Baggrund
Læsetid: 5 min.

Et spørgsmål om temperament

Om man er til heroiske Sartre eller sjælefredsforskeren Schopenhauer siger meget om ens personlighed, mener Peter Sloterdijk, der har skrevet en række portrætter af 19 store tænkere
Om man er til heroiske Sartre eller sjælefredsforskeren Schopenhauer siger meget om ens personlighed, mener Peter Sloterdijk, der har skrevet en række portrætter af 19 store tænkere
Moderne Tider
2. januar 2010

Kierkegaard brød sig slet ikke om Hegels systembyggeri, Løgstrup var ikke meget for Kants blodløse, begrebslige abstraktioner, Marx afskyede og latterliggjorde vulgærøkonomien, og Adorno kunne ikke døje positivismen. Schopenhauer havde mere end ét kærligt øje til buddhismen, Hegel dannede skole for både højre- og venstresnoede efterkommere, Foucault tænkte produktivt ved hjælp af flere af Nietzsches greb, og adskillige unge studerende på de videregående danske læreanstalter er forgabte i værker af Luhmann, Bourdieu, Habermas og Wittgenstein.

Kort sagt: Der udøves smag og vælges parti inden for tænkningens verden, og det er mere end tvivlsomt, om der kan gives rene fornuftsgrunde for de sympatier og antipatier, der hersker inden for filosofiens verden. Det er heller ikke sandsynligt, at man kan gøre sig selv så gennemsigtig for sit eget blik, så man én gang for alle kan finde ud af, hvordan og ikke mindst hvorfor man er kommet til at tænke, som man gør.

I sin lille nye bog Philosophische Temperamente, der består af skarpt ciselerede karakterstudier og intellektuelle portrætter af 19 forskellige filosoffer fra Platon til Foucault, citerer forfatteren, den tyske filosof Peter Sloterdijk, Johann Gottlieb Fichte for de slidstærke ord:

»Hvilken filosofi, man vælger, afhænger af, hvilket slags menneske man er.«

Det er nu ikke så mærkeligt, for principielt er filosofi friheden til at tænke selv, og i sidste instans spiller det levede liv og samtidens anmassende problemstillinger altid ind på tænkningen.

Kunne en filosofi refereres, så ville den være overflødig, skrev Adorno. Kunne den kondenseres, så var den jo ret beset noget andet, f.eks. journalistik, et størknet leksikonopslag eller en del af et pensum eller led i en pædagogisk dannelsesstrategi. Der findes ingen filosofiske indføringer, der kan erstatte det direkte møde med primærteksterne og det selvstændige fortolkningsarbejde.

Sloterdijks 19 forord til en alternativ filosofihistorie er blevet til fra midten af 1990'erne og frem. I sin tid skulle de ægge læseren og dennes lyst til selv at gå i lag med traditionens store mestre. At tilegne sig traditionen sker altid med et overskridende og drillende perspektiv for øje, når Sloterdijk er i nærheden - eller som det er tilfældet her: ved roret.

At leve tiden anderledes

Filosofiske systemer har altid også været forfatterens selvbekendelser og ubemærkede memoirers, skriver Sloterdijk. Men de korte forord bærer også mærkbart præg af Sloterdijks ekstroverte stil, hans uforlignelige temperament, humor og latter. Det filosoferende 'jeg' kan og skal ikke gemmes af vejen; det har ret til at træde højlydt i karakter. Anslaget på første side lyder, at vores tid er præget af »en tøjlesløs åndløshed«. Sammen med Platon proklameres det herefter kongenialt og så hymnisk, så klokkerne må ringe af fryd, at filosofi kan bestemmes som den praksis, der muliggør, at mennesket bliver »dresseret« til og lærer at forme sig selv til at indgå i byen og riget som et frit menneske. At virke for at danne sig selv og at arbejde på at blive et offentligt menneske i bystaten er og bør være et og samme projekt for 2.400 år siden på Platons tid og den dag i dag. Mennesket må lære at tugte sig selv, at opdrage sig selv, at øve sig selv hele livet. Sloterdijk forstår jegets tilblivelse som en handling, en eksistentiel impuls, et vovestykke. I hans filosofiske antropologi er det at være menneske en livslang anden fødsel.

Augustin læses som en blotter, der tager sig selv alt for alvorligt og er alt for optaget af sine egne banale synder. Han tydes som en fatal forløber for et melankolsk årtusinde, som en primærmasochistisk energikilde, der strømmer for fuld kraft ind i den europæiske tænkning med selvforagt, selvpiskeri og inkvisition til følge. Pascal læses derimod som en eksistentialistisk forløber, en åndsbeslægtet tænker til den langt senere Sartre; men også som den første filosofiske sekretær for den moderne fortvivlelse.

Sjælefredsforskeren Schopenhauer hyldes som den første førsterangstænker, der trådte ud af den vesterlandske fornuftskirke. Hans viljesfilosofi gjorde op med den fromme rationalisme og beredte vejen for psykoanalysens gennembrud i det 20. århundred. Kierkegaard koblede eksistensens valg sammen med den skabende afgørelse, milevidt fra den komfortable efterligningsdrift inden for kirkelige eller imperiale rammer.

Hvor Nietzsche forkyndte, at Dionysos var blevet filosof, så var det Foucaults tese, at Dionysos måtte blive arkivar, og at tænkningens historie ikke primært stod i den frie begærsudfoldelses tjeneste, men at kun meget omfattende kildestudier kan give en tænkningshistoriker fast grund under fødderne.

Spåkonen Marx

Marx' aktualitet består ikke mindst i, at han allerede for 150 år siden klart kunne se, at verden ville blive gennemsyret af et uhyggeligt økonomisk spøgeri. I vor tid er den menneskelige subjektivitet blevet til en utilsløret pengesjæl. På det globale marked florerer der en hær af hvileløse udvekslinger mellem købte sælgere og solgte købere, og telekommunikationen er blevet til en »Televampyrismus«, hvori det efterhånden er svært at skelne mellem, hvem der udsuges, og hvem der udsuger.

Sloterdijks tastatur spinder af fryd, da han når frem til Nietzsche, hvis berygtede begreb om overmennesket faktisk ikke rummer andet end en opfordring til, at vi alle sammen begynder at bryde ud af - og ikke mindst med - det halvfabrikata, som moderen og læreren har sendt i omløb i verden, til fordel for skabelsen af et livslangt »autoplastisk jeg-kunstværk«. Sloterdijk får ligefrem overmennesket til at arbejde for en selvopdragelse til en højnet økologisk bevidst samfundsborger, der handler i et hidtil uset konstruktivt socialt fællesskab. I sandhed en omvurdering af alle værdier. Hos den »monumentale« og heroiske Sartre fremhæver Sloterdijk, at det at være menneske vil sige at forstå sig selv som en aktiv intethed, der er konfronteret med et uundslippeligt valg: at overtage sig selv i frihed, som en levende grundløshed. Meget er på spil for begge d'herrer; thi det gælder om ikke at blive til en ting, men om altid at revoltere mod det størknede og det forventede.

Ifølge forlagets reklamer for bogen i de tyske aviser er der tale om »det perfekte filosofiske narkotikum for begyndere ('Einstiegsdroge')«. Men pas på dealeren, dvs. julemanden med den store manke, hvalrosbevægelserne og de tætsiddende, på én gang melankolske og vidende øjne; for ikke blot kan det risikere at blive vanedannende at læse Sloterdijks bøger; men det kan det også blive at filosofere i nærkontakt med det levede liv.

Peter Sloterdijk: Philosophische Temperamente. Von Platon bis Foucault, Diederichs Verlag, 144 sider, 15 euro på amazon.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gorm Petersen

Hvis man kan lokke en urinprøve fra fødselaren, kan en prisbillig analyse afsløre hvilken filosof, der bør have skrevet den bog, hun skal have i fødselsdagsgave.

Velkommen til hjerneforskningens årti:

"Nej hvor gør det mig trist at tænke på, at hele min familie omkom ved ulykken for få dage siden" sagde manden.

"Øjeblik" sagde hjernelægen "gab lige op så jeg kan bytte et par ledninger".

Efter indgrebet sagde manden: "Nejjj hvor dejligt, det sætter mig i perlehumør at tænke på, at hele min familie omkom ved ulykken for få dage siden - det var alletiders indgreb - tusind tak kære hjernelæge".

"Skulle det være en anden gang" sagde lægen.

"Men hov - jeg bliver så mærkeligt forvirret, når jeg tænker på mine egne tidligere erindringer - min egen tidligere adfærd virker ulogisk - giver ligesom ikke mening".

"Mening ?" sagde hjernelægen med et meget, meget, mistænksomt udtryk - "Gab lige op igen".

Efter endnu et indgreb sagde manden "Hold da helt op - nu fatter jeg for første gang komplementaritet - hvordan alting i virkeligheden også er sin egen modsætning - alt giver mening nu. Tusind tak kære hjernelæge".

"Skulle det være en anden gang" sagde lægen.