, men der findes over 60 varianter af Ollis og Christians kys plus klip af alle episoderne. Det mest berømte er set af 700.000. De fleste af episoderne ligger på mere beskedne 100.-300.000 klik.
Som Kessy skriver, er kyssene de bedste, men Olli og Christian gør også andre ting med hinanden. De holder hånd, taler sammen, skændes, slås, bliver venner igen, går i byen, laver mad, klæder sig ud og taler sammen i en uendelighed. Ikke specielt homoseksuelt, men meget alment menneskeligt. Alligevel er serien blevet kult globalt, og de to mænd har gjort hundredetusinder kvinder svage i knæene og våde i trusserne.
Hvordan bøsserne har det med at blive brugt på den måde, er svært at vide. Som heteroporno eller forspil. Man kan næppe fortænke dem i, hvis de ikke bryder sig om det.
Aldrig lækre nok
Kessy mener, at grunden til de mange kvinders fascination ligger i, at »de fleste kvinder bliver stadig opdraget til at føle enten skam eller utilfredshed med deres krop, og sex bliver stadig set som noget beskidt og er for mange kvinder forbundet med ydmygelse eller magtesløshed. En ud af tre amerikanske kvinder har enten prøvet at blive voldtaget eller misbrugt på anden vis. Vi lærer hele tiden, at vi aldrig kan være tynde nok, aldrig lækre nok og aldrig smukke nok til at være eftertragtelsesværdige. Kort sagt bliver mange kvinder fortsat opdraget til selvhad. Så når vi nyder at se på de homoseksuelle mænd, er det fordi vi endelig kan forestille os sex eller nyde sex uden at vi selv er tvunget til at være med. Vi bliver liderlige, fordi vi ikke selv er med i fantasien. Ironisk nok føles det renere, selvom de kvinder, som indrømmer det, føler sig beskidte.«
